Penderecki og den socialistiske realisme

Af ANDRZEJ CHLOPECKI

Festivalen Warszawa Efterår afsluttedes med en europæisk uropførelse af Krzysztof Pendereckis Klaverkoncert. Der var delvis tale om en ægte uropførelse, idet komponisten har ændret værket betydeligt i forhold til premieren i USA. Vi fik således en værdig afslutning på festivalen, den 45. i rækken, en næsten uropførelse af et værk, signeret af en af de mest kendte og mest populære komponister i vor tid. Efter opførelsen blandedes klapsalver med kraftige protester, med hujen og ytringer af utilfredshed.

Kommentatoren fra Deutschland Radio understregede i sin reportage fra Warszawa (sendt den 20. september, to dage efter afslutningskoncerten), at dette års festival bød på to provokationer. Den ene var den unge komponist og kontrabasspiller Aleksander Gabrys instrumentale teater, hvor solisten klippede sit hår og smadrede en violin under opførelsen. Den anden var opførelsen af Pendereckis Klaverkoncert, en skandale, dog af lidt anden art. Den autoritære og popularitets-søgende berømthed blev klassificeret i samme bås som den vilde ungdoms aggressive eruption. Da den unge komponist ødelagte en violin vanhelligede han samtidig et symbol. En tilhører, en betydelig komponist og musikvidenskabsmand, der var til stede ved opførelsen af Pendereckis Klaverkoncert, opfattede brugen af kirkeklokker, der lød gennem højttalere ved værkets slutning, som det samme: Vanhelligelse af et symbol. Klaverkoncerten var fra Pendereckis side tænkt som et bidrag til den del af hans produktion, som kan betegnes "capriccioso", og som karakteriseres af virtuositet og lethed. Det er musik uden ideologiske undertoner og filosofiske forpligtelser (i modsætning til værker fra hans hånd som Jerusalems syv porte og Credo), og han har skrevet en del værker i samme genre. Karakteristisk er her hans opera Kong Ubu, og som et af de sidste eksempler bør nævnes Concerto grosso for 3 celli og orkester.

Komponisten har engang erklæret, at hans mål i kammermusikken er 'claritas', hvor han søger efter en dybere, 'nobel' mening. Vi kender fx Sekstetten som typisk eksempel på denne kollektion. Men der er et problem. I de seneste år opfører komponisten sig på en måde, så man ikke længere kan tro på det, han siger, hverken i værker af 'buffo' eller 'serio' type. Og man kan hverken tro på det, som står skrevet med noder, eller på det, som er sagt med ord. De samme musikfragmenter klippet ud af en "opera seria", Den sorte maske, skal opfattes som morsomme i den komiske opera Kong Ubu, den noble 'claritas' i kammermusikken bliver kopieret i den filharmoniske underholdning og fordummer lytteren ved hjælp af den dobbelte kode.

I Klaverkoncertens tilfælde er der tale om leg og gøgl, som komponisten ikke vil give afkald på, fordi det er det, der skal sikre ham popularitet i koncertsalene. Samtidig bliver værket spækket med et budskab, der fungerer som ideologisk afpresning. Det er en afpresning, når komponisten oplyser, at værket er skrevet som reaktion på den 11. septembers tragedie i New York.

Vi skal altså more os over den måde, han jonglerer de fintskårne selvcitater på (der er udklip fra de sidste mange år af Pendereckis produktion - der er forsvindende få noder i dette partitur, som er nyskrevne), mens vi samtidig skal dæmpe vores lystighed, fordi musikken er blevet tilegnet en begivenhed, der vækker gru, og ikke latter. Oven på de stadigvæk rygende brandsteder danser Krzysztof Penderecki lystigt samtidig med, at han med sin brug af koraler, der er flettet ind i partituret, og med sine kommentarer, informerer os om, at han har strøet aske på sit hoved. Han sender os på samme tid en klovns grimasse og en præsts alvorlige mine, idet han håber på, at i hvert fald én af attituderne vil få publikum til at klappe.

Vi har tidligere kendt til en æstetisk retning, som krævede letfattelig og let tilgængelig musik, musik forståelig for 'de brede masser'. Også dér var man fast overbevidst om, at disse værker, på trods af deres enfoldighed, vil kunne ophøje lytteren gennem præsentationen af de høje idealer. Retningen kaldtes socialistisk realisme. Det var Krzysztof Penderecki, der med ét smadrede den i Polen. Det gjorde han med de værker, som han skrev i 60erne. Det takker vi ham for, og vi takker ham også for, at hans værker fra 70erne og 80erne åbnede nye horisonter for os, både de fjerne og de dybe.

Men med sin Klaverkoncert erklærer han en utidig sejr for den gamle, udskældte æstetik, han hylder den socialistiske realismes triumf, han erklærer sig enig med dens ideolog, Andrej Zdanov og hans håndlanger Tichon Chrennikov. Han fornægter betydningen af sine egne værker, værker, som vi har troet på. Med sin Klaverkoncert fortæller Penderecki os, at vi ikke bør stole på nogen af hans værker.

Oversat fra polsk af Eva Maria Jensen.