Tavse klassikere i ingenmandsland

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 03 - side 95-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ultima-festivalen 2003. I dette og næste nummer bringer vi artikler om festivaler i ind- og udland. Fælles for de valgte festivaler er, at de er internationale, det vil sige at de programsætter musik fra flere lande. De vil over to numre kunne læse om Ultima-festivalen i Olso, GAS Festivalen i Göteborg, Dresdner Tage der zeitgenössischen Musik, Musikhøst i Odense og ISCM Verdensmusikdagene i Slovenien.


Af TONY LUNDMAN

Ultima-festivalen er et kolossalt skib, som lægger til i den norske musikverden hvert efterår. Og når det gælder ny musik, så gør festivalens unikke samarbejde mellem 18 norske musikinstitutioner den formodentlig til den mest betydelige festival inden for sin genre i Norden.

Efter forrige års store satsninger - og publikumsrekorden med ca. 18.000 besøgende - virkede Ultima 2003 fra 2-12. oktober i Oslo dog som en festival på spareblus. Forklaringerne er enkle. Til trods for at forrige års festival blev gennemført med en ekstraordinær million på budgettet, så blev festivalen dyrere end beregnet, og det skulle så hentes på dette års budget. Man kunne godt nok opleve tilsvarende kunstnerisk og musikalsk bredde inden for koncerter, installationer og filmforevisninger. Men det økonomiske låg var alligevel synligt, bl.a. gennem en stærkere fokus på den hjemlige musik.

Festivalchefen, den kunstneriske leder Geir Johnson, understregede dog, at programmet også var et led i en bevidst strategi om gradvis at præsentere flere norske komponister, nu hvor Ultima er slået igennem som international festival. Blandt de norske profiler i år blev der lagt mærke til både yngre og ældre komponister: Maja Solveig Kjelstrup Ratkje, som bl.a. blev lanceret med sin første opera, Jon Øivind Ness blev tildelt en hel portrætkoncert, og den legendariske Knut Wiggen blev for første gang skildret med et repræsentativt program i Norge.

Årets festivaltema var ellers 'Echoes of an era' - ekkoer fra en epoke - nemlig efterkrigsmodernismens musikhistorie. Man kunne samtidig lægge mærke til programindslag, som talte om 'ekkoer fra fremtiden', altså nyskrevne værker. Dette var unægtelig en spredning af festivalens i forvejen brede og muligvis for svage tema. Det var egentlig forsvindende lidt musik, som stammede fra modernismens glansdage - og som viste den fokusering, som man kunne ønske sig ud fra det valgte festivaltema, der jo ville have givet mulighed for virkelig at præsentere og belyse de moderne klassikere, som næsten aldrig er at finde på koncertrepertoirerne. Altså kerneværkerne fra 1950erne, 1960erne og visse af 1970ernes modernistiske værker, der har deres plads i musikhistorien, men som alligevel ikke reelt dukker op i de sædvanlige koncertrepertoirer: Tavse klassikere i ingenmandsland.

Samtidig var det nok overraskende for de fleste, at sydafrikaneren Kevin Volans netop i dette selskab blev valgt til at være årets komponist. Kevin Volans er ikke en profil med en værdighed og lødighed, der gør ham til et indlysende valg til en sådan opmærksomhed - uden at det dermed er sagt, at hans sans for fx folkelige, afrikanske musiktraditioner og tankemåder ikke er både oprigtig og unik. Blandt nogle mindre værker af Kevin Volans, som indgik i portrætteringen af hans musik, var også uropførelsen af Chakra for tre slagtøjsspillere. Det var en slags rituel, intensivt trommende og næsten ekstatisk musik, som slagtøjsensemblet Sisu bød på i Parkteatret. Og det var en koncert, som i høj grad også udnyttede de visuelle kvaliteter, som findes i slagtøjsspillerens arbejde - gennem værker af John Cage, Tomas Nilsson (medlem af Sisu Slagtøjsensemble) og Örjan Högberg (bratschist i den svenske Fläskkvartetten).

Ellers var netop Kevin Volans musik mere interessant at lytte til end mandens udtalelser i interview-sammenhæng. I Morten Eide Pedersens harmoniske interview med ham på Norges Musikhøjskole fremstod Kevin Volans som en meget verbaliseret personlighed - intelligent reflekterende, ydmyg og sympatisk. Han diskuterede bl.a. sin splittede identitet: I Afrika betragtes han som europæiseret, men i Europa hører han heller ikke hjemme. Han fortalte desuden om sin tid som elev hos Karlheinz Stockhausen - og om at bryde med det eksisterende og om at søge autenticitet. Han virkede aldeles uprætentiøs, endda med en humoristisk afvæbnende distance til sin egen komponistrolle.

Helt så utvungen var den unge, engelske pianist Philip Howard ikke. Han er vinder af International Gaudeamus Interpreters Competition 2003, og i Oslo præsenterede han sig selv i et britisk-domineret program på Henie Onstad Kunstsenter. Det bestod af nyskrevet, britisk musik - mest musik, som stilistisk syntes at være beslægtet med amerikansk avantgarde, fx Morton Feldman. I The Moon Falls through the Autumn af Andrew Toovey (f. 1962) kom der aldrig brud på den stille og let vuggende rytme af klokkeagtige klaverakkorder med forsigtige udsmykninger.

Uden for udstillingssalens store vinduer blinkede vandet. Bådene så ud til at bevæge sig med en slags grafisk præcision langs med tænkte diagonaler hen over vinduesfladen. Tøvende trin fra udstillingens besøgende hørtes længere inde fra museets kroge ... Altså alt i alt en indramning, som var som skræddersyet til den 'ambient-karakter', som prægede mange af værkerne.

Mest interessant var dog Michael Finnisey. Også hans Eadweard Muybrigde - Edvard Munch fra 1997 viste visse Feldman-kvaliteter. Det er musik, som begynder, og som ligesom hele tiden 'sætter i gang': Enkle akkorder og melodi-fragmenter, måske citater, der hele tiden afbrydes. Som om de hele tiden øves om - smages, men forkastes. Michael Finniseys musik formidlede en slags fortrængt uro, som - alt imens Philip Howard koncentrerede sig langt nede i tangenterne - stod i lystig kontrast til det grinende bryllupsselskab, som imens stillede sig op til fotografering på græsset uden for udstillingshallens store vindue.

Men det mest overraskende ved netop den koncert var måske alligevel Iannis Xenakis' både fysisk og intellektuelt mærkbare musik: Som stål og beton mod bløde silkedraperinger. De nye, britiske lydtapeter fremstod simpelthen som pylrede i mødet med Iannis Xenakis' 30 år gamle Evryali (1973), hvor virtuositeten er så kompromisløs.

Et virkeligt interessant bekendtskab fra det engelske sprogområde var dog uden tvivl den australske Brett Dean (f. 1961). I Kulturkirken Jakob opførte Det norske Kammerorkester den minutiøst udarbejdede Carlo for strygere, sampler og bånd. Her fører Brett Dean en slags metamusikalsk dialog med renæssancekomponisten Carlo Gesualdo, hvis musik indspilles på bånd og ligesom 'tones' ind i strygernes om- og viderefortolkning. Klangligt kunne musikken visse steder minde om fx Lutoslawski, også formmæssigt og forløbsmæssigt med træk fra den polske skoles aleatorik. Samtidig havde musikken unægtelig et særligt personligt gehør for musikhistoriens mumlen. Så vidt jeg ved, var det første gang, at Brett Deans musik blev opført i Norden - og han er et komponistnavn, man skal bide mærke i.

I Norge er det ellers navnet Maja Ratkje, der er på manges læber - så tæt man kan komme på en fixstjerne inden for den ny musiks lille verden. Friktionsløst bevæger hun sig mellem nedskreven musik, improvisation og egen medvirken som vokal- og performancekunstner, enten alene eller som medlem af improvisationsgruppen SPUNK - bredden imponerer (se også anmeldelser af nye norske cd'er side 114 i dette nummer, red.).

Velvilligt kan man også sige, at hendes opera No Title Performance and Sparkling Water er et udtryk for denne grænseløshed. Værket blev uropført under Ultima, og det kom til at dele publikum voldsomt. Værket beskriver nemlig den forvirring, som indtræder, når tabuer brydes, og tiden er kommet for at nyorientere sig inden for de anerkendte stilarter og genrer.

Resultatet lignede en åben workshop for skuespillere, musikere, instruktør, scenograf og komponist. Værket er en slags collage eller revy over menneskets tilblivelse og udvikling - kredsende omkring moderskab, kvindelighed, sprog og magt. Men det blev alligevel banalt på grund af forestillingens bastante sindbilleder og udsagn - og på grund af dens mange løse tråde. Forestillingen lod i øvrigt til at være bygget på langhårede, 1970er-agtige idéer om et Gesamtkunstwerk: Alt er relativt, alt er godt nok til at blive vist frem - og alt andet må publikum selv finde ud af. I den forstand var No Title Performance and Sparkling Water ikke bare mislykket, men også fej kunst. Men jo, Maja Ratkje er en interessant kunstner, og selv fiaskoer kan være nok så konstruktive.

Overordnet set var det musikersiden, man blev mest imponeret over ved årets Ultima-festival. I skyggen af det kommercielle musikliv - og i mange tilfælde uden for traditionelle institutioner for klassisk musik - er der jo opstået en slags musikergeneration, man aldrig tidligere har set. Førhen så det anderledes ud. Da fx Pierre Boulez etablerede Ensemble Intercontemporain i 1970erne, skyldtes det, at den ny musik med alle sine nye teknikker og udvidede udtryk havde et skrigende behov for specialister, altså nogle spydspidsmusikere. Det var samme behov, som i denne periode lå bag skabelsen af ensembler som Musica Antiqua Köln, nemlig specialister i ældre musik og deres opførelsespraksis.

Under Ultima var der mange eksempler på lysende musikere. Slagtøjsensemblet Sisu er allerede nævnt. I Kulturkirken Jakob optrådte desuden en anden, anerkendt slagtøjsspiller sammen med Det norske Kammerorkester, nemlig Hans-Kristian Kjos Sørensen. Hans talte, sang og peb i falset, mens trommestikkerne hvirvlede frem over alt fra kasserollebunde til gong-gong'er og pauker i den norske komponist Henrik Hellstenius' idérige og lystfuldt legende Readings of Mr. G.

Ved samme koncert dirigerede den spotske H.K. Gruber ensemblet i sin egen Frankenstein (1977), der lige som Hellstenius' stykke var en slags cirkusleg med blandt andet koncertritualernes konventioner og højtidelighed.

Det tyske vokalensemble Neue Vocalsolisten Stuttgart gjorde til gengæld med påfaldende lethed det umulige til det almindelige. De rablede højhastighedsfraser af sig med samme præcision, som de pludselig - efter lynhurtige stemmegaffelskontroller - anslog akkorder med djævelsk svære mikrointervaller; akkorder, som desuden kunne strækkes ud over flere oktaver. Deres forbløffelsesvækkende håndtering af grækeren Georges Aperghis' originale vokalkævleri i Petrrohl - og også deres præcision i Salvatore Sciarrinos L'Alibi della parola - virkede voldsomt imponerende på det måbende publikum. Jubel mødte også sopranen Angela Luz, som overbevisende tolkede Luciano Berios klassiker Sequenza III.

Arditti Kvartetten har besøgt Ultima mange gange og er næsten blevet festivalens kendingsensemble - sammen med norske kvalitetsensembler som BIT 20 og Cikada. Og Arditti Kvartetten hverken så eller mærkede da heller ikke nogen tekniske vanskeligheder, da de med fascinerende behændighed sammenvævede den mareridtsagtigt fortættede musik i Brian Ferneyhoughs Third String Quartet.

Sådan var Ultima 2003, tolket ud fra nogle nedslag i festivalens første del: Imponerende musikerpræstationer og enkeltstående musikalske højdepunkter, men som helhed ikke et specielt interessevækkende program - og dermed trods alt kun et mellemår i festivalens moderne historie.

Ultima var i år heller ikke helt så velbesøgt som de seneste år - resultatet viser jo, at festivalen frem til nu har udviklet sig på imponerende vis.

Ultima er et stort skib, men det løber en risiko for at komme til at kæntre, hvis økonomiske begrænsninger får de internationale indslag og gæstespil til at blive færre.

Det høje niveau, som Ultima skal leve op til, har festivalen jo selv sat - ironisk nok. Det tilbageskuende i temaet 'Echoes of an era' var derfor næppe tænkt også at skulle gælde festivalens egen historie.

Tony Lundman er freelance-skribent og musikkritiker ved Svenska Dagbladet.

Oversættelse: Anne Middelboe Christensen.

Årgang 78/2003-2004, nr. 03