CD'ER

Af JØRGEN LEKFELDT

Herman D. Koppel: Orchestral Works Vol. 3. Symfoni nr. 3 og Symfoni nr. 4. Aalborg Symfoniorkester, dir. Moshe Atzmon. Dacapo 8.226016.

Her fortsættes den spændende afdækning af en af de mest bemærkelsesværdige rækker af dansk symfonisk musik fra det 20. århundrede. Herman D. Koppels symfonier er på alle måder tidstypiske, men ikke nok med det. For hvert nyt bekendtskab vokser respekten for denne komponist, som nok har hørt til blandt de store navne, men for værkernes vedkommende netop kun som et navn. Koppel har i mere end et halvt århundrede været kendt som en stor pianist og som en stor komponist. At han virkelig i allerhøjeste grad var det sidstnævnte understreges af en udgivelse som denne.

Symfoni nr. 3 er et stærkt vidnesbyrd om det danske musiklivs isolerede status under 2. verdenskrig, for Koppels vedkommende accentueret af flugten til Sverige i 1943. Den blev skrevet i Sverige i 1944-45 og er naturligt nok præget af både frygt og længsel, men tillige interessant nok farvet dels af den danske Carl Nielsen-tradition, som Koppel følte sig stærkt knyttet til, og dels af det lige så isolerede svenske musikalske klima. Man mærker impulser fra Sibelius og Shostakovitch, men værket kommer i form- og udtryksmæssig henseende tillige bemærkelsesværdigt nok med, hvad der synes at være et varsel om Karl-Birger Blomdahls Symfoni nr. 3.

Der er i begge disse symfonier et voldsomt ekspressivt pres, en trang til at overskride musikalske grænser, som bliver til et kulturhistorisk vidnesbyrd: værkerne er skabt under henholdsvis 2. verdenskrig og den kolde krig, i begge tilfælde med et håb om ændring af de givne vilkår og en stærk trang til udvidelse af det musikalske udtryksregister.

Symfoni nr. 4 fra 1946 har, som Jens Cornelius skriver i de udmærkede noter, været hård kost for samtidens danske publikum. Tendenserne i Symfoni nr. 3 forstærkes og gennemføres med sammenbidt konsekvens i et voldsomt konfliktbetonet forløb. Nu er grænserne åbnet efter krigen - men kun for at afsløre ubeskrivelige lidelser og ødelæggelser. Også Koppels egen familie var ramt, og værket fremtræder da også som et personligt udsagn med stor originalitet. Men også her kan der drages paralleller til værker af andre komponister: den sene Bartóks satire og Langgaards apokalyptiske udbrud i Symfoni nr. 6 (mon Koppel kendte den?). Også Hindemith og Shostakovitch synes at have leveret inspiration.

Disse to symfonier går på intet tidspunkt i tomgang, og det er slående, at Herman D. Koppel her formår at gøre et tidstypisk, til dels neoklassicistisk musikalsk sprog med metamorfoser, rytmeostinati etc. til grundlag for både indholdsmættede og umiddelbart appellerende udsagn. Det er godt, at man nu kan vende tilbage til disse to værker igen og igen. Aalborg Symfoniorkester yder på denne cd en indsats, som på sin egen måde er bevidsthedsudvidende.

•

Carl Nielsen: Sange. Musik til fem digte af J.P. Jacobsen op. 4; Viser og vers op. 6; Sange op. 10; En snes danske viser II, 28; Strofiske sange op. 21, hefte II, 1; Studie efter naturen; Tyve folkelige melodier, 19; En snes danske viser I,5; Italiensk hyrdearie op. 54; Duet fra Maskarade. Inger Dam-Jensen, sopran, Morten Ernst Lassen, baryton og Ulrich Stærk, klaver. Dacapo 8.224218.

Denne cd giver et bredt udsnit af Carl Nielsens sange fra 1891 (op. 4 og op. 6) til 1930 (op. 54). Man følger tilblivelsen af den enkle, folkelige stil, som kom til at præge et helt århundrede, og hvis indflydelse på navnlig nye salmemelodier er mærkbar den dag i dag (jfr. den nye salmebog med fx Ole Schmidts Tænk, at livet koster livet - løvet lyser stadig i lunde!), og man får også ud over denne linje fra det gennemkomponerede til det strofiske og fra solosangen til den folkelige sang eksempler på andre sider af Carl Nielsens sangproduktion.

Hermed får man på udmærket vis illustreret en betydningsfuld epoke og en betydningsfuld genre i dansk musik. For mig at se står cd'en stærkest netop som en historisk antologi, som trækker nogle linjer op. Her er glimrende materiale til foredrag og undervisning. Men ser man på tolkningen af de enkelte sange, er jeg knap så begejstret. Flere steder træder en mærkelig syntetisk udgave af traditionel skønsang frem og spænder ben for sangens naturlige fremdrift - og hvad værre er, for sangens udtryk som helhed, fordi opmærksomheden fokuseres for meget på enkeltheder. Dette gælder således "Tit er jeg glad" fra En snes danske viser II, hvor en romantisk dvælen nærmest bringer melodien til standsning, og hvor det følelsesmæssige udtryk bliver til et kunstprodukt, som gør sangen til en genskabt museumsskikkelse med allehånde pile og forklaringer, ikke til levende kunst. Så går det bedre i "Irmelin Rose", som da også på uimodståelig vis rummer fremdriften i sig selv. Her træder det dramatiske frem på flotteste vis.

Konklusion: cd'en har sin fulde berettigelse for det første dér, hvor andre/bedre indspilninger af det pågældende værk ikke findes, og hvor det i øvrigt drejer sig decideret solosang, samt for det andet i forbindelse med oplysende virksomhed. Dér opfylder den på glimrende vis et specifikt behov. I øvrigt vil der, som det i øvrigt altid er tilfældet med udgivelser af denne art, selvfølgelig være et mere alment behov hos mennesker, som af forskellige grunde måtte være afskåret fra at synge sangene alene eller (helst!) sammen med andre. Det sidstnævnte er dog formålet med den folkelige sang.

•

Rued Langgaard: Violin Sonatas Vol. 2. Aubade (Morgenständchen) (BVN 23); Sonate nr. 3 (BVN 312); Kort violinsonate (BVN 372); Sonate nr. 4 "Parce nobis, Jesu!" (BVN 376); Écrasez l'infâme (BVN 385); Andante religioso (BVN 407) . Sergei Azizian, violin og Anne Øland, klaver. Dacapo 8.226006.

Hver eneste gang, der kommer en ny Langgaard-udgivelse på cd - og der er heldigvis tale om adskillige i disse år - ja, så kan man glæde sig over gode opførelser af både kendte og ukendte værker. Det gælder også her. Ligesom fx symfonierne udgør violinsonaterne tilsammen et mikrokosmos inden for Langgaards produktion. Vi finder således både det modernistiske, det karikerende og det pasticheprægede, alt sammen sat ind i Langgaards særegne formverden, hvor formelementer anvendes frit med vægten lagt på det enkelte element, det enkelte moment.

Stilelementer, hos Langgaard firkantet sagt romantik og modernisme, bruges uden hensyntagen til overleveret musikalsk form, fx sonateform. Langgaard er således modernist på sin egen måde: i det 20. århundrede 'gennemskues' sammenhænge, som tidligere blev anset for at være almengyldige, og principielt kan alt relativeres og forbindes med alt.

Hos Langgaard realiseres dette på den måde, at elementerne i forskellige grader 'spiller roller' i symbolsk/symbolistisk sammenhæng. Han lever i en tid og i en verden, som mentalt tillige rummer både Ives, Messiaen, Schönberg og Webern - og som senere fører lige ind i Darmstadtmodernisme og videre ud i den såkaldte postmodernismes stilpluralisme. Ikke mindst i sidstnævnte kan hans musik føle sig hjemme.

Dette kan høres i disse violinsonater, som bortset fra den tidlige Aubade fra 1907 udelukkende rummer værker fra 1945-50. Kort violinsonate består således af sonatens fire satser trængt sammen i et ensatset forløb med en varighed på 3 1/2 minut - og inden for denne varighed repeteres satserne! Her er der tale om en pointeret komprimering og et udtryk for sammenhæng, som principielt vel ikke adskiller sig meget fra Weberns musikalske tænkemåde, selv om tonesproget er et ganske andet.

I Sonate nr. 3 og Sonate nr. 4 viser der sig mere eller mindre absurde forløb, hvis satserne anskues på traditionel vis, og i den sidstnævnte er der tillige tale om stilelementer, som hører hjemme andetsteds, men som her på symbolsk vis trænger sig på. Og endelig er det en fornøjelse i denne sammenhæng at kunne høre et ofte omtalt, men sjældent hørt værk: Écrasez l'infâme, som konfliktfyldt rummer hele skalaen fra destruktive udbrud til en lille enfoldig melodi. Kampen ender uden resultat med en åben slutning - igen et modernistisk træk.

Der er som sagt grund til at glæde sig over denne cd. Den anbefales ikke blot som et middel til musikhistorisk orientering, men som en samling overbevisende fortolkninger af værker, som er med til at sætte det 20. århundredes danske musik som helhed i et nyt lys. Gid en udgivelse af den blændende opførelse af Langgaards Antikrist i København sidste år snart må følge efter.

•

Gunnar Berg: Essai acoustique; - pour piano et orchestre; Frise; Uculang. Aarhus Symfoniorkester, DR Radiosymfoniorkestret, Aloys Kontarsky, Béatrice Berg og Elisabeth Klein, dir. Ole Schmidt, Miltiades Caridis, Tamás Vetö og Kari Tikka. Danacord DACOCD 611-612.

Der er langt - meget langt! - mellem Gunnar Berg-udgivelser på cd, og så meget mere grund er der til at glæde sig over disse indspilninger af fire af hans betydeligste værker.

Gunnar Berg har altid hørt til de fremmede fugle i dansk musikliv. Han arbejdede lige fra starten i 30erne med det musikalske stofs tonale og strukturmæssige problemer på en måde, som var påvirket af en mellemeuropæisk æstetik, som man finder den hos fx Bartók, Honegger og Stravinsky, og han lå dermed ganske langt fra Carl Nielsen og andre nordiske komponister.

Møderne med de nye musikalske udtryk i Paris, hvor Berg boede i årene 1948-58, gjorde afstanden endnu langt større: Edgar Varèse og John Cage var ikke just det danske musiklivs kop te i 50erne, og selv om der i starten af 60erne fandt en delvis nyorientering sted, er det kendetegnende for langt de fleste danske komponister, at man ret hurtigt igen tog afstand fra det musikalske sprog og den musikalske æstetik, som blev etableret i Darmstandt og andetsteds i disse år, og som senere har tjent som fundament for andre spændende tendenser.

Dette forenklede og komprimerede stykke musikhistorie skal her tjene som baggrund for, hvad Jean-Etienne Marie i et personligt portræt har skrevet om Gunnar Berg: "Det er bestræbelsen efter at finde en tones, en pauses autenticitet, der får ham til at bryde eller snarere at gå uden om enhver social konvention: Han ville drikke mælk, selv hos en vinbonde ... Det linjerede papir, han har taget ud af mappen, er ham et klosterregulativ, der isolerer ham med hele hans ansvarlighed som menneske og omfavner ham med den stilhed, som han skal forme med forestillede lyde."

I disse portrætlinjer skildres en kompromisløshed i både liv og musik, som kan minde om noget tilsvarende hos Cage, og det kan ikke undre, hvis Berg har fundet et fællesskab i mentalitet hos netop Cage i Paris i 50erne, selv om de to komponister stilistisk og kompositionsteknisk gik vidt forskellige veje. Hvad det sidstnævnte angår, anvendte Gunnar Berg fra begyndelsen af 50erne en seriel kompositionsmetode, som førte ham ind i en virkeliggørelse af just den betragtning, Jean-Etienne Marie anfører: en tones og en pauses autenticitet. Dette holdt han fast ved, og det er et grundtræk, som kan høres i samtlige fire værker på cd-albummet.

Essai acoustique fra 1954 kan nogle steder høres som en kæmpemæssig ornamenteret udgave af Stravinskys lakoniske Movements for Piano and Orchestra. Helhedsindtrykket ligger på linje med værker af fx Boulez og Berio fra samme tid, men man mærker en større følsomhed over for detaljen og stilheden. I det tredje af værkets fem afsnit er man stedvis ikke langt fra Messiaens klangverden, som kan have tjent som inspiration på en tid, hvor Messiaen var så at sige ukendt i Danmark.

Linjen fortsætter i det næste værk -pour piano et orchestre fra 1959. Der er her tale om en optagelse fra 1966, som blev udsendt af DR samme år, og som senere blev publiceret på LP af Unicorn. Værket figurerede i en radioudsendelse med ny musik. Jeg optog det dengang på bånd og har således kunnet lytte til det i over 30 år. Det må siges at have bevist sin slidstyrke! Alene denne optagelse med Béatrice Berg ved klaveret gør albummet til et klenodie på cd-hylderne. Men det samme gælder faktisk også de andre værker: ud over Essai acoustique med Aloys Kontarsky er Frise med Elisabeth Klein og Uculang med Béatrice Berg frydefulde oplevelser. I Uculang danner lange pauser spændingsfelter i et til tider højdramatisk forløb.

I det hele taget viser de fire værker den kontrast mellem vegeterende forventning overskridende grænsen til tavshed og intensitet og koncentration stigende til konflikt, som er typisk for Berg. Hele skalaen mellem disse yderpunkter mestres suverænt og virkeliggøres i satser, som stråler i alle musikalske dimensioner. Man keder sig ikke et øjeblik. Alle - solister, ensembler såvel som dirigenter - medvirker til fire særdeles gode udførelser af disse hovedværker ikke blot i Gunnar Bergs, men i det hele taget i det 20. århundredes danske musik.

Det må nævnes, at der efter Gunnar Bergs død i 1989 blev dannet en Arbejdsgruppe Gunnar Berg med det formål at udbrede kendskabet til og forståelsen for Gunnar Bergs musik. I denne gruppe sidder bl.a. Jens Rossel og Mogens Andersen, som har skrevet fortrinlige artikler i ledsagehæftet til disse cd'er. Især må fremhæves Mogens Andersens beskrivelse af værkerne, som tjener som gode programnoter med pædagogiske indføringer i disse værker, som forhåbentlig nu bliver hørt af mange.Endelig er det værd at lægge mærke til, at arbejdsgruppen præsenterer Gunnar Berg og sig selv på www.gunnarberg.dk, som indeholder megen god information. Citatet af Jean-Etienne Marie er taget herfra.

•

Per Nørgård: Borderlines; Dream Play; Voyage into the Golden Screen. Sjællands Symfoniorkester og Rebecca Hirsch, dir. Giordano Bellincampi. Dacapo 8.226014.

Et sted i noterne til denne cd citeres Per Nørgård for at have udtalt om ideen, som førte hen til uendelighedsrækken 1959, at han havde en "forestilling om de egenskaber, musikken skulle have for at komme fri af det stive og alligevel bevare forbindelsen bagud". Dette kan faktisk siges at være en grundidé for det meste af Nørgårds musikalske produktion: der sker en bestandig udvikling, stilen ændres gradvis eller i spring, men forbindelsen til traditionen er bestandig til stede. Man ser det samme i komponistens linjer om Voyage into the Golden Screen fra 1968, hvor Per Nørgård skriver, at han "i høj grad overdrager udformningen af musikken til tilhørerne" - men det sker karakteristisk nok ikke "ved at 'komponere' en eller anden slags uformet tonemasse a la Cage-skolen". Tanken om improvisation hos musikerne er således Nørgård fremmed. Det er tilhøreren, som i de to satser i i Voyage into the Golden Screen kan vælge mellem henholdsvis overtoner, som bevæger sig i individuelle tempi, og melodiske linjer, som forholder sig på lignende måde til hinanden. Men er dette valg egentlig forskelligt fra det valg, som fx den udøvende af eller lytteren til en middelaldermotet sår over for?

Netop her holder Nørgård i grunden fast ved en tradition, som går det meste af et årtusinde tilbage. Det sker med et musikalsk sprog, som giver en duft af det forgangne, i dette tilfælde helt tilbage til det 12. - 14. århundrede - for tilhøreren står som nævnt over for et valg mellem helheden og dele af den, som svarer til valget ved aflytningen af en motet fra det 13. århundredes Paris, mens det statiske helhedsindtryk pludselig giver mindelser om et Perotin-organum! Ivan Hansen er inde på noget af det samme, når han i noterne i anden forbindelse skriver, at det musikalske bevægelsesprincip i uendelighedsrækken ikke er uligt renæssancens prolationskanons. Så Per Nørgård siger noget essentielt ikke blot om sin egen produktion, men tillige om sin musikæstetiske helhedsanskuelse, når han udtaler: "Jeg befinder mig på skiftende skråplaner, men altid på skråplaner. Der er dog ikke tale om flugt, for oftest dukker tidligere strategier og tanker op igen senere - i nye sammen-hænge" (fremhævelsen er min).

Rent bortset fra dette er Voyage into the Golden Screen jo som allerede angivet af titlen et tidstypisk værk fra 1968. Vi hører en musikalsk opfordring til "bevidsthedsudvidelse" i dette strømmende mønster. Værket er en central Nørgård-klassiker, og det er forunderligt, at der ikke er kommet flere indspilninger i årenes løb (jeg kender kun en gammel LP-indspilning fra 70erne plus nu denne). Det bider sig fast i både opmærksomhed og hukommelse - jeg har oplevet dage og uger, hvor det meldte sig i passive øjeblikke som et pausesignal! Og ret skal være ret: Voyage into the Golden Screen peger jo ikke kun bagud, men også frem mod musikalske fænomener og retninger som spektralmusik og minimalisme, som Ivan Hansen så rigtigt gør opmærksom på. Kan man også tale om postmodernisme, som Ivan Hansen hævder?

Med sin skuen bagud og fremad på én gang står Voyage into the Golden Screen lige midt i et modernistisk skæringspunkt i det berømte år 1968. Her vælges mangelaget lyttemæssig flertydighed, mens den udførelsesmæssige flertydighed forkastes. Det sker på modernismens præmisser: en drøm virkeliggøres, en 'frigørelsesidé' realiseres. Associationerne til middelalder og renæssance viser sig gennem brug af denne kompositoriske idé, ikke gennem brug af arkaisk tonalitet, form, stil eller citat. Men associationerne kan dog melde sig.

Postmodernismen stikker måske hovedet frem her - hvis man da overhovedet vil anerkende fænomenet postmodernisme og ikke ser det som et af modernismens aspekter. Er postmodernisme ikke blot modernismens inddragelse af forskellige former for tonesprog og stil som anvendelige musikalske elementer? Postmodernisme i denne betydning er der i endnu langt højere grad tale om i Dream Play fra 1975. Værket, hvori uendelighedsrækken anvendes på forskellig vis, kan minde om den samtidige Symfoni nr. 3 med glimt af musikalsk fortid, som ligger latent og pludselig dukker op.

I Borderlines, Violinkoncert nr. 2 fra 2002, ved man aldrig rigtig, hvor man befinder sig. Her veksles i orkestret mellem to tonearter: den veltempererede skala og mikrotoner frembragt som overtoner. Solisten må så intonationsmæssigt rette sig efter dette vekselspil. Her er lighedspunkter med værker af især franske komponister inden for spektralmusikkens brogede felt - men man er aldrig i tvivl om, at man bevæger sig inden for den klassiske violinkoncerts tresatsede ramme. Igen må man sige, at forbindelsen bagud er bevaret.

Det er godt, at de to sidstnævnte værker nu findes på cd, så man kan lytte sig ind på deres komplicerede spil. Men for mig er glæden størst ved aflytningen af Voyage into the Golden Screen. Her har Nørgård skabt en klassiker ved på enkel vis at vove sig ud i ukendt land! Alle tre værker spilles ganske overbevisende.

Bent Lorentzen: Colori; Goldranken; Nachtigall; Abgrund; Five Easy Piano Pjeces. Erik Kaltoft og Jens Schou (Nachtigall). Dacapo 8.224246.

Her har vi en indspilning af samtlige Bent Lorentzens klaverværker. Og der er meget at gå på opdagelse i, men ikke så stærk en forandring fra første til sidste værk, som man måske kunne tro: de spænder over næsten 30 år, men der er et stærkt enhedspræg hele vejen igennem, en udnyttelse af klaverets klangmuligheder, som fra start til slut træder frem på fascinerende vis.

Allerede ved gennemlytningen af cd'ens første værk, Colori fra 1978, møder man den klingende klarhed i det høje leje, som er noget af et varemærke, og som undertiden kan lede tanken hen i retning af Niccolò Castiglioni. Der skabes et magisk klangligt rum, som udvides med det dybe leje, clusters, prægnant rytmik, spil på strengene etc. Undertiden føler man pludselig, at Stockhausen sniger sig ind med sit Klavierstück IX med klangspektre, som ligesom en uro, der langsomt bevæger sig rundt, viser forskellige farver, samt myldrende figurer i det højeste leje. Men hvor Stockhausen er aperiodisk og svævende, er Lorentzen mere kontant og jordbunden: her hører vi klare linjer og blokke.

Netop klarhed er et andet af Bent Lorentzens varemærker. Hvor man stedvis kommer til at tænke på Castiglioni, Stockhausen og Messiaen, er det overalt i dansk aftapning. På trods af inspiration fra serialisme og polsk musik, er der hos Lorentzen tale om en klar gestik og et spil med dramatiske kontraster, som skaber et intenst og personligt sprog. Dette møder vi her i samtlige fem værker i en udførelse, som er ganske suveræn. Erik Kaltoft bidrager virkelig til gestaltningen af både klarhed og drama.

Så enkelt er det: man snyder sig selv for stærke og klare udtryk fra en prægnant personlighed i dansk musik, hvis man ikke køber denne cd. Og hører den!