Evnen til at begejstres og begejstre

Et portræt af dirigenten Thomas Dausgaard. Sidste år jublede Politikens Michael Bo i en anmeldelse (28.7.): "Da komponisten Per Nørgård krydsede dirigenten Thomas Dausgaard og violinisten Nikolaj Znaider, var det som at se dansk musiks aktuelle kongefamilie." For at følge journalistens billede kan man sige, at vi siden februar har vidst, hvem der er dansk musiks 'kronprins': nemlig Dausgaard, som venter på at tiltræde som chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret. DMT har talt med Per Nørgård, som Dausgaard har arbejdet tæt sammen med ved flere lejligheder i de senere år, om hvad vi kan vente os af den kommende chefdirigent for Danmarks måske bedst spillende orkester, og hvordan det som komponist er at samarbejde med Dausgaard.

Af PER RASK MADSEN

Der er sket en del for Thomas Dausgaard siden han fik sin afgangseksamen fra musikkonservatoriet i 1986 og blev undervist af Norman Del Mar i 1986-88 på Royal College of Music. Det er ingen nyhed, at han nyder anseelse i musiklivet herhjemme og i udlandet. Men han har modtaget særlig bevågenhed fra medierne i år: I februar blev det offentliggjort, at han, i august 2004, tiltræder som chefdirigent for Radiosymfoniorkestret (RSO). For første gang i RSO's 78-årige historie skal denne post varetages af en dansker.

DR2's program Temalørdag d. 7. juni havde overskriften Psykologien i et orkester - magi, diktatur eller moderne virksomhed?, som bl.a. havde Dausgaard i fokus, da han arbejdede med RSO i den uge, DR2 besøgte Radiohuset. Dog er det ikke første gang han er i tv - vi har i flere år set ham, som medlem af Malko Konkurrencens jury, blive interviewet med kommentarer om Malko-deltageres præstationer. Den 5. oktober blev han igen ført frem i lyset, da han, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Bo Holten, fik overrakt Carl Nielsen-legatet. DMT var inviteret med til legat-overrækkelsen på Det Kgl. Teater. I sin tale efter at have modtaget legatet bekendte Dausgaard, at Nielsens musik og eftermæle har spillet en markant rolle i hans studieår - "en tung skygge over konservatoriet", var hans indtryk. Denne arv var mere eller mindre årsag til, at Dausgaard valgte at studere videre i udlandet. Ånden fulgte den unge dirigent, men han tog konflikten til sig og sluttede fred med Nielsen, som han betegner "en trofast, krævende rejsefælle". Det særlige forhold, som Dausgaard knytter mellem dirigent og komponist, kom særlig Per Nørgård senere til at opleve.

Den ambitiøse Dausgaard har med sine 40 år nået mere end de fleste dirigenter i løbet af samme tid, og han har samtidig skabt sig et solidt omdømme. Han har med sine indspilninger af musik af bl.a. Hamerik, J.P.E. Hartmann og Kunzen vist sig som en engageret og kvalificeret formidler af dansk musiks arv. Af nulevende danske komponister har Dausgaard særligt formidlet Nørgårds musik: indspilning af violinkoncerten Helle Nacht, koncerten for slagtøjsduo og orkester Bach to the Future, og i fjor den skamroste cd der indeholder 6. Symfoni og orkesterværket Terrains Vagues. Sidstnævnte er tilegnet Dausgaard.

En udstrakt koncertvirksomhed i udlandet, bl.a. som chefdirigent for Det svenske Kammerorkester, gæstedirigent for et stort antal orkestre og assisterende dirigent for Boston Symphony Orchestra og Seiji Ozawa, har givet Dausgaard en betragtelig bagage. Forhåbentlig har erfaringerne rustet ham til at kunne opfylde de store forventninger, der hviler på ham i kraft af chefdirigentposten for RSO. Per Nørgård er tryg ved, at det netop er Dausgaard:

"Jeg synes, at det er en utrolig lykkelig situation, at vi får en dansker med det format på den stilling. Der er stor smidighed hos Thomas, til forskel fra fx Segerstam, der kan opleves som lammende af nulevende komponister - han komponerer jo selv, dvs. Segerstam opfatter komponister som konkurrenter. Jeg skal ikke nævne nogen navne, men der er nogle af mine kolleger, som er blevet noget knuste over den måde, de er blevet behandlet på under forberedelsen til en uropførelse, hvor man jo i forvejen er død-sart."

Bogen Mangfoldighedsmusik, der er udgivet i anledning af Nørgårds 70-års fødselsdag, indeholder en række essays, interview, m.m. der på forskellig vis hylder fødselaren. I Dausgaards bidrag til bogen er det tydeligt, at han har et særligt forhold til Nørgård. Hvordan betragter komponisten deres relation og Dausgaards kvaliteter?

"Nu har jeg jo fået mange orkesterværker dirigeret, af mange forskellige dirigenter, og derfor er jeg på forhånd rustet til ikke at blive skuffet over evt. manglende interesse for indholdet, for kun at drøfte fortegn og sådan noget. Som komponist før en opførelse med en ny dirigent kom det bag på mig, at Thomas var så åben for alt, hvad jeg havde at sige. Han var optaget af det hele! Jeg var glad for at have en resonans for det, og da jeg kom hjem og fandt en telefonbesked om, at han var meget glad for den samtale, vi havde haft, tænker jeg: "Det var dog en sympatisk dirigent, som synes, at det ligefrem er opløftende at samarbejde med komponisten" - det er nemlig ikke så almindeligt, det er ofte noget, som skal klares med kun de mest nødvendige spørgsmål.

Jeg fik kam til mit hår mht. lysten til at gå i clinch med musikken fra dirigentens side. Bach to the Future er noget af det sværeste, der er skrevet - det er ikke noget rekreationsværk at dirigere. Andre dirigenter har klaget over, at de kommer til at ligne en mester jakel-fagtende dukke. Han tog det med forbavsende ro, selvom han startede med at fastslå, at den ikke kunne blive opført ved en eller anden festival i Tyskland, fordi partituret var for svært (til de forhåndenværende prøvemuligheder). Det kunne han altså med det samme se, før den overhovedet havde været opført. Netop samarbejdet med Safri [Duo] og ham, oplevede jeg som en svimlende fornøjelse: At opleve tre supermænd folde sig ud! Det klarede han altså suverænt, dog med lejlighedsvise udbrud af træthed over fejl i stemmerne. Han er meget - og det forstår man jo - pernitten med fejl. Der har været nogle ture dér. Det er ligeså tit mig, der har skrevet forkert i partituret, desværre, som kopisten der har kikset."

Oprindelig skulle Leif Segerstam have dirigeret uropførelsen af Nørgårds 6. Symfoni, men Segerstam, der har indspillet Nørgårds fem første symfonier, fik et hjertetilfælde, og en afløser måtte findes i hast. Som man kan læse i Mangfoldighedsmusik, blev Dausgaard tilbudt opgaven, men han afslog høfligt pga. det yderst korte varsel og den høje kompleksitet i partituret. Kaare Hansen påtog sig uropførelsen, og året efter indgik Dausgaard et samarbejde med Nørgård om at indspille 6. Symfoni:

"Han tog den 6. Symfoni op, efter at Kaare Hansen havde lavet et formidabelt stykke arbejde med at indstudere den til uropførelsen - fordi han måtte springe ind i sidste øjeblik. Thomas havde en meget præcis idé om hvad 6. Symfoni handler om. Han kom til Langeland og præsenterede en lammende præcis analyse af et bestemt 'stålværk', som jeg havde 'overset' i 1. sats - nemlig visse af de trompet-indsatser der egentlig indgik som en del i den oprindelige konception, men som var blevet overflødiggjort af den kompositoriske udvikling. Det er nogle gange, at dét hænder, men aldrig så groft som det der, og da har det altid været mig selv, der har korrigeret det. Thomas satte sig altså ved siden af mig på havebænken og sagde: "Det her er simpelthen kammermusik på et gigantisk plan, men jeg synes, at du kommer til at 'overdøve' noget i værket." Der blev færre trompet-indsatser, men der kom overhovedet ikke til at mangle nogle toner, og det var det, der ligesom var beviset på, at han havde set rigtigt. Jeg er taknemmelig for de indgreb, han foreslog. (Jeg ville godt have tilegnet ham 6. Symfoni, men den var allerede tilegnet min kone!).

Terrains Vagues blev uropført i London under Andrew Davis, og det gik udmærket, men var ikke nogen vanvittig præcis opførelse. Jeg kunne ikke tilegne dem det, fordi de ikke holdt gruppeprøver, hvorved jeg følte, at det var for lidt til, at jeg kunne nå at gribe ind. Terrains Vagues er noget af det voldsommere, jeg har lavet, så jeg måtte ligesom bare lytte igennem stormen. Andrew Davis er en charmerende, engelsk gentleman - meget engelsk, og måske sådan lidt laissez faire. På den måde kom vi igennem partituret uden nogen ridser. "Det sikrer mig jo ikke," tænkte jeg, når Thomas skulle lave den herhjemme - nu kommer der nok ridser i lakken, hvilket jeg selvfølgelig var indstillet på: det er jo flot at få så værdig modstand fra en der virkelig går 'i krig' med det jeg har lavet, og siger: "Hov, hov, det er vist i modstrid med din intention, det her"."

Kunstnerisk modstand og ridser i lakken - var der en lignende kamp med Terrains Vagues, som med 6. Symfoni?

"Nej, overhovedet ikke. Han knurrede over et par steder, men han måtte erkende, at jeg skulle ikke røre ved det. Og morsomt var det, da jeg havde opfundet en ny form for notation, som gik ud på, at en række underdelte dybere strygere fik tildelt nogle usædvanlige - men dog kendte tegn - nemlig kommaer og overbundne forslagsnoder. Det skabte sådan en ravage hos Thomas - for hvor meget er et komma, og hvor meget er en overbunden grace note. Og hvis du ser i partituret, så er det jo hele tiden, når de spiller det samme ned igennnem underdelingen. Dvs. det skal lyde som en slags ærter der triller ad nogle dybe strenge; altså ansatserne er lidt "ka-klam ka-klam". Andrew Davis sagde bare: "Det bliver 'fun', lad os prøve det." Så syntes musikerne, at det var 'fun', og så var det i orden fra starten. Thomas vil jo godt kontrollere, så han repeterede hver af de der underdelte stemmer. I forvejen kommer indsatserne sådan ca. jeg tror det er på hver femte sekstendedel inden for en 3/4 takt; det er lidt besværligt ..."

Kontrol Freak

De danske musikkritikere, som tildelte Dausgaard deres kunstnerpris i 1993, har taget godt imod den kommende chefdirigent. Berlingske Tidendes Steen Chr. Steensen skrev (2.5. 2001) om Dausgaards indspilning af Rued Langgaards 6. Symfoni: "Han dirigerer sig langt ind i konflikterne og har samtidig total kontrol over dynamik, balance og tempo. Han rider musikken som en førsteklasses rytter, hvor man fornemmer, hvor mange kræfter der er gemt i hesten. Det vilde ridt holdes i stramme tøjler." Nørgård nævnte altså også, at Dausgaard har stor 'kontrol' over orkestret, og fortæller videre om deres arbejde med indstuderingen af Terrains Vagues:

"I denne situation fungerede hans sagnomspundne kontrol altså ikke. Han blev mere og mere fortvivlet. Hver stemme kunne godt klare sig. Men så tilsammen efter det der grundige arbejde, så lød det fuldstændig kaotisk. De var alle sammen så optaget af at komme lidt før eller lidt efter, at de helt glemte, hvor de var henne. Thomas sagde: "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det". Så sagde jeg: "Må jeg have lov til at sige noget til orkestret?". "Ja, selvfølgelig", sagde han. Så sagde jeg: "Glem lige alt det vi har arbejdet med nu! - glem alle de der tegn, bare spil det som om det er første prøve I er til med det her! - så kommer det nok til at lyde rigtigt". Så grinede vi og så spillede de, og så var det i orden! Dermed fik vi de der lidt svuppende ansatser, der giver en meget bestemt klang, som jeg ikke kan undvære. Den måtte Thomas 'sluge' - at der er en grænse for hans kontrol."

Nørgårds og Dausgaards ydre fremtoning er vidt forskellig. Ud over den indlysende forskel, at der er en aldersforskel på mere end 30 år imellem dem, virker de umiddelbart som to meget forskellige temperamenter: (lidt firkantet sagt) den afslappede type, over for den mere formelle. I medielyset ser vi for det meste dirigenter i kjole og hvidt, hvilket kan virke lidt konservativt og formelt. Hvordan oplever Nørgård Dausgaard på tæt hold - er han, som dirigenter ofte virker, formel?

"Det er kun på overfladen. Det er en formalitet, som man netop mærker i nyttefunktioner, når det drejer sig fx om detaljer i stemmer, fejl. Der er man nødt til at være formel. Jeg ville ønske, at jeg var meget mere 'formel'. Der har jeg en meget stor afhængighed og godt samarbejde med mine forlagsmedarbejdere, nodeskrivere - de kan jo udrette vidundere. Jeg lever meget med "a little help from my friends". Thomas' henvendelsesform er selvfølgelig på en helt anden måde. Jeg synes det er flot, at han kan dirigere og sætte hvert instrument ind og samtidig registrere og huske hver eneste forekommende fejl. Jeg sidder sædvanligvis på spring med mine anmærkninger, men standses oftest med en myndig håndbevægelse fra Thomas: "Lige et øjeblik, lige et øjeblik, Per!", hvorpå han vender sig til orkestret og gør opmærksom, én for én, på nøjagtig alle de fejl som jeg troede, at jeg - i min privilegerede lytteposition - var alene om at opfatte i farten. Det er imponerende. Dette overblik er fantastisk vigtigt og et stort positivt træk, fordi det er kombineret med noget, som jeg helt intuitivt fornemmer, er en mere 'sky' side af ham, men som han får frem i sin måde at fortælle historier på. Det er i hvert fald mit indtryk, ikke mindst i de der indspilninger af Beethoven-symfonierne med Det svenske Kammerorkester, at før han har fundet en bestemt historie (omkring et helt værk eller en sats) - en måde at gribe det an på - så er han lidt hjælpeløs, tror jeg. Dvs. han skal se det for sig som en helhed, og for at turde at lave en slags eventyr ud af partituret fordres formalitet, nemlig præcision i detaljen. Han har desuden evne til at begejstres og begejstre (og at tænde på hvad man siger - det betyder også meget for en komponist). Der er masser af resonans at hente hos ham."

De komponister som i fremtiden kommer til at samarbejde med Dausgaard, må føle sig trygge efter Nørgårds varme anbefaling. Og lige så vigtigt: Publikum der gæster Radiohuset har også en masse spændende musikalske oplevelser i vente under Dausgaards ledelse. Det bliver interessant at følge udviklingen af RSO og de planer, den kommende chefdirigent har på orkestrets vegne.

I forbindelse med Dausgaards tiltrædelse i sin nye stilling, vil DMT næste år bringe en fortsættelse af dette portræt, hvor han med egne ord vil beskrive sine arbejdsprocesser, omkostninger for at nå langt med sin karriere, fremtidige ambitioner, m.m.

Foto af Thomas Dausgaard side 130: Marianne Grøndahl.

Fakta om Carl Nielsen Legatet

Fru Irmelin Møller, Fru Anne Marie Telmányi og Hans-Børge Carl-Nielsen havde i fællesskab påtænkt at oprette et legat til minde om deres forældre, komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Legatet blev stiftet den 30. april 1957, hvilken fundats den 30. april 1957 meddeltes kongelig bevilling.

I fundatsen for legatet hedder det bl.a. om legatets formål:

"... Den væsentligste kvalifikation for at komme i betragtning skal være udvist talent - derimod ikke økonomisk trang - og mellem flere lige kvalificerede inden for musikergruppen skal en komponist foretrækkes."

Legatet gives i de ulige år til skabende og udøvende kunstnere i musikkens verden. I de lige år tildeles legatet billedkunstnere. Legatet afspejler således ægteparret Nielsens professionelle virke. Legatet hedder helt korrekt "Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat".

Legatets bestyrelse består af to billedkunstnere (Thorbjørn Lausten, Olaf Manske Andersen) to musikfolk (komponist Karl Aage Rasmussen og Anne Øland) og advokaten Søren Bagger, som er formand for bestyrelsen.

I 2003 uddelte legatet tre portioner: Dirigenten Thomas Dausgaard, komponisterne Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Bo Holten, modtog hver 400.000 kroner.