Heldigvis har vi da stadig én international ny musikfestival!

MUSIKHØST 11.-16. november i Odense

Af PER RASK MADSEN

Fyns MUSIKHØST er nu landets eneste festival for ny kompositionsmusik, hvor der spilles værker af både danske og udenlandske komponister, efter at NUMUS Festivalen tidligere på året forløb for sidste gang. Dette års MUSIKHØST bestod af en overdådig palet. Både de professionelle musikeres og de studerendes indsats var optimal. Men man kunne ønske sig en mere kritisk programlægning fra arrangørernes side.

MUSIKHØST, der forløb 11.-16. november i Odense, præsenterede i år to temaer: nordisk slagstøjsmusik og ny britisk musik. Arrangørerne havde oprindelig planlagt, at dette års festival skulle have ny fransk musik som tema, men den dansk-franske Amplitudes- festival (der forløb i maj-juni) kom dem i forkøbet, så en 'plan B' var nødvendig. Denne udmærkede plan indeholdt desuden et islæt af rytmisk musik og børn/unge, der spiller ny musik.

Ud over koncerter, foregik der også to seminarer, en workshop for musikskoleelever og en minikonference. Festivalen var udvidet med et såkaldt 'ø-kons'-samarbejde, hvilket består af studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM), Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) og Det Fynske Musikkonservatorium (DFM). På grund af ø-kons-samarbejdet havde man udvidet festivalen til at forløbe over seks dage, i stedet for fem dage som de foregående år.

Arrangørerne, Per Erland Rasmussen og Bertel Krarup (hhv. prorektor og rektor for Det Fynske Musikkonservatorium), havde haft stort held med fundraising til at skaffe etablerede, internationale musikere til koncerterne, bl.a. det svenske Kroumata Percussion Ensemble og den engelske Kreutzer Quartet.

Publikumsfremmødet var ganske pænt, i betragtning af hvordan tilslutningen ellers er til ny musik-begivenheder i Danmark: Til fredagens symfoniorkesterkoncert var der omkring 400, til Marilyn Mazur på Jazzhus Dexter var der ca. 120 (i et lokale hvor der er plads til 150), til seminaret som en veloplagt Per Nørgård afholdt var der stuvende fyldt (inkl. en flok interesseret lyttende gymnasie-elever), og til fredagens sinfonietta-koncert var der næsten fuldt hus. Enkelte koncerter blev svigtet lidt af publikum - vel ikke så mærkeligt, hvis folk er blevet mætte af indtryk over en så lang og indholdsrig festival. Jeg valgte at holde lørdag festival-fri, selvom jeg ankom til Odense om onsdagen, altså festivalens anden dag. Måske skulle man gå tilbage til de oprindelige fem dages varighed, for at yde musikken en mere retfærdig reception.

Onsdagens program indledtes af en koncert på Odense Musikskole, hvor børn og unge spillede musik af amerikaneren David Liptak. Det var interessant at opleve dem dybt koncentrerede spille moderne toner - bl.a. nogle Webern-inspirerede kanoner for to violiner, og i en version for to klarinetter. Stykkerne var lige lovlig korte, så den første nervøsitet, amatøren føler, ikke kunne nå at forsvinde. Musikken var også meget seriøs. Måske ville børnene synes, det var sjovere at spille, hvis det ikke var så højtideligt. Men alligevel var det tydeligt, at de havde øvet sig flittigt. Et af stykkerne, Shifty Business, havde en musikskolelærer arrangeret for to marimbaer og en xylofon, og her skinnede en spilleglæde virkelig igennem.

Senere samme aften var der to solistkoncerter: først den svenske slagtøjsmusiker Markus Leoson, og senere den engelske violinist Peter Sheppard Skaerved, der også er førsteviolinist i Kreutzer Quartet. Leoson havde sammensat sit program, så begge sæt startede med sikre publikumstræffere: hhv. islænderen Áskell Mássons Frum - a drum song og Poul Ruders' Alarm, en thriller. Det var også de mest velvalgte bud på overraskende slagtøjsmusik, hvor Leoson viste sig mest som en performer og holdt publikum i sin hule hånd. Entusiasmen i overskriften på en anmeldelse i Fyens Stiftstidende (14.11), "Lækker marimba", deler jeg ikke. Svenskeren Rigaccis Claire per vibrafono og Mássons sonate for marimba var temmelig monotone, og førstnævnte med for unuanceret dynamik; begge stykker er desuden præget af for mange tremoloer og triller (pga. de pågældende instrumenters relativt korte udklingningsstid). De bedste stykker var dem, hvor der indgik et større antal forskelligt klingende instrumenter.

Skaerved optrådte også sidste år på MUSIKHØST. Hans program i år var udelukkende et engelsk repertoire. Han havde i høj grad 'komponeret' den rækkefølge, værkerne blev spillet i. De to første kontrasterede subtilt til hinanden: Sadie Harrisons Bhavad Khair Baqi fra 2002, hvor solisten også bruger vokale lyde (toner, kraftig udånden, pustelyde, m.m.) mens han spiller, havde et unikt kropsligt og åndeligt nærvær, efterfulgt af David Matthews' Munroe's Song fra 2003, som havde en forunderlig lontano-karakter, idet det spilles med sordin, sagte, og med rørende fuglefløjt-inspirerede melodier, der aldrig blev banale. Den mystiske stemning i Munroe's Song forøgedes yderligere med et 'dobbelt-lontano', da stykket efter lidt tid anvender flageolet-toner - på en positiv måde føltes det næsten, som om musiker og instrument var i hver sit rum. Resten af koncerten var mere i det brillant-virtuose hjørne. Harrison og Matthews var nyt bekendtskab for mig, og lad os meget gerne høre dem i Danmark igen!

Torsdag startede med Nørgård-seminaret, hvor komponisten fortalte om sin slagtøjskoncert, For a Change fra 1983, som skulle spilles om fredagen. Det var imponerende, at en 71-årig mand kan være så fuld af humor og have et så stort overskud og samtidig docere med høj faglighed. Han havde i øvrigt to congaer fremme og demonstrerede rytmiske figurer, der indgår i For a Change.

Derefter var der koncert med studerende. Deres lærer, Gert Mortensen, havde sneget sig ind i programmet og henrykkede salen med Áskell Mássons fabelagtige Kim for lilletromme fra 2001. Hvem anede, at man kunne få så meget ud af sølle én tromme - og så en lilletromme?! Mortensens performance må vi ikke glemme, da den indgik integreret med selve musikken - mimik, pludselige kropsbevægelser, placering off-stage m.m. Man undredes ikke over, at komponisten havde skrevet værket til netop denne solist.

Resten af koncerten var på det jævne. I Kaija Saariahos Six Japanese Gardens, for slagtøj og elektronik, var der kuk i teknikken, hvilket forsinkede opførelsen. Da solisten endelig kom i gang, var det svært at forstå, hvorfor der overhovedet indgik elektronik i værket - det virkede som en unødvendig grød af baggrundsstøj. Solisten Linda Edsjö, der var iført rød overall, tacklede de tekniske problemer med ophøjet ro, men kæmpede forgæves mod lyd-problemer og et fra Saariahos hånd middelmådigt værk. Anders Koppels Toccata for marimba og vibrafon begyndte lovende med farvefyldte, polyfone passager, som desværre senere kammede over i muzak og klichéprægede harmoniske progressioner. Nørgårds Isternia for marimba (1979), der oprindeligt er skrevet for cimbalom (et ungarsk sigøjnerinstrument), præsenterede en atypisk side af komponisten, der godt nok sparede os for kaskader af tremoloer og triller, men aldrig for alvor blev interessant. Hvorfor hørte vi ikke originalversionen? I det hele taget virkede programmet ikke særlig gennemtænkt. Dog var afslutningen med Rolf Wallins Stonewave et udmærket valg*.

Strygekvartetten Kreutzers program var festivalens største skuffelse. Ærgerligt, for det er virkelig musikere i international klasse. Ensemblet havde tilrettelagt sit program i dialog med arrangørerne. Englænderne ville udskifte Robert Saxtons Songs, Dances and Ellipses fra 1998 med et andet værk, men arrangørerne fastholdt deres beslutning. Det er et halvtimes værk i gammel-modernistisk ånd, der virker for akademisk og mangler levendegørelse - dets klangfarve var simpelthen død. Saxton burde kunne udnytte instrumentationen bedre til at artikulere den musikalske form. I sidste fjerdedel af værket vågnede musikken op til dåd, men magtede ikke at redde helheden op af glemslens dynd. Ved næste værk, Philip Grange's strygekvartet fra 2003, livede stemningen op. Her var humor, rigeligt med afveksling og klanglig spidsfindighed. Men i længden blev det forudsigeligt: man savnede en eller anden form for radikalitet, der kunne ruske i publikum. Programmets fire værker adskilte sig ikke nok fra hinanden - heller ikke det sidste på programmet, som havde klarinet med i sin besætning, opfyldte behovet for større klanglig forskellighed.

Fredagen præsenterede den mest helstøbte koncert, af dem som jeg oplevede. Englænderen Stefan Asbury dirigerede rutineret sinfoniettaen, der bestod af konservatoriestuderende. Igen et engelsk repertoire, men denne gang med en sådan pondus, at ingen forlod denne koncert umærket. Programmet var krævende for musikerne, fuldt af kantede finesser og ekstreme udtryksregistre. Den eneste sten i skoen var Oliver Knussens halvlunkne impressionisme i klaverstykket Prayer Bell Scratch, der fik rigeligt med sostenuto-pedal og for lange pauser mellem storformdelene. Dog var det dejligt med et roligt værk efter det indledende Birtwistle-værk Carmen Arcadiae Mechanicae Perpetuum fra 1978, der efterlod publikum herligt stakåndet.

En langt mere interessant side af vidunderbarnet Knussen hørte vi senere med hans seks minutter lange sinfoniettaværk Two organa fra 1994**, som vi hørte da capo i en mere up-tempo version. I Simon Holts ... era madrugada for piccolofløjte, basklarinet, horn, klaver, bratsch, cello og kontrabas fra 1984 oplevede vi en perle af en slags mini-klaverkoncert, hvor pianisten Morten Heide spillede den kompromisløse og aggressive klaverstemme og samtidig formåede at præsentere musikken med klarhed.

Peter Maxwell Davies' musik for sopran og sinfonietta til filmen The Devils fra 1971 fortsatte med at føre publikum rundt i manegen. Det er et rigtigt gyser-værk (måske en inspiration til Jerry Goldsmiths Ave Satani

fra soundtracket til filmen The Omen fra 1976), der også er fyldt med markante soli, bl.a. af fløjte og klarinet, og indeholder grelt kontrasterende foxtrot-afsnit og passager med sopranstemme der synger med latinsk tekst. Disse kontraster giver stemningen en endnu større følelse af uhygge. Sopranen Anna Kajsa Holmberg sang med en smuk lys klang, men med en anelse for meget rullen på r'erne. Musikernes ikke helt fuldbyrdede professionalisme røbede sig et par gange under torsdagens studenterkoncert.

Heller ikke til fredagens sinfonietta-koncert var de studerende opmærksomme nok på vilkårlige støjlyde, fx under skift af klarinet til basklarinet, fra ét slagtøjsbatteri til et andet, eller med lukning af en akkordeon-knaplås. Der var også et par skingre passager, hvor det blev for meget for bratschisten, som stoppede et par fingre i ørerne. Hvordan skal man som publikum reagere på dét? Men man kan selvfølgelig ikke forvente, at studerende er perfekte i deres udøven. Når disse kritikpunkter er sagt, så var det faktisk en mindeværdig oplevelse at høre de studerende spille. Det var et vanskeligt repertoire, de stod over for, som de udførte med entusiastisk ildhu.

Før sinfoniettakoncerten afholdtes en minikonference i anledning af udsigten til at etablere et kompetencecenter for ny musik. Dette center skal dannes i et samarbejde mellem DFM og DKDM. Bertel Krarup introducerede konferencen og var ordstyrer. Følgende var indbudt til at holde oplæg: komponist Bent Sørensen, formand for Sekretariat for Ny Kompositionsmusik Erik Bach, og redaktør for nærværende tidsskrift, Anders Beyer. Tilstede som deltagere i konferencen var bl.a. Jens Brincker, Carl Bergstrøm Nielsen, Erik Christensen, Mette Stig Nielsen, Jens Schou, Tine Birger Christensen, Jesper Buhl, Hanne Bramsen Buhl, Erik Kaltoft og Anders Brødsgaard.

De indbudte oplægsholdere var ikke på forhånd blevet informeret klart om, hvad omtalte kompetencecenter egentlig gik ud på, og der var megen diskussion frem og tilbage for at opklare ideen om dette center. Konferencen var præget af krisestemning angående den ny musiks fremtid i Danmark. Anders Beyer mente, at man skal gå mere aggressivt til værks. Han fremhævede Flemming Enevolds resultater på Gladsaxe Teater, som via brug af 'teambuilding' og moderne ledelse havde forøget publikumstilvæksten.

Det blev senere diskuteret, om det var et formidlingscenter eller et videnscenter, som initiativtagerne havde i tankerne. Meningsudvekslingerne var overvejende pessimistiske for den ny musiks fremtidige vilkår, men Jens Schou og Jesper Buhl var mere optimistiske. Sidstnævnte fremhævede sin succes med at opføre ny musikdramatik for et ungt publikum. Erik Christensen opfordrede til at gå til græsrødderne og ikke at være berøringsangste, da han mente, at den ny musik er mindre fremmed for de unge end den klassiske musik er.

Det er særlig udsigten til, at DFM får et professorat i ny musik, samt den fra politisk sted påkrævede fagspecialisering, der har været anledningen til at ville oprette et kompetencecenter. Konferencen, der var en slags høring, opklarede ikke alle dunkle punkter. Det var svært at gennemskue, hvor meget af kritikpunkterne, initiativtagerne vil tage til efterretning, og om der er andre end de to rektorer, som har reel indflydelse på den endelig udformning af centret. Forhåbentlig fortsætter den åbne debat andetsteds.

Fredag aften var der symfonikoncert i Carl Nielsen-salen. På programmet var Rolf Wallins paukekoncert, Nørgårds For a Change, og efter pausen Birtwistles Gawain's Journey. Nørgårds værk var det altoverskyggende denne aften. Wallins koncert vil klare sig bedre uden den kedelige paukestemme, der blegner i de lækre orkestrale omgivelser. Den svære solostemme i For a Change er tværimod substansmættet og særdeles idérig og blev udført stabilt af debutanten Magnus Aadne. Særlig fortryllende var den stille sats, hvor solisten spiller på et calimba (et instrument der minder om det, der bruges i den afrikanske mbire-musik), der, sammen med to små metalskåle fyldt med vand, placeres på skindet af en pauke; ideen er, at pauken er resonansgiver/forstærker for calimbaet og skålene. Man hører sjældent så smukke passager i ny musik, som denne i For a Change, og Aadnes fortolkning fremkaldte næsten tårer.

Søndagen begyndte med en kortere koncert af studerende. Programmets første værk, Ib Nørholms So to say for fløjte og slagtøj fra 1978 var et sandt guldkorn og passede godt til fløjtenist Rikke Petersens temperament. Hun optrådte levende, fuld af overskud. Både fløjte og slagtøj demonstrerede utraditionelle spilleteknikker, såsom vibrafon spillet med cellobue og whiskers og støjlyde fra fløjtehullerne uden megen luftgennemstrømning. Om det var tilsigtet eller ej, så spillede Petersen meget 'luftigt' i de mere tyste passager; tonefrembringelsen var utydelig, hvilket gav en fornemmelse af usikkerhed. Slagtøjet var desuden til tider for kraftigt i forhold til fløjten.

Næste værk, Timothy Bowers' akkordeonsonate fra 2002 Metamorphoses of a Sigh, blev spillet af den lovende musiker Branko Djordjevic. Han er en dybt indfølt udøvende, der følelsesmæssigt gennemgår værkets konflikter og viser det til publikum med en smuk hudløshed. Men fra komponistens side virkede stykket til tider, som om det var skrevet for orgel, selvom der også sporadisk var tydeligt idiomatiske passager. Tredje og sidste værk var Niels Marthinsens Heldenleben for fløjte og slagtøj. Det er et værk med mange gode kompositoriske ideer, som desværre ikke hænger godt nok sammen. Fløjtestemmen er desuden en underlig bi-person i ensemblet - kunne man tildele den stemme mere prægnans, eller helt udelade den, eller tilføje flere instrumenter i værket?

Efter en kort pause overtog duoen klettWood scenen. Klarinetisten Anna Klett er en født performer, der bevæger sig ekstremt meget, mens hun spiller - nogen vil måske synes at hendes motorik er distraherende, for meget af det gode. Men spille ny musik kan hun og pianisten Deborah Wood unægtelig. Programmet med Maxwell Davies, Juliana Hodkinson, og to gange Birtwistle udforskede dynamiske ekstremer, fra stilhed og lavmæle til vildskab. Duoen kommunikerer godt og besidder en noget nær perfekt timing. Før det sidste stykke, Hodkinsons Stills fra 2001, som var nyt bekendtskab for mig, gik musikerne fra scenen og kom snart tilbage. Wood havde skiftet sko, hvilket jeg studsede over. Det viste sig at netop hendes sko indgik i følgende værk: Stills er et slags koncept-værk, hvor lydene fra pianistens sko, der glider ned fra flygelets pedaler, og venden af nodeblade overdrives og indgår i som auditive fænomener i kompositionen. Det er også et ekstremt kompromisløst værk, der afprøvede publikums smertetærskel i decibel - klarinetten insisterer på at repetere vanvittigt skingre, kraftige toner. Selv synes jeg, at det var enerverende at opleve disse provokerende miniaturer. Men originalt er det.

Festivalens afsluttende koncert var den eneste, der foregik i et kirkerum. Der blev lagt sikkert ud med Nørgårds swingende Hvirvler og Små slag fra hhv. 1979 og 1983. Gert Mortensens slagtøjsstuderende, under navnet Percurama Percussion Ensemble, jonglerede engageret med de to knaldperler. Her er der tale om værker der, i lighed med komponistens I Ching, kunne gå hen og blive hits, hvis de ellers bliver opdaget af en bredere publikumsskare. Det er vel ikke utænkeligt, at man kan udnytte, at Safri Duos successer i MTV-kulturen har skabt en resonans for slagtøjets klangverden. Over halvdelen af denne kirkekoncerts øvrige program var uden for festivalens to musikalske temaer: Ib Nørholm havde to uropførelser på programmet, et korværk og et soloklarinetværk, som vi godt kunne have undværet; efter pausen hørte vi en version for kor og marimbaer af amerikaneren Terry Rileys In C, der består af 53 forskellige små melodiske fragmenter, som hver enkelt musiker og sanger kan gentage ad libitum. Riley er hverken nordisk eller britisk komponist, men det var mere til at bære over med, end at høre de to uinspirerede Nørholm-værker. Hjulpet af kirkerummets højtidelighed og akustik nåede In C højder, der, trods den enorme mængde repetition, skinnede med en smuk, spirituel mangfoldighed.

Det 20. århundrede synes at være 'vidunderbørnenes tid' inden for den ny britiske musik: Britten var en af de første i perlerækken, og på festivalen kunne man opleve George Benjamin, der i slutningen af 70erne, som teenager, blev kendt som Messiaens yndlingselev, samt Oliver Knussen, der komponerede sin første symfoni som 15-årig og havde dirigent-debut som 16-årig. Der var ikke tale om et vidunderbarn-tema på festivalen, men hvis man alligevel savnede at høre musik af Thomas Adés (f. 1971), skyldes det givetvis, at han på MUSIKHØST 2000 var flot repræsenteret med seks værker.

De studerende var ekstra pressede i år, da de optrådte i mange koncerter, og var stillet over for udfordrende opgaver. Deres anstrengelser var bestemt ikke forgæves. Det syntes ligefrem let for de studerende, der optrådte på festivalen, at leve sig ind i den ny slagtøjsmusiks udtryk. Sandsynligvis skyldes det, at størstedelen af repertoriet for slagtøj solo - og i sammenhæng for små ensembler - er fra det 20. århundrede. Dvs. at slagtøjsmusikere simpelthen er vant til, at den ny musik figurerer markant på deres pensum.

Næste år, hvor temaerne er Bent Sørensen, Ligeti, og Balkan-komponister, kan man håbe, at festivalen begrænser sig til fem dage, og at der bruges lidt ekstra tid på at stramme koncertprogrammerne op. Et program kan sammenlignes med en komposition, og den skal granskes af et indre gehør, før den præsenteres for offentligheden. Peter Sheppard Skaerved demonstrerede på glimrende vis, hvordan dette kan gøres. Det handler om at gøre hvert enkelt stykke til noget særligt, så man ikke bare husker et stykke som fx 'nr. 3 på programmet før pausen'. Det er især vigtigt på en festival som denne, hvor publikum præsenteres for uhyre mange indtryk, hvilket gør det sværere at skelne værkerne fra hinanden.

Selvom programlægningen kan blive bedre, gik jeg fra festivalen med en følelse af på mange måder at være beriget. Både de professionelle musikere og de studerende var spændende bekendtskaber, og der manglede ikke tilbud at vælge imellem. De to temaer stod godt over for hinanden, ikke komplementære, men forholdsvis skarpt profileret. Kendte man i forvejen ikke til ny britisk musik eller nordisk slagtøjsmusik, sørgede MUSIKHØST for en grundig introduktion til musik der muligvis kunne blive et godt og langvarigt bekendtskab.

* Et uddrag af Rolf Wallins Stonewave og Koncert for pauker og orkester samt andre af hans kompositioner kan høres på internetsiden: www.notam02.no/~rolfwa/listen.html

** Begyndelsen af Oliver Knussens Two Organa kan høres på: www.londonsinfonietta.org.uk