Institutionaliseringens (af)magt

Af PETER CHRISTENSEN TEILMANN

Dansk elektronisk musik må igen holde for i kampen om den institutionelle magt over musikken. Det er et skridt frem og mindst to tilbage til et sted, hvor Kulturministeriet synes at blive gidsel i sin egen sag.

De finanslovsforhandlinger, der fandt sted i efteråret 2003, kom for kulturpolitikkens vedkommende til at dreje sig om de virkelig store institutionelle flagskibe som Rigsarkivet, Det Kgl. Teater og kulturarven. Det er store sager og store beløb, og de fylder pladsen op medierne. Men bag ved disse sager foregår der som altid en række mindre institutionelle kulturkampe, der er lige så afgørende for den danske kulturarv og - fremtid som noget andet. Men da de til dels foregår i det skjulte og til dels angår beslutninger, hvis konsekvenser er mere langsigtede og knapt så impossante som nye skuespilshuse og den slags, får de sjældent spalteplads i aviserne.

Et aktuelt og alarmeret, men altså indtil videre skjult eksempel herpå, er den institutionelle skæbne, der igen synes at skulle overgå en af dansk musiks bannerførere: den elektroniske musik.

Det er kun halvandet år siden, at det daværende Statens Musikråd blev bedt om at spare næsten 19 millioner kr. Det gik bl.a. ud over en af hovedinstitutionerne for den elektroniske musik i Danmark, Dansk Institut for Elektroakustisk Musik (DIEM). Så var fanden løs. Kulturministeren gik ind og fandt en midlertidig løsning, hvorefter DIEM efter forskellige forhandlinger genopstod i 2003 i reduceret form som et særligt kompetencecenter for elektronisk musik under en af de gamle musikinstitutioner, Det Jyske Musikkonservatorium (DJM).

DIEMs oprindelige pioner og leder, Wayne Siegel, blev udnævnt til Danmarks første professor i elektronisk musik ved DJM. Han står i spidsen for den handlingsplan, DIEM og DJM i fællesskab udarbejder for "Et nationalt kompetencecenter for elektronisk musik under DJM". Handlingsplanen er, som sådan nogle er, et produkt af den resultatkontrakt for 2003-2006, der er indgået mellem konservatoriet og ministeriet. Resultatkontrakten kræver i tidens ånd sit af institutionen, men lader til gengæld flere penge følge med.

Alt i alt synes denne institutionalisering af et frontmiljø i dansk musik umiddelbart at være en økonomisk og faglig styrkelse af såvel uddannelse, forskning som kunstnerisk produktion indenfor området.

Men institutionaliseringen bedrager. Som den er foregået indtil nu, for lukkede døre på konservatoriet og i ministeriet, svækkes den elektroniske musik markant og mod hensigten. Det sker væsentligst på tre punkter: Det faglige grundlag for institutionaliseringen af den elektroniske musik, DIEMs politiske kompetence og selve det musikkulturelle begreb der ligger bag det hele.

Det faglige grundlag først. Den arbejdsgruppe, der skulle sikre den faglige integrering af DIEM og den elektroniske musik i DJM, er endt som parodi. Først trak konservatoriets professor i klassisk komposition sig fra gruppen, sidenhen også det eneste eksterne medlem med indsigt i den elektroniske musik. På denne baggrund så den person, der var udpeget af DIEMs leder til at lave studieordning for den nye uddannelse i elektronisk komposition, sig nødsaget til afstå fra at løse opgaven. Arbejdsgruppen endte altså med at være uden anden faglig kompetence på området end lederen af kompetencecentret og derudover primært bestå af repræsentanter fra den gamle konservatorie-institution. Det betyder ikke blot at den elektroniske musik, som arbejdsgruppen egentlig skulle forholde sig til, får trange kår. Det betyder også, at faglige problemer erstattes af institutionelle problemer.

Værre bliver det kun, at man har ansat en professor, der ikke skal varetage undervisning, og som ikke - for der har ikke været noget opslag på stillingen - er blevet ansat i konkurrence med personer med institutionel og international erfaring i uddannelse og forskning indenfor området.

Dertil kommer et kulturpolitisk problem, der er værre endnu og peger ud af institutionen.

Fra DIEMs side har man vedvarende insisteret på at blive et nationalt kompetencecenter for elektronisk musik. Et sådant er selvfølgelig vigtigt at have. Og det forklarer måske, at Kulturministeriet aldrig rigtig synes at have erkendt, at i denne sammenhæng er det et problem af uanede dimensioner. Det betyder i værste fald, at en mere eller mindre regionalt forpligtet undervisningsinstition som DJM i realiteten får monopol på opgaver af almenkulturel eller national interesse - uden at have midlerne, den faglige kompentence eller den institutionelle vilje dertil. Samtidig sidder DIEM tilbage som en institution, der reelt ikke er overvåget af demokratiske instanser og faglige kompetencer - sådan noget der ellers sikrer det armslængde-princip, der er så afgørende, også i den nuværende kulturpolitik.

Den elektroniske musiks repræsentanter i integreringen af DIEM i DJM har gjort opmærksom herpå, mens de stadig var med i arbejdet. Havde der siddet repræsentanter for den elektroniske musik i Kunstrådets repræsentantskab (eller i Statens Kunstfonds), havde de nok også råbt vagt i gevær. Men det gør der ikke. Situationen kan blive den, at Kulturministeriet og fx Kunstråd fremover om ikke af formelle så af praktiske grunde vil holde sig til at spørge DIEM til råds i forbindelse med større ansøgninger og spørgsmål af afgørende betydning inden for den elektroniske musik. Det må jo ligesom være meningen med at have en form for nationalt kompetencecenter.

Bag om dette institutionelle magtspil og organisatoriske miskmask, hvor praksis får trange kår, gemmer sig det tredje punkt, som er det alvorligste:

Den elektroniske musik bygger på et helt andet musikkulturelt begreb, en anden musikalsk dannelse end man er vant til. De elektroniske musikere og komponister er ofte autodidakte, der ikke nødvendigvis besidder klassiske dyder som hørelære og fugaeksposition, der arbejder med computerteknologi frem for instrumental partiturmusik og med en helt anden lyderfaring og

-forståelse end de klassiske musikere og komponister.

Den elektroniske musik funderes ikke på en skelnen mellem klassisk og rytmisk musik. Det er ikke desto mindre den skelnen, der ligger til grund for DJM's forslag til, at uddannelsen i elektronisk komposition skal splittes op i en klassisk og en rytmisk afdeling. Hvorfor? Vel fordi, at det er institutionen vant til, det har man de organisatoriske rammer til. Man anerkender i praksis ikke, at den elektroniske musik ikke er en undergenre af de eksisterende musikgenrer, men har sine egne forudsætninger, virkemidler og udtryk. Man vender det musikkulturelle begreb bagud mod den klassiske musikkultur, i stedet for fremad - ikke af hensyn til den elektroniske musik, men af hensyn til den eksistrende institution.

Engang for ikke så mange år siden var det et musikkulturelt fremskridt inden for konservatorie-institutionerne, at den rytmiske musik blev ligestillet med den klassiske. I den elektroniske musiks regi er det samme mere end et tilbageskridt. Det er en institutionel anakronisme, simpelthen. Den får absurde følger ikke bare for fødekæden og rekrutteringen af studerende, men for hele områdets vækstmuligheder inden for institutionens egne rammer - og det øger bare den kløft mellem gamle institutioner og nye miljøer, der ellers var ved at blive bygget bro hen over.

Sker det, har institutionaliseringen af den elektroniske musik virkelig vist sin magt - og afmagt. Det går, som det ofte går: den gamle institutionskultur sætter sig på den nye, og institutionen bliver sit eget væsentligste argument for at være.

Det synes mest af alt at handle om institutionen DIEMs overlevelse, nu endda integreret i en type af gammel institutionskultur, nemlig konservatoriet, der engang - spørg bare den elektroakustiske musiks bannerfører Else Marie Pade - var en direkte modstander af den elektroniske musikkultur.

Mindre vigtigt synes det at være at udnytte den enestående chance, man har for at etablere en virkelig ny type institution eller et institutionelt center for den elektroniske musik, der bygger på de rekrutteringsvilkår, kunstneriske og formidlingsmæssige produktionsprincipper og de overordnede kompetencer, folk i miljøet i det hele taget har bygget op gennem det sidste tiår.

Det er samlet set en katastrofe for den elektroniske musik, der ellers profilerer sig både i dansk og international sammenhæng i disse år. En falliterklæring for Kulturministeriet og for den nye kulturpolitik, selv på dens egne højt profilerede præmisser.

Som det tegner sig nu, forekommer Kulturministeriet at være blevet fanget med den institutionelle arm bundet om på ryggen. Man må håbe, at de standser op, erkender situationen og udnytter den historiske chance for at få et forholdsvis nyt, men professionelt arbejdende og anerkendt kulturmiljø som den elektroniske musik ind i institutionelle og uddannelsesmæssige rammer, der er en moderne dansk kulturpolitik værdige. De bør sætte fingeren på pulsen ude i miljøet. De bør genoverveje DIEMs status, ikke mindst i forhold til undervisningsporteføljen. Og de bør ikke mindst i samme åndedrag alvorligt overveje det forslag, der er fremsat af folk i miljøet, om etablering af et nyt nationalt sekretariat for elektronisk musik, der skal varetage produktion og formidling - og som bør være helt uafhængigt af eksisterende institutioner inden for området.

Sker det ikke, så overdøves institutionaliseringen af den unge elektroniske musik af skjulte dagsordner og bureaukratiske spilfægterier i gamle institutioner. Det er ingen tjent med.

Peter Christensen Teilmann er forfatter og ekst. lektor i Kulturformidling ved Københavns Universitet.

Manifest om dansk elektroakustisk musik

Læs også manifestet af kompetencegruppen EMP (komponisterne Hans Peter Stubbe Teglbjærg, Martin Stig Andersen og Hans Sydow), på DMT Online: www.danskmusiktidsskrift.dk