Når Himlen viser sig, ser jeg også Helvede. Interview med den svenske komponist Sven-David Sandström

Interview med den svenske komponist Sven-David Sandström. I januar 2003 var Svend-David Sandström i Danmark i forbindelse med opførelsen af sin 1. Symfoni med DR Radiosymfoniorkestret. Komponisten begyndte sin karriere med at skrive sig ind i den centraleuropæiske modernistiske tradition, men fik gradvis modet til at skrive den musik, han allerhelst selv ville høre. Denne nye musik genopdager traditionen, tonaliteten, de gamle mestre, melodien og skønheden. Læs om Sandstöm før og nu.

Af ERIK CHRISTENSEN

- Sven-David Sandström, jeg husker opførelsen af dit Requiem "De ud af mindet faldne" i Radiohusets Koncertsal i København i 1984 som en meget stærk oplevelse. Requiet indeholdt forskellige slags musik, som kunne pege i mange retninger. Var det en ny begyndelse for dig?

"Ja, Requiet var et stykke der åbnede min tanke for, at jeg kunne gøre det, som jeg havde lyst til at gøre, at jeg var et individ, som havde min egen stemme, at det var mig tilladt at gøre, hvad jeg ville. Tidligere troede jeg at man skulle følge en stilistisk fastlagt vej, som andre havde gået, og at man skulle tilhøre en vis gruppe af komponister, som æstetisk solidariserede sig omkring et budskab eller et teknisk indhold i musikken - sådan var det som regel i tresserne og halvfjerdserne. Man havde et tilhørsforhold til en gruppe og en æstetik, som man forenede sig om - hvordan man skulle komponere, og hvorfor man skulle komponere, og hvad det stod for.

Teksten til Requiet - af Tobias Berggreen - fik mig til at tænke anderledes. Teksten fik mig pludselig til at forstå, hvad jeg havde gjort. Når jeg lyttede til den musik, som jeg havde komponeret, så forklaredes musikken gennem teksten. På den måde begyndte jeg at fundere over, om der i musik fandtes en mulighed for at udtrykke noget, en slags tanke eller følelse, og jeg blev mere og mere besat af det - måske som en slags romantisk tanke, at musik har en kraft i sin udtryksmulighed."

- Senere skrev du en række stykker, som du kaldte Free Music, var det en slags programerklæring?

"Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg ville sige: Det her er fri musik, jeg gør det, som jeg tænker og føler lige nu. Jeg har ingen ambitioner om, at det skal være dyb musik eller verdensforklaring - det er musik, der skal høres og være tilgængelig. Jeg skrev også stykker for forskellige besætninger, som jeg kaldte "Fantasier", ud fra samme behov for at forklare dette, og måske for at provokere med de gammeldags titler. For en hurtig bedømmelse er musikken romantisk i sin karakter ved sin stærke udtrykskraft, sin enkle rytmiske vitalitet og sødme indimellem, såvel melodisk som harmonisk. Og det har jeg aldrig forladt, jeg har det stadig, selv om mine stykker i dag er anderledes. Jeg føler mere og mere, at jeg fortsætter med at gøre, hvad jeg har lyst til. Det er klart, at bagved denne lyst forandres man og føres i forskellige retninger - min musik har forandret sig fra det næsten sentimentalt romantiske til noget andet. I mine senere værker findes der en mere konstruktivistisk tanke, vil jeg påstå.

Så snart jeg ser noget smukt, så ser jeg også modsætningen, det uskønne, og vice versa. Når Himlen viser sig, ser jeg også Helvede. I Requiet var det en stor drivkraft i skabelsesprocessen, at skønheden kæmper med vilddyret. I den konflikt står jeg og forsøger at finde den sti, jeg skal følge. Mellem det onde og det gode, det smukke og det grimme og alle de andre polariteter i vores tilværelse. Dem er det farligt at tage ud af sit liv, det bliver også lidt kedeligt, hvis man ikke mærker spændingen mellem polerne."

- I hvilke andre værker findes den spænding mellem Himmel og Helvede?

"Den findes i egentlig i alle de stykker, jeg har lavet, ikke mindst i operaerne, som har muligheden for at være stilistisk mangefacetterede. Også i High Mass, hvor voldsomme eruptioner står over for smukke himmelske sopraner."

- High Mass, din store messe fra 1994, var et markant værk, lige så markant som dit Requiem. Det blev en slags skandale, du blev stærkt kritiseret.

"Jeg blev kritiseret fra en bestemt side, vil jeg sige. Fra alle andre sider var det lige modsat. Kritikken bundede egentlig i stykkets totale succes, som fra en vis side ikke blev accepteret rent kunstnerisk. Det var et nederlag for kunstneren at få en succes, som man kunne begrunde i en tilbagevridning i teknisk-stilistisk henseende. Jeg følte, at jeg var kommet langt forbi den tankegang, for jeg gjorde præcis det jeg havde lyst til, jeg var hverken bedre eller dårligere, men jeg havde taget stilling til den musik jeg ville skabe. Der lå en hemmelighed bag ved æstetikken i High Mass, det er et vældig struktureret værk, det bygger på en rytmisk struktur, som jeg havde arbejdet frem, og som jeg anvendte i næsten alle stykker derefter. High Mass er et punkt hvor jeg går tilbage til den strukturerede tanke, når jeg former et værk.

- I High Mass hører man også indimellem den naive, barnlige indgang til musikken?

"Jo, det høres i visse naive rytmiske sekvenser, som ligger oppe i det høje register. De er taget fra en julekalender for børn, som jeg havde lavet i Sverige, og jeg syntes, at de passede her. Det var en rejse op til himlen - da jeg var barn, så jeg englene i granerne - de flagrede rundt og priste Gud og så videre - Gloria, Gloria ... så flyver de bort."

- Er det din natur og dit temperament at provokere?

"Ja, jeg er mere temperamentsfuld, end folk tror, selv om jeg ser meget rolig ud. Jeg vil vældig meget med min musik, det er der, jeg udtrykker mine største temperamentsytringer. Jeg kan fare op vældig stærkt, men jeg kan også stå stille meget længe, næsten irriterende længe. Hele mit liv har været fuldt af stilistiske omsving, og det har virket vældig provokerende på etablissementet, det er derfor de reagerer så stærkt. Jeg komponerer meget, og hvis jeg skal fortsætte, må jeg ændre mig, ellers bliver det ikke godt og interessant, jeg må finde på noget nyt. Udfordringen for mig ligger i at gå videre. Jeg søger en hemmelighed - jeg kalder det "misterioso" - det er noget, der ligesom ligger bag ved et slør, som jeg ikke kan sprænge, jeg kan bare lette lidt på det."

- Det var også en ny udfordring at skrive din første symfoni i 1999?

"Ja, jeg havde aldrig tænkt på at skrive en symfoni, men så kom der en bestilling fra tre orkestre: Göteborg, Oslo og DR Radiosymfoniorkestret - de ønskede en symfoni, og så tænkte jeg: Det har jeg ikke prøvet før, det er spændende. Det er en god start, at man ikke ved, hvad man skal gøre, for så bliver det noget andet, i alle tilfælde.

Symfonien er en vældig klassisk form, næsten alle symfonier har en indbygget sonateform, som går tilbage til gamle Mozart. Jeg ville absolut ikke skrive en sonateform, og så tænkte jeg, hvad er en symfoni i dag? Jeg har ingen bedre løsning på ordet symfoni, end at det er et længere værk for orkester, som arbejder med materiale som kommer igen, og som man kan genkende.

Det er svært at finde nye måder at formulere sig på i henseende til form. Jeg har tænkt vældig meget over det i de seneste år, og jeg har forsøgt at lave stykker med en masse små dele, i kalejdoskopisk form. "Pieces" kalder jeg mange værker - stykke efter stykke som lægges efter hinanden, Eftersom ophavsmanden er den samme, så findes der en samhørighed, det er mine stykker, næsten som hvis jeg kommer med en taske og hælder indholdet ud på gulvet. Der er en masse underlige ting, nogle er grimme, nogle er smukke, der er kærlighedsbreve og en del andet, som man ikke vil vise. Når man åbner det for folk, så siger man vældig meget om sig selv. Det er min ide om form, at jeg vil hælde mine tanker ud, og så kan man sætte dem sammen på forskellige måder. På den måde kommer man vældig langt fra den gamle symfoniske tanke, at skabe store værker som anses for at være symfonier, fordi de er så solidt bygget.

Jeg har lavet mange stykker, som har en kolossalt solid opbygning i sig, men dette stykke er anderledes, det er vældig skrøbeligt, det er allerede faldet fra hinanden i små stykker, som ligger ved siden af hinanden. Man kan høre, at det er en slags kombination af en traditionel tankegang og en minimalistisk tankegang, der findes en repetitiv tendens i stykkerne, som kommer igen og igen, men så pludselig kommer der ikke det, man venter, men noget helt andet. Jeg kan lide at overraske, det er lidt spændende."

- Bygger du det op ligesom en film?

"Ja, næsten som en film, i scener kan man sige. Jeg har lavet mange operaer, megen musikdramatik, fremfor alt mange balletter som er et miskmask af små dele hele tiden. De klassiske balletter er jo 40-50 små stykker med bifald ind imellem, det er typiske eksempler på den form, som jeg har beskrevet. Ofte har de ingen anden musikalsk sammenhæng end den sceniske fortælling."

- Overrasker du også dig selv?

"Ja, gerne. Sommetider forsøger jeg det med vilje. Jeg siger: Nej, sådan skal det ikke være - men hvad så? Hvis jeg laver en type musik med et vist udtryk i sig, så ved jeg, at den skal holde op om cirka to minutter. Så skal der komme noget efter det, og jeg ved ikke, hvad det skal være. Men jeg sidder og venter, til jeg finder det rigtige, og ofte åbner der sig en dør, og så går jeg ind i det nye rum. Og hvorfor det bliver sådan, det ved jeg ikke, det er et mysterium. Alt, hvad man skaber, er en slags mysterium, der findes ingen rigtig forklaring."

- Du har tilegnet symfonien til mindet om Per Jonsson - hvem var han?

"Per Jonsson var i Sverige en næsten guruagtig genial koreograf. Han var 45 år, da han tog sit liv. Vi arbejdede meget tæt sammen, han var en vældig fornyer i svensk koreografi, gjorde ting, som ingen anden havde gjort. Han voksede op på landet, helt uden akademisk og klassisk skoling i dans. Han gik i skoven, og der så han billeder, som han senere forvandlede til koreografi. Og han havde en stærk nærhed til Guddommen og til naturen, han var et meget religiøst menneske. Hele min symfoni er vældig religiøs i sin karakter, den er vældig alvorlig nogen steder, med dybe brønde og kraftfulde strømme.

Vi lavede mange stykker sammen, store balletter til operaen i Stockholm og til små ensembler, og vi havde et stort projekt i gang med slagtøjsgruppen Kroumata, da han ikke ville leve længere og tog sit liv dagen inden en premiere. Det var en meget dramatisk og bevidst situation fra hans side. Det var vældig ubehageligt, jeg blev vred på ham, det var unødvendigt. Men han orkede ikke længere. Han havde det svært med at blive ældre - pludselig er ungdommen forbi, og begavelsen svigter, og man skal stå og tage imod kritik.

Det var et totalt chok for mig, et tungt tab. Så jeg bestemte mig til at komponere denne symfoni til hans minde. Alle satserne er til ham og til livet, kan man sige. Stykket begynder med en næsten naiv barnlig fanfare i trompeterne, det er Per Jonsson der tripper frem på gulvet, han var en vældig god danser. Så forsvinder han ud, og musikken begynder dybt nede i kælderen. Det var en spontan idé jeg fik - pludselig ville jeg have ham dansende der, derfor kom stykket til at begynde helt anderledes. Han stod der foran mig - sådan fungerer jeg, jeg er meget visuel i min musik, jeg ser billeder lige så meget som jeg hører toner."

- Der er voldsomme kontraster i symfonien?

"Ja, det er det, jeg ofte arbejder med, brydningen mellem det gode og det onde, livet og døden, det er det skæringspunkt mellem de poler, som styrer vores liv, som alle kunstnere befinder sig i. At gøre gode gerninger som vi mislykkes med, at være fyldt at kærlighed eller at hade nogen selv om vi ikke har lyst til det, at forsøge at afklare sit liv."

- Du har ofte komponeret Himmel og Helvede i samme værk - men jeg hører ikke Helvede i denne symfoni?

"Nej - der er findes meget Himmel ... jeg tror at Per for op til Himlen - han var et gudbenådet menneske, jeg tror, han sidder deroppe og lytter - det kan være en naiv tanke, men han var vældig naiv. Jeg er vel egentlig ikke så naiv, men jeg forsøger at være det. Der findes ingen anden måde at nå frem til sandheden i livet end naivitetens hemmelighed og det barnlige - det er muligheder som findes i alle vore hjerter."

- Din 2. symfoni er også en række billeder?

"Ja - i den symfoni er satserne billeder oversat til musik. Syv satser med pauser imellem - jeg vil overraske hele tiden, og i det stykke sætter jeg forskellige karakterer efter hinanden. Billederne er inspirationen til at lave musik - det første billede er et havbillede, et vandbillede, en erindring om vandets bevægelse. Det var i Århus, jeg lå på på et hotel, hørte vandet om morgenen og bådene udenfor. Det var bare sådan et snapshot, og det blev til et stykke på fem minutter, som jeg kalder Very early. Det er en følelse af noget meget tidligt, noget som venter på at ske, for der sker ingenting.

Og for første gang lavede jeg et billede af mig selv. Jeg orkestrerede to gamle værker, et stykke for a cappella kor og et danseværk, som oprindelig var for tre instrumenter - de blev til satserne Memory 1 og 2. Det hele var en slags associativ formning af erindringsbilleder, som er følelsessituationer. Og det, synes jeg, er interessant, for musik er jo ikke et billede, musik er jo tid. Pludselig bliver denne sekundoplevelse udstrakt, den bliver til en lille rejse. Samtidig føler jeg, at musik, som har mening og kraft standser tiden. Når den er slut, så er der gået 11 minutter, men det har du ikke tænkt på, for du har siddet i fokus hele tiden i stykkets kraft."

- Når jeg hører din musik, tænker jeg, at det er, som om du vil opsuge hele musikhistorien, du vil prøve alting, du vil omfatte mange ting fra fortiden?

"Ja, det er der er naturlig forklaring på. Jeg begyndte at komponere musik i en vældig avanceret modernistisk stil. Mine første værker var Webern-lignende stykker, vældig avancerede, velformulerede eksakte små korte værker. Formningen af musik blev vældig stærk. Jeg læste musik og efterlignede den og prøvede at lave ny musik på min måde. Det var ikke så meget lytning, jeg så på skriftbilledet. Men jeg kendte ikke den romantiske musik, jeg havde aldrig hørt den. Da jeg begyndte på konservatoriet i Stockholm, havde jeg aldrig hørt en Brahms-symfoni. Jeg kendte især meget til frikirkesang og den nye wienerskole, og jeg gik til mange ny musik-koncerter. Den storslåede romantiske musik kom vældig sent ind i mit liv, men så kom jeg til at føle mere og mere for den, og jeg kunne mærke, at jeg måtte også prøve at lave sådan noget, udtrykke mig med de følelser. Den romantiske musik findes stadig i min udtryksverden - og jeg synes, det er meningsfuldt. Jeg er ikke så interesseret i at lave rendyrket elegant stilistisk musik, jeg vil gerne nå ud, jeg er ikke bange for at udtrykke mig."

- Hvad er det for et følelsesunivers du bevæger dig i?

"Jeg tror, at musik er til for at give mennesker dybe og meningsfulde oplevelser af kærlighed og had og varme og kulde, alt hvad der optager os i livet. Musik er direkte udsprunget af et sædvanligt liv, den har meget lidt æsteticeren i sig. Som oplevelsessituation er ny musik lige så ukompliceret som gammel musik, det er bare en vanesag. Jeg ser positivt på muligheden af at lytte til ny musik for alle mennesker. Musik er for mig liv - der er ingen mærkværdigheder ved det; musikken tilhører de gaver som vi har iblandt os. Det er mit daglige liv at undervise elever og gå til koncerter af højeste kvalitet - desuden har jeg en datter som er udviklingshæmmet, hun har meget enkle indgange til livet og følelserne. Det påvirker mig hele tiden i mit behov for at udtrykke mig klart og tydeligt og ikke være bange for at være sentimental eller gå for langt. Det er ikke farligt, at man kan græde eller grine eller blive helt overstadig af musik - det er bare godt. Hvis man ser på sit liv, så er der disse poler - der findes det storslåede og det enkle og det simple og det barnlige, der findes hjemmet, hvor man elsker nogen, det er ikke stateligt og mærkværdigt, det er bare fint og enkelt. Og hvis det ikke er enkelt, så er det ingenting, tror jeg. Jeg leder hele tiden efter det barnlige, som er indgangen til himmeriget - at være som et barn for at få lov til at se hemmeligheden ...