CD'ER

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 05 - side 184-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Classicos danske musikhistorie - en klassisk musikantologi i tekst og toner. Diverse ensembler og solister. Classico CLASSCD 501-05.

Her har vi nok et forsøg på at give et omrids af dansk musikhistorie i form af en cd-antologi med tilhørende historisk fremstilling i ledsagehæftet. Den første var DacaposDansk musik i 1000 år - en antologi(Dacapo 8.224184-96, anmeldt i DMT 2000/01 s. 215).

En antologi af denne art vil altid være præget både af forlagets økonomiske muligheder og af redaktionens kriterier for udvælgelse. I dette tilfælde er der tale om et lille forlag med begrænsede ressourcer. Det præger ikke blot omfanget (5 cd'er mod Dacapos 13), men tillige valget af værker. Classico kan ikke som Dacapo vælge udelukkende blandt egne udgivelser. Man har måttet låne optagelser fra andre forlag, nogle optagelser er foretaget specielt til lejligheden, og den altovervejende del er kammer- og vokalmusik. Men det sidstnævnte har selvfølgelig også noget at gøre med den redaktionelle udvælgelse, som i dette tilfælde er foretaget af Mogens Wenzel Andreasen. Denne nævner i forordet et bestemt kriterium: det er tilstræbt ikke at bringe enkelte satser af større cykliske værker. Det er ganske prisværdigt og giver samlingen en egen profil i forhold til Dacapo-udgivelsen, hvor det vrimler med løsrevne satser.

Ser man på den historiske profil, kan man med det samme konstatere, at den er mindst lige så skæv som hos Dacapo. Det springer især i øjnene, når man på forsiden læser årstallene 1000-2000, som står mere iøjnefaldende end selve titlen. De flotte hvide tal er misvisende. Efter de første 14 værker, alle på cd 1, havner man med nr. 15 og Weyse som overgangsfigur i det 19. århundrede. På resten af samme cd samt på de to næste forbliver vi dér, og med de to sidste går vi så ind i det 20. århundrede fra Carl Nielsen til Hans Abrahamsen. Man savner en mere indgående belysning af de første 800 år end den, som 13 værker kan give. Fra de første 500 år er der kun 3!

Her ser jeg helt bort fra tiden før middelalderen og dermed fra nr. 1. Hvad skal vi medEnergiaf Mogens Andresen i denne sammenhæng? Den i øvrigt udmærkede nutidige bagatel spilles på lurer. Det bringer os jo ikke i sig selv tilbage til bronzealderen, for i denne antologi drejer det sig pointeret om musikhistorien, somværkerneog ikke instrumenterne fortæller den. Ellers kunne Mogens Wenzel Andreasen så let som ingenting have fyldt hele den første cd med nutidige relevant klingende småstykker for instrumenter fra oldtid, middelalder og renæssance. Og luren er jo i øvrigt ikke, som MWA skriver, det ældste vidnesbyrd om dansk musik. Hvis det endelig skulle være, havde det været mindst lige så spændende at høre den 8000-årige Kongemose-brummer, som med autentisk stenalderklang i bogstaveligste forstand kunne give os historiens vingesus.

Det omvendte er tilfældet med nr. 2,Drømte mig en drøm i natfra ca. 1320, som for nogle år siden kom i den originale vokalversion og med originaltitlenDrømdæ mik æn drømpå den udmærkede cdMedieval Music in Denmark(Dacapo 8.224133, anmeldt i DMT 1999/00 s. 169 f.). Men her hos Classico spilles melodistumpen på blokfløjte, hvilket er en unødig armod - hvorfor hører vi den dog ikke sunget, når nu teksten foreligger? Eller for dyreknoglefløjte, jf. luren? Først fra og med nr. 3, sekvensenAb arce siderea, er vi på sikker grund med et relevant værk for relevant besætning, og det går hastigt fremad. Efter et spring på 300 år i løbet af 2 numre (!) kan man glæde sig over gode satser af bl.a. Bartholomaeus Stockmann og Mogens Pedersøn.

Efter denne noget snublende start må man så konstatere, at dette album på et langt stræk i det videre forløb indeholder mange repræsentative værker i gode indspilninger. Mogens Pedersøn høres som sagt og naturligvis tillige Buxtehude, og 1700-tallet, som plejer at være underbelyst, er her repræsenteret med et par ganske spændende ting (Ræhs og Telemann). 1800-tallet får som nævnt to hele cd'er, og de går fra KuhlausElverhøj-ouverturemed Det Kgl. Kapel og Frederik IX som en slet ikke dårlig dirigent (anmeldt i DMT 1998/99 s. 251) over Hartmann, Gade, Lumbye, Horneman m.fl. til August Enna med forspillet tilDen lille pige med svovlstikkerne. Sidstnævnte er og bliver falmet.

Vi træder så ind i det 20. århundrede med Carl NielsensHelios-ouverture. Det er rimeligt nok i Classicos egen indspilning med Royal Liverpool Philharmonic Orchestra med Douglas Bostock som dirigent, og det er udmærket. Langgaard har desværre ingen orkesterværker, men dog heldigvis et orgelværk,Øde Gadermed Ulrik Spang-Hanssen, samt den tidlige klavertrioFjeldblomster. Knudåge Riisager, Jørgen Bentzon og Herman D. Koppel er også med på repræsentativ vis (af sidstnævnte havde man dog også gerne hørt et orkesterværk), men desværre ikke Finn Høffding og Gunnar Berg. De må nøjes med omtale i ledsagehæftets historiske gennemgang, og man føler virkelig, at man er gået glip af noget, hvad man jo også er.

Heller ikke Erik Jørgensen og Svend S. Schultz er med, men da i det mindste omtalt. At Holmboe kun er repræsenteret med en korsats og en cellosonate er en alvorlig mangel, men så kan man da glæde sig over Niels Viggo BentzonsPezzi sinfonicimed Sjællands Symfoniorkester og Okko Kamu. Og så tynder det desværre ud: af nyere komponister hører man som forventeligt Per Nørgård (Groovingmed Elisabeth Klein - også her savner man et orkesterværk!), Pelle Gudmundsen-Holmgreen (Blå time med sirener af Odysseus) og Poul Ruders (Star-Prelude and Love-Fugue). Af komponister født i århundredets anden halvdel er der siger og skriver én: Hans Abrahamsen (Walden). Og så er det slut på cd'en. Teksten når lige at få tre linjer om Niels Rosing-Schow med.

Det tjener ikke noget formål at opremse dem, man savner. Blot må det siges, at hvor begyndelsen af den danske musikhistorie var underbelyst, er der her tale om noget langt, langt værre. Mogens Wenzel Andreasen slutter med at skrive, at "Mange er omtalt, flere er forbigået (...) Mange yngre og unge komponister færdes i dansk musikliv, men det er naturligvis umuligt at spå om, hvem der vil få en plads i eftertidens bevidsthed". Ja, det tør siges - i hvert fald hvis man kun har denne antologi at gå ud fra. Så får komponisterne end ikke en plads inutidensbevidsthed hos køberen. Og hvorfor skulle "eftertidens bevidsthed" egentlig have nogen relevans for den, der her og nu vil vide noget om sin egen tids danske musik?

Som 'dansk musikhistorie' er udgivelsen uanvendelig. Man kan have megen glæde af at lytte til de mange gode indspilninger af gode værker, men man må gøre sig klart, at samlingen kun kaster et nogenlunde meningsfuldt lysstrejf over 450 af de 1000 år.

Carl Nielsen:Complete Works for Organ. Commotioop. 58,29 Små Præludierop. 51,To Posthume Præludier, Nærmere, Gud, til dig, Drømmen om "Glade Jul" ogFestpræludium ved Århundredskiftet. Jens E. Christensen. Kontrapunkt 32328.

Der er egentlig ikke meget at sige om Jens E. Christensens indspilning af Carl Nielsens samlede orgelværker, for alt er perfekt. Fra og med det første værk på cd'en -Commotio- er enhver tåge lettet. Alt står dagklart og luftigt i linjer og blokke.

I tilgift får man tre orgeltransskribtioner, som Jens E. Christensen har udført, og som tilsammen kommer til at klinge som en mærkelig profeti om det 20. århundrede: det ildevarslende katastrofestykke Nærmere, Gud, til dig, Drømmen om Glade Jul, som virkelig lyder som en drøm om fantasiens "gode gamle dage" samtFestpræludium ved Århundredskiftet, som med sine tonale udsving ikke blot lyder som et festpræludium, men tillige som et musikalsk seismogram. Carl Nielsen går med disse tre småstykker på sin egen måde ind i det 20. århundrede med samme sensitivitet som fx Mahler, Schönberg og Ives.

Som sagt gengiver Jens E. Christensen alt dette på perfekt vis. Dette udsagn fra og om den første tredjedel af forrige århundrede er virkelig værd at høre.

Dimitri Shostakovitch:Sonate for viola og klaverop. 147; Krzysztof Penderecki:Cadenza per viola sola; György Kurtág:Hommage à R.Sch.op. 15d ogJelekop. 5. Claus Myrup (viola), Lotte Toftemark (klaver) og John Kruse (klarinet). Classico CLASSCD 420.

Denne cd starter med Shostakovitch's sidste værk,Sonate for viola og klaver, som er komponeret i 1975 og uropført efter hans død samme år. I noten hævdes det, at man ikke kan sige, at sonaten fuldender komponistens samlede værk. Men hvorfor egentlig ikke?

I 1. sats møder vi den sene Shostakovitch's syntese af ungdommens eksperimenterelyst og 60ernes optagethed af dodekafonien. 2. sats viser den russisk-folkloristiske humor, til tider sarkasme, som går som en rød tråd gennem hele hans produktion. Her er ingen syntese, men derimod et splittet udsagn - så splittet som hele hans kunstneriske tilværelse var med forening af tilsyneladende modstridende elementer i et hele med mere eller mindre skjulte budskaber.

3. sats bevæger sig med et Beethoven-citat og ikke mindst anvendelsen af det ind i et udtryksmæssigt rum, hvor alt synes at svæve ind i uhørte og uhørlige regioner. Noget lignende kan høres iSymfoni nr. 15, men her er udtrykket endnu mere bevægende. Grænserne mellem tradition og fornyelse samt grænsen mellem liv og død synes ophævet.

Også i PendereckisCadenza per viola sola fra 1984 høres mødet mellem gammelt og nyt. Det musikalske udsagn er her som i andre af Pendereckis senere værker mere tungtvejende end i hans neoromantik fra 70erne. Ikke desto mindre træder Penderecki noget i baggrunden her, og hans udsagn er lige ved at gå i ét med tapetet i dette selskab.Cadenzafornemmes som langt mindre målrettet end Shostakovitch's musikalske testamente og Kurtágs intenst koncentrerede udtryk.

György Kurtág kan man i hvert fald ikke beskylde for smalltalk. Erik Bachs sammenligning med Webern i noterne er helt på sin plads. Mens dette træk fremstår klart iJelek, møder vi i Hommage à Robert Sch.Kurtágs helt specielle form for møde med fortiden. Der er ikke snakkesalig pluralisme eller forsøg på syntese her, men derimod diskrete og subtile hentydninger til ikke blot Schumann, men i sidste sats tillige Guillaume de Machaut. Begge er relevante. Kurtágs musik er på sin egen underfundige måde en kombination af det raffineret konstruktive udtryk i middelalderens ars nova og romantisk uro og intensitet, begge dele opløst i Webern-essens og udkrystalliseret i et overbevisende personligt udsagn.

I noterne hedder det, at der ikke er nogen umiddelbar fællesnævner for cd'ens fire værker. Det synes jeg nu nok, at der er. Alle tre komponister forholder sig på hver sin måde til spørgsmålet om, hvordan elementer fra tidligere tiders musik kan få relevans i dag. Den dybt personlige erindring, hvor spillet mellem fortid og nutid bliver til et billede på skæbne hos Shostakovitch, det mere traditionelle og overfladiske forsøg på syntese mellem gammelt og nyt hos Penderecki, videreførelsen af en tradition fra det 20. århundrede, som har styrke nok til at optage elementer fra andre afsnit i historien i sig og kommentere dem hos Kurtág - det er tre forsøg på kunstnerisk at realisere det møde mellem gammelt og nyt, som vi har været nødt til at forholde os til i forrige århundrede, og som stadig står som en udfordring.

Samtlige værker spilles så godt, som man ud fra navnene kunne vente sig. Denne cd kan man med glæde indlemme i samlingen. Det bliver en af dem, man vil vende tilbage til.

Poul Rovsing Olsen:Music for Cello and Piano. Sonate for violoncel og klaverop. 34,Klaversonate nr. 2op. 26,Partita for violoncel soloop. 75,Many Happy Returnsfor klaver op. 70 ogRomance for violoncel og klaver

op. 3. Morten Zeuthen (cello) og Amalie Malling (klaver). Dacapo 8.224222.

Hos Poul Rovsing Olsen var tradition og fornyelse noget, som hang uløseligt sammen. Teresa Waskowska citerer i ledsagehæftet følgende meget sigende passage fra en omtale afPartita for violoncel: "Som det vil fremgå af dette mit opus 75 elsker jeg (...) ikke fremtiden højere end fortiden og erkender helt usentimentalt, at såvel fremtid som fortid kun kommer ind i vor tilværelse ved at blive forvandlet til nutid". Disse ord fra 1975 viser, at Poul Rovsing Olsen havde et ikke blot usentimentalt, men tillige nærmest antiromantisk syn på musikken. Der er tale om en jordbunden-praktisk her-og-nu-anskuelse, som er beslægtet med hans interesse for musiketnologi, og som genspejles i følgende ligeledes citerede skildring af hans kunstneriske drøm: "at gøre musikken så direkte som muligt, at bringe den nærmere til tilhøreren". Disse ord kunne være sagt af Stravinsky, af Hindemith eller afLes Sixi Frankrig. Her hører vi en efterklang af det tidlige 20. århundredes opgør med romantikken.

At udgangspunktet var netop romantikken, viser sig i cd'ens ældste værk,Romance for violoncel og klaverfra 1943. Imidlertid er udtrykket hos den 21-årige komponist både raffineret og reserveret, og formen er knap. Dette føres videre iSonate for violoncel og klaver, et værk, som overraskende nok mest af alt leder tankerne hen på tysk musik i de første efterkrigsår, selv om den er blevet til så sent som i 1956.

Egentlig føles den fire år ældreKlaversonate nr. 2mere fremadskuende. Her betrædes en af de musikalske hovedstier i århundredets første halvdel: neoklassicismen. Men den synes præget af fremmedgørelse og søgen efter nyt. Værket vover sig ikke ud på dybt vand, men det bevæger sig feberagtigt hektisk gennem et mærkeligt musikalsk land, hvor der er vekslen mellem skarpt lys og skygge i bestandig bevægelse, men ikke megen fast grund under fødderne.

Den mærker vi så til gengæld 22 år senere iPartitafra 1974, hvor musikken har slået rod, og hvor der er mere substans i den virtuose udnyttelse af celloens muligheder. Men det mest overbevisende værk på denne cd er det tre år yngreMany Happy Returns. I dette klaverværk, en hyldest til pianisten Bengt Johnsson på dennes 50-års fødselsdag, er der en legende og underfundigt tilbageholdende økonomiseren med virkemidlerne. Det gælder antallet af toner - en trappestigeagtig opbygning med følgende antal toner i de enkelte satser: 5, 6, 8, 11, 12, 10, 9 og 7 - og det gælder de forskellige stilistiske hentydninger, hvor både indisk musik og påvirkningen fra Poul Rovsing Olsens lærer Messiaen gør sig gældende.

Indisk musik, arabisk musik og Messiaen: vi møder inspiration fra de samme og andre kilder hos en komponist som Stockhausen. Både han og Poul Rovsing Olsen har modtaget undervisning hos Messiaen, deres udgangspunkt fornemmes at være det samme, og alligevel er der himmelvid forskel på dem. Hvor Stockhausen folder sig ud i alle verdenshjørner, er Poul Rovsing Olsen konstant afbalanceret og diskret tilbageholdende. Det er godt, at nogen har mod til at rejse ud i de musikalske regioner, og det er godt, at nogen tager sig tid til at slå sig ned i hjørner af det nyopdagede land og så frø af velkendte arter for opdyrke det. Der er brug for begge dele, og der er brug for så gode opførelser af en alt for overset komponist som dem, vi møder her.

Ole Schmidt:Strygekvartet nr. 3, 5 og 6; Klaverkvartet op. 17. Kontra Kvartetten og Anne Marie Fjord Abildskov. Dacapo 8.224211.

Når jeg lytter til disse fire værker, må jeg generelt give Steen Chr. Steensen fuldt ud ret i disse ord fra ledsagehæftet: "Håndværket er i orden i Ole Schmidts righoldige produktion, værkerne ligger godt for musikerne, og der lægges ikke tungere kompositoriske overbygninger på, end at musikken altid klinger godt".

Her kommer både de stærke og de svage sider ved Ole Schmidts musik tydeligt frem. Det er virkelig godt håndværk, som viser sig her - men man fornemmer, at netop det gode håndværk til tider kan gøre kompositionsprocessen for nem. Værkerne kan savne profil og dybde. Problemer kan blive til skinproblemer, fordi de nok skildres musikalsk, men ikke fremtræder som en integreret del af selve kompositionen, som "kompositoriske overbygninger". Denne problematik kan minde ikke så lidt om det, man finder i mange af Pendereckis værker.

Her ses så bort fra, at Ole Schmidts kompositoriske stilunivers i sig selv kræver dybde og profilering, for at værkerne kan stå frem som individuelle udsagn: vi er i den strøm, som bærer arven fra komponister som Carl Nielsen, Stravinsky, Bartók og Shostakovitch videre. Med andre ord: Ole Schmidt deler vilkår med fx Vagn Holmboe.

Dette viser sig tydeligt iKlaverkvartettenfra 1956 - men her på positiv vis. Den klinger nærmest som en krydsning mellem Stravinsky og Shostakovitch, men værket er samtidig i velgørende grad præget af en Shostakovitch-agtig ironi. Det ironisk diverterende skaber den profil, som gør værket vedkommende.

Denne kvartet samtStrygekvartet nr. 6må siges at være cd'ens betydeligste værker. Strygekvartetten fremtræder med en virkningsfuld dualisme mellem harmoni og splittelse både i den formale opbygning og i slutningen af de tre første satser, som alle slutter med koralagtige episoder (i 1. sats drejer det sig omVor Gud han er så fast en borg)sat over for en forudgående opløsning ud i det diffuse. Det personlige - komponisten angiver selv, at kvartetten er skrevet til minde om hans mor - har her fået Ole Schmidt til at gå et spadestik dybere end i de to første af strygekvartetterne.

Cd'en giver således et ganske dækkende billede af Ole Schmidt som komponist og lader ham i hvert fald i to af værkerne fremstå som en, der har noget væsentligt at sige på traditionens grund. Det er det samme, man finder i en af den nyere tids bedste salmemelodier:Tænk, at livet koster livet. Sådanne steder viser Ole Schmidt sig med en profil, som kan minde om Poul Schierbecks.

At Kontra Kvartetten her viser sig som et ensemble af internationalt format, er ganske, hvad man kunne vente, men det skal alligevel fremhæves. Alene af den grund er cd'en anbefalelsesværdig.

Brian Ferneyhough:Music for Flute. Four Miniatures(1965),Cassandra's Dream Song(1970),Unity Capsule(1975-76),Superscriptio(1981),Carceri d'Invenzione IIIb (1984) ogMnemosyne(1986). Kolbeinn Bjarnason og Valgerdur Andrésdóttir (klaver). Bridge Records BRIDGE 9120.

Ved gennemlytning af cd'ens første værk, som jeg ikke kendte i forvejen, slog det mig, at disseFour Miniaturessom deres væsentligste element har en tydelig gestalt, som slående minder om syvtone-figuren i Carl Bergstrøm-NielsensPostkort-Musik. Dette beror givetvis ikke på efterligning, men på fælles udspring. Både hos Ferneyhough og hos Carl Bergstrøm-Nielsen føles den som en arketypisk figur, et vidnesbyrd om et miljø og en tradition, som er opstået i de gyldne Darmstadt-år og i kølvandet på dette. Jeg har selv benyttet den samme figur mere end én gang! Værket er i øvrigt ifølge komponisten skrevet under indflydelse af Weberns tidlige værker, hvilket lyder troværdigt.

De øvrige værker for fløjte på cd'en er nærmest et katalog over Darmstadt-traditionens formale og instrumentaltekniske landvindinger. Dette gør ikke Ferneyhough til nogen epigon, for hans egen profil kan tydeligt erkendes fra start til slut - lige så tydeligt som inspirationen fra Berio, Xenakis m.fl. Der stilles som altid store krav til musikeren, og både Kolbeinn Bjarnason og Valgerdur Andrésdóttir honorerer dem fuldt ud. Det kan fornemmes, at Kolbeinn Bjarnason har indlevet sig i Brian Ferneyhoughs musik, og det er en fornøjelse at høre, i hvilken grad sådanne hundesvære værker kan fremstå med legende umiddelbarhed og naturlig kunstnerisk autenticitet. De fleste musikere vil ellers nok i første omgang betakke sig ved mødet med en side af et Ferneyhough-værk. Der er mere sort end hvidt!

Både på grund af fløjtens ubesværet smukke klang og på grund af den musik, som herigennem folder sig ud fra alle nodebjælkerne, kan jeg anbefale anskaffelse af denne cd. Den hævder sig værdigt blandt de i øvrigt ikke alt for talrige indspilninger af Brian Ferneyhoughs musik.

Poul Ruders Edition, Volume Three. Paganini Variations (Guitarkoncert nr. 2), The City in the Sea og Anima (Cellokoncert nr. 2). David Starobin (guitar), Mette Ejsing (alt), Michaela Fukacova (violoncel) og Odense Symfoniorkester, dir. Jan Wagner. Bridge Records BRIDGE 9122.

Den trang til at kommunikere direkte med lytteren, som på så forskellig vis kan iagttages hos komponister som Poul Rovsing Olsen og Ole Schmidt, genfinder vi hos Poul Ruders. Her er der imidlertid tale om en overstrømmende veltalenhed, som er lige ved at virke irriterende. I et værk somPaganini Variationsmå man imidlertid overgive sig og følge komponisten ind i dette farverige spil. Der sker ikke for lidt i disse variationer over et vist tema af Paganini, og det hele er særdeles underholdende på højt virtuost plan både kompositorisk og udførelsesmæssigt.

Overgangen tilThe City in the Seafor alt og orkester er mildt sagt brat. Edgar Alan Poes dystre digt afspejles i musikken på en måde, som nok er virkningsfuld, men som stedvis excellerer i gysereffekter i en grad, som er ved at overskride grænsen til kliché. Poul Ruders mestrer effekterne i så høj grad, at de er ved at tage overhånd, og det sublime bliver til rutine - også for lytteren. Ruders deler her skæbne med så forskellige komponister som Richard Strauss og Krzysztof Penderecki.

Animaer på denne baggrund en velgørende studie i reserveret udtryk - vel at mærke til at begynde med, for komponisten kan ikke helt dy sig. Man havner til tider i det højstemt patetiske uden rigtig at forstå, hvordan det er gået til. Imidlertid kan denne musikalsk forførende retorik jo også ses som en dyd i sig selv. Poul Ruders vil kommunikere og gerne overtale, og her møder man et indtrængende udsagn, som vil overbevise én om budskabets stadige gyldighed. Man fristes til at tale om en postmodernisme, som vil tages alvorligt i sit romantiske udsagn, en slags nutidig musikalsk Kaj Munk.

Niels-Ole Bo Johansen, trombone & electronics. Wayne Siegel:Jackdaw; Jesper Hendze:Smoke by Day, Glow by Night; Lasse Laursen:Apart; Ivar Frounberg:Hydra; Bent Lorentzen:Spirales; Jens Hørsving: Arga I + II. Niels-Ole Bo Johansen og Mads Bendsen (Arga II). Classico CLASSCD 452.

Her er tale om en gennemarbejdet anskueliggørelse af en frugtbar gensidig inspiration. Niels-Ole Bo Johansen har virkelig levet sig ind i disse seks værker og præsenterer dem med et overskud og et engagement, som ikke kan undgå at gøre indtryk. Bedre kan det næppe gøres.

Jackdawhar jeg tidligere anmeldt i værkets oprindelige version for basklarinet og computer (DMT 2000/01 s. 287). Ved genlæsning føler jeg ikke trang til at ændre et komma i anmeldelsen - bortset fra, at den passer endnu bedre på den fabelagtigt morsomme fortolkning, som man kan høre på den nye cd. Så her kommer den igen, blot med 'basklarinet' rettet til 'basun':

"Wayne Siegel har iJackdawskabt et værk med melodisk iørefaldende minimalisme, som lige fra starten jazzet, virkningsfuldt og humoristisk spiller på ligheden og den elektronisk tilvejebragte forbindelse mellem den klangligt bearbejdede basunklang og allikens skrig og skræppen, som ligeledes er taget under kærlig behandling (komponisten har selv en allike som husdyr). I 2. del flader satsen ud i langt udholdte toner, som langsomt gennemløber forandringer med en rigdom af nuancer. Der dannes en skulpturel 'bund' under den flyvende allike - en klanglig skulptur, som accelererer til en meditativ melodisk episode. I sidste del vender scherzo-karakteren tilbage. Værket har således en klar klassisk opbygning." Netop.

Det forekommer mig derimod, at Jesper HendzesSmoke by Day, Glow by Nighttrods udførelsen ikke rigtig fænger. Koncentrationen kan ikke fastholdes i det lange forløb. Så erApartaf Lasse Laursen mere spændende i sin maniske dykken ned i mange dimensionale basområder og i vanvittige flyveture på en imaginær himmel. Basunen kan både være ubåd og jetfly! Og det er netop denne dualisme, som Ivar Frounberg medHydratager fat i, hvor Lasse Laursen slipper. Her viser der sig tillige et idéfællesskab, som omsættes til et direkte musikalsk udsagn. Nr. 4 på cd'en (af Frounberg) er en mere rolig fordybelse i det, som man på tegneserieagtig manér hørte i nr. 3 (af Laursen) - men følgende passage fra Frounbergs note tilHydrapasser sjovt nok mere på slutningen afApart: "Først til sidst synker lyden mod dybet, mens man hører affyringen af en rumfærge fra Cape Canaveral. Dette er stykkets ultimative ekspansion: fra oceanets bund til himmelrummets blåsorte hvælv". Netop dette er jo en malende skildring af to af basunens prægnante udtryksmuligheder, og under alle omstændigheder lægger både Laursen og Frounberg her op til noget, som Niels-Ole Bo Johansen realiserer hårrejsende godt.

Det i allerbedste forstand underholdende fortsætter i Bent LorentzensSpiralesfra 2001. I dette stykke møder vi noget, som blev dyrket med flid og med stort udbytte i 60ernes udforskning af basunen (Vinko Globokar m.fl.): de menneskelige lyde lige fra lunger til læber, som ved mødet med basunen stedvis smelter sammen med dennes klange og stedvis udvider instrumentets muligheder helt hen i det hørbare (og synlige) musikalske teater. ISpiralesfår vi en pragtfuld og i bedste forstand grinagtig genoplivning af dette grænseområde. Bent Lorentzen præsenterer en nutidig version og videreførelse af det, Berio, Kagel, Globokar m.fl. har præsteret. Her er hos både komponist og interpret tale om en virtuos udnyttelse af basunens klanglige muligheder i samspil med elektroniske virkemidler, således at det hænger sammen i et virkningsfuldt hele med surrealistiske kontraster.

Efter Bent Lorentzens tour de force blegner starten på Jens HørsvingsArgaganske ufortjent (rækkefølgen af værker på en sådan cd er i det hele et element, som nok fortjener opmærksomhed hos udgiverne). Her er en virkningsfuld dualisme mellem det brændende intense iArga Iog det vegetativt flydende iArga II. Værket slutter som en efterklang af VarèsesDéserts.

Classico har efterhånden præsenteret mange gode udgivelser, og denne cd føjer sig på smukkeste vis ind i rækken. Hvad mere er: her er tale om noget, som fortjener international opmærksomhed både på den ene og på den anden måde. Jeg ville meget gerne høre en cd med værker af komponister fra Luciano Berio til Blondeau spillet af Niels-Ole Bo Johansen.

Emir Bosnjak, akkordeon.Per Nørgård: Introduction And Toccata;Arne Nordheim: Flashing; Jean-Philippe Rameau:La Livri og Le Rappel des Oiseaux; Vladislav Zolotarev: Ispaniada; Bent Lorentzen:Tears; Svend Nielsen: October; Isaac Albéniz: Asturias; Asim Horozic

: Kapija.Emir Bosnjak. Classico CLASSCD 909.

Den samme grad af virtuositet finder vi på denne cd med akkordeonværker spillet af den 28-årige Emir Bosnjak fra Bosnien-Herzegovina, men her er billedet langt mere broget både stilistisk og kunstnerisk. Per Nørgårds værk fra 1952 hævder sig smukt som et tidligt værk præget på typisk vis af både tradition og fornyelse, og Arne Nordheims kontrastfyldteFlashingklinger som en himmel i flakkende nordlysskær - men jeg kan ikke rigtig forlige mig med denne version af Rameaus elegante småstykker, som for mig at høre mister deres luftige charme, idet de her kommer til at hænge fast i et legato-fluepapir på trods af al Bosnjaks fingerfærdighed.

Sådanne kontraster er der flere af. Man må have al mulig respekt for de følelser, som drev Asim Horozic til at skriveKapijatil minde om 71 unge mennesker, som blev dræbt under et bombeangreb i bydelen af samme navn i Tuzla i Bosnien-Herzegovina. Men når jeg læser i Bosnjaks note, at det er "en sandfærdig musikalsk fortælling, som beskriver denne tragiske begivenhed ned til mindste detalje" for derefter at lytte til et værk, som rent ud sagt klinger som en romantisk-uskyldig præsentation af folkloristiske muntre dansemelodier afbrudt af et par akkordeon-akkordbrag, må jeg ganske enkelt stå af. Jeg kan ikke høre noget hændelsesforløb overhovedet, og der er under alle omstændigheder en kvalmende uoverensstemmelse mellem det hørte og begivenhedens art og grad. Man må håbe, at originalversionen for klarinet og symfoniorkester klinger mere autentisk, men jeg tvivler.

Til gengæld er der forbløffende autenticitet og instrumental nytænkning iIspaniadaaf den for mig aldeles ukendte Vladislav Zolotarev. Her er der en fuldblods akkordeonsats fuld af drama og overraskende klangvirkninger. Ispaniadaog Bosnjaks egenSeharaer cd'ens højdepunkter. I det sidstnævnte værk åbnes der for låger ned til det uhørte - titlen betydersmykkeskrin, små kasser med hemmeligt indhold af fortidens minder i form af smykker, breve etc. Værket høres som et dybt personligt udsagn. Samspillet mellem akkordeon og elektrofoni er umiddelbart overbevisende, og støj og toner træder frem på surrealistisk-naivistisk facon helt i overensstemmelse med titel og idé. Dette bliver til et drama helt i overensstemmelse med komponistens/interpretens intentioner, som skildres således: "Seharaer et værk, som burde åbne for vore egne hemmeligheder og drømme og udvide vores fantasiverden".

I lyset af sådanne kunstneriske udsagn blegner værker som Bent LorentzensTearsog Svend NielsensOctober. Man får en mistanke om, at Bosnjak har brugt sit væsentligste engagement på de to ovennævnte stykker. Det forstår man godt, men denne præsentation af et umiskendeligt talent burde måske nok have været lidt mere homogen både på den ene og den anden led. Og under alle omstændigheder: gid Emir Bosnjak dog ikke havde brugt tid og kræfter på at arrangere og indspille stykket af Asim Horozic!

Frederik Munk Larsen, guitar. Simon Steen-Andersen:In-side-out-side-in..; Joaquín Turina:Sonateop. 61; Per Nørgård:Clubs Among Jokers; Benjamin Britten:Nocturnal after John Dowlandop. 70. Frederik Munk Larsen. Classico CLASSCD 908.

Nok en solist-cd fra Classico. Her er det guitaren, og Frederik Munk-Larsen yder en overbevisende indsats. Mest spændende er det første værk, Simon Steen-AndersensIn-side-out-side-in ..., som fra komponistens side er tænkt som et flertydigt værk, hvis forskellige aspekter bevæger sig i forskellige retninger med forskellig hast. Det er netop, hvad man hører på tilfredsstillende musikalsk vis, gennemsigtigt tværs gennem al kompleksitet: linjer og grupper krydser hinanden i et ustabilt musikalsk mønster. Det er et spændende værk, som man med det samme får lyst til at genhøre.

De andre værker repræsenterer hver på sin måde væsentlige stationer i guitarrepertoirets historie. Mest subtilt og samtidig overbevisende sker det i en glimrende fremførelse af BrittensNocturnal after John Dowland, hvor vi i et hovedværk i det 20. århundredes guitarmusik bevæger os bagud i tid til præsentationen af DowlandsCome Heavy Sleep. Nocturnen i almindelighed og dette at nå søvnen gennem mangeartede drømme i særdeleshed er et tilbagevendende tema hos Britten - tænk på et værk somSerenade for tenor, horn og strygeorkester- og her viser det sig på fuldendt vis transponeret ind i guitarens klanglige univers. Men også hos Turina i dennes folkloristiske neoklassicisme og hos Nørgård i dennes symbolsk legende modernisme i en organisk sammenhæng med både fortiden og instrumentets idiomatiske udtryksmuligheder byder cd'en på frydefulde oplevelser.

Her har vi en cd, som præsenterer et instrument gennem væsentlige værker fra de sidste 70 år, idet den udtryksmæssige skala strækker sig fra det 17. til det 21. århundrede. Udførelsen holdes hele vejen igennem på et højt niveau. Vi hører et gennemsigtigt, intimt spil, som fremstår krystalklart med selvfølgelig autoritet. De enkelte host, som viser, at dette er en koncertoptagelse, fremhæver kun autenticiteten. Det samme gør det velfortjente bifald til sidst.

Jakob Davidsen:Sange. The Crossover Ensemble. Music Mecca CD 4046-2.

Denne cd er svær at anmelde. Vi hører et jazzspektrum med et undertiden Weill-agtigt anstrøg. Man tror gerne Jakob Davidsen, når han skriver, at Paul la Cours digte, som på begge cd'er i albummet -PopsangeogKorn i natten- leverer teksterne, har været "en væsentlig del af mit liv og en tilsyneladende utømmelig kilde til inspiration". Men det er bestemt ikke altid lige tydeligt. For mig går meget især i begyndelsen både kompositorisk og udførelsesmæssigt ind i en jævn strøm af noget for længst hørt. Men ret skal være ret: den hektisk stakåndede "Grønne guder" gør virkelig indtryk. "Stenhugger!/ Nærm dig!/ Luk de sovendes øjne op./ Kløv stenen de ikke ser". Dette er omsat til musik i overensstemmelse med teksten, og her vågner man for alvor!

Dette og de andre stykker i slutningen er ganske medrivende. Jakob Davidsen er utvivlsomt en talentfuld komponist, og generelt må det siges, at interessen stiger i løbet af cd-albummet. Det er ikke sidste gang, jeg hører det, og nærmere kan jeg ikke komme det her og nu. Men det er vel ikke det værste, man kan sige?

Rettelse: i sidste nr. af DMT hævdede jeg, at Per NørgårdsVoyage into the Golden Screenud over den nye indspilning kun fandtes på en lp fra 70erne. Dette er ikke korrekt. Jeg havde overset, at værket sammen med Gilgameshkan fås på Dacapo DCCD 9001a/b. Radiosymfoniorkestret dirigeres her af Oliver Knussen.

Årgang 78/2003-2004, nr. 05