DEBAT

Om fagspecialiseringen ved de danske musikkonservatorier

Ved skrivelse af 11. november 2003 orienterede kulturministeren landets konservatorierektorer om den kommende fagspecialisering ved landets seks musikkonservatorier. Som forventet gav brevet anledning til mange kommentarer, først og fremmest fra de steder, hvor skuffelsen var stor over ikke at have fået et eller andet fag, man bestemt havde regnet med og måske oven i købet følte, man havde en slags hævd på.

Jeg skal ikke her foretage nogen generel analyse af fordele og ulemper ved gennemførelsen af en sådan fagspecialisering. Ej heller vil jeg gennemgå hele fagspecialiseringslisten med henblik på at sætte mig til dommer over de trufne valg i kulturministeriet. Blot må det være indlysende, at et overordnet kulturpolitisk ønske om at tilgodese provinsen kombineret med ønsket om fagspecialisering må føre til, at nogle fag vil skulle læses i provinsen.

Jeg vil i det følgende koncentrere mig om et enkelt fag, nemlig musikhistorie og -teori, der er lagt i Aalborg. Jeg vil kommentere denne placering i fire punkter:

1) Københavnersyndromet

Nogle synes i argumentationen mod placeringen af dette fag i Aalborg at have opdaget helt nye og interessante teoremer inden for plangeometrien. Nemlig at der er ca. 10 gange så langt fra København til Aalborg som fra Aalborg til København. En smule generaliseret: For den større by er det helt naturligt, at studerende fra en mindre by må rejse til den større by for at studere bestemte fag. Men den anden vej går det slet ikke. Et andet (pseudo)argument er det om størrelsen af det faglige miljø.

Her kan det konstateres, at den bare lidt større by lige præcis har den rigtige størrelse fagmiljø, medens den blot lidt mindre har et alt for lille fagmiljø. Hvis man fører denne argumentation til ende og ud i livet, bliver resultatet et eneste kæmpekonservatorium med samtlige fag placeret i landets største by. Men måske er det lige præcis det ønske, københavnerne har. Århusianerne mener nu nok, at to konservatorier vil være det rigtige, odenseanerne tre.

2) Koblingen komposition med musikhistorie/teori

Der har i mange år været tradition for, at kompositionsstuderende har valgt netop musikhistorie og -teori som fag. Og man opfatter det som verdens ende, hvis denne kombination ikke mere kan tages.

Det er ikke vanskeligt at se argumenterne for, at denne fagkombination opretholdes, i hvert fald set fra de studerendes synspunkt. Musikhistorie og -teorifaget omfatter en betragtelig mængde af den disciplin, som kaldes satslære. Dvs. fag, hvor den studerende skal skrive øvelsesstykker i bestemte, nærmere definerede stilarter, fx en fuga i Bach-stil, en strygekvartet i Mozart- eller Haydn-stil, en messesats i 1500-tallets vokalpolyfone stil, en dodekafon klaversats i Schönberg-stil etc. etc. Dette fagområde ligger godt for højrefoden på en komponiststuderende. Dertil kommer en forventelig interesse hos den kompositionsstuderende for musikæstetik og dermed for musikkens historie.

Men der er et modargument mod denne tilsyneladende velbegrundede sammenkobling af komposition og musikhistorie/teori. Det er nemlig ikke selvindlysende, at vordende komponister er de bedst egnede som musikhistorikere. Musikhistorie er et musikvidenskabeligt fag, med tryk på videnskabeligt. Komposition er et kunstnerisk anliggende. Og vel hævdes det ofte i festtaler, at videnskab og kunst er nært forbundne - egentlig to sider af samme sag.

Det lyder naturligvis flot og signalerer, at man har et perspektiveret udsyn og styr på de overordnede problemer; men bortset fra at begge områder kræver fantasi og opfindsomhed, kommer man let i forlegenhed, hvis man bliver bedt om at uddybe påstanden. Sandt at sige er det lettere at uddybe forskellene. Som videnskabeligt fagområde kræver musikhistorie nøgternhed og vilje til om ikke ligefrem at bevise, så dog at sandsynliggøre de historiske sammenhænge, man mener er tilstede. Og der er ikke meget, der tyder på, at komponister skulle besidde disse egenskaber i særligt omfang.

Det er bestemt ikke min påstand, at alle komponister vil blive dårlige musikhistorikere; men der er endnu mindre, der taler for, at de skulle være særligt udrustede til at varetage dette fagområde.

3) Fagets indhold

Ifølge sin betegnelse består faget af en musikhistorisk del og en teoridel. Teoridelen omfatter som nævnt ovenfor satslære i forskellige discipliner. Set ud fra en moderne synsvinkel er dette en meget problematisk fagopbygning. For det første er musikteori en dårlig betegnelse for det, der faktisk er på tapetet i dette fag, nemlig satslære. For det andet er der i konstruktionen musikhistorie/satslære overhovedet ikke taget højde for fagets egentligt teoretiske discipliner såsom en grundlæggende materialeteori, musikanalyseteori, musikæstetik, musikpsykologi m.v.

Dertil kommer, at musikhistorie/teori på de fem gamle konservatorier af indlysende grunde har fokuseret på den klassiske musiks historie og tilsvarende dyrket satslærediscipliner inden for denne tradition. Totalt fraværende har folkemusikken og den rytmiske musik været.

Kort og godt: Faget trænger til en gennemgribende indholdsmæssig revision. Her er det vigtigt at notere sig, at kulturministeren i forbindelse med fagets placering i Aalborg henviser til det kommende samarbejde med faget musikvidenskab på Aalborg Universitet. Med sammenflytningen af universitetsstudiet og konservatoriet i det kommende Musikkens Hus i Aalborg vil der være skabt hidtil usete muligheder for at definere et tidsvarende musikhistorie/musikteori/satslære-fag med et fagligt vingefang, som det næppe vil være muligt at etablere på konservatorierne. Dette bringer mig til

4) Lærer-bemandingen

Med sammenflytningen af universitetsfaget og konservatoriet vil der være en musikvidenskabelig stab på knap 10 fuldtidsstillinger dækkende stort set alle områder af musikhistorien. En bemanding af blot tilnærmelsesvis denne størrelse eksisterer ikke, og kan ikke eksistere, ved noget dansk konservatorium. Det er imidlertid ikke først og fremmest det kvantitative, der er afgørende. Men med kvantiteten kommer samtidig en stor bredde i de videnskabelige områder disse phd-studerende, adjunkter, lektorer, docenter og professorer dækker. Der er specialister (eller i hvert fald særdeles kyndige lærere) inden for stort set alle hjørner af musikhistorien fra antik og middelalder over koncertsalsepoken med de store mestre, som symfoniorkestrene spiller, til det 20. og 21. århundrede. Der er folk, der dækker jazz og rock og andre såkaldt rytmiske musikformer samt elektronisk musik i mange afskygninger. Endelig har vi specialister inden for musikpædagogik, musikpsykologi, musikfilosofi, musikalsk akustik, musikalsk semiotik og andre af de grundvidenskaber, musikhistorien støtter sig til.

Alt i alt har jeg meget svært ved at se, at der skulle være væsentlige ulemper ved at placere konservatoriernes musikhistoriefag i Aalborg.

Finn Egeland Hansen, Professor i musikvidenskab ved Aalborg Universitet.

Hvad sker der?

I december-nummeret af DMT optræder i rapporten fra Musikhøst Festivalen en ny foreteelse i det klassiske musikliv:kompetencecentre. Under en mini-konference ved Musikhøst i Odense introducerede rektor ved Det Fynske Musikkonservatorium (DFM) Bertel Krarup ideen om et kompetencecenter for ny musik i samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM). Deltagerlisten i konferencen var så lille, som den var eksklusiv. Det refereres, at de indbudte oplægsholdere ikke på forhånd var blevet klart informeret om, hvad det omtalte kompetencecenter egentlig gik ud på; men det ser ud som om, DFM allerede er ved at køre et professorat i ny musik i stilling. Kan DMT ikke informere lidt mere informativt om sådanne initiativer, der kommer til at berøre hele ny musik-miljøet både pædagogisk og professionelt?

Det lader til, at DKDM's nyansatte professor i komposition ikke deltog i netop dén egenskab (men det er måske bare en udeladelsessynd!), hvilket dog ellers ville have været naturligt. Men de indlæg han, komponisten Bent Sørensen, og andre indlægsgivere: SNYK-formand Erik Bach og DMT's årvågne redakteur havde, kunne man måske formå dem til at offentliggøre i DMT sammen med Bertel Krarups oplæg, således at offentligheden får lidt indsigt i, hvilke planer uddannelsesinstitutionerne har på dagsordenen. Sådanne offentlige indlæg er da vel ikke hemmelige?

I lyset af at et andet kompetencecenter i elektroakustisk musik (som jo også erny musik)er blevet hovedkulds oprettet ved Det Jyske Musikkonservatorium (DJM), er det vigtigt - i lyset af den ny fagfordeling konservatorierne imellem - at karakteren af de forskellige ny musik-kompetencer diskuteres offentligt. Hvis man vil studereelektronisk komposition, udbydes dette fag i fremtiden fra DJM ifølge Kulturministeriets hjemmeside. DFM udbyder en performerlinje, hvori indgårinteraktiv musik(hvorved adskiller det sig fra elektroakustisk musik?). Vedrørende de kompositionsstuderende på DKDM: Hvad bliver deres relation til det elektro-akustiske medie? Hvordan indtænkes denne genremæssige separation i et samlet kulturpolitisk billede?

Måske er det ikke separation af genrerne, men nærmere integration, der er vejen frem for den ny musik. En stor del af de unge komponister arbejder ikke længere med en skarp opdeling i akustisk og elektroakustisk musik, interaktiv eller mediebåret musik, ligesom begrebet lydkunst sagtens kan (og i høj grad bør) integreres i fællesbegrebetny musik. Også æstetiske genrekategorier er i opbrud (jeg har tidligere i DMT nævnt lydkunstneren Lasse Marhaug, der er blevet optaget i Norsk Komponistforening uden at kunne læse noder!), men også flere unge danske komponister opererer parallelt med den såkaldte rytmiske musik og dens produktionsformer. Det er i den ny instrumentalmusiks interesse, at dette intermediale kunstfelt (lydkunsten) ikke ender med at skille sig ud og dermed efterlader ny musik (som begrebet forstås idag) som en uddøende dinosaur på musikscenen. I Oslo har jeg taget initiativ til et samarbejde mellem undertegnede og Kunstakademiets professor i medial kunst Laura Beloff for at udvikle vores bevidsthed, således at Morton Feldmans retoriske spørgsmål:is music - can it be, that music is an art form?vedbliver at tale til - og pirre - vor samvittighed. Den selvbestaltede kompetencegruppe, hvis manifest ligger på DMT's netside er ved at give op over for dette. Man forstår dem, men: NEJ, det er heller ikke i deres interesse at blive skilt fra.

Lad os ikke begå den fadæse at partere den ny musik i diverse autonome undergenrer, hvortil der kræves pas ved grænseoverskridelser. Lad os ikke isolere forskellige mediale udtryk, som man ved fagfordelingen mellem de forskellige konservatorier isolerede teori-undervisning fra dens naturlige partner: Kompositionsfaget. Et isoleret teorifag stagnerer i gold historicisme, ligesom isolerede og afgrænsede musikgenrer kun er gode for en videnskabelig etikette-markering, men ikke er dét, som vi - kunstnerisk - i fremtiden har brug for.

Ivar Frounberg