Med udsigt fra balkonen

Min personlige og nærmest anti-visuelle oplevelse af ATHELAS Sinfonietta Copenhagens koncert ved Midem i Cannes.

Af MIK AIDT
rytmisk musikanmelder

Scenelys-teknologien og videoprojektionsmulighederne har udviklet sig kolossalt i de senere år - hvorfor gør man slet ikke brug af det i den klassiske musiks verden?Skalklassisk musik per naturlov være så seriøs, teknologi-renset og friholdt for alt, hvad der kunne minde om at give koncertsalspublikummet en ny visuel oplevelse? Hvorfor opfattes en bagprojiceret storskærm med flotte live-nærbilleder af soloviolinistens udtryksfulde fingerarbejde som et utænkeligt stilbrud?

Dette var spørgsmål, som opstod på 8. række, indgang H, Balkonen, højt oppe bagved, søndag den 25. januar i Salle Debussy, Palais des Festivals, Cannes, Frankrig.

Jeg var ellers kommet for at få svaret på, hvad der er det ypperste i dansk klassisk musik, når vi danskere skal vise udlandet, hvad vi dur til.

Klokken 17:28 kommer vi to danske Midem-delegerede stormende op ad trapperne og føler os som to elefanter i et glasbur, mens vi mosler os frem. Publikum er parat. Salen er tætpakket, over 1.000 mennesker. Kun oppe på balkonen, som er reserveret til Midem-gæsterne, er der enkelte ledige pladser.

Forpustet smider vi os ned i to af dem og kaster tasker, brochurer, kameraer og jakker fra os. Et hurtigt kig ned langs stolerækkerne gør det klart, at i denne forsamling er jeg med mine 41 år en ren yngling. Jeg sætter mig til at læse i den fornemme brochure med matsort omslag og sølvbogstaver:

"Giordano Bellincampi er født i Rom i 1965, men har boet i Danmark siden 1976. Han er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i basbasun. I 1994 debuterede Giordano Bellincampi som dirigent med ..."

Her kunne rockmusikkens verden måske lære noget om, hvordan man tager sine kunstnere seriøst, tænker jeg. I hvert tilfælde føles det rart på den måde at kunne få nogle ting at vide om de kunstnere, man skal opleve, når man ikke umiddelbart kender deres baggrund. I et pænt og sobert layout. Der er 20 siders læsestof, som jeg ikke får en chance for at læse færdig, for kl 17:31 dæmpes lyset i salen, og en del af ATHELAS Sinfonietta Copenhagen kommer ind på den store scene. At de kun er en del af ensemblet spotter vi let, for der er stillet stole op til 16 personer - i en halvcirkel rundt om dirigentens podie.

Carl NielsensSerenata in vanotoner frem. For en time siden sad vi og lyttede til musikkens mobile fremtidstoner ved en af Midems mange konferencer. Nu er vi pludselig tilbage i et lydunivers, som det blev skabt i 1914. Fascinerende sceneskift.

Musikerne er pænt klædt på. Men også kun "pænt". Jeg vil nærmere sige "typisk dansk": Det må ikke bliveforpænt. Som om de vil sige til os: "Det er tonerne, det handler om. Ikke os."

Jeg sidder lidt og tygger på, hvorvidt jeg bryder mig om dét signal - når nu øvelsen går ud på at vise det ypperste af dansk kompositionsmusik for et internationalt publikum. Vil publikum mon forstå budskabet fra det Høje Nord - eller vil de bare tænke: Det var dog et utjekket orkester?

Adskillige omkring mig sidder med hænderne for øjnene. Okay, måske er det bare mig, enalienfra den rytmiske musiks univers, som er alt for showfikseret.

Efter andet musikstykke har min 37-årige kollega fået nok. "Det her er for stillestående," siger han og griber fat i skuldertasken. Vagn Holmboes

Prelude To a Maple Tree, opus 168, nr. 3 var ellers fra vor tid: 1986. I et forsøg på at være diskret glider han ud under klapsalverne.

Ved siden af mig sidder en journalist og sender en SMS. Sikkert til sin kæreste.

Kontrasten fra Midems mange lys- og lydbragende, sceneshows-fortættede rock- og popkoncerter til Per NørgårdsNight-Symphonies, Day Breaksfra 1991-92 ... er ... den er ikke stor, den erhåbløststor.

Uanset hvor ypperligt musikken bliver fremført - og detblevden virkelig - så kommer den ikke ud over scenekanten og op til balkonen, hvor jeg sidder. Det er da vel også i den klassiske musikverden meningen, at man går til en live koncert for at få en live koncertoplevelse?

I min Midem-skuldertaske ligger et luksuriøst promotionalbum med dansk klassisk musik - et yderst præsentabelt produkt, som er blevet til i et samarbejde mellem ATHELAS Sinfonietta Copenhagen, Dacapo, Edition Wilhelm Hansen og SDC Denmark, og som er blevet uddelt ved koncerten og til de 610 deltagende journalister.

"En fantasifuld programlægning har gjort ATHELAS til en markant institution i det danske musikliv ..." står der i pressematerialet. Men hvor er fantasien blevet af, når det handler om udførelsen på scenen?, tænker jeg. Det vildeste, der sker på scenen er, at musikerne bukker og går ud. Og så kommer de ind igen.

Hvad med de oldgamle erfaringer om effekten af et sceneskift?

Under4 Dances in One Movementgår det galt for mig. Poul Ruders anno 1983. Jeg sidder på en balkon i en kæmpe sal, langt fra scenen, og drømmer om nærbilleder på storskærm. Forestiller mig, hvordan scenelysfirmaet Martin ville kunne skabe nye eksportsucceser ved at udvikle et stilfuldt og oplevelsesbetonet lyskoncept for klassiske koncerter. Ikke som en kopi af hvordan man gør det i rockmusikken, men på en helt nytænkende og raffineret måde. Holdt med høj æstetik inden for denklassiskemusiks rammer. Forsvinder væk i tankerne om ...

Bragende klapsalver bringer mig tilbage til virkeligheden.

ATHELAS Sinfonietta Copenhagen har bestået prøven - at skulle imponere sit publikum - med glans! Det er kun mig og min SMS-nabo og min kollega, der skred, som er helt galt på den og åbenlyst ikke har forstået et pløk af den klassiske musikverdens koncertoptræden-værdier.

Er det os eller den klassiske musik, der har et problem?

Vil den klassiske musikverden langsomt udtørres og skrumpe ind sammen med sine udøvere, efterhånden som de ældes, fordi den ikke siger nytilkomne generationer noget? Og kan dét måske tilskrives, at den er helt stivnet i sin udtryksform i koncertsalen, mens musikverdenen uden for de klassiske koncertsale eksperimenterer løs med nye teknologiske muligheder, søger nye måder at skabe musikalske live-oplevelser?

Vi klapper færdig, og sammen med de grånende herrer og damer omkring mig begynder jeg kl 18:42 at trisse mod udgangen - for på ny at kaste mig frådende ud i Midem-nattens malstrøm af musikalske, projektørbelyste og videoprojicerede koncertoplevelser.

www.athelas.dk