Bjergtegn fra nord

Portræt af komponisten Salvatore Sciarrino

Af NICHOLAS H. MØLLERHAUG

Byen er et eneste stort tag. Kun nogle få huse er højere end andre. Alle er omkring fem etager høje. Alt er præget af det røde lys fra aftensolen og bjergene. En bymur fra middelalderen omringer os. 'Slotsbyen', det er, hvad Città di Castello betyder. Rundt om byen er der skove og bjerge, frøer og fugle. Vi er midt i Italien, i Umbrien. Frøerne skal kvække hele natten. De stemmer deres toner. Det er ved at blive mørkt. Kun et svagt oplyst værelse med tagterrasse lyser over tagene. En mand med skæg sidder bøjet over et skrivebord. Han arbejder og konkurrerer med frøerne.

Det ligger et stort ark på det store bord. Det er fyldt med noder, linjer og tekst. Han tygger på ord, som spreder sig ud i rummet. Ord følger nye ord. Instrumentklange leger med ordene. Den tykke tusch giver alt form på arket. På væggene rundt om manden hænger malerier, noder og hilsner. Sådan ser det i hvert fald ud. Et billede består af en række silhuetter af kendte digtere. Et maleri af Alberto Burri sprøjter materialitet ud over arbejdsjernet. Tykke bobleplastkonvolutter med cd'er ligger i stabler, tilsendt fra hele kloden. Små håndskitserede reklameplakater, en lysreklame for Pirelli-dæk - alt skaber en mærkværdig arbejdshule.

Rundt om står væggene, som har skærmet folk i over fem hundrede år. Om vinteren holder komponisten Salvatore Sciarrino sig i den øverste etage. Den store 1500-tals lejlighed har to store arbejdsværelser. Dette er basen for en virksomhed, som favner hele kloden. I sit palads skriver han musik, som står i taknemmelighedsgæld til alt omkring ham. Sciarrino er nemlig meget præget af sine omgivelser. Han refererer til alt omkring sig - kontinuerligt. For tiden skaber droslerne på hustagene omkring ham mange nuancer. Komponisten gengiver tonerne til alle tolv. Både 'hans egen drossel' og de andre.

"Forstår du, droslerne synger, når de slapper af. I stedet for at gå i biografen, så synger droslen. Det synes jeg er fint at vide."

Om nætterne synger Sciarrinos pen sammen med frøerne. Insekternes summen omkring ham giver ham også næring.

På tagterrassen registrerer han alskens knirkelyde. Insekter spiller for ham i planterne. Selv er Sciarrino i gang med at synge. Han skaber hvert år nye og raffinerede operaer, som verden ikke har hørt magen til. Han er blevet kaldt fornyeren af den italienske opera. Nu sidder han og skriver sin allersidste færdig. Den bliver måske endnu mere nyskabende end den første.Macbethblev uropført i Tyskland i juni. Efterat Macbether sendt af gårde, står mange andre bestillinger i kø.

Om dagen er lydene præget af traskende fødder, stemmer, klirren af kopper og glas og espressomaskinesus. Alt bliver til ét lydspor oppe i Sciarrinos tagetage. Det byzantinske, ravennesiske klokketårn klimter oveni, sådan indimellem. Tårnet står nogle hustage væk fra komponistloftet. Tagene skaber et specifikt mønster - uændret gennem hundredvis af år. Her er det, at Sciarrino føler sig hjemme. Han ved, hvad han snakker om - han er født i Palermo, som er en by fyldt med støv, og han har boet i Bologne, som er en anden by fyldt med støv. Flere tilfældigheder gjorde, at han for nogle år siden flyttede væk fra byerne. Væk fra metropolerne. Til en lille by midt i det øhav af småbyer, som udgør Umbrien. Denne region har i næsten tusinde år været et åndeligt centrum. I dette område begyndte hele Frans af Assisi-bevægelsen. I Perugia lå en original, middelaldermusikalsk skole. I dage er glansbilledet i færd med at ændre sig: Trods de pittoreske faceder er naturen blevet stærkt forurenet - af trafik. Det var netop den rene luft, som fik Sciarrino til at flytte op i bjergene. Milano-luften var for tyk af skidt.

Sciarrinos renæssancehus er præget af farver. En usædvanlig interesse for malerkunst afslører sig på væggene. Overalt hænger flotte malerier fra alle epoker. Møbler vidner om smag. Det meste er meget gammelt. En del er meget sjældent. En del af materialet er gengivet i hans bogLe Forme della Musica. Han har et særligt aktivt forhold til maleri. Ikke alene hænger det på hans vægge, men maleri er også en vigtig musikalsk og æstetisk reference for ham. Bogen handler om forholdet mellem visuelle, arkitektoniske, grafiske og geografiske former og musikalsk form. Denne bog fortæller om denne autodidakte komponists åbenhed. Han ville oprindelig være maler. Reolerne er præget af litteratur om alt fra fugle og dyr til skyskrabere. I en ramme hænger et håndskrevet nodeark med dedikation. Det er fra en nær kunstnerven, komponisten Luigi Nono (1924-90, red.).La Lontananza Nostalgicadedikerede han til Salvatore - 'il camminante', vandreren...

"Luigi Nono - eller 'Gigi' blandt venner - kalder mig ofte 'vandreren'. Gigi betyder meget for mig, både musikalsk og menneskeligt. Mest af alt menneskeligt. Hans musikalske stil har jeg ikke været så optaget af. Derimod er vores venskab blevet en stor glæde for mig. Vi blev venner i 1979. Dengang var han ret berømt, mens der ikke var så mange, der kendte til mine ting. Vi skulle have opført værker ved samme koncert. Jeg tror, at det var i Venedig. Før koncerten skulle vi møde publikum. Vi skulle fortælle om vores musik og så spille. Jeg gruede for det. Jeg havde kun en eneste indspilning, som jeg ikke syntes nok om. Jeg var flov over at spille noget, som jeg ikke syntes nok om. Da jeg skulle til at spille optagelsen, kunne jeg mærke, at han var et godt menneske. Han var ikke egocentrisk og primadonna. Trods den dårlige indspilning viste han interesse. Han spurgte mig flere gange foran publikum: "Hvordan opfandt du den og den lyd?" Han undrede sig over, hvilke instrumenter vi hørte på båndet.

Dette var et tidligt værk for cembalo i siciliansk stil, men han kunne ikke forstå, at det var et cembalo - "det lyder slet ikke sådan". Efter dette viste han mere og mere interesse for min musik, og det har haft enorm betydning. Her kommer vandreren - 'il camminante' - også ind i billedet. Han mente, at den lydvej, som jeg gik på, var interessant og helt min egen. Det vidner om en stor generøsitet fra så stor en kunstner som Nono. Jeg er utrolig taknemmelig for netop dette: At han forstod mine intentioner. Senere bad han om at få mine værker med på koncerter med hans egne værker. Fra dette møde i Venedig var vi gode venner. Jo ældre, han blev, jo tættere var vores kontakt."

- Du har selv skrevet et værk med La Lontanaza i titlen:All' aura di una lontananza. Er det tilfældigt, eller hænger det sammen med 'La Lontananza Nostalgica...'? Er der nogen kobling der?

"Hm. En slags. Ordet 'La Lontananza' - 'fjernheden' - bliver ikke brugt på moderne italiensk. Det er meget sjældent, kun i den barokke, italienske litteratur kan man finde det. Jo da, her er der faktisk et indirekte bånd mellem mig og Gigi. Ti-femten år før Gigi skrev 'La Lontananza', skrev jeg selv et værk med 'La Lontananza' i. Jeg havde stjålet titlen fra den barokke digter Giovanni Battista Marino: 'Al laura in una lontananza' hed det. Her ved jeg, at Gigi indrekte knyttede sit værk til mit - for al brug af dette ord er ellers helt forældet.

- I bogen 'Le Forme della Musica' er Sciarrinos credo samlet. Det er en velskreven indsigt i de referencer, som han sætter højest. Disse referencer bruger han til at fortælle om slægtskabet mellem forskellige æstetiske principper og formsprog. Bogen er baseret på en foredragsserie, som Salvatore holdt rundt om i Italien. Musikeksempler og talrige illustrationer gør bogen til en anderledes og dyb coffeetable-bog. En bog, som stjal uendelig meget af hans tid. Et helt år gik med denne tekst.

Nu er det tid til at filosofere lidt over musik. Kompositionerne er både aftaget - og har fået overtaget. Publikum, festivalarrangører og ensembler skriger på mere. Centrale dirigenter rundt om på kloden vil have Sciarrino på repertoiret. Pierre Boulez er blandt dem. Flere af klaverkoncerterne er dedikeret til Maurizio Pollini, som har fremført dem. Personligt foretrækker Sciarrino at påtage sig mindre 'hippe' opgaver. Han er glad for de dedikerede, idealistiske og mindre festivaler og ensembler.

Det er denne vilje, som bl.a. udkrystalliserer sig i den storeMacbeth-opera, som blev uropført under en lille festival i Schwetzingen uden for Mannheim i sommer.

"Det, som gør allermest indtryk på mig i Norden, er lyset. Det specielle og diffuse nattelys i maj måned. Lyset var hele tiden som et tæppe - selv med bjerge rundt om byen. Alt var helt uden farve. Men da så solen kom, så eksploderede alt! Alt blev gennemstrømmet af lys. En anden ting, som jeg ofte tænker på, er guden Apollon. Han kom jo oppe fra nord - fra Hyperborea: Byen bagved Nordlyset. Apollon var Norden symboliseret i en grå svane. Det synes jeg faktisk er fabelagtigt at tænke på. Alt det gør, at jeg glæder mig til at komme tilbage til Norden. Det er noget at se frem til set fra et sydlandsk dagligliv."

Sciarrinos arbejdsdag begynder altid med en spadseretur. På denne tur møder han de gode naboer, som betyder alt. De er vigtige for Sciarrino. Han fandt i 1980erne en atmosfære, som fortsat præges af den antikke tankegang. Det var perfekt efter mange år i Milano. Her var der ingen, der havde travlt med at profilere sig. Der var også et utroligt godt miljø, men det er ved at ændre sig. Alligevel er ingen i byen i tvivl om, at Salvatore er maestro blandt de store. Alle råber 'ciao maestro' på gadehjørnerne. Selv synes Sciarrino, at byen har ændret sig meget de seneste år. Mange af de ældste er borte. Men stamcaféen er stadig et fast stop på morgenruten. Dér venter kaffen - pronto! På samme tid hver eneste morgen kan han høre kaffemaskinen sprutte. Flere husrækker fra caféen.

Sådan er det med Sciarrinos musik. På lang afstand kan man høre, at det er hans musik. Et uendeligt hav af nyopdagede instrumentklange, instrumentationsindsigt ud over det sædvanlige og genbrug af alskens musiktyper - alt fra Ellington til Scarlatti: Et mylder af lyde, som minder én om frøerne, som akkompagnerer Sciarrinos nat.

Eller som Nono sagde: "Er det virkelig et cembalo?"

Nicholas H. Møllerhaug er skribent og journalist. Han er kunstnerisk medansvarlig for Trollofonen/pilota.fm, Rural Readers og Music Factory.

Fotos: Philippe Giontier

Oversættelse: Anne Middelboe Christensen.

Fakta

Sicilianeren Salvatore Sciarrino er født i 1947 i Palermo. Fra sin tidligste barndom beskæftigede han sig med at tegne og male, indtil han efterhånden opdagede sin interesse for musik. Som tidligt modnet talent begyndte han at komponere under Antonino Titone, og derefter studerede han hos Turi Belfiore.

I 1962 fik han for første gang et værk opført under IV Internationale Nuova Musica i Palermo, men i perioden 1959-65 betragtede han fortsat sine kompositioner som resultater fra en uafsluttet læretid. Efter en sproglig-musisk studentereksamen rejste han først til Rom og derefter til Milano. Han har nu i flere år boet i Città di Castello.

I tre år var han kunstnerisk leder af Teatro Comunale i Bologna. Han har desuden undervist på konservatorierne i Milano, Perugia og Firenze samt på videreuddannelseskurser.

Sciarrino har modtaget følgende priser: I.G.N.M. 1971, Taormina 1971, Guido Monaco 1972, Cassadó 1974, I.G.N.M. og Dallapiccola 1974, Anno discografico 1979, Psacaropoulos 1983, Abbiati 1983 og Premio Italia 1984.