Bøger

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 06 - side 220-223

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Af Erik H. A. Jakobsen

Steen Chr. Steensen:Gyldendals bog om klassisk musik. Gyldendal 2003. 403 sider, indbundet og illustreret. Kr. 299,00. ISBN 87-02-00799-1.

Læsere af disse spalter har gennem det seneste års tid kunnet følge udgivelsen af Musiklærerforeningens og Orla Vinthers præsentation af musikhistorien. Udgiver og forfatter skriver sig dermed ind i en lang tradition for at formidle et overblik over det væsentligste i den samlede musikhistorie.

Når man kaster sig ud i slige projekter, anbringer man uvægerligt sig selv på Øretævernes Holdeplads: Enten får man medtaget for meget, hvorved overblikket forsvinder - eller man medtager for lidt og vil dermed kunne kritiseres for alt det, man udelod. Men det må værebeyond discussion, at mange alment interesserede faktisk får en vis information og horisont-udvidelse qua sådanne udgivelser. Hvis kvaliteten vel at mærke er i orden, og her må man nok sige, at nogle kommer tættere på idealet, end andre.

Efter denne indledende dans om grøden må det være på tide at komme til nærværende udgivelse, et fyldigt værk i et dejligt layout. Gyldendal har grebet til lommerne for at give Steen Chr. Steensens bud på musikhistorien en indbydende indpakning. Det er jo altid en fornøjelse at få sådan en diger sag i hånden, føle vægten og bladre i de mange sider med gode farvereproduktioner på glittet papir. Ingen tvivl om at man får meget for pengene.

Og indholdet? Bogen falder i to dele - først syv kapitler, fra Middelalder til Vor tid, dernæst en opslagsdel, der indeholder biografer over (34) udvalgte komponister, gennemgange af udvalgte værker, musikalsk ordbog og registre.

Ambitionen med værket er til dels den samme som hos Orla Vinther: Musikhistorien præsenteres og perspektiveres ved at trække tråde til samtidig kunst, filosofi og samfundsliv. Dette er en glimrende idé, der kan øge ikke blot forståelsen af musikværk og genre, men også musikoplevelsen for specielt begynderen. På denne måde bliver læseren taget mere ved hånden end ved læsning af værker, der mere isoleret koncentrerer sig om musikken og komponister, fx GroutsA History of Western Musiceller Wenzel Andreasens og Søren SørensensPolitikens introduktion til klassisk musik(1994).

Formen kræver imidlertid et voldsomt overblik og en nærmest overmenneskelig evne til at kombinere og trække tråde på kryds og tværs, ligesom det i sagens natur også sætter det musikhistoriske under pres, da der bliver mindre plads til musikstoffet. Omvendt bliver det, der så faktisk kommer med, sat ind i en forståelsesramme, der som nævnt kan være meget givtig.

Men det kræver, at man kan prioritere og at man tør stå ved dét. Og her føler jeg, at det kniber for Steensen, mangeårig anmelder ved Berlingske Tidende og forfatter til et par andre musik-bøger.

Allerede i forordet foruroliges man. Steensen vil simpelthen for meget med sin bog, der angiveligt henvender sig både til "garvede musiklyttere og til dem, der måske ikke har sat deres ben i en koncertsal". Alle kan være med. Fint. Men man kan sandelig også læse bogen helt som man selv vil - enten kronologisk eller springende. Og endelig består bogen af en blanding af kendte klassikere og mere sjældne værker. Så skulle der vist være tænkt på alt for at få alle med.

Vi går da i gang. Og lad os slå fast med det samme: Steensen går heroisk til den vældige opgave og får mange ting med - også mange gode og anvendelige ting. Men jævnligt forløfter han sig på opgaven, specielt i første halvdel af bogen.

Trangen til at få det hele med fører ikke sjældent til knudrede og delvist uforståelige sætninger. Illustrativt er opslagdelens artikel om funktionsharmonikken (s. 377). Der er ingen grund til at proppe neapolitansk subdominant og vekseldominant ind på den trange plads. Det er kun forstyrrende.

Der er nævnt så mange komponister og kunstnere, at der mange steder stort set kun er plads til opremsninger. Det er heller ikke altid, at sproget vil, som Steensen vil. Ikke så få steder må man læse en sætning flere gange for at forstå hvad forfatteren egentlig mener. Flere steder er billedtekster og hovedtekster ikke ordentligt koordinerede, fx s.46, hvor en billedtekst indledes med ordene: "Et af midlerne kunne være overdådigt udsmykkede kirkerum ..." Et af midlerne til hvad? Det må man finde i hovedteksten.

På s. 48 henvises til værker, skrevet i samme stil som Palestrinas. Den oplysning bliver man nu ikke klogere af, da Palestrinas stil ikke har været omtalt på dette tidspunkt - og i øvrigt kun bliver det meget kortfattet senere i hovedteksten. Faktisk bliver der mere spalteplads til Tallis end til Palestrina, der til gengæld har sit eget opslag i den biografiske del.

Om samme Tallis hedder det i øvrigt at "i modsætning til Tallis var Byrd overbevist katolik hele sit liv". Dette er nyt i forhold til autoritative kilder, der netop nævner, at Tallis var overbevist katolik hele livet.

I forordet hedder det, at musiktekniske termer så vidt muligt er søgt undgået - men den holder ikke helt, som fx på s. 39, hvor man om et værk kan læse, at tonearten er mixolydisk. Ordet er ikke at finde i den musikalske ordbog bagerst i værket, og der er ingen henvisning til, at man kan se under 'kirketonearter'.

Der er mange andre tilsvarende eksempler, der desværre skæmmer bogen. Det betyder ikke, at bogen er uden værdi. For den interesserede begynder inden for den klassiske musik vil der være til mange timers interessant læsning, der givetvis vil øge udbyttet af klassisk musik. Blot ærgerligt, at så flot en udgivelse ikke er blevet fulgt til dørs i detaljen.

Ansa Lønstrup:Stemmen og øret - studier i vokalitet og auditiv kultur. Forlaget Klim 2004. 210 sider, kr. 249,00. ISBN 87-7955-277-3.

Dette er til gengæld ikke en bog for glade amatører. Her skal man være både vidende og motiveret. Men for alle, der har arbejdet blot en smule seriøst med den menneskelige stemme - og som samtidig ikke let bliver kyst over akademisk sprogbrug og tankegang - er det en spændende bog at gå i gang med.

Forfatteren, Ansa Lønstrup, har i en årrække været aktiv sanger og musiker, og underviser nu i bl.a. musikkens æstetik og kultur ved Aarhus Universitet. Bogen er sammensat af artikler og arbejdspapirer, udarbejdet over en 10-årig periode, bundet sammen med materiale skrevet specielt til denne udgivelse.

Lønstrup foretager en lang række interessante observationer over både stemmens og lytningens natur. Hvad er det, vi hører - og hvorfor? Hvordan påvirkes dette af kulturen og personligheden, og hvorledes interagerer disse?

Forskellige stemmetyper undersøges og analyseres, fx stilles Axel Schiøtz' og Lars H.U.G.s stemmer op over for hinanden, hvorefter de mange betydningslag i udtryk, fraseringer, kulturelle konnotationer osv. overvejes.

Det er tankevækkende, hvor meget vi siger blot med sprogtonen og stemmeføringen. Dette illustreres ganske sjovt i en sammenligning af en sagsbehandler og dennes klient. Blot på stemmeføring og tonefald var det meget tydeligt, hvem der havde bukserne på og hvem, der stod med hatten i hånden. Og alene i spillet af betoninger osv. foregik der en subtil konversation, hvor non-verbale forespørgsler mødtes af magt-tilkendegivelser og små åbninger.

I et andet indledende kapitel tager Lønstrup afsæt i Roland Barthes' ganske kendte essayLe grain de la voix, hvor to meget forskellige sangstemmer (Fischer-Dieskau og Panzéra) beskrives med begreber fra sprogfilosofien og semantikken.

Lytningen - auditiviteten - undersøges gennem analyser af bl.a. nogle af Hotel Pro Formas forestillinger og anskues her i sammenhæng med scenografien. Herved anskues stemmen (og i det hele taget det musikalske udsagn) som et integreret led i et kunstnerisk udsagn, hvor der imidlertid arbejdes så bevidst med de mange betydningslag, at disse ofte opløses og indgår i helt nye kommunikative udsagn.

Tilsvarende analyse anvendes på film-musik (fraDiva, Blue Velvet og Twin Peaks) samt musik (jingles) til reklamer.

Bogen rundes af med et kapitel, der trækker tråde til tidligere arbejde med at indkredse musikkens kommunikative potentiale: Barokkens affektlære, efterkrigstidensmuzakogfunktionel musik, og Philip Taggs socio-semiotiske analyser.

For alle, der arbejder seriøst med ikke kun den menneskelige stemme, men også kommunikation, er der meget gods i denne bog. Men tag den i små bidder, så der er tid til refleksion.

Ole Kühl:Improvisation og tanke. Forlaget Basilisk 2004. 114 sider, kr. 130,00. ISBN 87-91407-00-1. Kan bestilles hos boghandleren eller på www.basilisk.dk

Ole Kühl, der er saxofonist, jazz- og rockmusiker og komponist, beskæftiger sig i sin bog med problemstillinger, der er beslægtede med dem, som Ansa Lønstrup fokuserer på.

Musikkens potentiale for at danne betydning, for at udtrykke og vække ikke-sproglige begreber er en gammel tanke, der - som nævnt ovenfor - kom til udtryk i bl.a barokkens affektlære, samt i romantikkens programmusik.

Disse opfattelser udsprang dog af en opfattelse af musikkens sproglighed, som de fleste har forladt i vore dage.

I stedet undersøges musik oftere som kommunikation ved hjælp af redskaber som semiotikken, kognitions- og hjerneforskning. Det er netop dette, der er indfaldsvinklen i Ole Kühls bog, der er en lettere bearbejdet version af et speciale.

Men hvor megen semiotisk musikanalyse har musikværkersom genstand, så vælger Kühl at koncentrere sig om at analysere jazz-improvisation, mere præcist bebop-improvisation. Udgangspunktet er Charlie Parkers improvisation iOrnithology.

Forfatteren gør det ud fra det ganske logiske ræsonnement, at Værket (det fikserede, uden for tid og rum eksisterende) reelt er undtagelsen i musikhistorien. Det mest udbredte er suverænt den levende musiceren, den musikalske skabelse i øjeblikkets sammenspil mellem musikere. Derfor vil det naturligvis være af stor interesse at forsøge at begribe, hvad det er for en begrebsdannelse, der foregår hos den improviserende, samt hvordan det komplicerede samspil i jazz-gruppen foregår under improvisation.

Inspirationen til at foretage en sådan analyse fik Kühl efter studier hos Per Aage Brandt ved Center for Semiotik ved Aarhus Universitet. Ved at anvende den kognitive semiotik søger Kühl at indkredse improvisationen som en afbildning (eller ikonisering) af mentale, emotionelle og gestuelle forløb.

Fauconniers og Turners blendingmodel indtager en central plads i forståelsen af improvisation, dog primært i form af den af Per Aage Brandt videreudviklede udgave, den såkaldte Århus-model.

Neurobiologiske studier af hjernens kapacitet og måder at bearbejde data på inddrages som korrektiver for at have så fast grund under fødderne som muligt, når den mentale proces 'Improvisation' søges beskrevet.

Kühl argumenterer overbevisende, når han elegant sammenstiller empirisk begrundet perceptions-psykologi med en semiotisk diskurs. Med denne lille bog peger han på et meget interessant forskningsfelt, hvor mekanismerne bag musikken og musikaliteten synes at kunne indkredses mere specifikt, end vi tidligere har set det. Dele af bogen er beslægtet med indholdet af en bog, der tidligere har været omtalt i disse spalter: Jan Fagius'Hemisfärernas Musik. Om musikhanteringen i hjärnen, omtalt i DMT nr. 7, 2001/02.

Erik Lyhne:Musik med mening. Et livslangt arbejde med børn og musik - Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbek Schmidt. Forlaget Lyren 2004. 134 sider, indbundet og illustreret. Kr. 198,00. ISBN 87-988335-2-9.

Den næste bog handler også om, hvad musikken kan bevæge mennesker til, blot er det pædagogiske og det historiske omdrejningspunktet i denne fremstilling.

Navnene Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbek Schmidt turde være kendt af alle, der har beskæftiget sig med børn og musikpædagogik. Disse tre har haft en enorm betydning for generationer af musikundervisere, og det er derfor meget fint at få dem præsenteret i en samlet fremstilling.

Ophavsmanden til bogen er Erik Lyhne, der er lektor i musik på Århus Dag- og Aftenseminarium. Desuden har han været medlem af Kulturens Børn, et rådgivende udvalg i Kulturministeriet om børn, unge og kultur.

Bogen består af først et langt interview med Jytte Rahbek Schmidt, dernæst en kort omtale af Astrid Gøssels liv og virke, fulgt af fem af hendes egne artikler, og endelig en præsentation af Bernhard Christensens musikpædagogiske arbejde. Bogen rundes af med et kapitel om at være elev af Bernhard Christensen (interview med Sus Hauch og Søren Hedegaard) og et kapitel om efteruddannelse hos Bernhard Christensen og Jytte Rahbek Schmidt (interview med Leif Falk).

Det er en fin, lille bog, der giver en vigtig dokumentation af baggrunden for langt hovedparten af al dansk musikalsk pædagogik for børn og unge.

Tidsskiftet GRUS nr. 69:Musik i samfundet. Aktuel rockmusik. Ny politik. Forlaget Systime 2003. 140 sider, kr. 99,00. ISBN 87-6160861-0. ISSN 0107-0495. Som E-bog: kr. 60,00. Abonnement eller bestilling af enkeltnumre kan ske fra hjemmesiden www.systime.dk eller via mail systime@systime.dk

TidsskriftetGrus, der udkommer tre gange årligt, udgives af forlaget Systime. Siden starten i 1980 er der nu udkommet 69 numre afGrus, der er et "kritisk, samfundsvidenskabeligt tidsskrift, der med analyser og debatartikler introducerer vigtige teoretiske og samfundsmæssige udviklingstendenser og diskussioner." (fra forlagets hjemmeside). Redaktør er lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen.

Tidligere numre har haft emner somPolitisk kommunikation, Modernitet og kritik, Kritisk realisme og Politisk globalisering. Dette nummer har som emneMusik i samfundet, med undertitlenAktuel rockmusik. Ny politik.

Af de syv artikler omhandler de fem direkte rock- og populærmusik, medens de sidste to snarere er artikler til belysning af træk i den generelle samfundsmæssige baggrund for rockmusikken.

I den ene af disse beskrives (af Alexan-der Carnera) Michael Hardts og Antonio Negris tilløb til en formuleret venstrefløjsposition i moderne politik. Det er jo ikke noget, der er blevet lettere efter Murens fald, hvor vi stadig skal høre på omkvæd som "Socialismen tabte. Kapita-lismen har vundet". Hardt og Negri gør forsøget på at inddrage nuancerne.

Bogens sidste artikel,Den politiserede tokønnethed, af Christel Stormhøj, refererer nyere forskning inden for køns- og queerteorier, især Judith Butlers, hvor heteroseksualiteten anfægtes som værende en naturgiven lovmæssighed. En konsekvens af dette kunne være en nyorientering i forhold til køns- og seksualidentitet. Stormhøj er dog kritisk over for Butlers konklusioner.

Men inden vi når så langt, er der de fem glimrende artikler om aktuel rockmusik. Even Ruud - professor ved Institut for musik og teater ved Universitetet i Oslo - skriver om musikken som metafor for identitet og livsfortælling.

Johannes Andersen kobler fire grund-læggende rytmiske udtryksparametre med forskellige kategoriseringer af identitet og selvforståelse blandt tidens unge.

Anders Hansen og Claus D. Hansen rører også ved identitetsdannelse i relation til rockmusik, her specielt i forhold til den danske rockmusik. Eva Fock søger at indkredse, hvorledes samspillet mellem dansk og etnisk kultur kommer til udtryk i rock- og populærmusik.

Og endelig giver Henrik Bødker en opdatering af vilkårene for produktion og distribution af rock- og populærmusik. Her ændres forholdene som bekendt meget hurtigt, med store konsekvenser for alle involverede parter.

Det er en god samling af artikler - men læs dem inden de bliver indhentede af den foranderlighed, de beskriver.

Jørn Langsted, Karen Hannah og Charlotte Rørdam Larsen:Ønskekvistmodellen. Kunstnerisk kvalitet i performativ kunst. Forlaget Klim 2003. 266 sider, kr. 248,00. ISBN 87-7955-272-2.

Til slut en kort omtale af en bog, der må siges at ligge i udkanten af det primære interessefelt for den typiske læser af dette blad. At evaluere er blevet uhyre udbredt i disse år. Faktisk møder man oftere og oftere mennesker, der er ved at have fået nok af, at alt skal evalueres. Men uanset dette, så er evalueringerne stadig over os, drevet af det allestedsnærværende krav om målinger af effektivitet, nytteværdi, afkast, vækstrater m.m.

Kunsten skal heller ikke snydes, så her er beskrevet, hvorledes scenekunst og musik kan gøres til genstand for evaluering og kvalitetsmåling. Det offentlige vil naturligvis gerne vide, om det nu er kvalitet, man får for støtte-kronerne.

Evaluering kan firkantet sagt udføres som kvalitative målinger og som kvantitative målinger. De sidste er de klassiske statistiske målinger, hvor for-delingstal kan indsamles ved afkrydsningsskemaer, og hvor data derefter relativt let kan køres gennem statistikprogrammer og præsenteres i numeriske størrelser. Fordelen er, at store datamængder kan gøres operationelle. Ulempen er naturligvis, at nuancer og detaljer er svære eller umulige at fange. Sådanne kan man opfange med kvalitative under-søgelser, der til gengæld er langt mere krævende at efterbehandle og kan være vanskelige at anskueliggøre i statistikker.

Et typisk kvalitativt undersøgelsesdesign kan være et interview af en eller flere personer, hvor udsagnene er undersøgelsens resultat.

Professor David Favrholdt forsøgte sig for et par år siden med den såkaldteparameter-teori, hvorefter kunstnerisk kvalitet skulle kunne udtrykkes som en talstørrelse, der fremkom ved at vurdere et givet kunstværk efter ti forskellige parametre. Generelt scorede Guldaldermalerne højt, medens Manzonis 'lort-på-dåse' ikke uventet røg under grænseværdien for 'Kunst'.

Det gav anledning til en del debat, for at sige det mildt.

I denne bog går man mere forsigtigt til værks og anskuer performativ kunst (scenekunst og koncerter) som resultater af de tre elementer: Villen (engagement), Kunnen (evner) og Skullen (nødvendighed). Den figur, hvor den indbyrdes fordeling af disse tre elementer i en given kunstnerisk performativ manifestation aftegnes, har lighed med en vandsøgers ønskekvist. Heraf navnet på bogen.

Forfatterne understreger i bogens afslutning, at formålet med modellen er at etablere "et samtalerum, hvor der kan tales om kunstnerisk kvalitet på en systematisk måde". (s. 246). Lad os håbe, at det er sådan, modellen vil blive anvendt. Det ville være skrækkeligt, hvis et Lyst Hoved skulle finde på at tegne modellen ind på millimeter-papir, og så lade bevillingernes størrelse korrespondere med antal opnåede millimeter på en given akse efter foregående forestilling. Ikke mine ord igen!

Årgang 78/2003-2004, nr. 06