DEBAT

Redaktionen har modtaget en række indlæg om fagspecialiseringen på konservatorierne. De første tre bidrag er dele af en korrespondance mellem kulturminister Brian Mikkelsen og komponisterne Per Nørgård og Ib Nørholm. Sidstnævnte introducerer selv til brevvekslingen nedenfor,red.

Fagspecialisering på konservatorierne

I februar-nummeret af DMT argumenterer Professor Finn Egeland (Aalborg Universitet) for berettigelsen af den fagspecialisering inden for konservatorieverdenen, som nu har flyttet fagkombinationen Teori-Musikhistorie til Aalborg. Han argumenterer meget energisk for placeringen af musikhistorie og noget mere lavmælt for teorien. Det er forståeligt, at det må ligge ham på sinde at få så mange aktiviteter som muligt knyttet til det nye center, der skal opbygges nordenpå. Men den pris, dansk musikliv skal betale herfor, er for høj. Argumentationen vil fremgå i de efterfølgende indlæg.

Fadæsen ved forslaget er, at kompositionsstuderende fremover bliver afskåret fra den studiekombination, som har dannet grundlaget for deres eksistens og faktisk også for konservatoriernes bestand af teorilærere. Pointen er nemlig, at studerende ikke kan være indskrevet ved flere konservatorier på én gang, hvorved spørgsmålet om afstanden mellem Aalborg og København bliver ganske uinteressant for den kopositionsstuderende, der er stavnsbundet til København eller Århus. Denne situation er bl.a. årsagen til, at samtlige teorilærere ved konservatorierne står uforstående over for overflytningsplanerne og har taget definitivt afstand fra dem.

Per Nørgård og Ib Nørholm

En Advarsel Brev til kulturminister Brian Mikkelsen fra Per Nørgård

Forelagt ny-ordningen for kompositions- og teoriundervisningen i Danmark fristes man til at parafrasere Rued Langgaards berygtede bedømmelse af Carl Nielsens betydning, (at via hans indsats, var alt det, Gade og hans efterfølgere havde opbygget, nedbrudt): Hvis denne ordning gennemføres, ligger hele den indsats, Knud Jeppesen, Finn Høffding og deres efterfølgere øvede, i ruiner. Hårde ord i december, men jeg skal i det følgende prøve at begrunde dem.

Der er især to kvaliteter ved dansk kompositionsundervisning på konservatorierne i det 20. århundrede, som igen og igen bliver fremhævet af udenlandske iagttagere. På den ene side den stærke fokusering på udvikling af den unge komponists originale udtryk, bl.a. ved mulighederne for frit valg af kompositionslærer, hvor såvel Københavns- som Århuskonservatoriet har kunnet og kan tilbyde forskellige kompositionspersonligheder som lærerkræfter.

På den anden side er kompositionsundervisningen forankring i håndværk og tradition af stor betydning. Hvor der med 'håndværk' sigtes til basale discipliner som intrumentationsteknik, instrumentkendskab osv., refereres der med 'tradition' først og fremmest til musikteori. Naturligvis er musikhistorie også af stor betydning for traditionstilegnelsen, men det må betones, at just for komponisten er den teoretiske fordybelse i de forskellige musikhistoriske epoker afgørende. Metoden er nemlig også, i høj grad, håndværksbetonet. Eftergørelse af Bachs, Mozarts og andre mestres basisteknikker er vel den mest traditionsformidlende aktivitet, der kan tænkes!

Hvorfor, kan man spørge, er nu traditionstilegnelse på denne dybe måde så vigtig? Kunne man ikke lige så godt lade den bestå i - i bedste mesterlære-ånd - at lange nogle praktiske greb videre til den næste generation, om disse nu i vor tid måtte bestå i at lære tonemester-teknik, computernotation og andre aktualiteter? "Nej!" lyder svaret. I hvert fald hvis man tilslutter sig den store digter og skarpsindige analytiker T. S. Eliots analyse af traditionens betydning for det individuelle talent. I sit berømt essay Tradition And The Individual Talentafviser Eliot nærmest traditionstilegnelsen som tilrådelig, hvis den skulle begrænse sig til sådanne praktiske greb, i tilslutning til forgængerens, lærerens succeser: "[...] hvis den eneste form for tradition - at give videre - bestod i at følge den umiddelbart foregående generation i blind eller frygtsom opfølgning af dennes succeser, skulle 'tradition' afgjort frarådes.

Vi har set mange sådanne enkle tendenser, hvis spor snart løb ud i sandet, og nyhed er bedre end gentagelse. Tradition er imidlertid en sag af langt videre betydning: Den kan ikke arves, og hvis man ønsker den, må den tilegnes med stor arbejdsindsats. Den inddrager, først og fremmest, historisk sans, som må kaldes nærmest uundværlig for enhver, som vil fortsætte med at være kunstner efter sit 25. år."1 (min oversættelse)

Eliots argumentation herfor synes uuomgængelig, såfremt man går ind på hans præmisser: "[...] ingen kunstner fra nogen kunstart har sin fulde betydning alene. [...] Hvad der sker, når et værk er skabt, er noget, der sker samtidigt i forhold til alle de kunstværker, der gik forud; for de allerede eksisterende 'monumenter' danner en ideal orden indbyrdes, som modificeres ved det nye (virkeligt nye) kunstværk bragt til! Den eksisterende orden er komplet, før det nye arbejde indføres; for at ordenen ændres, om så kun en lille smule!"

Eliot slutter sit essay (der er vedlagt i sin helhed på originalsproget): "Poeten vil næppe vide, hvad han skal stille op (efter sit 25. år, mit indskud P.N.) med mindre han lever i hvad der ikke blot er nutiden, men også det aktuelle i fortiden, hvis ikke han er bevidst - ikke om hvad der er dødt, men hvad der allerede lever."

Den mulighed den kompositionsstuderende hidtil har haft for at kunne etablere et kreativt forhold til traditionen, bliver med nyordningen frataget ham eller hende - til skade for dansk musikliv.

Et eksempel vil vise, at Eliots overvejelser er langt fra abstraktionen. For få år siden var 'minimalismen' en væsentlig tendens. Hvis man tænkte sig en dansk vordende komponist i lære - dengang minimalismen var 'in' - hos en af denne retning engageret komponistlærer, ville risikoen for den unge være betydelig. Kun hvis en stærk traditionsbevidsthed samtidigt blev kultiveret især via de teoretiske-historiske fag, kunne han opbyde et vist værn mod lærerindflydelsens mere ensidige sider. Herved ville et kompositorisk talent kunne unddrage sig en måske allerede falmende retning og finde sig selv. I modsat fald vil, som Eliot forudsiger, tavsheden indhente ham "efter det 25. år."

Modtag derfor mine stærkeste advarsler mod dette misfoster af en nyordning for komponistuddannelsen i Danmark.

Per Nørgård, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium.

1. T. S. Eliot: Tradition And The Individual Talent, p.22 fra Selected Prose, Penguin Books, 1953.

Kære Brian Mikkelsen

Tak for svar af 9. december. Imidlertid vedrører mit anliggende ikke spørgsmålet om, hvorvidt kompositionselever i fremtiden ligesom alle andre konservatoriestuderende kan modtage teoriundervisning i det omfang, en sådan undervisning nu meddeles på bifagsplan.

Lad mig nu forudskikke, at jeg i en menneskealder har undervist på konservatoriet, været formand for studienævnet for teoretiske fag og i to valgperioder været prorektor. Så jeg formoder, at jeg er godt inde selv i krogene af dette uddannelsessystem.

Nej, min bekymring går på hovedfaget teori's skæbne. Dette fag, der som hovedfag og diplomfag har et tungtvejende pædagogisk element og altid læses i kombination med et andet hovedfag - i sin tid musikhistorie, nu oftest komposition, undtagelsesvis solfege og i sjældnere tilfælde musikledelse - vil lide en krank skæbne ved at blive adskilt fra det eller de konservatorier, hvor de ovenfor nævnte hovedfag kan studeres.

Dette får flere alvorlige følger:

1. I løbet af en overskuelig årrække vil der ikke være kompetence til at varetage hverken den almindlige teoriundervisning på konservatorierne eller uddannelsen af kirkemusikere.

2. Man afskærer komponister fra at skaffe sig et levebrød til supplement af den ret beskedne indtægt, en skabende kunstner især i de unge år må affinde sig med.

3. Man kan fremhæve en 'kongerække' af komponister, der som tillige teoretikere har ydet en uvurdelig indstas på konservatorierne: Knud Jeppesen, Finn Høffding, Bjørn Hjelmborg, Vagn Holmboe, N.V. Bentzon, Svend Westergaard, Leif Thybo for kun at nævne nogle af de afdøde. Det vil være meget skadeligt, hvis kunstnere af den kaliber ikke fremover skulle virke på konservatorierne.

Jeg håber, at det vil være muligt for ministeren at afse tid til at drøfte disse problemer med Per Nørgård og undertegnede.

Med venlig hilsen Ib Nørholm

Kære Brian Mikkelsen

I forlængelse af professor, komponist Ib Nørholms (gen)ansøgning om at han og undertegnede, ligeledes professor og komponist, tilstedes en samtale med ministeren, tillader jeg mig at fremføre følgende kritiske synspunkt på den påtænkte nyordning for kompositionsstudiet ved de konservatorier, hvor kompositionsundervisningen gives.

Der synes at være en paradoksal modsætning mellem ministeriets ofte udtalte vilje til at erhvervsrette konservatorie-uddannelserne og dets senest udtrykte hensigt om at fratage komponistuddannelsen just dén erhvervsmulighed (ud over den sjældent lukrative kompositionsvirksomhed), som hovedparten af de mest femstående komponister har kunnet overleve på den sidste 50 år eller mere! Komponistens erhvervsmuligheder er ofte diskuteret.

Herom skrev rektor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, komponisten Steen Pade, for kun et par år siden: "I uddannelsen af komponister har konservatorierne et ansvar for, at komponister har tilstrækkeligt gode erhvervsmuligheder. Meget kunne tale for, at det med enkelte undtagelser blev obligatorisk for kompositionsstuderende også at have et andet hovedfag, der kunne sikre dem et bredere beskæftigelsesgrundlag i deres videre karriere."1

Dette 'andet hovedfag' har, som nævnt, i de sidste 50 år eller mere, just været dén pædagogisk-teoretiske kompetence-givende uddannelse, som ud over de i Nørholms brev af 11. ds nævnte (under punkt 3) også omfatter ham og mig.

I øvrigt: At dén teoretiske fordybelse, som herved kræves, er selve forudsætningen for det individuelle talents vækstmuligheder efter det 25. år, argumenterer jeg for i den efterfølgende refleksion, som i høj grad baserer sig på, og citerer, den fremstående engelsk-amerikanske digter T. S. Eliots essay: Tradition And The Individual Talent, der vedlægges i sin helhed på originalsproget.

I forhåbning og forventning om et positivt svar på Nørholms og min anmodning om en drøftelse om dette kardinale punkt, omfanget og erhvervsrettetheden af det teoretiske fag i forbindelse med kompositionsuddannelsen, sender jeg venlige hilsener.

Per Nørgård

1. I Fluktuationer, Festskrift til Ib Nørholm, 2001 (s. 235-242) MA musik.

Teori som hovedfag

I forbindelse med den såkaldte fagspecialisering inden for konservatorieverdenen, hvorefter musikteori- hovedfag fremtidig kun kan tages i Aalborg, har man i DMT's spalter, og landet over, mest beklaget bortfaldet af den oplagte og ofte benyttede hovedfagskombination: Teori-komposition. Skønt alvorligt er dette dog ikke det eneste problem. Alvorlig er situationen også for kombinationerne teori-musikhistorie og teori-instrumentalt hovedfag.

Fællesproblemet for disse uddannelsesretninger er, at man fjerner teori fra flertallet af de lærere, der på landsplan hidtil har varetaget og opbygget erfaringer med faget, og fra de konservatorier, hvor faget har den længste og mest omfattende tradition bag sig; for Københavns vedkommende en tradition, der går tilbage til fagets grundlæggere og førende repræsentanter såsom Knud Jeppesen, Finn Høffding, Bjørn Hjelmborg, Svend Westergaard m.fl.

Foruden at fremkalde dette voldsomme kontinuitetsbrud synes man også at glemme, at hvis teori regnes for en væsentlig bestanddel af enhver konservatorieuddannelse, så bør faget også findes indtil højeste niveau på ethvert konservatorium. Det er afgørende for fagets trivsel, fornyelse og udvikling, at fagets højeste ekspertise altid er ved hånden, og at der foregår en dialog, udveksling og belæring mellem fagets forskellige niveauer. Det er også afgørende for, at fagets bedste talenter (mulige fremtidige teorilærere) opdages, tiltrækkes og vejledes rigtigt i tide, samt endelig afgørende for, at faget kan optræde med fornøden kompetence og vægt i alle tværfaglige relationer.

Hvis teorifaget på et konservatorium kun findes indtil mellemniveau, vil fagområdet sandsynligvis stagnere, bl.a. fordi lærernes arbejde og erfaringsudvikling med undervisning på højeste niveau braklægges. Og før de studerende, der evt. tiltrækkes af teori som hovedfag, overvejer at flytte langt væk for at få faget hos nogle lærere, de ikke kender, vil de givetvis afprøve og formentlig affinde sig med diverse erstatningsuddannelser og næstbedste løsninger.

Det er også vanskeligt at forestille sig, at teorifagets førende lærere og eksperter efterhånden skulle blive samlet i Aalborg. For at undervise i teori hovedfag er typisk kun én gren af en mangesidet beskæftigelse, der også rummer en hel del anden pædagogisk og navnlig kunstnerisk virksomhed. Fagets lærere vil ved valg af bopæl typisk have en række andre hensyn at tage, der tilsammen meget vel kan veje tungere end ønsket om at undervise i teori hovedfag. Hertil kommer, at man i Aalborg antagelig både på nuværende tidspunkt og lang tid frem vil være af den opfattelse, at de til formålet nødvendige stillinger allerede er besat.

Alt i alt vil placeringen af teori hovedfag i Aalborg sandsynligvis medføre tilstande, hvor faget i praksis anses for nedlagt, og en værdifuld del af den over mange generationer opbyggede konservatorietradition for ødelagt. Konsekvensen vil bl.a. blive mangel på teoripædagoger, nærmere betegnet tilstrækkeligt og rigtigt uddannede teorilærere i forhold til konservatoriernes behov. De videre perspektiver for teori i konservatoriesammenhæng synes følgelig ganske dystre.

En reform af hovedfagene teori og komposition skulle efter min mening være gået i en helt anden retning. For mangt og meget tyder på, at den musikermæssige fundering hos dem, der tager disse hovedfag, burde styrkes. Det burde derfor overvejes at kræve, at studerende, der søger kombinationerne teori-musikhistorie og teori-komposition eller komposition alene, foruden bestået optagelsesprøve incl. særlige klaverkrav også skal have nogle år (en såkaldt bachelorgrad måske) i et musikermæssigt hovedfag, fx klaver eller orgel, bag sig. Dette sammen med en genopretning af teori hovedfag på de øvrige konservatorier ville der for mig at se være fremtidsperspektiver i.

Niels la Cour

Docent i musiktoeri ved konservatoriet i København