Efteromtale

Intet nyt under solen

AF SØREN H. SCHAUSER

OperaenUnder himlenaf Bent Sørensen og Peter Asmussen blev modtaget ret blandet herhjemme. Når man spurgte blandt musiklivets aktører, var de fleste positive. Hvorimod de fleste kritikere var negative.

I Weekendavisen taler Peter Johannes Erichsen ligefrem om totalskade. "Man er til et flop," skriver han. "Bent Sørensen kan decideret ikke skrive for stemmer, og det har han nu plastret på i seks år ved at give samtlige sangerinder skæve nødskrig og så ellers kaste lydeffekter som proteser op fra orkestergraven." Kritikeren synes bedre om ideen med de to tidshandlinger - men de "skamskydes af Bent Sørensens smældmusik".

Lidt i samme tone skriver Ekstra Bladets udsendte, Gregers Dirckinck-Holmfeld: "Sørensen har komponeret knudret sang for at få Asmussens knudrede personer til at leve." Og i Jyllands-Posten kalder John Christiansen det for "den gamle historie om skoven, man ikke kan høre for bare træer". Mest balanceret er vel Thomas Michelsen fra Politiken. Han ville ønske, lytterne havde læst partituret før forestillingen - og nævner til sidst "den kompleksitet, der på én gang er værkets styrke og svaghed".

Nu var det ikke mig, der anmeldte operaen for Berlingske Tidende. Det er jeg glad for i dag. Har jeg lært noget af min flirt med musikkritikken, så er det at mene en hel masse på ingen tid og ingen plads. Og det havde operaen ikke haft godt af. På den ene side synes jeg, den er meget vellykket. På den anden forstår jeg godt, hvorfor kollegerne ikke kunne mene det samme.

Bl.a. var der vel lidt for megen tamtam i månederne op til premieren. Store omtaler stiller store krav til selve aftenen - og hvor tit er det lige, et værk præsenterer sig bedst ved den lejlighed?

Også mere lokale oplevelser kan have spillet ind. Fra kritikernes pladser fik man det indtryk, at bifaldet fik kunstigt åndedræt af en kvindelig radioproducent med venskabelig forbindelse til autorerne. Det kan være rigtigt eller forkert. Men mistanken alene føder let en 'Vil ikke være med!'-tilstand - bundet op på alle de psykologiske spændinger mellem kritikere, magt og musikliv.

Hvad selve værket angår, synes jeg klart bedst om musikken. På det punkt er jeg uenig med mange kolleger. Der er rigtignok meget, Moster Anna ikke får med. Der var også meget, jeg ikke selv fik med. For eksempel musikken oppe fra lysekronen. Personlig sad jeg lige i smørhullet nedenunder - og kunne alligevel ikke høre det mindste. Men at partituret skulle have for mange noder, kender vi fra både Bach og Mozart. Det er den mest primitive kritik, ny musik kan få.

Flere kritikere har desuden fremhævet, hvor grimt Loré Lixenberg sang. Dét spørgsmål lod jeg gå videre til Bent Sørensen. Hun var den eneste, han kunne få til at synge sådan - og det var derfor, hun måtte hentes langvejs fra.

Til gengæld synes jeg altså ikke, scenografien tjente partituret. I mine øjne søgte den snarere at overdøve det. Den fanger ikke musikkens helt specielle realisme. Fx minder bagvæggen mest om en julekalender.

Der hvor jeg kommer fra, ser baggårde ikke sådan ud - nedefra. Her ligger samtlige vinduer fra 1. sal og opefter i mørke. Har ideen om at operaen kunne ses som en film, måske fået lidt for lang snor? Personlig havde jeg i hvert fald foretrukket en opsætning, der lå mere i retning a la opera seria. En mere polariseret betoning af vigtigt og uvigtigt. Lidt mindre Vinterbyøster, lidt mere René Magritte.

Modelbillede: Christian Friedländer.