Elektricitet er ikke til musik. Elektricitet er til den elektriske stol

Om Hotel Pro Formas forestilling Theremin. Ætermusik og verdenshistorie

Af HENRIK MARSTAL

I. Thereminen er i sandhed et af de mærkeligste musikinstrumenter som i nyere tid er blevet fremstillet. Som det første egentlig serieproducerede, elektroniske instrument fik det for alvor liv i slutningen af 1920erne og har siden da fascineret mennesker verden over. Det mærkelige ligger ikke kun i den monofoniske hyletone, som udgør instrumentets eneste producérbare lyd, men også i den omstændighed at udøveren ikke rører ved instrumentet, når vedkommende spiller på det.

Et instrument som man kan spille på uden at røre ved det? Og som ikke har noget med en luftguitar at gøre? Selv i dag, mere end 80 år efter at instrumentet i 1920 blev opfundet af en studerende på universitetet i Skt. Petersborg, er der næsten noget helt naturstridigt over, at et sådant instrument med en sådan spilleprocedure overhovedet findes. Den unge studerende hed Lev Sergeyevich Termen (i Vesten kaldet Leon Theremin), gjorde lynkarriere og fik i kraft af denne og andre opfindelser snart tilnavnet 'den russiske Edison'. Og selv om han egentlig selv kaldte sit instrument for en æterfon, fik den i daglig tale snart navn efter opfinderens eget navn, Theremin.

Fra begyndelsen var instrumentet en sensation. På højeste russiske sted fik selveste Lenin efterhånden nys om det, og da han havde den opfattelse at elektricitet før eller siden ville træde i Guds sted som et rationelt og samfundsnyttigt virkemiddel, var thereminen vand på hans ideologiske mølle. Fra første færd tjente thereminen altså et politisk formål, fordi dets elektrificering kombineret med dets anvendelighed stemte godt overens med de idéer om fremskridt for folket, som Lenin med sit kommunistiske styre ønskede at realisere. I 1921, året efter at instrumentet var blevet vist frem for offentligheden, blev Leon Theremin derfor inviteret til at demonstrere sit instrument for Lenin, noget der blev en succes, måske ikke mindst fordi Lenin selv lod sig instruere af opfinderen til at spille på det.

Sensationen fortsatte op gennem 1920erne, da Theremin tog på demonstrationsturnéer rundt i Europa og siden USA. Folk strømmede til - alle ville høre dette nye vidunder, som ved hjælp af elektrisk strøm kunne aflokkes besynderlige klange, endda uden at udøveren rørte ved det. Især i New York var interessen så stor, at en serieproduktion af instrumentet blev sat i gang. Instrumentet var på sin vis forud for sin tid, forstået på den måde at der egentlig ikke var noget som helst repertoire for det. Og ikke ret mange komponister turde give sig i kast med at komponere for det. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Theremin selv og andre af de thereminvirtuoser som efterhånden kom til, foretrak at spille mere traditionel partiturmusik på det, typisk sonater for violin eller cello, som nu blev spillet på thereminen akkompagneret af et klaver.

Princippet bag thereminen var enkelt, idet håndens bevægelser bestemte tonehøjde og lydstyrke. Og nemt så det da også ud, når dygtige thereminspillere lagde hænderne i de rette folder og aflokkede instrumentet genkendelige melodiske fraser. Men i realiteten var det hundesvært at spille på thereminen, for det krævede megen træning og enorm kontrol at kunne bevæge hænderne i de rette intervaller, uden at musikken blev konturløs eller falsk. Derfor var der reelt set ingen mulighed for, at instrumentet kunne få det folkelige gennembrud som måske især Lenin kunne have håbet på. Mere almindelige instrumenter som klaver, violin og guitar var langt lettere at lære at spille på og desuden mere anvendelige i de fleste musikalske sammenhænge. Thereminen var i den henseende mere et legeinstrument for radioamatører og andre med interesse for elektronik.

At det må have lydt ganske særpræget med romantiske sonater udført for et elektronisk instrument udstyret med en hyletone, er en helt anden sag. Men af hensyn til fremskridtet godtog man dette noget særprægede forhold. Inden længe kom der dog en langt bedre overensstemmelse mellem instrument og repertoire. Det skete i filmmusikken, især den amerikanske, hvor man opdagede, at thereminens lyd kunne anvendes langt mere virkningsfuldt, hvis man afholdt sig fra at spille egentlige toner på det, men blot anvendte det til at lave effektagtige og sirenelignende klange på det. Det var også langt lettere at gøre og krævede heller ingen eksakt notation fra filmkomponisternes side. Disse nye klange kunne lyde uhyggelige og fremmedgørende, og de kunne både bringe mindelser om luftsirener og om lyde fra en anden verden, hvad enten der så var tale om lyden af en sindssyg persons indre stemmer eller lyden af det ydre rums væsener.

I hvert fald fandt thereminen en succesfuld anvendelse i adskillige gyser- og science fiction-film op gennem 1940rne og især 1950erne i film som for eksempel i Robert Wises science fiction-filmThe Day The Earth Stood Stillfra 1951. Denne måde at anvende thereminen på blev siden adopteret i rockmusikken, hvor grupper fra Led Zeppelin over Nine Inch Nails til Portished og Flaming Lips tog instrumentet til sig. En undtagelse var dog den muligvis tidligste kommercielt succesfulde anvendelse af et thereminlignende instrument i en rocksammenhæng, nemlig Beach Boys-sangen 'Good Vibrations' fra 1966. Her kan man i omkvædet høre en lille melodi spillet ved hjælp af en hyletone, og det fungerer optimalt i sammenhængen, lyder ikke spor uhyggeligt, men derimod velklingende og superpoppet. Men melodien blev også spillet af en professionel thereminvirtuos.

Når thereminen siden da er blevet anvendt til at spille fikserede melodier og temaer i rocksammenhænge, er det oftest sket ved hjælp af et keyboard, hvor thereminlyden enten er blevet samplet, eller hvor keyboardets lyd blot ligger tæt op af thereminens lyd. Et aktuelt eksempel på det er dansk - nemlig Kashmirs radiohit 'Surfing The Warm Industry' fra albummetZitilites(2003), hvor et keyboard i nummerets vers illuderer en theremin.

II. De seneste års øgede globale interesse for elektronisk musik har gjort, at thereminen har oplevet en mindre renæssance. Interessen har også givet sig udtryk i, at den hjemlige performancegruppe Hotel Pro Forma har lavet et stykke om Leon Theremins liv og virke, hvor thereminen spiller en central rolle. Stykket havde premiere i begyndelsen af marts i Radiohusets Studie 2, er siden blevet opført på spillestedet VEGA i København, og det er planen, at stykket senere - i en engelsksproget version - skal på turné rundt i Europa. At stykket er opstået skyldes ikke kun, at thereminen er et fascinerende instrument, og at det var et perfekt udtryk for den optimistiske fremtidstro, som stadig var intakt i 1920rne til trods for en forudgående desillusionerende verdenskrig. Nej, det skyldes også, at historien om Leon Theremin er så utrolig og fascinerende, at den taler til ethvert menneske, der både er draget og skræmt af de utallige uhyrlige begivenheder, som tilsammen udgør det kuldslåede og voldsprægede 20. århundrede.

I stykket præsenterer den gennemgående fortæller en række udsagn om Leon Theremin fra en lang række mennesker, der var tæt på ham. Det er både hans børn, hans koner, hans plageånder og andre, deriblandt den unge amerikanske violinvituos Clara Rockmore, som Theremin mødte i New York og gjorde til sit eget musikalske talerør ved at optræne hende til også at blive virtuos på thereminen. Siden da har Clara Rockmore været kendt i offentligheden som den måske mest legendariske udøver af instrumentet, vel at mærke på den gammeldags manér, med anvendelse af et klassisk repertoire: Da Hollywood sendte bud efter hende omkring 1940 for at lægge lyd til gyserfilm, var svaret da også et blankt nej - de kunne ringe igen, når de ville have hende til at spille Bach, lød det fra hende, ikke simple lydeffekter.

Indimellem de mange monologer i stykket optræder tre børn i alderen 8 til 12 år på dels cello og violin, dels theremin. Samtidig befinder der sig på scenen konstant to mænd uden replikker, som repræsenterer henholdsvis den unge, driftige og den gamle, mærkede Leon Theremin. Det hele er bundet sammen af en lydside sammensat af lyddesigneren og slagtøjsspilleren Gert Sørensen, hvor blandt andet den pågældende samtids elektroniske musikværker af komponister som John Cage og Olivier Messiaen er samplet, klippet op og spredt ud over Theremins lange, lange liv frem til 1993, hvor han hen imod 100 år gammel sov ind.

Selv havde jeg på forhånd troet, at man i historien om Theremin ville fokusere på hans enorme succes i New York i slutningen af 1920rne og hans mirakuløse tilbagevenden til USA i hans allersidste leveår. Men nej. I de monologtekster, som Michael Valeur har skrevet til stykket på baggrund af research af instruktørerne Kirsten Dehlholm og Willie Flindt, er der i stedet fokuseret på den tragiske del af Leon Theremins liv. Derfor handler det mere om de KGB-agenter, som hentede ham hjem fra New York for at arbejde for dem, fordi man ikke kunne undvære så dygtig en opfinder i Sovjetregimet, om årene som straffefange i Gulagøhavets dødslejre efter at være faldet i unåde, og om at vandre rundt i Moskva som en levende død, da hans fortrolige opgaver for staten med aflytningsapparater og meget andet forbød ham at tale med selv sin nærmeste familie.

Stykket giver en meget nøgtern og usentimental fremstilling af tingenes tilstand. Monologerne, som alle frem-føres af performeren Sarah Boberg, er dog for manges vedkommende elektronisk processeret, således at hun taler med en række forskellige metalliske eller robotagtige stemmer undervejs. Derved bliver monologerne også i deres udtryk vidt forskellige, fordi elektronikken anvendes dramaturgisk og - helt i Theremins ånd -som middel til at realisere et kunstnerisk mål. Til gengæld er Sarah Bobergs ansigt undervejs helt udtryksløst og tilsyneladende uden passion, som var det blot endnu en kulisse for fortællingen om en russisk forskers og opfinders skæbne.

Der er altså slet ingen dialoger i stykket. Kun én stemme ad gangen høres. Det er i forhold til både theremin-instrumentet og Leon Theremins liv en pointe, fordi instrumentet også var og er monologisk, monofont som det er, og kun i stand til at give én lyd fra sig ad gangen. Men Leon Theremin levede også et ensomt liv uden ret megen dialog med sin samtid, men med sine opfindelser som udtryk for hans egen indre monolog om elektricitetens muligheder, om det moderne 20. århundredes uendelige muligheder og om det at være menneske i en rædselsvækkende verden, hvor et diktatur suverænt kunne bestemme et menneskes skæbne, knække dets modstandskraft og tvinge det til at samtykke.

III. Men var Leon Theremins forskertilværelse i KGB's hænder klinisk, rutinepræget og laboratorieagtig, var hans glødende passion over for sine opfindelser, ikke mindst thereminen, det bestemt ikke. Denne modsætning kommer frem undervejs i stykket, og baner vej for endnu en modsætning, nemlig mellem 1900-tallets rædsler i Sovjetregimet og så Theremins egen idealistiske fremtidstro. Og det bliver klart, at han til trods for sin meget hårde skæbne livet igennem bevarede et enormt livsmod, hvilket blandt andet gav sig udtryk i en række tanker i hans allersidste år om at blive udødelig, om at opfinde en ny, artificiel krop. Theremin fantaserede blandt andet om at udtænke en maskine, som kunne erindre hans bevidsthed, hvorved han altså kunne leve videre med en maskinel krop, nu hvor den gamle var ved at være slidt op.

Hvordan kunne han? Hvordan overleve at blive kuet af systemet og sendt i fangelejr i det iskolde Sibirien, og så samtidig blive knækket gang på gang i sit privatliv? I stykket fortælles der om den unge amerikanske kone, som KGB river ham brutalt væk fra, og som nu må veksle alt til minder, om hans russiske kone der dør fra ham i alt for ung en alder og til sidst om den kvindelige medarbejder fra Scriabin-museet i Moskva som Leon Theremin til trods for en aldersforskel på næsten 50 år bliver gift med. I sin monolog fortæller hun, at Theremin og hun selv bor i en to-værelses lejlighed sammen med hans ene datter og hendes mand. Ingen taler nogensinde sammen, heller ikke ægtefællerne indbyrdes. Som om der er en stiltiende aftale om ikke at belemre hinanden med hinandens mørke. En dag springer hun i desperation ud fra vinduet og dræbes i faldet. Theremin lægger sig den efterfølgende nat i hendes side af sengen, men siger ingenting. Beklager sig ikke til nogen. Sørger på en eller anden måde for alligevel at holde sig selv i gang, bevarer livsmodet og overlever også denne fatale skæbne.

Det er dybt forstemmende at høre om, at det samme system som i hans ungdom bar Theremin frem på hænder og fødder, senere gjorde hvad det kunne for at knække ham i hans manddomsår. Med opfindelsen af thereminen stod Leon Theremin i en ung alder som et symbol på Sovjets elektriske fremtidsdrømme. Men når alt kom til alt, var Lenin ikke videre musikalsk anlagt.

Ledelsen på konservatoriet i Moskva skal have udtalt så sent som i 1970erne: "Elektricitet er ikke til musik. Elektricitet er til den elektriske stol." Derfor fik Theremin også forbud mod at arbejde videre med sine thereminer. Men han gjorde det nu alligevel og lærte i øvrigt sin lille niece at spille (se også interview side 201).

Perestrojkaen i Sovjet sidst i 1980erne gjorde det muligt for en stigende skare vestlige tilhængere af theremin-insrumentet at få kontakt til Leon Theremin. Man inviterer ham til USA, han bliver behørigt hyldet for sin indsats - og han møder endda endnu engang Clara Rockmore, den kvinde som han gjorde til sin første virtuos, og som han desuden forelskede sig i, men som nøjedes med hans instrument, ikke hans hjerte.

Denne tilbagevenden til den succesrige fortid i USA gjorde, at Theremins livsbane fik en uventet positiv afslutning, og at han selv kunne konstatere, at hans virke og hans kampe ikke havde været forgæves.

Forestillingen handler forståeligt nok mere om manden end om instrumentet, og i den forstand er det ikke rigtigt en musikforestilling. Alligevel er den musik, som leveres live undervejs i forestillingen af tre børn, af helt central betydning. I sig selv er musikken vel ikke noget særligt: Børnene er blevet instueret i at lave nogle effektlyde på hver sin theremin, noget som enhver med blot minimalt musikalsk sindelag ville kunne gøre efter. Derudover spiller de undervejs et par små begynderstykker, og en pige spiller på cello salmen 'Befal du dine veje' på begyndermanér, med stor brug af løse strenge. Men det er heller ikke pointen, at musikken skal være virtuos endsige smuk eller gribende. Snarere er det pointen, at musikken spilles af børn, af livets nybegyndere. For derved understreges det legende, det evindeligt begyndende forfra og det spontane i enhver kunstnersjæl og altså også i Leon Theremins. Hans livsvilje på trods af utallige fornedrelser, hans evne til at begynde forfra igen og igen kunne nemlig uden tvivl godt have at gøre med et indre barn, der livet igennem tumlede sig i ham.

IV. At historien om Leon Theremin taler til moderne mennesker i dag, har bestemt ikke kun at gøre med, at det er en indholdsmættet og tankevækkende historie. Det har heller ikke kun at gøre med at hans kuldslåede historie også er historien om et kuldslået århundrede. Nej, det har også at gøre med, at hans historie står i grel modsætning til det nutidige velfærdsmenneskes store valgfrihed på alle livets hylder med hensyn til stort set alt: Valg af levemåde, valg af - eller fravalg af - livspartner og familie, valg af livsstil, valg af alskens stimulanser fra alkohol til antidepressive lykkepiller osv. Som en af det moderne samfunds mest skarpe iagttagere, den engelske sociolog Anthony Giddens, siger det et sted: "Vi 'har' ikke blot en biografi hver især, vileveren biografi, som er refleksivt organiseret på baggrund af strømme af sociale og psykologiske informationer om mulige måder at leve på."

Sådan var det bestemt ikke for Leon Theremin og millioner andre af såkaldt frie ånder i Sovjetregimet. Han kunne ikke på nogen måde vælge sin egen biografi; tværtimod var der andre, der valgte den for ham. Og der var derfor ikke i tilnærmelsesvis samme grad råderum til at reflektere over, hvordan livet skulle eller burde leves. For det skulle blot overleves, i modsætning til det moderne velfærdsliv der i dag leves af det publikum, som en københavnsk forårsaften finder på at gå ind og lade sig underholde i halvanden times tid af en forestilling om en russisk opfinder og hans mærkelige instrument.

Med andre ord: Hotel Pro Formas forestilling om Theremin minder os om, at vi nutidige, vestlige mennesker er sjældent privilegerede, at vi er mere frie til at gøre, hvad vi vil og leve, som vi vil, end vi måske til daglig går rundt og bilder os ind, og at vi derfor bør være dybt taknemmelige for det liv, vi har. For hvilket regime kunne finde på at sende os til frysende fangelejre, hvor - som det hedder i stykket - rejsen foregår i overfyldte skibe, hvor de kriminelle fanger undervejs 'passer på' de politiske fanger, hvor de overlevende bliver budt velkommen af frosten, og hvor fangvogterne er lige så ferme til at knække viljer som til at knække fingre? Intet, heldigvis.

Der er derfor en afgrund mellem Leon Theremins livsbetingelser og så vores. Men det er netop den afgrund, der gør det muligt at spejle os i ham. Instrumentets hyletone fortæller os langt mere, end vi måske er klar over, og minder os om en grum, forgangen verden, som aldrig må og kan glemmes.

Kilder:

Anthony Giddens:Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen-moderniteten.Oversat af Søren Schultz Jørgensen. Hans Reitzels Forlag, 1996.

Henrik Marstal & Henriette Moos:Filtreringer. Elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898-2001. Høst & Søn, 2001.

Programnoter til forestillingen (forfatter ikke oplyst), 2004.

Fotos:

Roberto Fortuna og Agnete Schlichtkrull.

Note:

Tak til Sine Tofte Hannibal og Gert Sørensen for inspirerende samtaler forud for denne artikel.

Theremin. Ætermusik og verdenshistorie

Hotel Pro Forma / Kirsten Dehlholm koncept / instruktion

Willie Flindt koncept / instruktion

Gert Sørensen Lydbilleder

Michael Valeur tekst

Steffen Aarfing scenograf

Sarah Boberg performer

Bo Madvig danser

Desuden medvirkede billedkunstner Laurie Grundt og 2 x 3 theremin-spillende børn: Frederik Orth Kølbel, Iris Dager, Magnus Torpp Larsson, Nanna Treu, Johannes Emme Jørgensen og Sophus Moseholm