En theremin i samtiden

Den russiske theremin-virtuos Lydia Kavina har en mission: At udbrede kendskabet til thereminen, nu hvor verden aldrig har været mere klar til den

Af HENRIK MARSTAL

I. Hvem skulle nu have troet det? Efter at Hotel Pro Formas forestilingTheremin. Ætermusik og verdenshistoriehavde haft premiere og var kommet gennem halvdelen af forestillingerne, dukkede den russiske theremin-virtuos Lydia Kavina pludselig op i København og sluttede sig til i den sidste uge, hvor forestillingen var oppe. Da hun er i familie med Leon Theremin og som lille pige endda blev undervist af ham i thereminens svære kunst, var det kun alt for oplagt at det skete, efter at folkene bag forestillingen havde arbejdet aktivt på det. Det var naturligvis for sent at få Lydia Kavina integreret i forestillingen, men hun bidrog ved efter forestillingen at spille et syv minutter langt potpourri over klassiske thereminværker, fra RachmaninovsVocalise(som den amerikanske legende Clara Rockmore gjorde kendt via en grammofonpladeindspilning fra 1930erne, transskriberet for theremin og klaver) til et par af hendes egne værker for instrumentet. Lydia Kavina er nemlig også komponist og har i sit hidtil relativt lille oeuvre på godt 20 værker udelukkende skrevet for thereminen.

Forståeligt nok har Kavinas medvirken kun gjort forestillingen endnu bedre og tilført den kartasis-lignende dimension til forestillingen, sådan som dens instruktører ønskede sig. For nu kommer Leon Theremins sære instrument i anvendelse i forestillingens finale som en slags bekræftelse på, at det er fuldt ud berettiget som bærer af ikke blot æterlyd, men også som bærer af en historie om en person, om et hektisk og elektrisk århundrede - og om en tradition, der lever videre i bedste velgående. Og så bliver det endda spillet af en betydelig og blodbeslægtet virtuos. Mere kunne ingen have forlangt.

Med meget kort varsel får jeg mulighed for at møde den nogle-og-tredive-årige Lydia Kavina i Hotel Pro Formas lokaler på Amager. Og mens Kavinas femårige søn render rundt omkring os og leger, sidder vi en times tid og taler om thereminen som fænomen og instrument, om dens betydning i dagens nutidige musikudbud og selvfølgelig også om Leon Theremin selv.

II. Som instrument bliver thereminen i dag anvendt blandt mange rockmusikere og elektroniske musikere, der tilhører den lidt mere alternative ende af spektret. Men instrumentet har her næsten altid effektkarakter, som et instrument der blot er i stand til at give mystiske, gyserfilmagtige lyde fra sig. Lydia Kavina arbejder derimod i den egentlige theremin-tradition og er en af de langt, langt færre musikere, som rent faktisk kan spille med fikserede tonehøjder. Men er det et problem for instrumentets anvendelse og udbredelse, at langt de fleste blot leger med det i stedet for at lære at spille rigtigt på det?

"Thereminen har jo en absolut unik spilleteknik knyttet til sig," siger hun. "Så hvis man vil lære at spille professionelt på den, er man nødt til at tilegne sig denne teknik. Og det er ufattelig tidskrævende. Mange mennesker er fascineret af idéen om thereminen som en ny måde at skabe lyde på. Men det er mit indtryk, at især rockmusikere ikke bruger den nødvendige tid på at lære instrumentet ordenligt at kende. De bruger instrumentet som effekt. Det er også i orden, men hvis det bliver ved effekterne, kommer de aldrig for alvor tæt på instrumentets væsen. Det var det der skete sidst i 1960erne, hvor Led Zeppelin og andre begyndte at bruge det i deres musik. Men det var kun i en meget kort periode, de anvendte det, hvorefter det forsvandt fra deres repertoire. Det siger noget om, at det mest havde nyhedens interesse, men altså kun som effekt."

Thereminen er dog dukket op igen i populærmusikken. Lydia Kavina er udmærket klar over, at rockgrupper som Flaming Lips, Queens of the Stone Age, Garbage og Nine Inch Nails samt elektroniske grupper som Air, Portishead og Bentley Rhythm Ace også har anvendt thereminen nogenlunde på samme måde i de senere år. Så den effektagtige måde at bruge instrumentet på er nok kommet for at blive. Alligevel ser det ifølge Kavina ud til, at samtiden omsider er blevet mere klar til instrumentet, end den har været nogensinde før:

"Der er faktisk flere og flere men-nesker verden over, som i dag lærer at spille ordentligt på thereminen. Og det er jo kun som et rigtigt musikinstrument, at det overhovedet kan forblive i live. Så jeg tror, at vi i dag har en situation, hvor thereminen for alvor er ved at etablere sig som et gængst instrument. Det er der to grunde til: For det første skyldes det, at den menneskelige kontrol af elektronik nu er noget, vi mentalt er blevet fuldkommen fortrolige med. Før i tiden havde vi kun radioen og grammofonen, men nu har vi computeren, mobiltelefoner, e-mail og så meget andet højteknologi omkring os, at det ikke føles så frem-medartet længere at 'forstå' et elektronisk instrument som thereminen. Det betyder nok også noget, at vi nu er blevet fuldkommen fortrolige med det faktum, at vi ved at bevæge vores hænder eller kroppe kan få elektroniske skydedøre til at åbne sig, at få rulletrapper til at gå i gang osv. Så hvorfor skulle der ikke kunne komme musik, når man bevæger hænderne? For det andet er der i dag opstået en tradition for, at instrumentet rent faktisk kan tilegnes som andet og mere end et effektinstrument. Den amerikanske instrumentbygger Robert Moog har sat thereminen i serieproduktion, så den kan let skaffes af alle. Og i de senere år har han altid solgt dem ledsaget af en instruktionsvideo, som jeg har lavet for ham. Så når folk rundt omkring i verden anskaffer sig en af Robert Moogs thereminer, kan de samtidig få noget videobaseret instruktion i, hvordan man skal eller kan spille på den, hvordan man spiller skalaer og så videre. For ti år siden tænkte mange, at det var helt umuligt at lære at spille på den, men i dag er det ikke nødvendigvis et problem længere, forudsat at folk har tid til at sætte sig ind i instrumentet, selvfølgelig. Der er altså kommet et pædagogisk element ind i formidlingen af instrumentet, som ikke var der før, og som i øvrigt også har udmøntet sig i, at flere og flere folk verden over underviser i theremin."

Lydia Kavina fortæller, at thereminen i kraft af det stigende antal udøvere hele tiden bliver udviklet som instrument, og at nye teknikker og spillemåder bliver anvendt på det. Og hun understreger, at hun ikke har noget imod at mange samtidig bruger det som et effektinstrument:

"Jeg har virkelig ikke noget imod, at udøvere bruger instrumentet, præcis som de har lyst til. Thereminen bør jo ikke være begrænset til kun én spillemåde. Og det gode ved at instrumentet er blevet brugt af Portishead og andre, er jo, at det er blevet populariseret, udbredt som instrument for en generation af mennesker der måske kun lytter til pop- og rockmusik. Men hvis effektanvendelsen bliver den eneste kendte anvendelse af instrumentet, vil det skade dets image, tror jeg. Derfor er det meget vigtigt, at der hele tiden er folk, som samtidig spiller på det som et mere traditionelt melodiinstrument og derved udnytter dets muligheder fuldt ud.

Der er ganske vist ikke alt for mange udøvere, som bruger thereminen på denne måde, men det går langsomt fremad. Det har selvfølgelig betydning, at den japanske virtuos Masami Takeuchi har dannet en thereminklub i Japan og i øvrigt har dedikeret sit liv til at gøre instrumentet tilgængeligt i landet, at amerikanske Pamelia Kurstin spiller jazz på theremin, at hollandske Fay Lovsky optræder med theremin i sit band, og at andre gør et stort arbejde rundt omkring for at udbrede kendskabet til instrumentet."

Selv holder Lydia Kavina sig til at spille ny partiturmusik på thereminen, komponeret af hende selv og efterhånden mange andre af de komponister, der derved har videreført den tradition for at skrive direkte til thereminen, som både Percy Grainger, Olivier Messiaen, Bohuslav Martinu, Jorge Campos, Olga Neuwirth og mange andre har bidraget til. Men Kavina spiller nu også meget andet, blandt andet teaterperformances som netop Hotel Pro Formas forestilling er. En af de ting ved instrumentet, som interesserer hende, er dets forbundethed med pantomime-traditionen. Når en thereminspiller står og bevæger hænderne i luften, kan vedkommende måske nok minde om en dirigent. Men det er klart, at vedkommende derved også minder om en pantomimespiller, hvis fægten med armene rummer en særlig betydning. Blandt andet derfor har hun været glad for at spille et værk somGlissandi,komponeret i 1996 af Jorge Campos fra Ecuador, en komponist som i lighed med Kavina er tilknyttet det såkaldte Theremin Center i Moskva ved Tjajkovski-konservatoriet. Det udsnit af værket, som er gengivet andetsteds i artiklen, giver et indtryk af, at hændernes bevægelse gennem luften her er afgørende for den musikalske realisering af værket. I afsnit 13 er det således meningen at udøveren skal tegne tallene fra 1 til 9 i luften, ligesom krusedullerne i afsnit 15 rent faktisk skal udføres foran instrumentet (se det grafiske partitur side 202-203).

III. At Kavina har haft status i de seneste 10-15 år som en førende virtuos og desuden har undervist adskillige musikere på thereminen, har selvfølgelig nok lidt med hendes familiemæssige baggrund at gøre. Som lille pige gik hun til klaverundervisning, viste både talent og interesse for det, og det blev derfor en dag besluttet, at hun skulle lære at spille theremin af instrumentets ophavsmand selv. Lydia Kavina fortæller at Leon Theremin på dette tidspunkt arbejdede på universitet som fysiker, boede for sig selv i en lille lejlighed i Moskva og så at sige var fuldkommen ukendt og glemt. Elektronisk musik var næsten forbudt. Ingen talte om thereminen og vidste ikke engang, hvad det var. Man kendte det kun af omtale, fordi Theremin selv ofte fortalte om, at han engang havde præsenteret sit instrument for selveste Lenin. Kavina fortæller også, at hans beretninger om de succesrige år i USA, hvor thereminen var et decideret mediefænomen, ofte blev mødt med tvivlen og rynkede øjenbryn - man troede, at det var noget, som Theremin selv fandt på.

Nu fik Theremin lille Lydia som elev, og det var en stor glæde for dem begge, kan man forstå. Ganske vist havde Leon Theremin gennem hele sit liv elever, men havde egentlig ikke forestillet sig, at et medlem af familien skulle føre instrumentet og dets tradition videre: "Leon Theremin var en meget mild mand, der på ingen måde pressede mig til noget - egentlig lod han mig bare spille løs, og så korrigerede han undertiden eller kom med forslag til, hvordan jeg også kunne gøre. Han mere viste mig tingene end lærte mig dem, kan man sige. Og uden at hverken han eller mine forældre og bedsteforældre gjorde noget for det, gik det efterhånden op for mig, at jeg måtte gøre noget for ham, hjælpe ham med at få hans instrument udbredt og gjort populær. Den intention realiserede jeg så, og har gjort det siden. Nu var jeg så heldig at lære at spille på thereminen allerede, da jeg var barn. Men min erfaring med at undervise har vist mig, at man til forskel fra så mange andre instrumenter ikke nødvendigvis behøver at begynde i en tidlig alder for at nå langt på det. Hvis man i forvejen har et godt øre, har erfaringer med at spille musik og er indstillet på at øve systematisk, er det egentlig tilstrækkeligt for at blive en habil udøver. Den mekaniske hukommelse, som kan være vigtig for eksempel for strygere, er nemlig ikke af særlig stor betydning for at kunne spille på thereminen. Man bruger i stedet sit øre og korrigerer sig selv ved konstant at koordinere øret med hændernes bevægelser. Og det kan være meget, meget svært, selvfølgelig. Jeg har selv oplevet til koncerter at jeg pludselig mistede fornemmelsen for, hvilke toner der var hvor. Det tror jeg ikke unormalt for selv meget dygtige thereminspillere."

IV. Jeg kan ikke dy mig for at spørge Lydia Kavina om, hvad hun egentlig mener om en forestilling som Hotel Pro Formas, hvor hendes familiemedlems hårde skæbne som lejrfange, ansat hos KGB og i lange perioder totalt ensom og glemt bliver udstillet. Hun svarer, at for hende hænger instrumentet og Leon Theremins skæbne uløseligt sammen. Man kan ikke tale om det ene uden at tale om det andet, mener hun. Desværre har der undertiden været mere fokus på hans liv end hans instrument i de efterhånden mange dokumentarprogrammer om ham. Men for at forstå Leon Theremins mentalitet, siger hun, bør man også forstå instrumentet, og hvordan det fungerer: "Kunst og teknik gik op i en højere enhed med instrumentet, og Leon Theremins idealisme gik op i en højere enhed med hans kosmopolitiske liv, hans succes i USA og fiasko i Rusland. Men det er utroligt, at han aldrig nogensinde udviste bitterhed over for sin hårde skæbne. Jeg tænker nogle gange på, at det var derfor, han overlevede årene i Sibirien og også de senere år, der på ingen måde stod tilbage for fangetiden i rædsel, fordi han var alene, gammel og martret. Men han elskede livet hele livet, og han elskede mennesker. Og så lærte han sig at se ting omkring sig som i en film, og at se sig selv på afstand, hvorved han mentalt stod igennem det hele. Men selvfølgelig var det en meget, meget stor triumf for ham, at han på sine helt gamle dage jo blev inviteret til USA igen og hyldet af en hel generation af elektroniske musikelskere som en grundlægger af den elektroniske musik. Og vi andre var naturligvis også meget glade."

Steve M. Martins dokumentarfilm om Leon Theremin fra 1993,Theremin - An Electronic Odyssey, viste netop nogle af disse egenskaber ved Leon Theremin. Filmen blev første gang vist på engelsk tv, tankevækkende nok dagen før Leon Theremin døde. Siden da er den blevet vist i adskillige lande, ved diverse festivaler og i andre sammenhænge. Ikke mindst fordi Clara Rockmore, Theremins første berømte elev, medvirkede i stor stil i dokumentarfilmen, banede den vejen for instrumentets nye udbredelse og popularitet. Som Kavina siger, har filmen måske medvirket til at thereminen ikke længere opfattes som så sensationel, som den tidligere blev. Og det er en stor fordel, fordi det giver mulighed for at flere og flere kan betragte thereminen som et instrument med sin egen ret, et instrument på linje med andre instrumenter.

Nogle udvalgte sider på Internettet om thereminen

http://thereminworld.com Den ultimative thereminside, inklusive message board, liste over bands der anvender theremin, lydsamples og meget andet.

http://thereminvox.com En central side om instrumentet og dets historie, inklusive links til interview med og artikler om Leon Theremin.

http://postman.ru/~tvox/ Lydia Kavinas hjemmeside, inklusive værkfortegnelse, diskografi og andre musikalske aktiviteter.

http://www.bigbriar.com Robert Moogs hjemmeside, hvorfra man kan bestille thereminer.

http://pameliakurstin.com Pamelia Kurstins hjemmeside.

Side 201 (top): Lydia Kavina undervises af Leon Theremin.

Opslaget side 202-203: Jorge Campos: Uddrag fra det grafiske partitur til Jorge Campos' Glissandi(1996) for tre til seks thereminer.

Dette opslag: Percy Grainger: Uddrag fra det gra-fiske partitur tilFree Music No. 2(1935-37) for seks thereminer. Lydia Kavina har arbejdet med værket gennem flere år og har opført det med sine studerende adskillige gange. Da Grainger aldrig angav noget eksakt tempo, har hun eksperimenteret med at spille værket i vidt forskellige tempi - med vidt forskellige resultater som følge.