Forår for festivaler

En ny festival for samtidsmusik lyder i tidens kulturelle klima som en forsinket aprilsnar. Der er efterhånden tradition for, at festivaler i Danmark lukker, snarere end de åbner. Det er derfor ikke svært at fastholde pessimismen; ikke en gang en viden om, at det står værre til visse andre steder, kan få de nedadvendte mundvige op. Vi er begavet med et statsligt bevillingssystem i ministerium og diverse styrelser, der nu mere end nogensinde er befolket af mennesker, der for manges vedkommende ikke har berøring med endsige forstand på faglige aspekter i kunstområderne. Hvor fristende det end er at lade kanonen pege ensidigt mod disse instanser, så er det ikke helt rimeligt: En lille pistol kan man godt lade pege på musikmiljøet selv, der ikke har været ordentlig klædt på til at møde de nye udfordringer og ændringer, som vi fik beskrevet så tidligt som i 1995 med Kulturministeriets udredning i mange bind. Professionalisering på alle områder er i dag ikke blot et krav, det er en selvfølge i konkurrencen om midler til gennemførelse af projekter.

Der er ikke længere en naturlov, at ny musik skal støttes med midler: De faste bevillingers tid er ved at være en saga blot. Det har til alle tider været et slidsomt arbejde at være koncert- og festivalarrangør, men i nutidens alle-mod-alle-kamp ligner arbejdet mere noget, man slider sig selv op på - til gengæld kan man være sikker på, at en række kolleger og andre operatører bliver sure over de mindste og de største ting, især hvis de ikke selv bliver opført eller på anden måde bragt i et heldigt lys.

Det heldige lys har den eksperimenterende musik tidligere i de heldigste tilfælde haft pressens udsendte til at kaste over projekter. Heller ikke denne praksis er længere selvfølgelig. Historisk set oplever vi i dagspressen en gradvis afvikling af musikkritikken som en betydelig institution. På vej ud får musikken selskab af andre kunstformer som fx faglitteratur, teater og dans, der nedprioriteres af aviser, radio og tv. Blandt andet som følge af især dagbladenes krise med faldende oplagstal foretager avisledelser skarpe prioriteringer eller sælger ud af arvesølvet - alt efter hvordan man ser på sagerne. Under alle omstændigheder er det en farlig udvikling, for det, der ikke er synligt i medierne, eksisterer ikke, og det, der ikke eksisterer i kraft af synlighed, behøver man ikke støtte økononisk. Dette er et rationale, som kan lyde bagvendt, men det er naivt at forestille sig, at noget andet gør sig gældende. Det er så meget mere ærgerligt, fordi dansk musik har gang i så meget spændende i disse år, som fortjener at blive hørt og set og oplevet.

På den baggrund er det nærmest rørende, at der stadig er nogle, der orker at arbejde for festival-platforme til den nye musik. I foråret 2005 finder SPOR-festivalen sted. Det er en festival for udenlandsk og dansk musik, hvilket giver mindelser til NUMUS-festivalen, men festivalens leder, Thomas Agerfeldt Olesen, understreger i en pressemeddelelse, at detikkeer en fortsættelse af NUMUS-festivalen. Det er en i alle betydninger helt ny festival, som arrangeres i samarbejde med Århus Sinfonietta og Aarhus Unge Tonekunstnere. SPORs festivalledelse opfordrer til at læse om udviklingen af SPOR på www.numus.dk. Man må håbe, at organisationen er solidt funderet i en klar struktur med medarbejdere, der ved, hvad de går ind til.

Opmuntring skal den nye festival ikke savne; den første SPOR-festival præsenterer en vigtig skikkelse i ny europæisk musik, den italienske komponist Salvatore Sciarrino. I dette nummer bringer vi to artikler om manden og hans musik. Allerede i maj måned i år kan man høre Sciarinos musik i Diamanten, Det Kgl. Bibliotek. Når det gælder det nære festivallandskab, skal man, ud over Suså Festivalen i august (programfolder følger med dette nummer) også nævne en helt ny samtidsfestival i Sydsverige, Kalvfestivalen, som finder sted august (www.kalvfestival.se). Derudover flere danske festivaler, som opfører ny musik side om side med ældre tideres musik.

Anders Beyer