Primitiv håndværker med jomfrueligt øre

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 06 - side 209-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Mellem klang og tavshed hos komponisten Salvatore Sciarrino

Af HUBERT STUPPNER

Komponistnavnet Salvatore Sciarrino forbinder man som regel med begrebet 'nye klangmaterialer' - selv om det hos Sciarrino mere handler om selve klangen end om 'hørelsens dialektik', som er fremmed i hans univers. Men der kommer andre og lige så vigtige aspekter til, hvis hans musik skal portrætteres stilistisk. Først og fremmest klangsignalerne, der bevæger sig hen mod en stærkere transparens, men også en musikalsk artikulation, der logisk opstår ud fra hans akustiske dragning mod blottede, sensoriske pirringer. Og dernæst det velkendte fokus på forholdet mellem klang og tavshed.

Hans akustiske opfindelser, der tidligere udsprang af en slags glasklar historisering i formen, fremstår nu desto stærkere som nye tidsiagttagelser.

Den nu 57-årige Salvatore Sciarrinos særprægede position inden for den ny musik lader sig ikke forklare ved at anvende den ny musiks filosofi og dens rationelt begrundede fremskridtstro - hverken ved at inddrage æstetikken eller gennem logiske analyser. Allerede i de år, hvor den ny musik var optaget af at afspejle videnskabens ånd med dens parametre og strukturer, og hvor fremtidsmusikken åbnede sig for en positivistisk kompositionsmetode, da vendte Sciarrino uden at blinke fremtiden ryggen og begav sig på vej mod antikken. Dette brud med samtiden var desto mere påfaldende, eftersom der netop i disse år i Darmstadt hos 'ridderne af den ny musiks gral' opstod en dyrkelse af den nye, serielle musik som verdensomspændende, musikalsk omgangssprog.

Men Sciarrino var en outsider og en naivist. Og det var klart, at han med sin siciliansk-inspirerede verdensanskuelse og førsokratiske filosofi stod nærmere Webern og Boulez, som var optaget af deres meget mere progressive tanker fra Hegel og Descartes.

Sciarrinos tankemåde er helt og holdent middelhavsagtig, og hans sensibilitet har rod i en ubevidst dyrkelse af det magisk begavede talent, der går helt tilbage til antikken - til det græskindtagede område af Sicilien, som blev kaldt 'Magna Graecia'.

Sciarrino har ikke lært det traditionelle kompositoriske håndværk. Han er aldeles autodidakt, hvilket formodentlig kom til at udgøre en garanti for hans uendelige frirum til musikalsk jomfruelighed og nulpunktets originalitet. Ellers som Sciarrino udtrykte det i 1987:

"Jeg måtte begynde aldeles forfra. Jeg måtte omgås instrumenterne med uerfaren hånd og jomfrueligt øre. Sådan skabte jeg grundlaget for et eksperiment mellem primitivitet, orden og fremtidsdyrkelse."

Med selvlært udisciplinerethed, historisk ubekymrethed og narcisistisk nysgerrighed skabte Sciarrino fra 1966 og frem nye klanglige strukturer, sarte dobbeltklange, gennemsigtige agglomerater, flydende og æteriske billeder - klangrum fulde af tomhed, og tomhed fuld af lethed. Alt i alt cirklede hans musik omkring forenkling og gentagelser og omkring en fundamental omstrukturering af ny musik.

Man kan endda sige, at Sciarrino har afvænnet avantgarden - vænnet den fra dens videnskabelige metode med sin Orfeus-rite - og at han samtidig har genintroduceret førsokratikerens basale undren. Ikke sådan forstået, at Sciarrino ville være gået hele vejen med at stille de nødvendige Faust-spørgsmål til avantgarden i sin søgen efter det musikalske urstof. Men han forførte avantgarden med sin ubekymrethed og sin primitive ubevidsthed, der har præget alle autodidakte naturfilosoffer siden Sokrates: Både Thales fra Milet, Anaximanes, Parmenides, Anaximander, Demokrit og Empedokles har overbevisende forfattet en traktat med naturen og med forbløffende sikkerhed, foruden tekster om verdenselementernes hemmelighed: Ilden, vandet og luften.

Fra disse tænkere fra 'Magna Graecia' har Sciarrino arvet sin undren over verden, men også sin monomane og essentielt set dilettantiske metode, der dyrker enkelheden og det primitive. Hvad der for den græske, naturfilosof Thales fra Milet var 'det skønneste i verden', nemlig VANDET, er for Sciarrino de fløjteagtige, såkaldte flageolet-toner med let berøring af strygerstrenge; gennem en brusen af flageolet-toner kunne han skabe et hav af overtoner. Og hvor den græske filosof Anaximanes, Pythagoras' samtidige, dyrkede LUFTEN som urstoffet, der holder sjælen sammen - angiveligt i sin 'sult efter himmelske ting' - så lader Sciarrino de musikalske vinde blæse gennem instrumenterne, så de enkelte toner ikke længere hverken høres eller ses.

"Verdensaltet består af luft og er underlagt to mekaniske fænomener: Fortyndelse og fortykning. Og ild er luft i en særlig fortyndet form." Denne naturlæresætning af Anaximanes passer med sin elementære enkelhed præcis til Sciarrinos kompositionsfremgangsmåde med diffuse luftstøjstransponeringer, uanset om de blæses eller stryges.

I blæser-oktettenDi Zefiro e Paner bogstaveligt talt hver eneste hørbare node sparet væk: Her blæses kun varm luft, lige som i Scirocco-vinden, der evigt blæser over Sicilien.

Sciarrino er halvt religiøs orfiker, halvt synsk kaldæer, og han minder nærmest om den antikke særling Empedokles. Det var ham, der i Selinus på Siciliens sydkyst formåede at regulere Sciroccoen med æselskind, og som derefter fik kælenavnet 'Vindtæmmeren'. Denne antikke, mytologiske vind synes at blæse i instrumentationens frie hænder i Sciarrinos værker - som en let brise fra det fjerne; 'all' aura in una lontananza', for nu at citere en af Sciarrinos værktitler.

I Sciarrinos musikalsk befolkede klangmytologi hvæser fauner virkelig i fløjter, muser sukker på harper, nymfer stryger på violin, satyrer smisker på celeste, de furieagtige eumenider og de hævngerrige erynnier trutter på dæmpede blæsere, og sirener synger sfæriske klange sammen med musikkens muse Euterpe.

I det mytiske centrum står Amor og Psyche - som symboler på den stiliserede stræben efter skønhed og den raffinerede æstetisering af lidenskaben. Her er Eros repræsenteret gennem sanselige figurer, og således lyser de græske, fønikiske, minoiske, kretiske skikkelser i denne yppige, musikalske ikonografi: Sagte og mystiske, musikalske guddomme - næsten som hos Alexandria-filologen Harpokration, der med fingeren for munden pålagde menneskene tavshed og musikken det svageste pianissimo.

Blandt nutidens klaverkomponister er Salvatore Sciarrino en af de tysteste og mest diskrete. Hans værkers hvisketoner stiger som et ekko ud af antikkens labyrint og blander sig med klangene fra et larmende, arkaisk landskab. De vibrerende, høje pibetoner er naturlyde, lige så indtrængende og uordnede som cikadekoncerter i pinjelundenes flimrende hede ved den sydsicilianske by Agrigento: Musik som naturens eget bud påEn fauns eftermiddag.

Men Sciarrinos musikalske solkult indeholder også på ambivalent vis døden. I operaenCailles en sarcophagegiver solklangens dødsdrift og nekrofile side sig tydeligt til kende. Et "Museum for Musikalsk Begær" kalder komponisten dette klingende mausoleum, hvor sansen for det dekorative og den materialiserede tomhed fremmaner en uhyggeligt instrumenteret verden hinsides. Igen er Sciarrinos metafysik af en førsokratisk, naturmystisk art, og hans musikalske basis er fuld af høje og glitrende toner.

"Stjernerne er glødende sten, der svimlende hurtigt kredser om himlen, indtil de ved et længselsstrejf pludseligt styrter mod jorden." Denne fantastiske verdensopfattelse hos Anaxagoras gengives i Sciarrinos rasende hurtige forløb med maximalt høje frekvenser - ligesom faktisk hele hans samlede kompositionslære, der bygger på paradokset hos den græske filosof Zenon fra Elea (ham med Achilleus og skildpadden,red.): "Frembringelse af stilstand sker gennem enkeltdelenes acceleration".

"Man kan mærke rummets tykkelse med hånden," mente Anaxagoras. Og Sciarrino bærer sig ad på samme måde, når han simulerer fylde og tomhed. Musikken opstår tilsvarende "ud fra fortynding af solophedet luft, ud fra lys og torden og vibrationer". Hans musikstykker lever så længe, som det lykkes for dem "at holde et ligevægtigt åndedræt mellem luftens atomer og sjælens", for nu at tale med atomismebegreberne hos den græske naturfilosof Demokrit.

Blandt de musikalske behændighedskunstnere er Sciarrino en ekvilibrist - en trapezkunstner uden lige. Men han er også uendelig depressiv. Kendetegnene er udviklet i den sicilianske middagssols melankoli, hvor alle bløde, dekadente natteallegorier skinner i de talrige metaforer i hans stykker: 'Claire de lune', 'Il paese senz' alba' (Landet uden solopgang), 'Aspern' efter Henry James, 'Che sai tu, guardiano, della notte?' (Hvad ved du, vagt, om natten?), 'Introduzione all' oscuro' (Indføring i det dunkle), 'Allegoria della notte', 'Nocturnes' og 'De la nuit'.

Denne brug af mørk hellighed og melankoli udspringer af det uudholdeligt varme landskab på Sicilien, og denne melankoli lige så tidløs som den natur, den så arketypisk beskriver.

"Alt er - så længe det varer - dømt til at være i sin form og dermed til at være det, det er. Derfor må også mennesket altid forblive, hvad det er, i hele dets levetid."

Ud fra denne fatalitet, sådan som den sicilianske dramatiker Luigi Pirandello definerede den, synger Salvatore Sciarrino en sang - han, der af alle komponister byder på mindst udvikling. Sangen er en primitiv musik, der bryder ud af en indre hede og giver sved på panden.

Musikken er apatisk, og på siciliansk vis uigennemtrængelig for nyt - og med den evigt samme sang om naturen istemmer den sine 'klange fra natten'.

Hubert Stuppner er komponist og skribent. Fotos: Philippe Gontier.

Oversættelse: Anne Middelboe Christensen

Årgang 78/2003-2004, nr. 06