CD'ER

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 07 - side 258-261

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Af Jørgen Lekfeldt

Elliott Carter:What Next og Asko Concerto. Valdine Anderson, Sarah Leonard, Hilary Summers, William Joyner, Dean Elzinga, Emanuel Hoogeveen og Netherlands Radio Chamber Orchestra, dir. Peter Eötvös. ECM New Series 1817 472 1882.

Da Elliott Carter fik bestilling på en opera fra statsoperaen i Berlin, ønskede han at præsentere et "emne af almen interesse". Inspireret af filmenTraficaf Jacques Tati valgte han en bilulykke, som skulle behandles "både ironisk og menneskeligt". Med Paul Griffiths som forfatter til librettoen blev det så i 1997 til denne enakter for seks solister og kammerensemble.

Emnet er naturligvis - og desværre! - af almen interesse, og ligeså det, som fornemmes som det egentlige tema: menneskers forskellige anskuelser af egen identitet og deres indbyrdes relationer. Ulykken er sket, inden tæppet går op, og enakteren får i overensstemmelse med almindelig dramatisk opbygning 'finalekarakter': den afgørende hændelse har fundet sted, den efterfølgende forvirring er maksimal, og hvad nu?

Dette passer som hånd i handske til Carters fundamentale musikalske anskuelse, ifølge hvilken de enkelte musikalske linjer bevæger sig rytmisk uafhængigt af hinanden - "mange forandringer og modsætninger (...) som danner vor oplevelse af livet," som han udtalte i 1993 i forbindelse med et andet værk. Dette er er inspireret af og i grunden direkte overtaget fra Charles Ives. Her bliver det nu udtrykt på dramatisk vis. Den oprindeligt positive livs- og musikanskuelse føres her over i det absurde i menneskers forsøg på videreførelse af tilværelsen efter ulykken. Hvem er man egentlig, hvordan hører man sammen, og hvordan kommer man videre? Svaret findes ikke. Identitetsproblemet anskues på én gang dramatisk og musikalsk i denne opera i et tragikomisk forløb. Man kan ikke undgå at tænke på et stykke som Samuel BeckettsWaiting for Godot.

Elliott Carter var 89, da værket blev skrevet. Alderen tynger nu ikke operaen og heller ikke cd'ens andet værk,Asko Concerto, som blev skrevet til det hollandske ensemble i 2000. Dette diverterende værk er det positive modstykke tilWhat Next?Stemmernes uafhængighed gør sig gældende her på rent musikalsk vis.

De to værker anskuer en musik- og livsopfattelse ud fra et fælles princip, men danner to helt forskellige billeder. Netop denne dobbelthed findes både hos Ives og i væsentlige strømninger i det 20. århundredes musik: mønsteret af linjer og punkter i musikken kan anskues som et billede på identitetsproblemer og konflikter i et kompliceret samfund - men sandelig også som et billede på mangfoldigheden i tilværelsen og på mulighederne for kontakt mellem tilsyneladende uforenelige hændelser og individer. På denne cd træffer vi begge dele.

Poul Rovsing Olsen:Belisa. Eir Inderhaug, Sten Byriel, Marianne Rørholm, Anne Margrethe Dahl, Lise-Lotte Nielsen, Elisabeth Halling, Ars Nova og Odense Symfoniorkester, dir. Tamás Vetö. Dacapo 8.226013.

Hos Poul Rovsing Olsen er sagen på én gang en anden og den samme, både musikalsk og dramatisk. I denne opera fra 1966 er librettoen en gendigtning af Federico Garcia LorcasAmor de Don Perlimplin con Belisa en su jardin.Teksten er benyttet af flere komponister, bl.a. Wolfgang Fortner, og det er da også en farverig historie med erotik, drama og død tæt sammenvævet.

Her arbejder Rovsing Olsen med et udgangspunkt, som i grunden ligger tæt på det, vi finder i Elliott CartersWhat Next?: forskellige divergerende udtryksformer, som knytter sig til operaens forskellige personer, og som knyttes til hinanden i stadigt skiftende mønstre. Men her bliver det surrealistiske mønster anskuet positivt. Handlingen er tragisk, men det, Poul Rovsing Olsen skriver om hovedpersonen Belisa - "I hende mødes Orient og Occident" - bliver til hele operaens musikalske idé, og den er på ingen måde tragisk, men positivt fremadrettet. Her er tale om en musikalsk anskuelse af det nutidige møde mellem forskellige personer og kulturer i et kompliceret mønster.

Poul Rovsing Olsen beskæftigede sig i sit musiketnologiske arbejde i særlig grad med arabisk musik, som han indsamlede i Golfstaterne. Han stræbte efter - og virkeliggjorde! - en syntese mellem arabisk musiktradition og europæisk modernisme. Denne syntese viser sig her på fornem vis i en overbevisende udførelse. Det er en opera, som fortjener at blive kendt af mange, og det er godt, at der nu er mulighed for det.

Ulle Bjørn Bengtsson og Hans Sydow:Rime-Djävelen. Ulle Bjørn Bengtsson, Hans Sydow, John von Daler, Andreas Broch, Johannes Hejl, Christian Vuust, Peter Krolykke Hansen, Maria Scalvini og Clara Katrine Sydow. Expressivonium & Resonance.dk RCD 09.

Vrøvle-Compot hedder en af de tekster af H.C. Andersen, som er sat i musik på denne cd. Det kunne udmærket have været titlen på hele udgivelsen, og dette er ikke ment negativt. I Jens Andersens forord behandles H.C. Andersens forkærlighed for billeder af forskellige former for materiale. Collage- og montageteknik benyttes i hans billeder, men også i hans eventyr: "Vi finder i eventyrene mange eksempler på, hvordan han skaber illusion, gang på gang bryder kompositionens enhed og trækker tæppet væk under læseren med alle mulige tekstsammenstød og lag på lag af sprog (...) Her finder man til stadighed en verden i opbrud og bevægelse, klar til at genopstå i nye epokers former og farver."

Som Jens Andersen skriver, går dette princip tilbage til oldtiden, til filosoffer som fx Heraklit. Men det er samtidig i pagt med det 20. århundredes væsentlige strømninger inden for de forskellige kunstarter. Det samme kunne skrives om musikken af fx Mahler, Ives og Stravinsky for nu blot at nævne tre af de betyde-ligste. Dette er naturligvis i grunden et ganske banalt udsagn. Der er tale om et helt generelt træk, og som nævnt ovenfor kan det iagttages hos så forskellige komponister som Elliott Carter og Poul Rovsing Olsen. Boulez kaldte det fra et helt andet stilistisk synspunkt at 'acceptere kompleksiteten'. Pointen er her, at det just er dette, H.C. Andersen gør, og dermed bliver han på sin egen måde til avantgardist, til en profet, som ser ind i det kommende århundrede.

På denne cd finder man så en sand kompot af musik og tekstfremførelse. Det er en collage, som i sig selv indeholder elementer fra collage til traditionel visestil og fra gamle københavnske gadesælgerråb på knasende lakplader til synthesizerklange. Noget af det er særdeles overbevisende - fx sætningen "Guten Morgen mon père! Har De godt Sleeping?" efterfulgt af "Kjøbenhavn" med den sigende indledning "Brogede Vrimmel!/Oppe sig hvælver den skyklare Himmel;/O hvilket Liv! Ha, lystig og fro!/ Skilles og mødes,/Puffes og stødes/Slide paa Livet, paa Støvler og Skoe". Vrøvle-Compot-teksterne giver sig selv, og i teksterne fra Spanien mødes to kulturer, hvilket udmærket skildres i musikken. IPaa Jernbaneer der på anden vis tale om et møde, her mellem nutid og fremtid, hvilket illustreres med hæsblæsende togrytme.

I det hele taget er der noget hæsblæsede over den til tider Poul Dissing-agtige diktion (igen et overraskende møde!). Det kan til tider lyde lovlig manisk-monotont. Især går det ud overDet døende BarnogJeg har en angst som aldrig før - sidstnævnte er havnet i den nye salmebog, men jeg kan ikke rigtig se formålet med den i denne sammenhæng.

Man kunne i det hele taget godt have ønsket sig en klarere fokusering på selve collage-princippet, som er en spændende del af forfatterskabet. Men på den anden side opstår der jo netop ved inddragelse af tekster som de sidstnævnte en overordnet collage! Det havde været godt, hvis den musikalske spændvidde i overensstemmelse hermed havde været lidt større. Det bliver mest ved antydningerne. Men generelt er det en fascinerende cd.

Bo Holten:The Marriage of Heaven and Hell, First Snow, A Time for Everything, Rain and Rush and RosebushogIn Nomine, BBC Singers, dir. Bo Holten. Dacapo 8.224214.

Det samme kan faktisk siges om kor-cd'en med værker af Bo Holten. Der er imidlertid en verden til forskel. Hos Bo Holten klinger alt smukt og med nøje kalkuleret sammenhæng mellem det harmoniske og det disharmoniske. Disse korværker tilhører for mig at se mentalt en helt anden tid med deres stærke vidnesbyrd om en overordnet sammenhæng og homogenitet. Her er tonalitet og, som Anja Reiff skriver, et brud med "modernismen og en hel generations selvforståelse". Det er jo ikke så lidt.

Bo Holtens mange udtalelser om værdiløsheden i store dele af den nutidige musik gengiver hans eget synspunkt, og det må han gerne have for mig. Men hans egen musik er i hvert fald på ingen måde værdiløs, selv om jeg gribes af lidt klaustrofobi efter at have hørt den i timevis. Prøv blot at lytte til et værk somIn nomine, som griber tilbage til en melodi fra John Taverners messeGloria tibi Trinitasfra ca. 1530! Det er et fornemt musikalsk udsagn i en udførelse, som der ikke kan sættes mange fingre på. I det hele taget kan disse værker næppe opføres bedre end tilfældet er her.

Hans-Henrik Nordstrøm:In the Woods, Lysskær og morgenfrost, Skyggernes land, Lys, Nada y todo og Fabuleringer. Signe Madsen, Marianne Lund, Karl Petersen, Duo CorTo, Duo Takemitsu, Sirena, Michiyo Honma og Århus Sinfonietta, dir. Giordano Bellincampi. Classico CLASSCD 467.

Hans-Henrik Nordstrøm (f. 1947) er næsten jævnaldrende med Bo Holten, men ellers er der næsten ingen lighedspunkter. Nordstrøm havde sin offentlige debut som komponist så sent som i 1990, men siden har han gjort sig stærkt gældende. Her møder vi ham i cd'ens første værk som en skaber af et stadigt strømmende og fluktuerende spil a la Xenakis. Det klinger som lysspillet i en bøgeskov - man kan komme til at tænke på Ligetis omtale af musikkens 'overflade' som noget, der kan minde om en vandoverflade med utallige små bevægelser, som tilsammen udgør et statisk mønster. Men her er det en anden type mønster med dybdeperspektiv og hurtige bevægelser. En slags nutidigt modstykke til Debussys Prélude à l'après-midi d'un faune!

I det hele taget er Hans-Henrik Nordstrøm ikke bange for lethed og pauser i musikken. Tit møder man lako-niske udtryk med velgørende økonomiseren med virkemidlerne. Stilheden i naturen omsættes til musik, som evner at videregive ikke blot en vrimmel af liv, men også det flygtige og tavsheden. Det er velgørende at møde noget, man kunne kalde nutidig impressionisme, i så overbevisende stykker som disse.

Niels Rosing-Schow:Piseq (Ritus III), Spiral Ladder II, Ritus II ogWindgeboren. Jeanette Balland, Christian Utke, Geir Draugsvoll, James Crabb, Helen Poulsen, Mads Bendsen, Frans Hansen og Die Michaelstrompeter. Dacapo 8.226506.

Hos Niels Rosing-Schow er der også tale om evne til at arbejde med både toner og stilhed. Men her er det ikke naturen, men menneskelige udtryk, som er den primære inspirationskilde. Således er der iPiseq (Ritus III) tale om inspiration fra grønlandsk tradition og magi. Rosing-Schow forholder sig både her og andetsteds til det arketypisk menneskelige udtryk, til det ceremonielle og magiske i en vekslen mellem det næppe hørbare mystiske udsagn og det motorisk-rituelle spil. Her er der et idéfællessskab med komponister som Murail og Grisey - i det hele taget med nyere fransk musiktradition (Messiaen, Jolivet etc.).

Denne forbindelse findes også iRitus II, hvor det ikke er Grønland, men Afrika og Sydøstasien, som udgør inspirationskilden, både i klang og rytme. Det er nærliggende at kæde det rituelle sammen med det spirituelle, og det er netop, hvad der sker iWindgeboren. Her kommer vi ganske tæt på Stockhausen, både hvad angår valg af instrumenter (trompeter), tilgrundliggende forestillinger (det spirituelle, vinden, lyset, ærkeenglen Michael) og sågar udøvende (Stockhausens søn Markus leder ensemblet). Men stilen er alligevel til dels en anden. Det formelagtige sprog er enklere og minder stedvis om Varèse, stedvis om Messiaen. Hertil bidrager også den benyttede gregorianske melodi.

Mens fænomener som vind og himmelsk lys kædes sammen i dette værk som manifestationer af både det fysiske og det spirituelle, er der iSpiral Ladder II tale om en 'livagtig' konstant bevægelse, vekslende mellem det hurtige og det langsomme. Det fornemmes i overensstemmelse med Svend Hvidtfelt Nielsens note som et nærmest biologisk fænomen, små 'organismer' i ustandselig flugt op og ned og rundt.

Fænomenet liv anskues således musikalsk på forskellig vis hos Niels Rosing-Schow på denne cd. Og det er til stadighed musik, som netop lever og folder sig ud. Disse værker er på forskellig vis udtryk for Carl Nielsens berømte udtalelse "Musik er liv". At livet her musikalsk skildres som noget, der stræk-ker sig fra den biologiske vækst til det supramentale lys, giver værkerne et sær-ligt præg. Det er overbevisende musik.

Lars Hegaard:Triptych with Objects, 13 Short Pieces, Twine, The Four Winds og Ambient Voices. Danish Chamber Players, dir. Henrik Vagn Christensen. Dacapo 8.226501.

Hos Lars Hegaard træder det biologiske også ind i billedet - eller i hvert fald det biokemiske:13 Short Pieceser ifølge noten inspireret af en leksikonartikel om aminosyrer. Man fornemmer da også i dette værk små enheder, som sammenknyttes og ændres på stadig nye måder. Men ellers er det mere det enkle, klart profilerede udsagn på den ene side og de overraskende stilassociationer på den anden side, som præger cd'ens værker. Således kommer det iTwinetil Ives-agtige episoder, og i 3. sats afAmbient Voicesklinger minimalistiske mønstre, hvilket giver værkerne et amerikansk anstrøg. Dette passer godt til cd'ens slutning, sidste sats af Ambient Voicesmed titlen "Sad Story", hvis historie er hentet fra et amerikansk tv-program.

Jesper Koch:In Memoriam, Alice under Skies, Memory of a Summer Day ogEarth My Likeness. Susanne Elmark, Bjarne Hansen, Michaela Fukacova, Mats Hedelius og Odense Symfoniorkester, dir. Fedor Glushchenko og Justin Brown. Dacapo 8.226502.

Jesper Koch har studeret komposition på musikkonservatorierne i København og Århus, og han har blandt sine lærere haft Karl Aage Rasmussen, Ib Nørholm og Colin Matthews. Jeg ved ikke, om sidstnævnte har været inspirationskilde til den Mahler-agtige klangverden, som Thomas Michelsen i sin ledsagetekst fremhæver som et karakteristisk træk iIn Memoriamfra 2000, cd'ens første værk. Dette præg er tydeligt nok, og ligeså tilsvarende mindelser om Richard Strauss, som Thomas Michelsen også fremhæver. Men der er tillige andre associationer, som melder sig ved gennemlytning: Alban Berg (specieltLulu), Shostakovitch og den sene Penderecki. Der er kort og godt tale om elementer fra senromantikken samt fra dennes fortsættelse og genoplivning.

Dette betyder ikke, at der er tale om nogen form for epigoneri. Jesper Koch skaber iIn Memoriamet drømmeagtigt musikalsk udsagn, hvori man møder et fantasifuldt univers - som skiftende landskaber i langsom panorering og overblænding. Det ligger snublende nær at karakterisere værket som potentiel filmmusik - vel at mærke af den bedre slags - og det er på ingen måde så traditionsbundet, som man måske kunne tro ud fra ovenstående beskrivelse. Det hele bringes til at fungere i et tonesprog med et både nutidigt og personligt præg.

Dette værk samtMemory of a Summer Daymed undertitlenAria Interruptedfra 2002 står som de stærkeste udsagn på denne cd. I det sidstnævnte værk, som ligesomAlice under Skieser inspireret af Lewis Carroll's berømteAlice's Adventures in Wonderland, kommer fragmenter af Carrolls tekst til at fungere i en sammenhæng, som musikalsk leder tankerne i retning af fx 50ernes Boulez. Jesper Koch viser også her det, som præger hele cd'en: en evne til at lade forskellige stilistiske udtryksformer smelte sammen i et markant udtryk.

Jørgen Plaetner:Beta, Modulations, Nocturne, The Lovers, Figures in water, Hieronymus Bosch, Sonata for Tape Recorder og Alpha. Jørgen Plaetner, bl.a. i HEMS. Dacapo 8.226511.

Forbavsende ofte føler man ved genhør eller første gennemlytning af elektroniske værker fra 50erne og de tidlige 60ere, at de egentlig kunne være lavet i går. Det gælder ikke mindst de første fire samt det sidste værk på denne cd, og linjen fortsættes i de tre fra 70erne.

Det er overordentlig glædeligt, at vi nu endelig har fået en cd med værker af Jørgen Plaetner. Ligesom Else Marie Pade er han en af de store pionerer i dansk elektrofoni, som i de senere år har gjort sig stærkt gældende. Plaetners værker er et vidnesbyrd om, at det om end ikke kvantitativt så i hvert fald kvalitativt var tilfældet allerede i de tidlige 60ere.

Cd'en slutter på overraskende vis med det tidligste af værkerne,Alpha, som ellers ville være oplagt som det første, og dét ikke kun af kronologiske grunde: værket starter fra dybet og udvikler sig ud af næsten ingenting. Men grunden til i stedet at starte med Beta er jo nok dette værks umiddelbare appel til lytteren: der er en utrolig energi på færde, en rytme- og støjudfoldelse, som klinger som et forvarsel om mangt og meget inden for noget så overraskende som rockmusikkens senere forgreninger. Der er her tale om lighedspunkter med visse værker fra samme tid af fx så forskellige komponister som François Bayle og Michael von Biel. I Modulationsbetrædes en anden sti, som senere skulle strække sig vidt omkring: minimalisme, som den fx kan høres hos Steve Reich. Båndsløjfer med forskellig varighed skaber fascinerende mønstre i konstant forandring, og ligesom iBetakombineres det periodiske og det aperiodiske i kaotiske sammenstød, som klinger nye og friske efter mere end 40 år. Begge værker er intense udsagn, som bliver til stor musik i korte forløb.

OgsåFigures in watertrænger sig suggestivt ind på lytteren med sin udvikling fra det basalt metalliske til det æterisk klingende i, hvad man kunne kalde klassisk 50er- og 60er-stil med mindelser om både Köln og Paris - interessant nok mest sidstnævnte. Både i dette værk og i Hieronymus Boschføles udsagnet surrealistisk med både dialog og drama, og intensiteten fra 60erne er således blevet fastholdt. Dette gælder vel at mærke både i stil og i kunstnerisk prægnant udtrykskraft.

De resterende tre værker er mere traditionelle. INocturnemøder vi den klassiske sammenstilling af elektrofoni og fløjte i et tidstypisk værk.The Loversbliver noget tynget af Poul Borums 60er-patetiske diktion, ogSonata for Tape Recordervirker som en bevidst tilbagevenden til klassiske Köln-prægede udtryksformer. Men også her mærker man den kunstneriske ildhu, som præger Plaetners musik. Her er virkelig både vilje og evne til at sige noget væsentligt!

Fire af de anmeldte cd'er - Rosing-Schow, Hegaard, Koch og Plaetner - er de fire første i Dacapos "open space"-projekt. Det er tanken, at der med disse udgivelser vil kunne skabes "et selvstændigt, internetbaseret forum for ny dansk kompositionsmusik. Dacapo lægger op til at Open Space vil blive udviklet til et virtuelt mødested hvor komponister og cd-købere vil kunne udveksle erfaringer og oplevelser".

Hensigten er "at give ny dansk kompositionsmusik større udbredelse og synlighed". Man kan kun ønske, at det sidstnævnte ønske blive virkeliggjort. Hvad det første angår, vil man foreløbig kunne finde relevante tekster på www.dacapo-records.dk.