DEBAT

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 07 - side 261-264

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Åbent brev til Erling Kullberg

Kære Erling Kullberg

Allerførst: jeg har lige læst din bogNye toner i Danmark, og jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af det store og gode stykke arbejde, du dér har gjort. Jeg har selv siden midten af 60erne fulgt med i dansk musik og musikdebat, bl.a. gennem DMT, koncerter og mit musikstudium ved Københavns Universitet (1969-81, cand.phil.). Jeg følger skam stadig med, nu som teolog, pædagog, komponist og anmelder i DMT, og det er dejligt at se, hvordan alle de små brikker her samles til en fascinerende mosaik. Den bog vil mange få glæde af.

Når dét er sagt, kan jeg ikke tilbageholde et suk af ærgrelse. Tænk, at der selv i et så velfunderet værk optræder en sådan kliché:Stockhausens "Nie erhörte Klänge"!

Hvad jeg har imod det? Kort og godt: udtrykket er et falsum, et fantom skabt i sin tid af Poul Nielsen i den famøse kronik i Berlingske Tidende (17/6 1966, citeret af dig på s. 182: "disse "nie erhörte Klänge", som Stockhausen altid fabler om".).

Dette citat godtager du uden videre som sandhed - jf. s. 36:"Stockhausen bruger gentagne gange udtrykket "nie erhörte Klänge"".

Men det bliver ikke mere sandt af at blive citeret så ofte i din bog, at det udmærket kunne stå i registret. Det bliver heller ikke mere sandt af at blive citeret i tide og utide i dansk musikdebat og gudhjælpemig også i undervisning på konservatorie- og universitetsniveau!

Jeg orker snart ikke mere at påpege denne misforståelse, som Poul Nielsen kom til at lancere, og som i så høj grad har præget den danske og til en vis grad den norske opfattelse af Darmstadtskolens videreførelse i 60erne i almindelighed og Stockhausen i særdeleshed. Jeg har vel op mod en halv snes gange gjort opmærksom på denne misforståelse i DMT og andetsteds, i både artikler og anmeldelser. Enten er de ikke blevet læst, eller også er de ikke blevet taget alvorligt. Det er en skam, at heller ikke du har taget notits af dem og fx kontaktet mig - eller Carl Bergstrøm-Nielsen, som også har skrevet om fejlen, efter at jeg gjorde ham opmærksom på den.

Og det er ærgerligt, at vi af gode grunde ikke kan spørge Poul Nielsen om, hvor han har udtrykket fra. I hvert fald ikke fra Stockhausen. Prøv at spørge Stockhausen. Han kendte det ikke, før jeg spurgte ham i 1996. Prøv at lede efter det i den halve snes bind af StockhausensTexte, som er udkommet i årenes løb. Dér står det ingen steder. Og prøv så at søge det på nettet, fx Google. Så finder du det kun i danske og norske tekster om musik - hverken på tysk, engelsk eller fransk (eller andre sprog), hvor man ellers i rigelig grad specielt efter 11. september 2001 forstod at give Stockhausen på hattepulden (nok en misforståelse, men det fører for vidt i denne sammenhæng). Men blandt de danske tekster findes det bemærkelsesværdigt nok i følgende citat fra den danske sideDemontage, hvor der berettes om situationen i Irak:

"In a corner of this revolutionary space The Democracy will start its never ending transformation into The New, die Nie erhoerte Klaenge of a democratic world society."

Så langt er det famøse udtryk altså nået ud i den almene bevidsthed. Man kan så trøste sig med, at det mirabile dictu i denne politiske beretning så at sige ad bagvejen vender tilbage til Stockhausens oprindelige mening, som Poul Nielsen misforstod og fejlciterede!

I Stockhausens kompositoriske univers drejer det sig nemlig i første omgang ikke om en teknologisk jagt på nye, subtile klange. Den jagt kan man nok finde i fxKontakte, men denne kompositoriske målsætning delte han jo med så mange andre, og den er ingenlunde hovedsagen. Og det nytter ikke at prøve at forsvare brugen af fantom-udtrykket med, at det måske nok er et falsum, men at det dog udtrykker Stockhausens fundamentale æstetiske holdning. For også dét er en misforståelse. I Stockhausens æstetik drejer det sig nemlig om enetiskmålsætning, som programagtigt kommer til udtryk allerede i den sidste af hansDrei Liederfra 1950. Her møder vi en spillemand, som sidder og spiller i regnen, mens mennesker haster forbi. De "køber en ny verden", og ingen hører ham, da han "skriger sin smerte" ud i gaderne. Til sidst bøjer han sig ned mod violinen, kærtegner den - og det sidste, han hører, er"Das Ungespielte".

Hvad er så Das Ungespielte? Det er råbet efter medmenneskelighed, ligeberettigelse og sans for den åndelige dimension i stedet for efterkrigstidens ensidige materielle jagt. Og det er dét, der lige siden har været grundlaget for Stockhausens musikæstetik!

Fra de første 50er-artikler og videre frem skriver han, at alt skal lede videre til alt, intet skal være overordnet, intet mindre væsentligt. Sådan kan serialisme også forstås, og sådan forstår han den.Kontaktmellem momenter og klange er et nøgleord. Og dette nøgleord kan udmærket forstås allegorisk - jf. flere DMT-artikler i årenes løb og jf. min licentiatafhandlingSölle og Stockhausen - musikkens teologi og teologiens musik, Schønberg 1991. Den blev sluttelig antaget som ph.d.-afhandling og blev da for resten anmeldt ganske positivt i flere aviser samt DMT. Dér behandler jeg grundigt ovenstående musikæstetik hos Stockhausen og sammenligner den med Dorothee Sölles teologi, som rummer elementer af såvel befrielses- som procesteologi. Imod hvilket Stockhausen intet havde at indvende, da jeg efterfølgende forærede ham bogen, som slutter med et resumé på tysk.

Summa summarum: dansk musikdebat slipper for let om ved tingene, når den afviser Stockhausen og andre med et falsum, som ikke engang rammer det essentielle, men som fører i gal retning. Vist er Stockhausen tit blevet kritiseret i international musikdebat, og vist er en kritisk holdning nødvendig både i musikdebat og musikvidenskab her i landet som alle andre steder - men den bør dog i det mindste funderes på det rette grundlag og artikuleres i overensstemmelse hermed.

Som ovenfor nævnt orker jeg efterhånden dårligt at komme med indsigelser mod misforståelsen. Jeg blev grebet af både faglig og personlig frustration ved læsningen, og det er dobbelt ærgerligt, når bogen ellers er så god. Ét er personlig smag og prioritering, noget andet er at citere et falsum og pege på det som væsentligt.

Med venlig hilsen Jørgen Lekfeldt

Kære Erling,

Tilgiv at jeg blander mig - Jørgen Lekfeldt viste mig sit brev til dig, og jeg giver det lige et par ord extra med på vejen. Jeg kan bekræfte, at Stockhausen i 1996 tydeligt dementerede, at han skulle have brugt det udtryk. Da vi nævnte det for ham, rystede han flere gange på hovedet og udtrykte tilsidst sammen med et lille skuldertræk, at UNerhörte ville kunne være et brugbart ord, hvis det absolut skulle være.

En dybere grund til, at myten om det udtryk er så udbredt, er den almindelige modstand mod alt for moderne, speciel og 'mærkelig' musik, der jo også blandt fagfolk i Danmark længe har trivedes. Den holder et fjendebillede vedlige, som vi som historikere jo da må bidrage til at demontere. Jf. dine omhyggelige udredninger af, hvad der egentlig skete under musikchefs-debatten. (En slags sproglig parallel er udtrykkene "grausame Salbe" og "dann haben wir andere Methoden" - som ikke sådan kendes på tysk som stående udtryk. Derimod findes de jf. en Google-søgning på dansk og norsk, er åbenbart opstået under krigen).

Det med fjendebilleder har jeg også selv skrevet om flere gange i tysk sammenhæng, på basis af mit speciale og en undersøgelse i IMD's Pressearchiv i Darmstadt. [Se MusikTexte 62/63 (Januar 1996) s. 115 og http://hjem.get 2net.dk/intuitive/nichtgrob.htm]

Nogle har brug for myten om et 'syndefald', som man kan tage afstand fra. Derfor er klicheerne så sejlivede, men at der her er tale om en and, kan der ikke tvivles om.

Bedste hilsener Carl Bergstrøm-Nielsen

Kan komponister tåle ny musik

Jeg er klar over, at det følgende kan være yderst sprængfarligt. På den anden side er det noget, der efterhånden ligger mig så meget på sinde, at det begynder at forstyrre mig etisk og moralsk, men jeg skal forsøge at formulere mig så mindeligt som muligt:

Da jeg for snart 20 år siden boede i Amsterdam gik jeg til 3-4 koncerter om ugen, mest på det sted, som mange kender, der hedder Ijsbrecker. Når man kom derned, var der altid en masse musikere og komponister, der alle var enormt interesserede og nysgerrige i forhold til stort set al slags musik, og ikke mindst gevaldigt interesserede i at diskutere og udveksle meninger omkring musik, æstetik, filosofi osv. De allerfleste af disse koncerter var decideret overbelagte i et rum til omkring 150-200 mennesker. Dette er stadig ikke noget stort publikum, men som en konstant er det alligevel et ret stort tal, og nok til at danne en kultur og et miljø omkring et sådant koncertsted.

Lige siden har dette miljø efterladt et hul i min sjæl, allermest fordi jeg aldrig har oplevet noget, der bare tilnærmelsesvis nærmede sig dette, i hvert fald ikke i København. I Århus var der omkring Per Nørgård, Karl Aage Rasmussen-tiden og NUMUS-tiden en grad af et miljø. På et tidspunkt var der også noget, der duftede en smule af det omkring det, der hed DUT, men det er snart rigtig lang tid siden.

Da jeg var på Ultima i Norge sidste år, fik jeg også at tydeligt indtryk af et langt mere sammentømret, og især meget mere fagligt interesseret miljø, end der for tiden er herhjemme, noget som også Ivar Frounberg jo bestandig vender tilbage til i sine sammenligninger mellem norske og danske tilstande.

Hvis man ser på den 'professionelle' del af publikum, på fx NUMUS-festivalerne over de sidste 10 år, er publikum støt og roligt blevet ældre og ældre, dvs. de nye generationer har i højere og højere grad glimret ved deres fravær ved festivalerne. Denne tendens er i Københavns såkaldte ny musik-miljø endnu mere udtalt og er på det sidste blevet så markant, at det decideret springer i øjnene. Man kan med få undtagelser sige, at hvis en 'professionel' publikummer kommer til et arrangement, er det fordi vedkommende, på den ene eller den anden måde har en jobmæssig interesse eller tilknytning i forhold til situationen. Det vil altså sige, at det er yderst sjældent, at man ser mere end bare en enkelt komponist eller musiker, der beskæftiger sig med ny musik, komme til en koncert af ren og skær nysgerrighed.

Det er klart, at dette kan man jo ikke anfægte, endsige gøre noget som helst ved, for det bestemmer folk jo selv, men jeg har efterhånden decideret moralske og etiske skrupler over det, af følgende grunde:

De generationer, der ligger før min, har gjort et kæmpe stykke arbejde for at opbygge både et musikmiljø, hvor den ny musik overhovedet kan spilles, og en organisationsstruktur, som understøtter dette. Det første også i form af opbyggelse af et musikermiljø, hvor musikerne efterhånden udviklede store evner til at udføre den 'svære' musik, således at de unge musikere i dag, som resultat af denne lille 'evolution', i et ret stort antal, er i stand til at spille denne musik med stort musikalsk og teknisk overskud. Det andet kender vi, det er den efterhånden ret velsmurte organisationsmaskine der fungerer omkring den ny musik, men som nu selvfølgelig har fået en ordentlig mundfuld at trækkes med i forhold til den nye politiske situation.

Men jeg synes, vi får et forklaringsproblem, når hele denne velsmurte maskine er enormt god til at komme med yderst velformulerede argumenter for, hvorfor staten skal støtte denne eksperimenterende kunst, når hele det miljø, som naturligt burde have en nysgerrighed og interesse for denne kunst, næsten fuldstændig glimrer ved sit fravær. I mine øjne burde det jo være selve interessen for musikken, der kom i første række.

Derudover føler mange 'ny musik'-musikere sig ladt fuldstændig i stikken, når de giver koncerter, hvilket gør, at de fleste på et eller andet tidspunkt opgiver pionerånden, da opbakningen ikke er føleligt til stede, men udelukkende eksisterer i en administrativ politisk sammenhæng.

Man skal selvfølgelig passe på, hvad man siger, men til de koncerter, jeg er til, og det er trods alt nogle stykker, er situationen stort set altid som ovenfor beskrevet. Selv da Figura, i desperation over manglen på interesse, udsendte en invitation til komponisterne specifikt, angående mandags-koncerterne kom der ikke et øje, ud over to gengangere.

Og her var det netop fx udenlandske værker, der yderst sjældent bliver spillet i Danmark, der var på programmet. Værker der naturligt burde interessere musik-interesserede komponister.

Jeg er helt sikker på, at alle hver især har deres helt indlysende grunde til ikke at komme til koncerterne. Men når det bliver så massivt, som det er nu, så får vi et forklaringsproblem. Når en i forvejen trængt niche som denne på den måde begynder at ignorere sig selv, så begynder det at virke grotesk og som en kultur på fuldstændig retræte. Som fredag den 30. april, hvor Cikada spillede i Radiohusets Koncertsal; jeg tror der var 10 mennesker, og tre komponister, ud over dem der blev spillet. En koncert hvor de musikinteresserede komponister burde vælte ind.

Jeg tror ikke, denne artikel vil ændre særligt meget på noget som helst, men jeg mener virkelig, at vi så skal gennemtænke at vi har et forklaringsproblem, og jeg synes, at det begynder at blive mærkeligt, hvis vi skal forklare politikere og andre at ny kunst/musik er sååååååå vigtig, men vi gider i øvrigt ikke selv at høre på det. I øjeblikket er vi ved at nedlægge alt det, der blev bygget op ved så meget slid og kamp, ved ganske enkelt at ignorere os selv. Jeg er alvorligt bange for, at der ikke eksisterer nogen egentlig avantgarde-musik i Danmark om 5-10 år, et egentligt miljø har der ikke været i årevis.

Karsten Fundal

Konservatoriernes fagspecialisering

Jeg er egentlig ikke uenig i ret meget af det, Per Nørgård og Ib Nørholm anfører i deres indlæg om konservatoriernes fagspecialisering i forrige nummer af DMT.

Det kan for det første slås fast, at de to kompositionsprofessorer slet og ret ved musikteori forstår satslære. At jeg mener, det er en uheldig terminologi, er ikke noget at gøre et stort nummer ud af. Ord er jo som bekendt vilkårlige, og at 'hest' hedder 'cheval' på fransk, må vi bare tage til efterretning - ligeså med professorernes brug af termen musikteori. Jeg vil dog tillade mig i det følgende at bruge termen satslære om dette fag.

Jeg skal heller ikke anfægte, at der er mange fantastisk gode grunde til at opfatte satslære som et særdeles vigtigt element i komponistuddannelsen. Også flere end de, der anføres i kompositionsprofessorernes indlæg. Og jeg føler mig på ingen måde kaldet til at gå i rette med denne særdeles kraftige cadeau til traditionen som vigtig faktor i udviklingen af vore dages musikalske udtryksformer - også efter at komponisterne er blevet 25 år.

Hvori består da vores uenighed - hvis der da overhovedet er nogen?

Jeg mener, at de to konservatorier, der har komponistuddannelsen, er i deres fulde ret til at give disse uddannelser det indhold af satslære, som de finder passende. Og det behøver efter min opfattelse ikke at være det samme ved de to konservatorier, ligesom det helt sikkert ikke vil være det samme til alle tider. Men det for mig afgørende er, at satslære således må opfattes som en del af komponistuddannelsen, som en vigtig støttedisciplin i denne uddannelse.

Hvad jeg derimod finder uheldigt, ja, uacceptabelt er, hvis en sådan komponistrettet dyrkelse af satslæren skal have indflydelse på, hvorledes fagene musikhistorie og musikteori (i en bredere forstand end som satslære) defineres som selvstændige fag, der kan dyrkes op til højeste niveau. Og det er i den sammenhæng jeg mener, at disse fag har behov for en gennemgribende nytænkning, herunder udvidelse af begge fag til at omfatte den rytmiske musik samt en redefinition af indholdet i musikteori.

Debatsiderne i DMT nr. 6 indeholder også et indlæg af Niels la Cour. Det skal jeg ikke bruge mange linier på at besvare. Det bekræfter på eksemplarisk vis mine værste anelser om det underlødige niveau, diskussionen meget let får. Her er et par citater: "Alt i alt vil placeringen af teori hovedfag i Aalborg sandsynligvis medføre tilstande, hvor faget i praksis anses for nedlagt, og en værdifuld del af den over mange generationer opbyggede konservatorietradition for ødelagt." "Det er også vanskeligt at forestille sig, at teorifagets førende lærere og eksperter efterhånden skulle blive samlet i Aalborg." Hårde ord i april. Og dertil ikke særligt kloge ord, som siger mere om den, der skriver dem, end om dem de er møntet på.

Som rosinen i pølseenden et par ord om Lasse Laursens indlæg, som udmærker sig ved i sjælden grad at være forvrøvlet. Han slutter med et P.S., som han formentlig selv opfatter som en trumf: "Så vidt jeg er orienteret, så har Kulturministeriet anerkendt det meningsløse i fagspecialiseringen af musikteori, og man vil derfor fortsat kunne studere et kunstnerisk fag og samtidigt officielt erhverve sig faglige kvalifikationer til brug for undervisningen i musikteori på såvel Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium."

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke forstår, hvad hr. docenten mener med denne svada. For det første forekommer sætningen om, at Kulturministeriet skulle have "anerkendt det meningsløse i fagspecialiseringen af musikteori" aldeles usandsynlig. Det har endvidere ikke været muligt at finde frem til et papir fra ministeriet, der udtrykker noget sådant. Så det, Lasse Laursen hentyder til, må være, at man kan oprette bifag eller støttefag i musikteori i forbindelse med visse hovedfag. Men det er der jo ikke noget bemærkelsesværdigt i. Men som sagt - sætningen er i bund og grund uforståelig.

Jeg vil afslutte dette indlæg med at fastslå, at debatindlæggene i DMT nr. 6 ikke har formået at rokke ved mine grundlæggende synspunkter i spørgsmålet om fagene musikhistorie og musikteori.

Finn Egeland Hansen

Angående Nordjysk Musikkonservatoriums høringssvar på fagspecialiseringen og den standende debat herom

Docent Lasse Laursen hævder i DMT nummer 6 2003/2004, at Nordjysk Musikkonservatorium i sit høringssvar til kulturministeriet selv har givet grønt lys for bevarelsen af teori-faget på Det jyske Musikkonservatorium. Intet kan være mere forkert. Den af hr. Laursen citerede sætning står som ét punkt blandt 26! eksempler på høringssvarets påpegning af meningsløsheder i den af kulturministeren nu vedtagne ordning for alle landets konservatorium.

Den retoriske sætning i Aalborgs høringssvar: "Hvorfor afskaffes hovedfaget teori i Århus og København ...?" er altså taget ud af en større sammenhæng - og den kan på ingen måde tages til indtægt for, at netop DJM fortsat skulle varetage undervisning i teori somsatslære. Man kunne tværtimod mene, at de i høj grad har diskvalificeret sig hertil.

Inden jeg argumenterer herfor, vil jeg gerne slå fast, at det hovedfag, der i debatten argumenteres så kraftigt for at komponister skal kunne vælge, og som i studieplaner benævnes 'teori', i virkeligheden ersatslære- altså kompositionslignende øvelser, der udføres ud fra dybtgående satstekniske og stilistiske analyser på eksisterende musik (i prin-cippet alt fra renæssancekontrapunkt til moderne satsprincipper som fx dodekafoni).

I 80erne indførte alle konservatorierne en adskillelse af de to hovedfag musikhistorie og teori, således at teori kunne kombineres med faget komposition.

I Århus (hvor jeg selv tog min uddannelse i musikhistorie og -teori) begyndte man fra 90erne at nedprioritere musikhistorie-faget med den konsekvens, at ingen studerende har søgt det ved DJM de sidste ca. 8 år. Dernæst blev satslæren 'rettet til' som en kompositionsrelateret disciplin. Lasse Laursen lagde i slutningen af 90erne mange kræfter i at køre satslæren som disciplin ud på et sidespor og drejede 'teorien' kraftigt i retning af musikæstetiske og kulturteoretiske studier. Processen har altså været den, at de (kompositions)-studerende først valgte musikhistorien fra, dernæst 'teorien'. Lige nu er der ved DJM (med de nyoptagne studerende) fem med komposition alene og tre med komposition + teori. Så det er ikke fra DJM, at man skal forvente færdige teoristuderende, der kan fortsætte undervisningen af fx orgelstuderende i den klassiske satslære.

Desuden tyder meget på, at de satslære-mæssige og musikhistoriske aspekter vil blive totalt marginaliserede som bifag i den kommende studieordning ved DJM for instrumentalister og sangere. Så selv om hr. Laursen skriver, at DJM definerer 'teori' som en "indføring i og diskussion af teorier om musik fra renæssancen til vor tid, herunder deres begrebsverden samt tanke- og idemæssige baggrund", bliver der tilsyneladende ikke meget at hægte det op på i DJMs kommende studieplaner. Det bliver 'varm luft'; for bifag som musikhistorie, analyse og satslære mv. skal åbenbart forsvinde ned i en 'sammenkogt ret' på orienteringsfags-plan som 'musikforståelse' (i 3 semestre) og 'kultur og kommunikation' (2 semestre).

Dette er min argumentation for, at DJM har diskvalificeret sig til at videreføre teoristudiet som satslære (samt musikhistorien), idet de på både hoved- og bifagsplan har lavprioriteret det.

På konservatoriet i Aalborg har vi siden 80erne uddannet eller har under uddannelse 7 studerende med dobbeltfagene musikhistorie og -teori (foruden en studerende med komposition og teori). Det er ikke mange, men vel IKKE meget færre, end der er uddannet i dobbelt-faget ved DJM de sidste 20 år. Desuden er der i det samlede lærerkorps på Nordjysk Musikkonservatorium og Musikinstituttet i alt fem lærere, der er uddannet i satslære og musikhistorie.

Så når der i debatten udtrykkes bekymring for, at hovedfaget teori (læs satslære) med placering i Aalborg i praksis vil forsvinde, kan jeg kun svare med en virkelig 'historie'. Det var en københavner, der i ramme alvor påstod at skonumrene i Jylland var større - altså at en størrelse 40 var større i Jylland end i København, fordi jyderne havde større fødder! De gør sig så mange sære tanker i København - ikke blot i kulturministeriet!

Situationen er vel ikke vanskeligere i Århus eller København, end at de kan lægge de fag ind i komponist-studiet som er nødvendige for en komponist. Derimod kan et egentligt teori-studium som hovedfag - efter ministerens uransagelige beslutninger - nu kun læses i Aalborg.

Hvis hr. Laursens oplysning om, at kulturministeriet alligevel har givet tilladelse til, at teori også kan læses andre steder, så har ministeriet bevist, at de ikke blot kan lægge en meningsløs plan ned over konservatorierne, men også at de ikke kan stå fast ved deres beslutninger.

Rolf Ruggaard - lærer v. Nordjysk Musikkonservatorium og ekstern lektor v. Institut for Musik og Musikterapi, AAU.