Leder

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 07 - side 230-230

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Er bunden nået?

"... jeg synes, at det begynder at blive mærkeligt, hvis vi skal forklare politikere og andre, at ny kunst/musik er sååååååå vigtig, men vi gider i øvrigt ikke selv at høre på det. I øjeblikket er vi ved at nedlægge alt det, der blev bygget op ved så meget slid og kamp, ved ganske enkelt at ignorere os selv. Jeg er alvorligt bange for, at der ikke eksisterer nogen egentlig avantgarde-musik i Danmark om 5-10 år, et egentligt miljø har der ikke været i årevis."

Karsten Fundal rører i sit debatindlæg i dette nummer ved en problemstilling, der i tidens kulturpolitiske klima kan få alvorlige konsekvenser: fraværet af et publikum til koncerter med ny musik. At såkaldt almindelige mennesker ikke kommer, har vi levet med i årevis, men når 'miljøet' heller ikke kommer, er der så længere grund til at opretholde substantielle statstilskud til en kunstform, som næsten ingen har lyst til at overvære, med mindre man selv er involveret i et professionelt anliggende? Spørgsmålet er ikke retorisk, det er reelt, og det er påtrængende; og det er et sprængfarligt emne, for bevilgende instanser er ikke længere automatisk udstyret med fortalere for ny musik, der rundhåndet deler ud til miljøets aktører.

Det er med jævne mellemrum blevet anført, at der i ny dansk musik er kommet generationer, der i udtalt grad lider af en forkælelsessygdom, befolket af kunstnere, der gør sig store anstrengelser for at se egne navler og derved mister blikket for at udvikle musikscenen som helhed. Det, der engang hed fællesskabsfølelse, er gradvis blevet ændret til et naturligt krav om personlig positionering i et miljø, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Holder den beskrivelse? Er det virkelig så galt fat? Hvis det er rigtigt, er vi ved at miste alt det, de nulevende danske oldinge kæmpede for og opnåede af anerkendelse og institutionel opbakning.

Situationen blev behandlet ved SNYKs (Sekretariat for Ny Kompositionsmusik) seneste repæsentantskabsmøde, hvor referatet noterer: "Et fælles problem på alle niveauer er den vigende scene for ny musik." Der foreslås en udvej, det føres til protokols, at "SNYK bør 'lave larm' i offentligheden og over for de bevilgende myndigheder i en overordnet protest mod de samlede nedskæringer på området".

Nu skal man være forsigtig med alt for firkantede billeddannelser, men hvor meget tror SNYK selv på, at en larm fra SNYK vil betyde for udviklingen på området? Tror SNYK virkelig selv på, at "larm i offentligheden" er vejen ud af et livstruende problem for den ny musik, hvor Danmarks Radios førstemand på den ny musik går fra sin stilling, hvor dagspressen har skrottet omtalen af ny musik, hvor portostøtten er taget fra kulturtidsskrifter uden at kritikken har haft nogen som helst effekt, hvor de faglige cirklers forkølede interesse for koncertaktivitet antager en umålelig størrelse, hvor en egentlig offentlighed omkring ny musik næsten er ikke-eksistende?

De alarmerende budskaber fik vi allerede præsenteret i midten af 1990erne med Peter Duelunds kulturudredning i mange bind. Da skulle larmen have været sat ind, men tavsheden var råbende. Små 10 år efter skal der så larmes. Du alforbarmende! Mon ikke tiden er inde til lidt selvrefleksion for ikke at sige selvkritik, og til fx at stille os selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi vil med os selv og hinanden? Hvis vi kan blive enige om det og samtidig undgå de evindelige hundeslagsmål, kan der muligvis lægges en strategi.

Andre steder har man ikke de samme udfordringer, der har man slet ingen ting. I Balkan-landene drømmer kunstnere om at være så heldige, som vi er; serberne er ved at bygge landets kultur op efter år med krig. Dér har man været helt nede og vende på bunden, og en ny fællesskabsfølelse kan etableres på ruinerne af det mistede. Kan vi lære noget af dem, der har svært ved at opfatte vores problemer som andet end luksusproblemer? Musikhøstfestivalen gør forsøget til efteråret med et Balkan-tema. Vi bringer en introducerende artikel og håber på, at festivalen ikke klinger i tomme sale.

Anders Beyer