På vej mod nye værdier

Om opbygningen af Serbiens kunst og kultur. Krig, død, ødelæggelse, plyndringer, ufattelige menneskelige ofre, kampen for overlevelse, flygtninge, had forårsaget af påståede etniske forskelle - alt samlede sig til en vanvidsscene. Derfor ville det også være svært at forestille sig, at nogen seriøst ville bekymre sig om, hvad der egentlig skete med koncertsalene og musikerne, fortæller Pavle Jankovic i sit essay om sammenbruddet i Serbiens musik og kultur - og mulighederne for en genopbygning.

Af PAVLE JANKOVIC

Dette komprimerede essay ønsker at kaste lys over nedbrydningen af universelt accepterede kulturværdier i Serbien - som et af resultaterne af den generelle nedbrydning af samfundet i 1990erne. Dets mål er imidlertid at reflektere over den langsommere og smertefulde proces med at retablere og fremme disse negligerede værdier i begyndelsen af det 21. århundrede. Samtidig forsøger artiklen at skitsere mål og metoder, der kan hjælpe med til at få disse værdier til at genopstå - og dermed hjælpe mennesker, der kæmper for at gennemføre denne krævende opgave, særligt inden for musikken.

Essayet vil ikke fremstå som en sociologisk undersøgelse. I stedet vil den første del af artiklen koncentrere sig om at beskrive kulturens sammenbrud som et direkte resultat af den samfundsomvæltning, der skyldtes fremkomsten af pseudo-nationalistiske og pseudo-patriotiske tendenser - smagen af det 'primitive' element i ethvert samfund - der faldt sammen med Milosevics magtovertagelse og alt det negative, som han og hans regime kom til at symbolisere. Dette essay vil også fortolke skredet i værdier, der udmøntede sig i de rigdomme, der blev samlet gennem kriminalitet og krig - og ikke gennem års af hårdt arbejde, indsigt og opofrelse. Alt det, der resulterede i, at de globalt accepterede normer, der tidligere havde været accepterede i det serbiske samfund, så godt som forsvandt.1

Sammenbruddet af normerne passede godt med uvidenheden og manglen på god smag hos dem, som samlede sig velstand på lyssky vis. Gradvist kom kvantitet og kitsch til at dominere og kvæle enhver lighed med den betydning, der ellers opstår hos enhver europæer, når ordet 'kultur' bliver nævnt. Dette blev en opskrift på en katastrofe for kulturen og kunsten - godt hjulpet af middelklassens økonomiske nedtur.

Efter dette mørke kapitel i Serbiens nyere historie vil den anden del af essayet fokusere på skildringen af, hvordan denne kulturelle devaluering nu søges afhjulpet gennem samarbejde, promovering af dedikeret arbejde og kampen for perfektion. Den serbiske kultur og kunst fik yderst lille opmærksomhed og hjælp fra samfundet selv i forsøget på at få bekræftet de sande og universelt accepterede værdier og præstationer, til trods for at kunsten led forfærdeligt under 1990ernes syge-lige konsekvenser. I dette kapitel vil opmærksomheden rettes mod de over-sete kunstnere og manglen på perspek-tiver for de unge generationer, men også mod mulige måder til at genskabe troen på en genopblomstring - både hos kunstnerne, i samfundet og hos offentligheden generelt, både gen-nem individuelle og samlede kræfter.

Serbien i 1990erne

Hvad er 1990erne i Serbien egentlig kommet til at symbolisere? For de mennesker, der foretrak at se deres land på sikker vej til integration med superstrukturen i et forenet Europa, kom 1990erne til at repræsentere en periode med meningsløs undergang, en uforlignelig nedbrydning af deres samfund og en overvældende følelse af skam, impotens og ørkesløshed. De unge generationer blev særligt svækkede, fordi de ikke blev vidne til andet end en pervertering af normer og værdier, som regulerer menneskelig adfærd og mellemmenneskelige, sociale relationer.

For at gøre sagen endnu værre så har det sidste tiår af det 20. århundrede bogstavelig talt tappet energien fra de unge generationer fra Serbien (og dermed i den del af landet, som tidligere var Jugoslavien). De unge har ikke længere ambitionen om at opnå et respekteret og udbytterigt levebrød gennem arbejde eller en professionel stolthed og evne til at fortolke deres omgivelser gennem det værdisystem, som hersker hos deres jævnaldrende i andre europæiske lande - for slet ikke at tale om værdierne hos deres forældres generation.2

1990erne kom til at symbolisere Den mørke Middelalder for den del af Sydøsteuropa, der engang for længe siden var kendt som den Socialistiske Føderale Juguslaviske Republik. Eller det, der for mange i Europa blot var kendt som Titos Jugoslavien.3

Krig, død, ødelæggelse, plyndringer, ufattelige menneskelige ofre, kampen for overlevelse, flygtninge, had forårsaget af påståede etniske forskelle - alt samlede sig til en vanvidsscene. Derfor ville det også være svært at forestille sig, at nogen seriøst ville bekymre sig om, hvad der egentlig skete med museerne, gallerierne, koncertsalene, kulturcentrene for slet ikke at tale om skolerne og akademierne - og endnu mindre, at nogen ville tænke på de mennesker, der her arbejdede med at spinde kulturens bløde og følsomme tråde.

Efterhånden som den sociale ødelæggelse eskalerede i begyndelsen af 1990erne - med borgerkrigens udbrud og de efterfølgende FN-sanktioner - blev det sorte marked den første mærkbare forandring for den almindelige borger. Alt fulgte i fodsporene på det sorte marked. "Det berømte, sorte marked er bare Balkans frihandel," som nogen siger. Men selve sortbørshandlens tilsynekomst blev bebuderen af en anden og langt mere dyster række af begivenheder.

De, der nyder godt af en sortbørsøkonomi, er jo ikke universitetsprofessorer, læger, klassiske kunstnere eller fra nogen af de andre professioner, som hænger sammen med et specifikt, høfligt sæt af personlige karakteristika, som udgår fra middelklassen i ethvert normalt samfund - altså et reguleret, liberalt økonomisk og demokratisk samfund. Dem, som bliver rige af det sorte marked - eller rettere sagt af det samfund, som har søgt tilflugt i et sortbørsmarked, der er 'gratis-for-alle' - er en slags mennesker, som nærmest ikke tilhører nogen klasse. De er individer eller grupper uden skrupler eller normer, eller også er de villige eller tvunget til at give afkald på deres civiliserede værdier blot for at overleve.

Ofte viste sortbørsindsatsen sig dog at være langt mere lukrativ - og til adskilligt mere end bare overlevelse. Og det var denne slags mennesker, der gladeligt tog imod de 'muligheder', som åbnede sig med Milosevics politiske parti (Serbiens Socialistiske Parti), og det system, som det skabte. De sluttede sig til det, og de nød godt af det - på bekostning af resten af det serbiske samfund.4

På næsten ingen tid, og i hvert fald i 1993 og omkring tidspunktet for hyperinflationen, stod det klart, at middelklassens forhold var blevet så væsentligt forringede, at dens tidligere borgeraura ikke længere var til at genkende; den særstilling, som middelklassen ellers først var begyndt at udstråle igen efter de økonomiske reformer gennemført af forbundsministerpræsident Anté Markovitch i 1989 og 1990.5

For at hjælpe læseren med at fatte omfanget af rædslerne og armoden er det måske tilstrækkeligt at nævne, at en universitetsprofessor tjente, hvad der svarer til omkring 1,5 euro om måneden (ja, halvanden euro - eller omkring 3 tyske Mark, sådan som kursen var dengang); men et stykke sæbe kostede halvdelen af det beløb. At brødføde en familie, betale husleje og regninger blev derfor så godt som umuligt. Andre hverdagsfornøjelser fra et civiliseret kulturliv - såsom ferier, rejser, underholdning etc. - blev derfor bare reduceret til længselsfulde minder om et liv, der forlængst var slut.

Opsparinger af hård valuta forsvandt som dug for solen, selv for dem, der var heldige nok til at have taget dem ud af banken, inden regeringen besluttede sig for at 'fryse' aktiverne af hård valuta, som det blev kaldt.6 Kun yderst lidt blev tilbage, ud over altså bedstefars ur, familiens sølvtøj og malerierne ...

Set med historiens øjne - og for dem, der led under konsekvenserne - var dette et hurtigt, økonomisk kollaps. Men middelklassens økonomiske kollaps fik en anden bivirkning: De, der havde noget engang, havde ikke noget længere. Og de, der aldrig havde haft noget, havde nu pludselig - og havde endda til overflod.

For kunsten og kulturen var det endnu mere alarmerende, at de, der nu havde penge, generelt ikke havde den fjerneste interesse i klassiske koncerter, teatret, billedkunsten eller litteraturen - eller i noget som helst, som den normale europæer eller den tidligere serbiske middelklasseborger overhovedet ikke kunne forestille sig at leve foruden. I stedet var de interesseret i kulturelle perversioner, der resulterede i opsigtsvækkende, mærkelige og smagløse former for musik kendt som 'turbo-folk',7 der blev nøje fulgt af tilsvarende dress code og livsstil; altsammen en imitation af en ignorant-muses opfattelse af, hvad der udgør et borgerligt samfund.

På trods af denne tragedie er dette netop det helt særlige ved balkanske samfund. Alle Balkans folkeslag kender til krig, fattigdom og hårde tider. Det er ikke noget nyt, for sådan har det været i generationer. At forsøge på at glemme det onde får ikke nødvendigvis det onde til at forsvinde - en virkelig forsvinding kræver vedholdende anstrengelser og dybdegående reformer af samfundene.8

Men når så de dårlige tider kommer og banker på, sådan som de ofte gør, så er det alligevel essentielt at fokusere på de små ting, der gør, at man stadig kan føle, at man er ved sine fulde fem - og at man stadig kan få fornemmelsen af at være i gode, gamle dage. Måske blot som en tilflugt i noget kendt, noget som på samme tid er en del af denne verden, men som også er fiktion. Måske en tone, en akkord, nogle bevægelser, en række ord: omfavnelsen af kulturen, kunsten og kunstnerne.

Her ser vi et mærkværdigt, menneskeligt paradoks: På den ene side krigen, tvungen krigstjeneste, ødelæggelse, inflation, økonomisk krise, sult, brain-drain og apati - og på den anden side en række kunstnere, der fortsatte deres arbejde på trods af den hårde tid. Dette er vitterlig sandt, og det er dette, som viser ukueligheden hos mennesket og dets villighed til at fortsætte på trods af de værst tænkelige forhindringer.

Rundt om i Beograd og de andre store byer som Novi Sad eller Nis, Subotica og Sombor, men også i de mindre byer, kunne man af og til se køer af mennesker, der tålmodigt ventede på billetter til de sjældne koncerter under de værste perioder i 1990erne, NATOs bombekampagne i 1999. I Kolarac, Beograds mest berømte koncertsal, var dette normen: At mennesker stod i kø for billetter til koncerter, selv om det var lige så sandsynligt, at de aldrig ville finde sted.

Det er rigtigt, at der kun var meget få optrædener med udenlandske kunstnere i denne periode - og absolut ingen i de 72 dage i 1999. Men der var overvældende mange, når det gjaldt nationale optrædene - kvaliteten var svingede, men publikum holdt ved. Billetterne var ikke aldeles gratis, undtagen under NATO-bombardementerne, men ledelsen vendte det blinde øje til, når nogen ville ind, men ikke havde råd.

De, som oprigtigt elskede musik og andre kunstarter, og som ønskede at se kunsten overleve, organiserede også koncerter og optrådte - og gav dermed et trofast publikum et 'helle' fra hverdagens syge rædsler, om ikke andet så i den tid, som koncerten eller skuespillet varede, en tid løsrevet fra virkeligheden. Mange mennesker gik på museum dengang, og de brugte megen tid på at beundre kunstværkerne og finde betydninger og detaljer, som de før omvæltningerne aldrig, eller i hvert fald sjældent, ville have haft tid eller opmærksomhed til at opdage. Dette var kulturens hellige tilflugtssted i dets ypperste forstand.

Denne hengivne dedikation, både hos publikum og hos kunstnerne og andre kulturmedarbejdere, er, hvad der bogstaveligt talt holdt mange mennesker klare i tankerne - og som holdt dem funktionelt i live i den menneskelige betydning af det ord.

Det samme gjaldt teatrene, selv om billetter her ikke var gratis. Tilskuerne flokkedes om teatrene og noterede sig ethvert ord og enhver nuanceret gestus hos skuespillerne. Nogle af de bedste teaterforestillinger blev faktisk resultatet af de torturlignende 1990ere, også fordi mange kunstnere fik den rolle som intelligentsia, som middelklassen i den grad havde mistet under Milosevic. Mange af skuespillerne var fremtrædende oppositionsfigurer, og det samme gjaldt dramatikerne, der i uomtvistelige vendinger offentliggjorde deres følelser - lige som instruktørerne og teaterdirektørerne. For professionens og publikums skyld, og for den verden, der var skabt til at være et mere harmonisk sted at være: 'The show had to go on'. På trods af Milosevic. Det var et spørgsmål om stolthed hos kunstnerne, og det blev forstået af tilskuerne - og værdsat.

Som et sidste penselstrøg i dette skrækmaleri af den svære tid - en tid, som skulle vise sig at være fuldkommen tabt for mange - er det væsentligt at erindre om en anden gruppe mennesker; uden denne forklaring vil det være uforståeligt, hvorfor de har så fremtrædende placering i resten af denne artikel. Men beskrivelsen af 1990erne ville altså på ingen måde være fair eller komplet, hvis den ikke inddrog den unge generation, altså landets 'fremtid' - særligt set fra synsvinklen hos en borger i Beograd og udelukkende fokuseret på Serbien. For i de beskrevne tider har det at være ung, teenager eller universitetsstuderende været svært, for ikke at sige håbløst.

Hvordan den unge generation oplevede denne degeneration af deres samfund manifesterede sig tydeligst i den store emigration. Ubekræftede tal hævder, at omkring 250.000 unge mennesker forlod Serbien - ud af en befolkning på omkring 8 millioner mennesker. Det er derfor ikke svært at forestille sig, at apati og manglende motivation fik disse unge til at forlade landet og søge chancen for en normal fremtid. Desuden valgte mange unge mænd at opholde sig ethvert andet sted end i Serbien på grund af den store sandsynlighed for at blive indkaldt til en af Milosevics krige - 'som Serbien ikke udkæmpede', som Milosevic nød at understrege.9 Alkoholisme og stofmisbrug var den anden ekstreme bagside i 1990erne.

For dem, der blev i Serbien, var livet fuldstændig uden forhåbninger om en bedre fremtid. Det var svært for de unge at finde initiativet til at fortsætte og fx tage en uddannelse, for når studiet var slut, ville de kun blive belønnet med ydmygende underbetalte jobs. Især fordi de kunne opleve andre unge, der uden synderlig uddannelse kørte omkring i dyre biler, gik på de bedste klubber eller restauranter og datede de smukkeste piger ...

"Forklar mig lige igen, far, hvorfor jeg skal læse, når du med din universitetsgrad ikke engang kan købe ordentlig mad eller reparere din gamle bil?" Læseren kan selv prøve at forestille sig, hvad der ville være det bedste forældresvar i Serbien i 1990erne.

Selvværd, logik og formål betyder alt for en teenager; for en person i starten af tyverne er det måske endnu vigtigere. Og hvis den unge ingen reelle muligheder har, så er det ikke svært at indse, at motivationen ryger. Problemet er, at hvis man én gang har mistet sin motivation, er det meget svært at genfinde den. Derfor krævede det også helt exceptionelt meget af familierne at holde modet oppe hos de unge.

Som samfund betragtet prøver Serbien fortsat at komme sig over 1990erne, og hvad de bragte med sig - eller mere præcist: Hvad de fjernede. Det vigtige er, at Milosevic er væk, og at han ikke kommer tilbage. Men hans regime efterlod ar på Serbiens følsomme samfund, og landets forhold til naboerne fra det tidligere Jugoslavien er stadig ikke ordentlig helet. Arrene kan springe op når som helst ved en uoverlagt hændelse, sådan symbolsk set, for samfundet er utålmodigt over for landets politiske elite og dens trækken i langdrag.

Måske er det tid til, at nye eliter kan opstå for at vise nye veje fremad, nu hvor landet er genåbnet mod det internationale samfund. For at vise, hvad fremadrettet og fri tænkning kan komme til at betyde - sammen med samarbejde både internt i landet og i hele regionen. Der er en fremtid, der er bedre tider forude, men det er vigtigt at VÆLGE at gøre dem til virkelighed. Serbiens samfund har brug for at indse, at det ikke er alene. Men også at det selv er ansvarligt for, hvad der sker, både med samfundet og med den region, som det er del af.

Serbien efter 2000

Måske er det muligt at begynde at tale om en 'ny æra' i Serbien efter Milosevic og hans regerings fald den 5. Oktober 2000. Samtidig er det sjældent, at et diktatorisk, undertrykkende og regressivt regime medfører en automatisk forandring af et helt system - eller en umiddelbar forbedring af det samfund, som har været brudt sammen.

Dette betyder ikke, at der ikke var total eufori, da parlamentsbygningen blev indtaget - eller at der ikke var et kollektivt suk af lettelse, da oppositionens anførere viste sig på den nationale tv-kanal om aftenen den 5. oktober, eller da der ikke viste sig nogen militærtropper i gaderne på vej til at smadre nattevagterne fra oppositionens demonstranter, sent den nat efter den begivenhedsrige dag. Men efterhånden som flammerne sværtede murene på parlamentets kolossale bygning hen mod morgenen den 6. oktober - og efterhånden som de følelsesmæssige flammer stilnede af i dagene, der fulgte - så opstod en smertefuld, national bevidsthed om, at landet uomtvisteligt havde mistet den glans, det engang var så stolt af. Og det stod klart, at der skulle ydes en ufattelig indsats fra borgerne i Serbien, hvis de skulle genskabe deres lands identitet, som var blevet tabt i 1990'erne.10

Netop her kan en interessant anekdote formodentlig illustrere situationen. Dengang parlamentet blev plyndret og delvis brændt som et symbol på institutionaliseringen af et undertrykkende regime, tog demonstranterne en række uvurderlige kunstværker med dem som trofæer - malerier, skulpturer, møbler, ja, helt ned til stumtjenere, altsammen til mindre om 'frihedsdagene'. De indså ikke, at dem, de stjal det fra, faktisk var dem selv - at de røvede en del af deres eget lands historie og kultur. Dette var en absurditet i sig selv. Men der var en endeløs strøm af mennesker, der bar alt, hvad der overhovedet kunne bæres, væk fra den bygning.

Kort efter dannelsen af den nye regering og Beograds byråd opfordrede borgmesteren i Beograd imidlertid borgerne til at returnere disse ting, så de kunne blive repareret og genplaceret i 'folkets hjem'. Enhver borger kunne til gengæld så komme ind i parlamentet og se disse kunstværker, noget, der havde været et privilegium for de få tidligere - for nu tilhørte kunstværkerne vitterlig alle borgere. Nogle enkelte genstande fandt ikke vejen tilbage til parlamentet, men de fleste blev faktisk returneret. Herefter blev parlamentsbygningen renoveret - delvis takket være betydelige, internationale donationer - hvorefter de returnerede genstande blev restaureret sammen med bygningens indre.

Denne historie viser, at det faktisk er muligt at genskabe det, der er tabt, hvis der blot er en vilje, en årsag og en mulighed. Men gennem de sidste tre år har den regering, der blev valgt i Serbien i december 2000, ikke magtet at leve op til de høje forventninger hos Serbiens indbyggere. Det virker, som om regeringen kunne havde gjort mere - kunne have implementeret nye love, kunne have kommet den organiserede kriminalitet til livs, kunne have hevet korruptionen op med rode, kunne have genindført værdier som ansvarlighed og pålidelighed hos de offentligt ansatte.

Det virker, som om der kunne have været gjort mere for økonomien, og at stabiliseringen og forholdet til EU kunne have været tacklet mere energisk og målrettet. Men på en eller anden måde skete disse ting ikke, og størstedelen af befolkningen følte ikke nogen mærkbar forbedring for dem selv, på trods af at der blev åbnet nye forretninger og fancy caféer og restauranter i de store byer.

Denne følelse forklares måske bedst med et citat fra en kvinde fra Beograd, der sagde, at så foretrak hun alligevel tiden i 1990erne: Dengang havde hun ingen penge, men der var alligevel ikke meget at købe eller se. Nu var der alting at købe og se, men ingen penge at gøre det for.

Er dette et tilfælde af forfejlede forventninger - eller handler det om, at folket leder lederne? Det er stadig svært at sige, men utilfredsheden med præstationen er klar. Borgerne i Serbien vil have deres tabte stolthed tilbage. De vil have en følelse af et mål og de vil have nogen, der rent faktisk kan nå det - hvis ikke, så lader de til at være parate til selv at gøre det.

Måske er de høje stemmetal, som det Serbiske Radikale Parti fik ved det nylige valg den 28. december 2003, netop en manifestation af denne utilfredshed. Forhåbentlig har landets demokratiske partier fattet budskabet og forstået den generelle vrede og kravet om at stoppe deres interne splid, stoppe med at spilde kostbar tid og få landet til at bevæge sig mod velstand.

Vil folket og de ovenfor nævnte 'andre' eliter vente? Næppe. Der er utallige handlemuligheder for at forbedre samfundet, og der findes talrige partnere, som kan være med til at opnå dette. Nu er det på tide at sparke de dårlige vaner væk - og indøve de gode.

Selvfølgelig kan man indvende, at erhvervslivet og investeringsbranchen er på glatis. Lovene om investeringer er endnu ikke færdige, og de institutioner, der skal garantere sikkerheden for udenlandske investorers kapital, er stadig skrøbelige. Desuden er det svært at vælge samarbejdspartnere i Serbien, for mange er overlevende fra det sorte marked under Milosevic. Der er med andre ord alt for høj en risiko for et usikkert og uanseeligt afkast, så det er ikke et marked for de risikosvage.

Men uden en velfungerende og sund økonomi kommer der ingen øgning i bruttonationalproduktet, og dermed ingen reel øgning i den disponible indkomst - og dermed vil de hårde tider fortsætte. Denne cirkelsammenhæng er her forenklet af overskuelighedshensyn, men faktum er, at den forårsager fortsatte problemer for kunsten, kulturen og endda for undervisningssystemet - alt det, som er det egentlige emne for dette essay.

Sandheden er smertelig klar: Kulturen vil have behov for at komme sig, og kunstnerne vil have brug for hjælp til at udveksle idéer og forpligte hinanden i samarbejsprojekter indtil den dag, hvor samfundet bliver i stand til at tage sig af sine egne kunstnere og sin egen kultur på en bedre måde - eller måske bare på normal og forventelig vis. Det er endnu ikke 'business as usual' for de klassiske kunstarter og kunstnere.

Det er meget vigtigt lige at stoppe op et øjeblik her og reflektere over nogle gode eksempler på, hvad der kan gøres, når mennesker med fremsyn og dedikation mødes - både fra Serbien og fra resten af Balkan og det bredere europæiske og internationale naboskab. For visse personer mistede ikke håbet, og de blev heller ikke slået ud, da genrejsningsprocessen ikke gik så hurtigt eller blev så gennemgribende, som størsteparten havde håbet på. Disse mennesker valgte at gøre deres bedste for at hjælpe ved at genskabe visse institutioner som fx Beograd Drama Teater (BDP) - eller det berømte samlingssted for intellektuelle, der gik imod Milosevic, det Jugoslaviske Drama Teater (JDP), der brændte i 1998. Dette foregik gennem vedvarende støtte og mod til at søge yderligere hjælp hos dem, der var parate til at give den.

Det samme gjaldt for Beograd Universitets Politiske Fakultet (FPN), som omsider er blevet teknisk udstyret til at udbyde undervisning med de mest moderne redskaber for at forbedre kvaliteten i undervisningsprogrammerne. Serbien byder nu også generelt på et større udvalg af musikfestivaler, forestillinger og gæsteoptræden på højt niveau.

Spørgsmålene er ikke længere: Er det muligt? Kan forholdene for kunst og kultur virkelig blive bedre? Kan der reelt foregå et regionalt samarbejde? Spørgsmålene skal derimod være: Kan de visionære mennesker, der brænder for sagen, blive hjulpet til at gå forrest?

Svaret må være et overvældende JA. Det skal det. Men hvordan kan man konkret hjælpe disse mennesker til at udføre de nødvendige forandringer og opnå den ønskede forbedring? Hvad skal der gøres?

Egentlig er det enkelt at forklare: Det er implementationen, der er det svære, og som kræver mennesker med den rette energi, dedikation og vilje fra hele regionen, som kan indgå samarbejder og gøre deres ideer og fantasifulde visioner til virkelighed. For at forenkle og anskueliggøre sagen, så lad os her vælge musikken og opdele dens kunstnere i to aldersgrupper: De studerende - og de yngre generationer i det hele taget - og de etablerede professionelle.

For de studerende er det først og fremmest vigtigt at føle, at de har valgt en profession, der er værdsat af deres jævnaldrende og i det mindste også af en del af samfundet. De behøver hjælp for at føle selvværd og for at opbygge selvtillid. Dette kan opnåes på mange måder, både gennem uddannelse og gennem professionel udøvelse, ikke mindst i samarbejde med de etablerede kunstnere. De unge kan desuden hjælpes med særlige programmer, specielt rettet mod dem.11

For eksempel:

• Deltagelse i masterclasses, afholdt af nationale og internationale lærere

• Optræden både indenlands og i udlandet (selvfølgelig udvalgt ud fra bedømmelse af evner)

• Opfordring til at deltage i konkurrencer på nationalt og internationalt niveau og støtte til at forberede disse (ideelt kombineret med muligheden for at afholde offentlige koncerter og/eller pladeoptagelser, alt efter den opnåede succes)

• Invitation til at arbejde med internationale ungdomsensembler i visse perioder - for at høste erfaring og udvikle nødvendige teknikker

• Tildelinger af samarbejdsophold hos studerende og kolleger både rundt om i Serbien og i udlandet - baseret på gensidig udveksling med tilsvarende værtsfunktion, når disse samarbejdspartnere kommer på besøg

Alle disse forslag er kun en håndfuld af de mange aktiviteter, der med garanti ville kunne hjælpe studerende med at opnå det, som de ikke har haft mulighed for de sidste mange år: Den nødvendige, professionelle erfaring kombineret med erfaringen fra den internationale scene - altså det, der opfattes som helt naturligt og essentielt for deres jævnaldrende studerende i resten af Europa. Begge dele vil hjælpe dem med at udvikle deres evner og løfte deres selvtillid gennem læreprocesser med forskellige tilgange til deres kald: Udøvelsen af musik.

Men hvad så med 'de etablerede kunst-professionelle'? Dette begreb dækker for musikkens vedkommende hovedsagelig musikere, musikpædagoger, komponister, dirigenter, musikhistorikere og musiketnologer. Forbedringen her kan komme fra at rejse ud og fremvise den kreativitet, som ellers har ligget ubemærket hen - eller som i hvert fald er ukendt for den internationale musikverden og dens publikum.

Sagen er den, at disse mennesker har mistet næsten al kontakt med deres kolleger både regionalt og i udlandet siden 1990erne. Et enormt fremskridt for dem - og således for hele musikken og dens kultur - ville være at give dem en mulighed for at samarbejde med udenlandske kolleger og demonstrere deres kunnen. I øjeblikket findes der ingen kompetente musikbureauer eller agenter, der er tilstrækkelig gode til internationalt at promovere kunstnere fra Serbien. Derfor må den internationale anerkendelse opnåes på andre måder: Deltagelse i udvekslinger, internationale projekter, musikfestivaler, gæsteoptræden etc.

Det tidligere Jugoslavien var et land med et usædvanlig højt antal musikfestivaler. Da landet blev opdelt, betød fragmenteringen også, at værdifulde, regionale scener for musik forsvandt.

Det er sandt, at borgerkrigen i 1990erne har skabt megen ufjendskab mellem de nuværende republikker, men kunstnerne har indset, at de er bundet sammen i et regionalt fællesskab, der går på tværs af landegrænserne. Mange gik bare omkring og ventede på, at vanviddet skulle standse, så de igen kunne få muligheden for at besøge hinanden og samarbejde.12 Det eneste, disse mennesker har brug for, er støtte til igen at knytte de hårdtprøvede bånd, der stadig føles mellem dem - og til at genetablere det værdifulde samarbejde, der har været umuliggjort.

Det er derfor afgørende, at der gives støtte til disse individer og organisationer, som har indset mulighederne i et samarbejde, og som har visionerne og kræfterne til at udvikle det - og som også er villige til at gå uden for deres egentlige felt for at identificere potentialer og talenter, så alt kan samles med de forhåndværende ressourcer for at opnå en sand genfødsel af kulturen.

Det tager tid. Det vil tage en rum tid alene at finde disse individer og give dem tid til at finde frem til alle de kunstnere, der kan indgå i samarbejdet. Og det vil tage tid at skabe et netværk og få det til at vokse, at skabe tillid hos hinanden og opbygge den gensidige respekt og fælles ambition - og støtte hinanden i alt, hvad dette svære mål vil kræve.

De, der vil hjælpe med dette arbejde, enten gennem egen indsats eller med materiel støtte - eller begge dele - må derfor også være forberedte på at indgå med en dedikation på langtidsbasis, minimum for flere år. Og det er rigtigt, at den påkrævede tid for at opnå det nødvendige - altså en mærkbar forbedring, som kan motivere andre i samfundet til at følge trop inden for deres felt - sandsynligvis er længere end den tid, som de fleste regeringer opnår ved magten.

Essensen er, at den påkrævede udholdenhed vil vare nøjagtig den tid, som det kræver at opnå forandringen.

Konklusion

Dette essay har forsøgt at viderebringe et indtryk af det serbiske samfund og alt det, der her er foregået gennem de sidste 15 år. Fra sammenbrud og ydmygelse til en periode, hvor opgang og forbedring igen er muligt. Men intet samfund, der er blevet så omfattende udfordret, både indefra og udefra, kan på nogen måde komme sig og blive en jævnbyrdig partner for sine naboer, hvis det ikke bliver hjulpet.

Måske er Tyskland og Japan efter 2. verdenskrig de bedste eksempler fra den nyere historie. Den del af serbisk kultur, der genspejler universelle værdier fra den vestlige civilisation, har løftet sit ansigt fra jordskorpen, som ellers har opslugt den i nogen tid. Denne serbiske kultur skal hjælpes af dem, der er i stand til det - og den vil ikke være utaknemmelig.

De generationer, der vil nyde godt af denne støtte, og vi, som befinder os her nu, må finde en måde, så vi kan skabe det, som ulykkeligvis blev nægtet os. De yngre generationer - men også de, der stadig er aktive - bliver nødt til at få en chance for at skabe og for at møde deres jævnaldrende og kolleger, både inden for regionen og ude i verden. De har behov for at lære og for at lære af hinanden.

Isolationens tid er forbi. Det er tid til at udveksle ideer, til at rejse og til at få besøg - og til at udforske, hvilke kulturelle og kunstneriske rigdomme, der eksisterer i musikken og de andre kunstarter i Serbien og hele Balkan. Men det er også tid til at tilbyde talenterne til hele verden.

Dette er kunstnernes ansvar og ansvaret hos dem, der støtter dem. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan vejene til målet skal nås. Fantasien hos dem, der er villige til at gøre en indsats for at forandre og forbedre.

Oversættelse: Anne Middelboe Christensen

For an English version of this article please visit www.danskmusiktidsskrift.dk

Billedtekster

Fotos i denne artikel: Pavle Jankovic og Nikola Jankovic.

P. 238-239: Det store (hoved)billede: demonstranter på bulldozeren - et af symbolerne fra den 5. oktober, foran Forbundsparlamentet nogle timer før de stormede det. En lignende bulldozer blev brugt til at angribe statsfjern-synets bygning. Statsfjernsynet var det største redskab i Milosevics propagandamaskine.

Øverste lille billede: Mængden af demonstranter fra hele Serbien rundt om Forbundsparlamentets brændende bygning nogle minutter efter, at den blev stormet.

Nederste lille billede: En gruppe demonstranter vifter med flaget på bulldozeren kort tid inden, parlamentet blev indtaget.

P. 240-241: Venstre billede (240): Demonstranter og brandmænd slukker ilden, som startede tidligere, da et stort antal vrede mennesker gik ind i parlamentet, fordi bygningen husede forbundets valgkommision, som nægtede at anerkende Vojislav Kostunicas sejr, oppositionens kandidat ved det efterfølgende valg den 24. september.

Billede i midten: Specialpolitiets afspærring i forsøget på at adskille det voksende antal protesterende fra parlamentet.

Højre billede (241): En scene bag ved parlamentet efter sammenstødene med politiet, som startede om eftermiddagen den 5. oktober. Røgen kommer både fra parlamentet og fra de brændende politibiler, som blev sat i flammer af demonstranterne. Heldigvis blev vreden vendt mod ting og ikke mod landsmændene i politiuniformer trods det forfærdende antal slag på demonstranter, som er foregået i mange år - et særegent træk og en risiko for borgere der deltog i anti-Milosevic demonstrationer siden marts 1991.

P. 242-243: 242 - De ulmende rester af parlamentet med smadrede vinduer, adskillige timer efter at kampene begyndte.

243: En rødhåret ung mand vifter en "venlig hilsen" til specialpolitiet før sammenstødene.

P. 244-245: Midterbillede: De smukke steder næsten fire år efter Milosevics fald: "Fugl Føniks" - det fuldstændigt genopbyggede og moderniserede mødested for intelligentsiaen - Yugoslav Drama Teatret som brændte under ret så uklare omstændigheder i 1998. Den indre facade er fuldstændigt indhyllet i glas, hvilket symboliserer sammenblandingen af det klassiske og det moderne. Sammen med Beograd Drama Teater er de to de mest moderne og elskede teatre i Beograd.

244 (lille foto): Beograd Drama Teater set forfra - et genkendeligt landmærke.

245 (lille foto): Den Republikanske Plads - den mest kendte plads i Beograd og det mest populære mødested for de unge. Den er prydet med Nationalteatrets bygning til højre og Nationalmuseet til venstre og en statue af Hertug Mihailo af Obrenovic-dynastiet i midten.

Pavle Jankovic (MA) f. 1973 er leder af Centret for Forsvars- og Sikkerhedsstudier ved G17 Instituttet, hvor han leder en gruppe, som sammen arbejder med sektorale sikkerhedsreformer i Serbien og Montenegro gennem anvendt forskning, uddannelse, projektimplementering og udformning af politiske strategier. Han fungerer ligeledes som rådgiver for Kommitéen for Udenrigspolitiske Anliggender (The International Affairs Commitee) ved G17 PLUS, et reformvenligt parti i Beograd i Serbien, hvor han rådgiver vedrørende internationale og forsvarsrelaterede problemer.

Jankovic har studeret International Politik og Europæiske Studier ved Anglo American College i Prag, og Internationale Studier og Diplomati ved Schiller International University i London, hvor han fik sin bachelorgrad. Han modtog en mastergrad i International Politik og Strategiske Studier fra Lancaster University, hvor hans afhandling omhandlede etableringen af et miljø for en fredelig løsning af Kosovo-konflikten.

Jankovic har opnået en betydelig praktisk viden og anden professionel erfaring gennem sit arbejde for internationale organisationer såsom US Peace Corps, OSCE, IOM, ASB og for private selskaber som udviklingskonsulent. En del af hans tid er ligeledes dedikeret til udviklingen af Serbiens Civile Samfund (The Civil Society of Serbia), hvor han er involveret i en række af NGO'ernes forskellige projekter gennem forelæsninger, fundraising og assistance ved almindelige kapacitets-øgende aktiviteter. Hans professionelle interesser vedrører international politik, diplomati, forsvars- og sikkerhedsproblemer, mellemøstlige anliggender og NGO-udviklingsarbejde.

I april 2004 blev Pavle Jankovic national sikkerhedsrådgiver for formanden i det Serbiske Parlament, som både spiller en parlamentarisk rolle og er Serbiens fungerende præsident. Jankovic er nu endnu mere aktiv i arbejdet for fremme af regionale og internationale mærkesager på en række områder.

1. Forfatteren vælger med vilje ikke at diskutere den politiske situation i detaljer - heller ikke borgerkrigen, som for størstedelens vedkommende var resultat af den politik, som blev promoveret af Milosevics regering. Men forfatteren erkender den ødelæggelse, som denne politik forårsagede i regionen som helhed og Serbien i særdeleshed.

2. Dette handler ikke blot om en naturlig og forventelig generationsforskel, men om en socialt truende forandring af normer, hvor en generation efterlades uden et værdisystem, der kan videreføres i en produktiv og frugtbar fremtid.

3. Navnet på marskal Josip Broz Tito (1892-1980, forbundspræsident 1945-80, red.), den første præsident af Jugoslavien efter 2. verdenskrig, en 'folkekær' diktator, valgt på livstid.

4. Det er væsentligt her at forklare, at det sorte marked ikke blot var det, man kunne se på film, sådan en smule bacon eller æg eller en tilfældig cd solgt i en mørk sidegade. Det sorte marked blev faktisk normen - med millionaftaler i tyske mark med op mod hundrede fragtbiler ad gangen. Her opstod en lukrativ handel med våben, olie og benzin, og frem for alt med narkotika. Hovedmændene bag det sorte marked arbejdede med velsignelse og beskyttelse fra Milosevic og hans regering, der delte rovet fra det sorte marked. Andre betalte en vis del af deres fortjeneste for at få myndighederne til at se den anden vej. Dette blev et forbilledligt eksempel på pengeafpresning, men altså en regeringssponsoreret pengeafpresning.

5. Det er her nødvendigt at forstå - også selv om det er kun en yderst forenklet sammenligning - at Serbien havde en veludviklet og velstående middelklasse, der blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet, og som blomstrede som et egentligt bourgeoisi mellem de to verdenskrige. Men med revolutionen under 2. verdenskrig og kommunisternes overtagelse i slutningen af 1945 blev det meste af denne sociale og kulturelle elite ødelagt eller forarmet af statsdannelsen og dens brutale overgreb. Det tog 50 år for middelklassen at komme sig over dette og genfinde en form, så den igen kunne være anfører for samfundet i en givtig og fremadrettet retning.

6. Det er i dag 13 år siden, og alligevel er disse konti først nu begyndt at 'tø'...

7. 'Turbo-folk' er en blanding af folkemusik og smagløs kitsch-performance med miks af alverdens musikformer.

8. Denne generelle forbedring af samfundet er fortsat et uopnået mål, selv i dag, og det vil antagelig tage tid at nå dertil, særligt uden radikale ændringer af undervisningssystemerne og andre betydelige og definerende elementer i et samfund i denne del af Europa. Denne idé og dens forklaring i detaljer ville dog kræve et helt nyt og andet essay.

9. Forfatteren af dette essay var blandt de mænd, som forlod landet i deres sidste teenageår.

10. Forfatteren bruger med vilje begrebet 'borgerne i Serbien', eftersom Serbien er et multietnisk samfund og ikke en monoetnisk nationalstat. Forfatteren er af den opfattelse, at denne multietniske egenskab er (eller burde være) en fordel for dette samfund - og ikke en ulempe på nogen måde.

11. Dette gælder ikke kun for unge musikere, men også for unge dirigenter, som ville få erfaring ved at dirigere andre ensembler - ikke kun nationale ensembler og orkestre, som er meget eftertragtede. Og også for unge komponister, der således kunne få opført deres værker i udlandet. Dette gælder naturligvis også for de etablerede dirigenter og komponister.

12. En interessant sammenligning er det faktum, at over 5.000 turister fra Slovenien besøgte Beograd nytårsaften den 31. december 2003 og dagene heromkring. Deres gennemgående begrundelse for at opsøge netop Beograd var byens udsøgte rocksteder og klubber foruden de billige restauranter med glimrende mad.