DEBAT

Hvor de gamle faldt ...

"Du har ikke forladt DR. DR har forladt dig. DR har forladt sig selv. DR har forladt os." (Dansk komponistkoryfæ i mail til mig forleden).

Fra 1. juni er jeg ikke mere ansat som producent, dvs. redaktør for ny musik i Danmarks Radio. Arbejdsområdet har omfattet dels udvælgelse og produktion af ny musik-koncerter over hele landet, som DR transmitterede, dels innovation og gennemførelse af DR's egen koncertvirksomhed herunder andre ny musik-events og endelig et stort, vanskeligt definerbart område med udveksling af musik med udlandet, samarbejde med nationale og internationale organisationer, servicering af danske musikere og komponister etc.

Jeg fik jobbet for nøjagtigt 7 år siden efter at have arbejdet i DR i 18 år med udsendelser til landsprogrammerne 1, 2 og 3. Overflytningen skete på et godt tidspunkt for mig - jeg var på flere måder kørt træt i det ret krævende brede arbejdsområde, og min baggrund som konservatorieuddannet komponist og musikteoretiker/historiker kaldte på en specialisering inden for den ny musik, som er en af de vigtigste ingredienser i mit liv.

Det var på samme tid let og vanskeligt at blive Mogens Andersens afløser. Selvom 'Vor tids Mogens' ved festlige lejligheder udnævnte mig til 'kronprins' og min overflytning fra provinsen også havde en slags headhunting-karakter, er det klart, at det at løfte arven efter et koryfæ som Mogens samtidig med at jeg har en stærk vilje til at realisere mine egne visioner, krævede sin mand. På den anden side var Andersens virksomhed præget af et imponerende fremsyn, og det at være hans efterfølger var på godt og ondt, altovervejende godt, noget af en opgave. Han havde opbygget stor respekt omkring DR-nymusik i ind- og udland - især imponerede hans reputation i udlandet mig, og vi lykkedes med ikke blot at fortsætte jagten på en international førerposition, men rent faktisk at opnå den.

Eksemplerne skal være den internet-kanal - dr.dk/avantgarde, som vi kørte som et 9 måneders forsøg, og som nu er ved at blive realiseret mellem forskellige europæiske lande netop efter vor DR-model (ideen var desværre for - 'avantgarde' for DR); og succesen med International Rostrum for Electroacoustic Music, hvor DR's værtsskab i 2002 betød en tredobling af deltagerantallet og en nytænkning af den gamle institution (i øvrigt har vi også været foregangsfolk for et helt nyt International Rostrum of Composers, som har kørt efter samme model i 51 år, men som netop i år fornyes efter DR-recept).

Mammutforetagender som Amplitudes-festivalen, en markant udbygning af udlands-relationerne, forøgelsen af det elektroakustiske område og en lang række DR-initierede arrangementer er andre eksempler på, at det er lykkedes os at videreføre de stolte DR-traditioner på ny musik-området.

Et kvalificeret arbejde med selve formidlingen af ny musik, herunder en fusion med magasinprogramet Lyt til Nyt, er legendarisk i international sammenhæng.

Når der skrives "vi", er det fordi, der de seneste år er opstået et stort og kvalificeret engagement omkring ny musik i DR hos medarbejderne - fra vagtpersonale over 'kabelslæbere', musikteknikere, journalister, producere, You name it - frem til undertegnede.

Dette skal ikke mere handle om hverken min ærede forgængers eller mine meritter. Det skal være en opfordring til DR om at fastholde og fortsætte udviklingen. Og en opfordring til ny musik-livet om fortsat at være vagthund over DR's naturlige forpligtelser på området. Her er nogle råd:

1) Sendetiden for ny musik er - procentuelt i forhold til den samlede sendeflade - faldet voldsomt de seneste år. Stop denne udvikling - uden hensyntagen til lyttertal!

2) Ressourcerne, økonomisk og mandskabsmæssigt, er udhulet de seneste år, i og med at budgetter m.v. er stagneret, ikke fulgt med prisudvikling etc. Vend denne udvikling!

3) Fokus er ved at flytte sig fra det nødvendige DR-initiativ til en ren afspejling af det danske ny musik-liv. Og, med al respekt, SÅ interessant er det ikke. DR har traditionelt udfyldt 'huller' i det danske ny musik-liv. Forøg denne indsats!

4) Den ikke-udsendelsesrettede indsats, der altid har været en vigtig håndsrækning til musiklivet (dokumentation, cd-produktion, promotion af dansk musik i udlandet etc.) har haft trange vilkår på det seneste. Det bemærkes allerede rundt om. Få rettet op på dette forhold - det blir umuligt at samle op, når det først er forsvundet.

5) Der har ganske givet været mindre ny dansk musik og færre uropføreler i DR de seneste år. Det har delvis været en konsekvens af min prioritering, men sendetidsreduktionen har arbejdet imod mine tanker. Og den reducerede interesse for udenlandsk ny musik har heller ikke just hjulpet. Find blot 30-45 minutters mere sendetid ugentligt! Det ville også tilgodese de mange ensembler, der idealistisk har specialiseret sig i ny musik det seneste årti - en indsats som der simpelthen ikke har været ressourcer eller sendetid til at honorere.

6) Evindeligt nye strukturer, omflytninger af musikproduktionen og dens serviceapparat, intern fakturering etc. rammer et niche-område som ny musik uforholdsmæssig hårdt. Man behøver ikke være uenig i det sidste årtis managementfilosofi (jeg er faktisk imponeret over DR's samlede indsats (og en produktivitetsforøgelse på flere hundrede procent), men public service-tunge områder som fx ny musik burde holdes fri af disse strømlinede lyttertalorienterede tendenser.

På trods af denne negative udvikling, mener jeg, at det er lykkedes os at fastholde positionen som landets vigtigste operatør på ny musik-området. Simpethen fordi vi er en del, der stadigvæk er forelsket i den gamle moster DR og det idegrundlag, der finder vej til officielle 'missioner', 'visioner' og skåltaler.

DR's hjerte skal stadigvæk banke for tidens kunst, og jeg ved at der er mange kvalificerede og engagerede kræfter i DR, der vil trodse udviklingen i et forsøg på at sikre dette.

Det danske ny musik-liv skal på sin side fastholde og udbygge sin rolle som vagthund. Jeg stiller gerne op med et bjæf - ikke i bitterhed (dog en kende sorgfuld over bruddet), men i kærlighed til DR og DR's rolle og, ikke mindst, ny musik.

Evanthore Vestergaard

... er der ny overalt

Også jeg har med interesse læst Karsten Fundals læserbrevsskrig i DMT nr. 7/2004 og kan kun byde denne øgede indsigt i ny musik-miljøets adfærd velkommen - ikke mindst fordi der i indlægget bl.a. gentages, hvad undertegnede selv for et års tid siden skrev på Danmarks Radios hjemmeside om det selv samme problem.

At skriget også høres af DMT's lederskribent Anders Beyer er godt hørt og i den grad på sin plads. Men når det på lederplads i DMT antydes, at Danmarks Radio står uden en producent på ny musik-området er det ikke helt korrekt. Efter at Evanthore Vestergaard forlod Danmarks Radio med udgangen af maj måned, stod stillingen ubesat i ca. 1 dag, hvorefter undertegnede med fornyet kampgejst overtog denne stol med dens indbyggede paradokser - bl.a. følgende:

1: Musikerne bliver sjældent betalt i forhold til arbejdsindsatsen.

2: Komponisterne er lidt skuffede over at ikke hver eneste af de 200 årlige uropførelser sendes direkte i tv-avisen.

3: Det er vistnok public service at sende det, som ingen gider høre på; men det er godt nok ikke nogen radiodirektørs yndlingsområde - det giver ikke gode lyttertal at sende Karsten Fundals nye nonet - hverken i primetime eller onsdag formiddag.

Dog er jeg gået til biddet med en forsikring om, at der ikke er ønsker fra ledelsesside om at nedskære ny musiks tilstedeværelse i Danmarks Radio. Som den radiohaj, jeg er ved at afvikle mig til, kan det da fx også være interessant at nævne, at da Danmarks Radio afholdt sin kammermusikkonkurrence i februar måned i år, blev der præsenteret musik af Karl Aage Rasmussen, Hans Abrahamsen, Isang Yun, Morten Skovgaard Danielsen (uropf.), Ligeti osv. for et stort publikum, der applauderede højlydt, uden at nogen syntes, at det var mærkeligt, at de unge spillede den slags.

Men det går jo alligevel ikke godt, har vi nu alle opdaget, og en af mine første synlige handlinger vil bl.a. derfor være at få indkaldt en række af de berørte parter i vores ny musik-liv til et stormøde straks efter sommerferien. Her skal vi koncentrere os om at fremtvinge løsninger, der kan bringe os ud af den selvskabte krise, og derfor skal mødet resultere i, at vi får afklaret, hvad vi gerne vil med hinanden, hvordan vi kan få glæde af hinanden, og hvordan vi kan få det, der engang hed ny musik, ud til et bredere publikum. Det bliver en fin dag, der skal sluges nogle kameler!

Det vil på mødet være forbudt at brokke sig, at klynke eller at snakke om gamle dage. En ny tid er oprunden og den skal vi være med til at forme med den ny tids midler.

Music lovers everywhere - beware!

Jesper Lützhøft

Kære Jørgen Lekfeldt og Carl Bergstrøm-Nielsen

Karlheinz Stockhausen har aldrig talt om "Nie erhörte Klänge", skrev I i forrige nummer af DMT. Officielt var det en rettelse til Erling Kullbergs bog. Men det lignede snarere en kamufleret reklame for jeres eget patent på Stockhausen - og for et par af jeres egne bogtitler. Det synes jeg ikke, I kan være bekendt. Jeg vil derfor indvende fire ting:

For det første har jeg selv afholdt et 24 timer langt og meget velbesøgt Stockhausen-kursus på Musikvidenskabeligt Institut i København for nylig.

Jeg har også læst flere Stockhausen-noder end nogen her i landet, vil jeg tro - herunder de allerseneste. Jeg har sågar forløbet mig i hans hensigter, det hører til mine mange Jugendsünde! Men belært af erfaringen prøver jeg altid, altid, altid at undgå ethvert tilløb til monopolisering.

Hvad enten musikken er af Stockhausen, Per Nørgård eller hvem jeg ellers arbejder med. Se bare, hvordan forskningen i Carl Nielsen har splittet sig op for tiden! Ægte kærlighed er at sætte fri.

For det andet taler Stockhausen ofte om lyde, ingen har hørt før. Sommetider endda om hele klangverdner. Han bruger bare mange ord på det. At salige Poul Nielsen kunne koge dem ned på denne slagkraftige måde, vidner kun om hans vældige indsigt. Inspirationen kom vel fra citatet nedenfor.

Når udtrykket sjældent lægges ud på internettet, skyldes det manglende kendskab til Poul Nielsens formulering.

For det tredje forbliver "Nie erhörte Klänge" et uundværligt redskab, når man skal beskrive Stockhausens æstetik. Ikke mindst i pædagogiske sammenhænge. Selv citerer jeg gerne vennen Pierre Schaeffers berømte omtale af verdens første højttalerkoncert, der fandt sted 18. marts 1950 på Ecole Normale de Musique i Paris:

"Diese Gäste erlebten auch als erste eine Probe des noch Ungehörten: nicht nur bislang niegehörte Klänge, sondern auch Klangverbindungen, von denen sich nicht sagen ließ, ob sie vorherbestimmten Gesetzen von Komponisten folgten, oder ob sie einfach dem Zufall entsprungen waren."

Og for det fjerde mener jeg ikke, man kan gribe helt tilbage tilDrei Liederog forstå hele Stockhausen ud fra dem. Herregud: Det hører til hans allerførste ting. Manden var kun lige i begyndelsen af tyverne. Og så er liederne endda kun optaget blandt 'brøkværkerne' - i dette tilfælde som nummer 1/10. Ikke engangKreuzspielhar eget nummer. Komponistens opus 1 er førstKontra-Punktefra 1952. Helt bevidst, som man siger.

Søren H. Schauser

Kamp mod vindmøller

Nu er jeg ved at være godt træt af at føle, at jeg må forklare og undskylde mig oven for en redaktør, der ikke kan se de små lys vi andre forsøger at tænde i mørket, fordi han selv har skyklapper på. Jeg er lige så træt af at læse opfordringer til selvkritik og fremadrettethed, mens man selv sparker bagud, tilsyneladende uden engang at overveje et kig på sig selv i spejlet for at spørge, hvordan man selv synes, det går. Det er trættende at se på, når nogle kæmper mod vindmøller for at overvinde problemerne, uden at engang prøve at se på, om de måske selv er en del af problemet.

I det hele taget er jeg rigtig træt af DMT. Så er det jo godt at jeg, i modsætning til de fleste af bladets øvrige læsere, der nok får deres blad automatisk gennem deres medlemskab af Dansk Komponistforening, betaler mit abonnent selv, fra egen lomme. Det betyder nemlig at jeg kan sige mit abonnement op - hvilket jeg hermed gør.

Frode Andersen

Lødig debat - ja tak!

I DMT nr. 7 mener Finn Egeland Hansen, at mit indlæg om fagspecialiseringen i nr. 6 befinder sig på et "underlødigt niveau" og kalder nogle af mine synspunkter "hårde og ikke særligt kloge ord".

Læg mærke til, at professorens påstande ikke er ledsaget af nogen som helst form for argumentation og derfor ikke er andet end en autoritær fordømmelse af mig.

Hvis Finn Egeland Hansen efterlyser et lødigt debatniveau, må man konstatere, at det foreløbig ganske åbenlyst kniber for ham selv med at leve op til dette ideal, hvilket også hans indledende latterlige beskyldninger om et "københavner-syndrom" i nr. 5 klart viste.

Niels la Cour