Fuglene der blev sluppet ud af buret- Interview med komponisten Rodion Sjtjedrin

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 08 - side 267-271

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Den fremtrædende russiske komponist Rodion Sjtjedrin, der betegner sig selv som post-avangardist, har været i København i anledning af premieren på helaftensballetten Anna Karenina på Det Kgl. Teater.


Af VIBEKE WERN

Rodion Sjtjedrin stråler af glæde og laver takkegestus ned i orkestergraven til Det Kgl. Kapel. Det er to dage før premieren på helaftensballettenAnna Karenina, hvortil koreografen Alexei Ratmansky, der siden 1. januar har været chef for Bolsjoj Balletten, har valgt at bruge Rodion Sjtjedrins balletmusik fra 1972.

I ugen op til premieren har Sjtjedrin været i København for at instruere Kapellet og de to alternerende dirigenter Michael Schønwandt og Martin Åkerwall i sit dramatiske partitur. Et partitur, som Sjtjedrin oprindeligt komponerede til sin hustru, Bolsjojs prima ballerina Maya Plisetskaja, der under stor modstand fra den daværende kulturminister i Sovjet skabte den første koreografi over Tolstojs fantastiske kærlighedsroman med sig selv i titelrollen.

"Du tror, det er løgn. Men dørene til Bolsjoj blev låst under prøverne, så ingen kunne se, hvad der foregik. Der eksisterede allerede otte operaer over Tolstojs roman, men vores ballet var den første. Vi blev både angrebet for at være for agressive over for den store russike litteratur og for at være for vulgære og erotiske, og det endte med, at kulturministeren, Jekaterina Furtseva, forbød forestillingen, før den var færdig", fortæller Rodion Sjtjedrin.

"Held var en vigtig del af vores liv i Sovjettiden. Og det blev vores held, at kulturministeren skulle på rejse til Vietnam og blev erstattet af en mere liberal herre fra kommunistpartiets centralkomité, Piotr Démitsjev. Maya skrev et brev til ham, og heldigvis syntes han også, at det var tosset, at vi til ingen nytte havde brugt tid og penge på at arbejde på forestillingen. Så han gav os lov til at gøreAnna Kareninafærdig og opføre den på Bolsjoj," forklarer den charmerende og muntre 71-årige Rodion Sjtjedrin på engelsk. Jævnligt under interviewet slår han dog hensynsfuldt over i russisk, så hans 78-årige og stadigvæk karismatisk smukke hustru, der stort set kun taler russisk, kan følge med i samtalen.

"Anna Kareninaer et værk, der betyder meget for mig. Derfor er jeg lykkelig over at være her i København og høre musikken spillet af et orkester af høj kaliber, og jeg føler, at både musikerne og de to dirigenter er meget professionelt engagerede i deres arbejde," understreger Sjtjedrin flere gange.

"Jeg har absolut intet imod, at man her på Det Kgl. Teater har valgt at spille al musikken fra orkestergraven og bruge en båndindspilning af Bellinis musik i scenen, hvor Anna går i operaen, for det er selvfølgelig et spørgsmål om plads og økonomi. I 1970erne var der masser af penge på Bolsjoj, og i den oprindelige version havde jeg både et lille kammerorkester på scenen til den store balscene og et klaver med i Betsys salon. Til hestevæddeløbet var messingblæserne også oppe på scenen, hvilket gav en flot visuel effekt. Men det vigtigste er selvfølgelig, at man oplever en dialog mellem to forskellige slags musik, hvilket jo altid er et godt dramatisk redskab til at understrege forskellige tider og tilstande - den ydre handling og den indre steming i sindet."

På mange måder er den billedrige musik iAnna Kareninameget karakteristisk for Sjtjedrins kompositoriske virke i sin brug af mange forskellige genrer, med sine spor af både Tjajkovskij, Prokofjev og Sjostakovitj blandet med nyere kompositionsteknikker og med klaverets fremtrædende position i det store orkester. Dertil kommer iAnna Karenina, som et vigtigt element orkestrets lydefterligning af det faretruende tog, som Anna Karenina ender med at kaste sig ud foran.

"Jeg begyndte selvfølgelig at skrive balletmusik på grund af Maya. Hvem ville det være bedre at komponere til. Maya er helt utrolig musikalsk og har absolut gehør," siger Rodion Sjtjedrin og sender et kærligt blik til sin kone. Men i perioden 1957 til 1969 komponerede Sjtjedrin også musik til otte film, inklusive en filmudgave afAnna Kareninai 1968, hvor Maya Plisteskaja spillede rollen som prinsesse Betsy. Og dermed var ægteparret sporet ind på idéen til deres ballet i 1972.

"Filmmusik skrev jeg for at tjene penge. I Sovjet var der kun én måde, man virkelig kunne tjene penge på som komponist, og det var gennem film. Folk sagde altid: stakkels Schnittke, der har skrevet musik til over 50 film. Men de var jo bare misundelige over, at han var rig - ikke mindst hans yngre kolleger."

Rodion Sjtjedrin har i alt komponeret fem balletter og to operaer til Bolsjoj, hvilket gør ham til den første komponist i det over 200 år gamle teaters historie, der har fået opført syv sceniske værker. ForudenAnna Kareninaomfatter hans balletmusikThe Little Humpbacked Horse(1960),Carmen Suite(1967), og de to Tjekov-balletterThe Seagull(Mågen) ogThe Lady with the Lapdog(Damen med hunden) fra henholdsvis 1980 og 1985. Hans første opera erNot Love Alonefra 1961, og den anden, der regnes blandt hans hovedværker, erDead Souls(Døde sjæle) fra 1976 komponeret over Gogols roman af samme navn.

Selv betegner Rodion Sjtjedrin overordnet sit musikalske oeuvre som post-avantgarde. Et begreb han sammenligner med fugle, der er blevet sluppet ud af buret. Alle begrænsninger er kastet bort, og man kan frit benytte alle de mangfoldige midler og kompositionsteknikker, der overhovedet findes i verden i dag. Hermed er det også nærliggende at kalde Sjtjedrin for postmodernist, mens han dog selv hele tiden definerer sit oeuvre i forhold til avantgarde-begrebet og i øvrigt ikke skelner mellem avantgarde og modernisme.

"Inden for musikhistorien vil jeg kalde avantgarden for diktatur. Og al form for diktatur er forfærdelig. Avantgarden har dikteret en bestemt stil, og hvis man ikke bekender sig til denne religion, er man ikke accepteret som komponist blandt avantgardisterne, men bliver udelukket ved første tone. Det er meget dumt og et kæmpe problem. For avantgarden har fuldstændig mistet sit publikum. Og i dette tomrum har pop, rock og al mulig kommerciel musik optaget pladsen," siger Sjtjedrin, der bl.a. er kendt for at have kritiseret den russiske modernist Denisov.

"Avantgarden eksisterer stadigvæk. Men kun i ghettoer på små festivaler, og det er de samme 100 mennesker, der drager fra den ene festival til den anden. Selvfølgelig synes jeg, at man skal skrive ny og nutidig musik, og jeg har da også selv benyttet 12-toneteknik og aleatori. Det er ikke forbudt; men det nytter ikke at distancere sig helt fra fortiden. For vi har jo stadigvæk de samme biologiske konstruktioner som før - vores nerver, ører og øjne. Vi har skiftet tøj - men hjertet er stadigvæk det samme. Derfor føler jeg, at det er naturligt at have et ben i fortiden og et ben i fremtiden og balancere mellem tradition og modernisme. Hele historien om avantgarden giver mig god grund til at sige, at man er nødt til at have fortiden med."

Prokofjevs og Sjostakovitjs musik betegner Sjtjedrin som sit eget musikalske modersmål:

"Da jeg voksede op, fandtes der to musikalske sprog i Rusland: Sjostakovitjs og Prokofjevs. I Stalin-tiden, hvor det var svært at få informationer udefra, vidste vi fx intet om Hindemith og mange andre komponisters eksistens. Fra min studietid i Moskva husker jeg, at Ravel og Debussy blev betragtet som vestlig dekadence. Så var det bedre at spille russiske sange," griner Sjtjedrin, for hvem folkemusikken og ikke mindst chastushkaen, som han har brugt i mange værker, har haft meget stor betydning.

"Min farfar var ortodoks præst i en lille by Alexin ved Volga-floden omkring 250 km fra Moskva. Hver sommer, fra sneen var smeltet til den kom igen, sendte min far mig sammen med min mor af sted fra Moskva ud til min farmor. Og derude hørte jeg den rigtige, levende folkemusik. Det er ikke noget, jeg har læst mig til eller hørt på pladeindspilning. Folkemusikken var en del af mit liv, og den rørte mig dybt, og det gør den stadigvæk den dag i dag, hvis den er ægte.

Russisk folkemusik er jo helt utrolig rig på alle måder - i melodik, rytmik og kontraster. For mig var det som barn ren magi at lytte til hyrderne på den anden side af floden, og den dag i dag kan jeg stadigvæk høre dem inde i mit hoved. Specielt husker jeg én kvinde. Hun var fuld og så forfærdelig ud, men hendes stemme glemmer jeg aldrig. Jeg føler det risle ned ad ryggen nu, når jeg taler om den. Det var helt på samme niveau som en symfoni af Mahler eller Brahms, når man hørte disse uuddannede folkesangere, der blot kendte traditionen eller havde kontakt til Gud. Tænk også på Musorgskijs musik, alle hans melodier kommer fra folkemusikken," siger Rodion Sjtjedrin.

På trods af sin store lidenskab for folkemusik blev det klaver, Rodion Shchedrin kom til at spille som dreng efter ønske fra faderen, der selv var musiker. Som sanger på korskolen i Moskva begyndte Sjtjedrin som 16-årig at komponere, og han studerede både klaver og komposition, da han i 1951 kom ind på konservatoriet i Moskva, hvor han selv kom til at undervise fra 1964-69.

"Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forholdene var under Stalin, hvor angst var det, der bandt vores land sammen og påvirkede alle aspekter af livet. Men senere blev det anderledes, og i 1960erne kom der mange besøg fra Vesten. Jeg mødte Stravinskij og blev meget gode venner med Luigi Nono, da han kom. Selvfølgelig var jeg også inde at høre koncerten med Pierre Boulez og BBC Symphony Orchestra i 1967.

Men Boulez er som person arrogant og lukket. Selvfølgelig hørte jeg også Glenn Gould spille, og jeg blev senere medlem af juryen ved den første Glenn Gould-konkurrence i Toronto. Jeg har jo hele tiden praktiseret som pianist og gør det stadigvæk ved specielle lejligheder. De første tre af mine seks klaverkoncerter opførte jeg selv. Men nu er jeg for doven," smiler Sjtjedrin, hvis Klaverkoncerter nr. 4, 5 og 6 er komponeret i perioden 1991-2003, mens nr. 1 er fra 1954.

Ligesom hustruen Maya Plisetskaj er Rodion Sjtjedrin blevet hædret med Lenin-prisen, der var den største udmærkelse, en kunstner kunne få under Sovjetregimet. Men ingen af dem har nogensinde været medlem af kommunistpartiet.

"Der lå hele tiden et pres på mig, men i modsætning til Sjostakovitj, der i sin tid ikke kunne undgå at melde sig ind, var det muligt for mig at undgå. Men man skal huske, at alle - alle uden undtagelse - var nødt til at leve et dobbeltliv og på én gang være dissident og konformist. Hvis nogen siger, at de kun var dissident, så passer det ikke, for så havde de enten været i fængsel eller allerede ligget på kirkegården," siger Rodion Sjtjedrin, der i 1969 som en form for kompromis skrev kor- og orkesterværketLenin in the Peoples Heart.

"I 1968 nægtede jeg at underskrive et brev om, at det var en klog beslutning, at de sovjetiske tropper var rykket ind i Tjekkoslovakiet. Gennem radiostationen Voice of America blev det kendt, at to forfattere og en komponist - det var mig - havde nægtet at underskrive. Og i et år var både Maya og jeg under et ubehageligt pres og opsyn. Derfor komponerede jeg et værk til 100-års dagen for Lenins fødsel til tekster fra nogle folkesange og en dagbog fra en soldat, der var på vagt, da Lenin døde. Jeg føler mig ikke skamfuld over, at jeg skrev dette værk, som har været opført med succes i både Berlin, Paris og London; men selvfølgelig var det et kompromis."

Rodion Sjtjedrin modtog efter tre år den sovjetiske statspris for værket, mens han i 1992 som en af de første fik tildelt den russiske statspris af Boris Jeltsin for sin russiske liturgiThe Sealed Angelfra 1988. Lenin-prisen modtog Sjtjedrin i 1984 for operaenDead Souls(1976).

"Min familie har ikke været ramt af de samme tragdier som Mayas. Hendes far blev på grund af andenhåndsforhold til Trotskij henrettet af Stalin, da hun kun var 11 år, mens hendes mor blev deporteret til Gulag. Men min fars families tilhørsforhold til den ortodokse kirke var nok til at give os problemer. En af dem, der hjalp min familie mange, mange gange var Sjostakovitj, som jeg lærte at kende allerede, da jeg var otte år gammel, fordi min far var sekretær for ham under 2. verdenskrig. Sjostakovitj var som en gud for mig, og jeg var selvfølgelig meget stolt over, at han bad mig om at blive formand for Den Russiske Føderation af Komponistforeningen, da han blev dødeligt syg af cancer," siger Sjtjedrin og understreger, at man endelig ikke må forveksle Sjostakovitjs liberale forening med den konservative og magtfulde Komponistforening, som komponisten Khrenikov, der var medlem af Den Øverste Sovjet, grundlagde sammen med Kulturministeriet i 1948.

"Sjostakovitj boede i samme hus, hvor foreningen havde kontor. Og den dag i dag ligger kontoret samme sted, ligesom hans enke fortsat bor i huset. Nu hvor jeg rejser så meget, er jeg ikke længere formand for foreningen, men jeg er stadigvæk ærespræsident."

Musikalsk gik Sjtjedrin i 2001 i dialog med sit store komponistforbillede, da han til Pittsburgh Symphony Orchestra på bestilling komponerede orkesterværketDialogues with Sjostakovitj, der blev uropført med Mariss Jansons som dirigent.

"For mig er det altid vigtigt at vide, i hvilken sammenhæng mit værk skal indgå, for det er meget vigtigt at kommunikere med publikum og selvfølgelig også musikere og dirigent. Da jeg fik at vide, at programmet til koncerten ville bestå af værker af Bartók og Sjostakovitj, bestemte jeg at lave noget i relation til Sjostakovitj."

Rodion Sjtjedrin synes, det er svært at sige hvilke værker, der er hans vigtigste. Men han vil gerne fremhæve koncertoperaenThe Enchanted Wanderertil tekst af Nikolaj Leskov, som er et bestillingsværk til New York Philharmonic, der blev uropført i 2002 med Lorin Maazel som dirigent.

"Mens jeg er her i København og ikke lige er til prøve påAnna Kareninasidder jeg ovre på Hotel Opera og arbejder på et meget specielt bestillingsværk for 1000 celli. Det skal selvfølgelig opføres i Japan på en eller anden cellofestival," griner Rodion Sjtjedrin, der glæder sig over, at han kan rejse frit rundt i verden sammen med sin højt elskede hustru, med hvem han nu deler hjem i både Moskva, Vilnius og München.

Vibeke Wern er balletanmelder ved Berlingske Tidende.

FAKTA

Rodion Sjtjedrin blev født i Moskva i 1932. Han studerede klaver og komposition på konservatoriet i Moskva hos henholdsvis Filer og Sjaporin.

Hans værkliste rummer flere end 115 opusnumre og omfatter to symfonier, seks klaverkoncerter, orkestersuiter, kammermusik, klaverværker, korværker, operaer, ballet- og filmmusik. Han er kendt for sin sammenstilling af mange forskellige genrer, former og stilarter inklusive folkemusik, cirkusmusik, jazz samt serielle og aleatoriske teknikker. I over 10 år var han formand for Den Russiske Føderation af Komponistforeningen. Siden 1989 har været medlem af Berlins Kunstakademi.

En lang række værker findes udgivet på cd, og hans nyere partiturer er udgivet af forlaget Schott.

Anna Kareninamed musik af Rodion Sjtjedrin, koreografi af Alexei Ratmansky og scenografi af Mikael Melbye havde premiere på Det Kgl. Teater den 2. april og opføres i næste sæson den 26., 27. og 31. august samt 7., 9., 16., 23. og 25. september.

Balletten er skabt over Tolstojs roman fra 1875 om den russiske adelskvinde, der lever i et ulykkeligt ægteskab med den ældre, kølige Karenin. Da Anna Karenina forelsker sig i den unge grev Vronskij og opslugt af sin kærlighed trodser samfundets normer og forlader ægtemand og barn, får det fatale konsekvenser.

Årgang 78/2003-2004, nr. 08