Opgør med hykleri, intellektuel korrumption og endeløs konformisme

På overfladen ser det ud, som om musikken er sund og rask. Der skrives og produceres musik som aldrig før. Men til hvem? Koncertgængere bliver stadig ældre, betydningen af samtidsmusikken bliver mindre, publicitet om ny musik indskrænkes, og undervisning i musik marginaliseres. Tordnede Reiner Moritz ved en konference i Bergen.

Af REINER MORITZ

George Steiner sagde for ikke længe siden: "Vi er tobenede kapaciteter, når det gælder af ubeskrivelig sadisme, territorial glubskhed, vulgær grådighed, usselhed i enhver forstand. Vores tilbøjelighed til at udøve massakre, til overtro, til materialisme og kødædende egoisme har knap ændret sig i den korte tid, vi har levet på jorden. Alligevel har dette ynkelige og farlige pattedyr på tre områder genereret en stræben efter opadstigende værdighed. Disse tre områder er musik, matematik og filosofi."

Alle disse tilbøjeligheder, som Steiner kalder dem, skaber dele af antikkens Artes Liberales og blev senere kendt som grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, astronomi og musik. Interessant nok er disse middelalderlige Artes Liberales basis for højere studier som teologi, jura og medicin. I alle tilfælde var det disse tilbøjeligheder, som adskilte os fra dyrene.

Idet vi er forsamlet med musikken som emneområde, vil jeg være selek-tiv og koncentrere mig om de områder i Artes Liberales, som har den største affinitet til musik. Disse områder er sprog, religion, historie og Kunsten. Det sidste benævnt således i mangel af et bedre ord. Vi kunne også anvende det alt for misbrugte ord 'kultur'.

Lad os først se på sproget:

Det talte og skrevne ord som basis for kommunikation har utvivlsomt været en vital faktor for fremvæksten af velstand. Sproget har også spillet en afgørende rolle i udviklingen af musikken ud af det talte ord. Sproget giver dig adgang til indsigt i din fortid, det får dig til at tænke metodologisk og det kan få dig til at artikulere klart. Sproget er det mest raffinerede middel til befordring af følelser, det tillader dig at diskutere komplicerede forhold, det tillader dig at forme en holdning, det tillader dig at føre samtaler. Men hvad er det, vi oplever nu til dags?

Af bekvemlighedsgrunde er sproget blevet dekonstrueret, det er helt og holdent blevet reduceret tilbuzz words, til det rene nonsens, til tegneseriesprog, korrumperet af computer-talelyde og SMS-beskeder.

Vores vokabular bliver hurtigt indskrænket. Ordentlig tale med brug af korrekt syntaks bliver opfattet som gammeldags og kedeligt. Latin er ubrugeligt. Vi behøver ikke et struktureret sprog, så længe vi har den binære kode. Så der er ikke meget at forvente på det sproglige område.

Lad os derfor gå videre med religionen. I dag spiller religionen i den vestlige verden en meget mindre roller end tidligere. Men man kan ikke forstå sin kulturelle arv, hvis man ikke kender til religionen. Hvordan skulle man fx kunne læse en bog eller lytte til et musikværk fra renæssancen og værdsætte dette uden at kende til religionen?

På den anden side er der lande, hvor religionen spiller en vigtig rolle og forklædt som fundamentalisme kan true verdslig magt og mennesker med en anden tro. Vi har set fundamentalismen vende sig imod kulturen og endog ødelægge værdifulde kunstgenstande for dermed at tilintetgøre vores kulturelle arv.

Som globaliseringen skrider frem, noterer vi, at fremmede religioner invaderer vores lande, og disse religioner bliver adopteret af disse landes indbyggere i et stadig højere antal. Baggrunden for dette kan måske findes i det faktum, at mennesket stræber efter at finde noget bag ved materialismen, idet det at spise, drikke, have sex og blive underholdt ikke er tilstrækkeligt. Overraskende nok vokser det spirituelle behov drastisk i tider med personlig eller national ulykke eller elendighed.

Religionen kan derfor ses som et solidt fundament for udviklingen af mennesket, og vi vil ganske givet opleve mere vold i de kommende år, når problemerne med de religiøse regeringer over for den verdslige magt bliver mere akutte.

Lad os se nærmere på historien. Historien viser med al ønskelig tydelighed én ting: Vi lærer ikke noget af den. Vi gentager de samme fejl igen og igen. Hvorfor så bekymre os om historien? Historien er selvfølgelig ekstremt vigtig når vi ønsker at definere en nation; den er summen af, hvad der er sket med folket, naboerne osv. før ens egen generation. Så man skulle tro, at der var en glødende interesse for historien.

I virkeligheden undervises der mindre og mindre i historie til forskel fra jura, økonomi og computervidenskab, fordi historie ikke er særlig attraktiv med henblik på forøgelse af indkomsten. Jeg skal her ikke engang nævne de mange forsøg på at omskrive historien af ideologiske grunde. Det er en anden historie. Vi opgiver frivilligt vigtig viden om os selv, vi mister dermed evnen til at vurdere nutidens politik, og vi mister bevidstheden om at høre til en nation, som er vokset frem over tid. Utilitarismen hersker, historien er ude.

Lad os nu se på kulturen. Den er summen af vores kunstneriske frembringelser, og den er nødvendig for enhver civilisation. Kultur og kunst bliver ofte forvekslet, og derfor vil jeg gerne gøre det helt klart, at jeg taler om musik, filosofi, billedkunst, litteratur, teater og relaterede områder.

Kulturelt bevidste mennesker - sandsynligvis ikke særlig civiliserede hvis man tænker på antallet af slaver, de satte i arbejde - fremelskede demokratiet i Athen, og kulturelt anlagte folk, ikke den uoplyste mand på gaden, fulgte trop og fandt ord som Liberté, Egalité og Fraternité under den franske revolution. Vi har brug for kulturen - ikke kun udmøntet i gode manerer, som ellers er indordnet under det at være civiliseret - for hele tiden at gen-opfinde os selv, stille spørgsmål til os selv, for dermed at blive mere sociale væsener, udvikle vore sanser og andre menneskelige områder.

Rambo og Terminator bidrager ikke med noget i forhold til opvæksten, denne smertefulde proces det er at blive voksen og eventuelt blive gammel. Det er meget mere hipt at dvæle på et umodent niveau, at være barnlig og dyrketrendsi tiden.

De mest markante grundinstinkter og den laveste fællesnævner ses udfoldet i det, vi kalder business. Men de ses også udfoldet i demokratiet på den måde, at magthaverne sørger for at gøre de fleste glade og får derved magten over den gruppe, der kunne være en trussel. I dette tilfælde ødelægger demokratiet sig selv på en pervers måde. Mange velmenende demokrater føler, at kultur er noget pinligt, dyrt og temmelig ubrugeligt. Derfor kan man ofte forbigå kulturen i stilhed. Det er lige præcis det tv-mediet - massemediet par excellence - gør. Majoriteten skal ikke forstyrres eller for den sags skyld - som en tilhænger af utilitarismen ville sige det - betale for noget, som angiveligt kun er til glæde for en minoritet.

Selvom kultur er mere tilgængelig i dag end nogensinde før i menneskehedens historien, er den mindre og mindre efterspurgt. De kan kaste skylden på hvem, De har lyst til. Drømmen om et uddannet og kulturbevidst bourgeoisi fra det 19. århundrede, som bringer kulturen ud til alle og enhver er passé. Majoriteten ville ikke have kulturen. Snart vil kun meget få vide, at der er noget, som kunne have interesse, noget provokerende, som kunne få os til at genbesøge fortiden, revurdere nutiden og dermed skabe overvejelser vedrørende fremtiden - i korthed: Det vi kalder en levende kultur. Jeg er ked af at skulle konkludere, at demokrati øjensynlig er kulturens værste fjende. Se blot på, hvad et forfærdeligt instrument som computeren er blevet misbrugt til i frihedens navn: pirateri og pornografi.

Nu er beklagelser vedrørende tidens genvordigheder så gamle som menneskeheden. Kun kvalitetsbevidstheden hos dem, der aspirerer til at regere over alle os andre, er drastisk for nedadgående. Der er en forskel mellem de generationer, som gjorde oprør mod et system, en bestemt orden, en måde at leve på, for at erstatte det gamle system med et nyt system, en ny orden, en anden måde at leve på, og dem, der ikke engang ved, at sådanne ting eksisterer.

Lad mig nu vende mig mod musikken for at vurdere, om den er sund eller ej. På overfladen ser det ud, som om den er sund og rask. Der skrives og produceres musik som aldrig før. Men til hvem? Koncertgængere bliver stadig ældre, betydningen af samtidsmusikken bliver mindre, publicitet om ny musik indskrænkes, og undervisning i musik marginaliseres. Det synes at være tilfældet, at vi er vidner til et tilbagefald til stenalderen med 'den stærkeste overlever', benhård materialisme, sex og vold som de foretrukne typer underholdning. Når dette sker efter en efter-krigsperiode med opblomstrende kunst, må vi tale om dekadence. Mangel på penge er ingen undskyldning. Man skulle hellere tillade et skift i prioriteringerne.

Det er også sandt, at mennesket har andre foretrukne beskæftigelser med det formål at gøre livet så let som muligt.

Lad være med selv at lave mad, spis fast food. Lad være med at reparere, køb nyt. Lad være med at lære noget, som du ikke rigtig behøver at lære.

Det er her, begrebet 'kulturel korrekthed' kommer til udfoldelse. Vores samfund accepterer ganske enkelt ikke eksistensen af vigtige, svært tilgængelige områder, der ikke er inden for rækkevidde for alle. Vi kan ikke tale om forståelse gennem en indlæringsproces, men om hurtig kultur, hurtig succes, øjeblikkelig tilfredsstillelse, øjeblikkelig alting. Musik med en øjeblikkelig appeal. Dette kontrasterer selvfølgelig helt og holdent i forhold til en kunstners kamp med at udtrykke noget inden for en given eller nylig opfundet form.

Kloge promotorer har tolket dette som en vidunderlig differentiering mellem højkultur og lavkultur, idet 'høj' står for svært og elitært og 'lav' for resten af os, målgruppekonsumenterne. Vi synes at have glemt det, enhver bjergbestiger ved: Hvis du vil nyde en spektakulær udsigt, må du først klatre op ad bjerget. Der er ingen genvej til den reelle nydelse, som de fleste stofmisbrugere finder ud af for egen regning. Men hvor meget rigere ville du ikke være, hvis du forstod, og derfor kunne sætte pris på perler i musikken som fx

• Monteverdis "Non morir, Seneca, no" fra Poppeas kroning

• Rameaus chaconne fra "Les Indes Galantes",

• Mozarts "Suave sia il vento" fra Cosi fan tutte

• Beethovens "Mir ist so wunderbar" fra Fidelio

• Brahms' "Denn alles Fleisch, es ist wie Gras und alle Herrlichkeit des Menschen, wie des Grases Blumen"

blot for at nævne nogle få. Dette er eksempler på værker, jeg personligt værdsætter. De kunne suppleres med øjeblikke i StravinskysSacre, Sallinens kammermusik, Rautavaaras kormusik eller SaariahosL'amour de loin. De fleste musikelskere har deres egne favoritværker, som taler til dem på en helt personlig måde. Det er dette, mysteriet om musik handler om.

Vi er her samlet for at diskutere promovering af musik og i særdeleshed ny musik. Med henblik på at gøre dette promoveringsarbejde tilfredsstillende må vi først være sikre på, at publikum overhovedet er interesserede i at høre denne musik.

Gilberto Gil, den nyligt udnævnte kulturminister i Brasilien, sagde for nylig: "Mennesker ved, hvad de vil have, men mennesker vil også have det, de ikke kender til." Dette er sandt i et dynamisk samfund som Brasilien, men trist nok ikke sandt, når de gælder de mange millioner menneskelige 'læggekartofter' i den vestlige verden. Man skulle tro, at nysgerrighed er en af de mere charmerende laster hos os tobenede væsener. Men hvis De nogensinde har oplevet en gruppe børn travlt optaget med Carl OrffsSchulwerkeller hvilken som helst anden metodisk musikundervisning, så ved De, hvad der er muligt inden for systemet.

Vore politikere dekreterer imidlertid i deres visdom, at musik ligesom de andre kunstformer, ikke skal være en del af nutidens curriculum i skolen. Men en schweizisk lærer, Ernst Waldemar Weber, overtalte de meget tøvende autoriteter til at skære tre timer af hovedfagene i klassen og erstatte dem med et tilsvarende antal musiktimer. Resultatet var en mere fokuseret, mere homogen, afslappet klasse, som producerede bedre resultater, selv i de fag, som var blevet reduceret til fordel for musik.

En mere sofistikeret test over en længere periode fandt sted mellem 1992 og 1998 i Berlin under ledelse af Günther Bastian. Fem klasser deltog. Igen taler resultaterne for sig selv: Social kompetence, forøget intelligens, bedre koncentration, mere viden.

I en tid med opsplittede familier og afbrudte uddannelsesforløb burde denne fremgangsmåde helt klart være vejen ud af vores dillemma. Vi har behov for et interesseret og vidende publikum til den musik, vi elsker; og ovenstående metode kunne være effektiv i vore bestræbelser på at komme ud over problemet. Men dette er selvfølgelig, som alle gode løsninger, ikke noget, der bliver løst fra den ene dag til den anden. På den anden side, hvis vi ikke gør noget ved problemet nu, kan vi ende som dinosaurer og derefter gå til grunde.

Musik er for værdifuld og vigtig til at blive ladt ude. Den forstærker helt klart vores sociale kompetence og skaber mange andre fordele i et moderne samfund. I den forstand giver musikken i det lange perspektiv endog et bedre økonomisk afkast end de fleste andre områder. Det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid, før politikerne forstår dette, eller har vi brug for en ny revolution? Vi må gøre op med hykleriet, den intellektuelle korrumption, tilbøjeligheden til ublu magtanvendelse og endeløs konformisme, såvel som lysten til såkaldt korrekthed, som er så typisk for mange af vore intellektuelle.

Vi har behov for action nu, og uheldigvis er kun en regering i stand til at implementere sådanne dramatiske reformer, som er nødvendige, før en eller anden viis politiker finder på at outsource undervisning, sådan som så mange andre områder er blevet det.

Lad en praktiker få det sidste ord. Dirigenten Osmo Vänskä sagde for ikke længe siden: "Jeg tror på, at musik kan forbedre vores livskvalitet". Skulle opfyldelsen af dette ikke være den primære opgave for morgendagens politikere?

Reiner Moritz er internationalt set en af de ledende tv-producenter med speciale i musik- og kunstprogrammer. Denne position har han opnået ved at skabe programmer som fx David Attenboroughs Life on Earth, Margot Fontey's The Magic of Dance, den episke serie om popmusik All You Need is Love og serien, som modtog British Academy of Film and Television Award-winning, Leaving Home: Orchestral Music in the Twentieth Century.

Moritz' selskab, Poorhouse International, producerer højt skattede kunstprogrammer til tv og video, som distribueres til hele verden. Poorhouse International har et tæt samarbejde med mange internationale radioproducenter og ledende, uafhængige produktionsselskaber. Moritz arbejder ikke kun med etablerede stjerner, men i høj grad også med unge talenter. Han har modtaget en lang række internationale priser for sine produktioner og for sine bidrag til kunsten.

Oversættelse: Anders Beyer