Ret og Vrang

Rettigheder og vrangforestillinger - musikkens og kunstens skæbne i hænderne på Markedet, Medierne og Magthaverne.

Af PIA RAUG

"If you are not with us - you are against us." Dette udsagn satte scenen for den skræmmende situation, vores verden befinder sig i for øjeblikket. Udsagnet foregreb en krig, som var i sin vorden. Eller fremprovokerede det den ligefrem? Skabte den? Danmark - med skam at melde - blev parthaver i noget, som blev kaldt en koalition, men som hurtigt viste sig at være en simpel okkupationsmagt. Et flertal i det danske Folketing støttede dansk deltagelse i en krig uden FN-mandat.

Det, vi befinder os midt i, er en War of the Worlds - en global krig - og det er ikke længere en science fiction-fortælling. Det er en krig, som handler om, hvem der skal løbe af med den endelige sejr over menneskehedens skæbne og planetens fremtid. Hvad har alt dette at gøre med emnerne for en international musik-informations-konference? Jeg mener ikke længere, det er muligt at isolere begreber og temaer. Alt er vævet og indfældet i hinanden som forbundne kar. Måske er dette den virkelige betydning af 'Globalisering'.

Det er lagt i vores individuelle hænder, om fremtiden bliver til gavn eller til skade. Det, der sker med musikkens verden, sker samtidig i mange andre verdener. Det sker med menneskerettighederne. Det sker med journalistikken. Det sker med ytringsfriheden. Derfor bør vi ikke føle os skyldige - på trods af skræmmende tider - over at samles omkring bløde temaer som musikkens tarv. Til gengæld bør vi være stolte og modige i vores egen verden.

Det, en konference om musikkens vilkår mellem Marked, Medier og Politik kan gøre, er at tegne et lille, holografisk billede af en løbende, global diskussion om det centrale spørgsmål: Hvordan overlever vi? Eftersom Kunsten - og især musikken - er det eneste virkeligt globale sprog, så er det måske sådan, at vores indre diskussioner for alvor er vigtige og nødvendige også uden for vores egen lille verden. Den scene, hvorpå al menneskelig aktivitet udspiller sig, kan ikke længere inddeles i adskilte rum. Det hed i introduktionen til konferencen:

"Nu om dage finder musik-information sted på en kompleks arena, hvor politik, medier og marked kolliderer". Dette udsagn er sandt for alle områder af menneskelige aktiviteter. Tidligere var demokrati baseret på den ukrænkelige tredeling af magten. Nu synes alle de væsentligste beslutninger at basere sig på en ganske anden tredeling: Marked - Medier - Magt. Når Markedet, Medierne og Magthaverne gør sig gensidigt afhængige af hinanden i et kontrolleret samspil, bliver resultatet ikke et symfonisk værk, men at de spiller Samfundet fallit. Og der vil ikke være andre vindere i det spil end Murdoch, Microsoft, McDonalds og måske en ny Mussolini.

Så længe magtens tredeling handlede om samspillet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som uafhængige af hinanden skulle sikre borgerens rettigheder og definere pligterne, var det muligt at opretholde et samfund (eller i det mindste illusionen om et). Men når det ikke længere forholder sig sådan, og når det reelle magtspil kommer til at foregå mellem Markedet, Medierne og Magthaverne i et gensidigt afhængighedsforhold, er samfundet allerede under opløsning. Det paradoksale ved Markedets grundlov - konkurrencelovgivning - er, at det påstås, at konkurrencen sikrer forbrugerne bedre og billigere varer. Den virksomhed, som er i stand til at udkonkurrere de andre, kan i sidste ende - nær ved konkurrencens endestation - kun konkurrere på prisen ved at nedsætte kvaliteten. I stedet for større valgfrihed får forbrugerne blot et mere begrænset udbud og ringere kvalitet. På mange markedsområder har denne tendens allerede sat sine tydelige spor. Fx i den multinationale pladebranche, hvor fire store underholdningskoncerner ejer 80 % af verdensrepertoiret. Bl.a. ved at opkøbe konkurrenterne for at kvæle den potentielle konkurrence til deres få multinationale tegnebordsstjerner fra lokale kunstnere. For at kontrollere markedet og høste hele marken selv. Det samme er tilfældet i andre brancher. Frø-formering, ukrudtsbekæmpelse og fjerkræproduktion eksempelvis.

"Et øje for et øje og en tand for en tand" er et meget gammeltestamentligt begreb og et lige så fundamentalistisk livssyn som enhver holdning, som bærer ved til det bål, der hedder "den stærkestes ret". Hvad enten denne holdning viser sit ansigt i en europæisk accept af Jörg Haider, le Pen eller Berlusconi versionerne, Taliban versionen i Afghanistan (en version som endog blev godkendt og understøttet af Vesten og CIA), eller i den version, som viser en okkupationsstyrke forklædt som en koalition for fred og demokrati. Princippet om den stærkestes ret kan ikke gradbøjes - heller ikke når det ville være meget belejligt, om vi kunne overbevise os selv om, at det var muligt.

De skabende i denne verden modsiger dagligt den stærkestes ret. Minder alle magthavere om, at magt IKKE er ret, på en sådan måde, at de ikke er i stand til at lukke øjne og øre for sandheden. Det er grunden til, at kunst er en større trussel mod fundamentalistiske, diktatoriske styre-former end noget militærapparat. Og grunden til, at de samme magthavere i deres beruselse må vælte skulpturer, brænde bøger, 'ent-arte' kunstens ytringsfrihed, dræbe og fængsle bærerne af sprog, musik og billeder og latterliggøre dem, som ikke marcherer i takt og trop.

Og dette hvad enten diktatoren er en politisk, religiøs, eller militær magt, eller det er de multinationale økonomiske magter - de statsløse 'stater' over alle stater - som i mange tilfælde er blevet stærkere end nogen politisk statsdannelse, og som uden om enhver demokratisk ransagelse - og oven i købet ofte med demokratiets velsignelse - kan styre verdensbegivenheder i det hellige markeds navn med menneskers liv som indsats. Alt dette fra deres indtil for få år siden ukrænkelige tårne af glas og stål.

"Hvis I ikke er med os - er I imod os." Måske er dette det virkelige skrækscenarie og den virkelige udfordring i vores tid. Det gælder krige. Det gælder Medierne. Det gælder Markedet. Det gælder Politik, inklusive Kultur- og Musik-politik. Det store spørgsmål er at definere, hvem "os" er. Og hvilken side vi ønsker at høre til. Dette viser direkte tilbage til emnet for denne mic-konferences første session.

Set i lyset af denne basis for mit syn på verden, vil jeg diskutere nogle af de spørgsmål, som rejses. Jeg vil i det følgende reflektere over dem gennem fire geografiske arenaer: Danmark - Den Nordiske region - Europa - Verden.

Danmark

For to og et halvt år siden undergik Danmark et radikalt, politisk systemskifte. En meget neo-liberalistisk regering så dagens lys og vandt sit totale parlamentariske flertal ved hjælp af et ultra, ultra højrefløjs-parti. Dette forandrede Danmark - og endegyldigt til det værre (naturligvis afhænger dette perspektiv af, hvem "os" er!). Ud fra 6 spørgsmål, som er uddraget af oplægget til konferencen, vil jeg fokusere på den indflydelse, disse politiske forandringer - efter min mening - har fået på det, der er den vigtigste forudsætning for demokrati: Ytringsfriheden - både kunstnerisk og journalistisk.

1. Markedskræfterne giver dem, som laver kulturpolitik, hårde betingelser

Lige siden markedskræfterne fik den absolutte forrang har Kunsten fået hårde livsbetingelser. Lige siden kapitalismen vandt det globale skakspil, har både medierne og politik-magerne givet både Kunsten og kunstnerne hårde livsbetingelser. Efter at kunstnere i mange år var blevet - om ikke lønnet efter fortjeneste så dog - lyttet til og respekteret, talte vores nye Statsminister i sin første nytårstale fordømmende om 'Smagsdommerne' og 'Eksperterne', som han påstod, selv syntes, de var meget klogere end 'almindelige mennesker'. Derefter udrensede Regeringen hurtigt et stort antal råd, nævn og kloge rådgivere - dette inklusive det selvstændige danske Musik Informations Center.

Man udrensede tilsyneladende alt og alle, som ville have haft de nødvendige forudsætninger og redskaber til at kunne modsige den ny politik. Man forsøgte at bringe alle eventuelle budbringere af uønsket information til tavshed. Alt dette i liberalismens, privatiseringens og de hellige markedskræfters navn. Og meget længe forstummede den offentlige debat.

Det er en gammelkendt taktik at finde en syndebuk som middel til at hellige sig sit eget mål. Det er meget let at skubbe til en frygt og misundelse over for de 'omrejsende artister og skuespillere', som alle rygter siger, stjæler vasketøj fra tøjsnorene, når de kommer til byen. De næste i rækken, som blev lagt under mistanke var menneskerettigheds-forkæmpere, miljø-forkæmpere, flygtninge og indvandrere. De, der skaber politik har det i deres magt at herske på en anden måde. Hvis de ønsker det.

2. Den offentlige samtale finder sted på et utal af scener samtidig

Størstedelen af de samtaler, som burde være offentlige, har i den senere tids Danmark foregået uden for offentligheden. Det er blevet ganske vanskeligt at komme til orde i det offentlige rum, hvis man på nogen måde er antagonist til det, der sker. Når de, som skaber politikken, ikke værdsætter og ansporer til en fri debat og ikke har mod nok til at forlange af Medierne og Markedet, at de må spille efter regler, som er til gavn for samfundet, er samfundet langsomt, men sikkert under opløsning.

3. Teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen

I Danmark er Regeringen nu så opsat på at beskytte IT-industrien, at den har givet køb på at beskytte rettigheder, når det gælder kunstnere. Den nuværende regering har vendt sig fra 100 års opbakning til en beskyttelse af en ophavsmands ret til at oppebære en betaling ved anvendelsen af hans værker - til en beskyttelse af industriens ret til at tjene penge på et indhold, den ikke ejer. Og i markedskræfternes navn er de heller ikke villige til at diskutere den 'fair compensation/rimelige kompensation' ved fx privat, digital kopiering, som er anbefalet af den Europæiske Kommission. En liberal regering, som på den ene side siger: "Lad falde, hvad ikke kan stå" - men som i samme åndedrag fratager fx komponister og musikere den ene af de få tilbageværende adgange til en indkomst, når deres værker kan bruges og bliver brugt.

4. Konsekvenserne af fusioner/konglomerater i musikindustrien

Gennem de seneste 10-15 år har de nu blot 3-4 største, globale pladeselskaber opkøbt størstedelen af rettighederne til det danske, nationale bagkatalog af indspillet musik. Derved kontrollerer de multinationale mere end 80 % af det danske, nationale repertoire. For de flestes vedkommende betyder det, at der bliver lagt en såkaldt 'død mands hånd' på deres værker. At de multinationale opkøber al mulighed for ukontrolleret konkurrence på 'air-time', synes at være en global trend i musikverdenen.

På grund af dette vil de 'nytilkommende' - de som drømmer om musik og en livslange karriere - oftest føle sig tvungne til at 'spille' efter de standarder, der bliver dikterede fra de multinationale tegneborde. Med mindre de vil give afkald på forhåbninger om at få en plads i musiklivet. Denne trend kunne afhjælpes eller modgås, hvis politik-magerne forlangte - først og fremmest af de nationale public service-medier - at de respekter en kulturel diversitet i deres programlægning. Dette ville omfatte såvel dansk musik som musik fra andre kulturkredse end den, der brager ud fra den Angloamerikanske musikindustris mega-koncerner.

5. WTO og andre internationale konventioners rolle over for musik-industrien

Den nuværende danske regering vil ikke kæmpe for kunst, musik og kultur, hvis dette på nogen måde kan være i modstrid med fx WTO-aftalerne. Også i dette spørgsmål er Danmark ude af trit med flere af de store EU-lande - især med Frankrig. Af samme grund er det officielle Danmark meget modstræbende over for aktivt at være med i udformningen af den kommende UNESCO-konvention om Kulturel Diversitet.

6. Har politikere overhovedet

indflydelse på musikindustrien?

Lokale, danske politikere har formodentlig ikke særligt meget at skulle have sagt over for musik-industriens muskelbundter; men hvis de deltog aktivt i nordisk og europæisk politik om spørgsmålene, ville de i det mindste kunne vise deres gode vilje. Desuden ville de kunne modvirke den multinationale industris overmagt med en vilje til - i langt højere grad end tilfældet er - at støtte skabelsen og udførelsen af dansk musik. I Danmark har vi oven i købet et meget lysende eksempel på, hvad der kan ske, når talent bliver kombineret med en økonomisk prioritering af kulturpolitikken. Den fremsynede, danske Film-lov har bevist, hvad der kan ske, når en klog uddannelsespolitik bliver kombineret med modet til at skabe en gavmild og liberal (i ordets sande betydning) støtte-politik.

Når talentet er til stede, bliver det ikke spildt og tabt på gulvet på grund af manglende udfoldelsesmuligheder. OG dansk film har vist sig både at være god forretning, en sublim inspiration for nye generationer af fornyelse, men ikke mindst en værdifuld ambassadør for Danmark og dansk egenart. Det samme kunne ske med kunsten i dansk musikskabelse, hvis det politiske mod var til stede. I stedet skæres der ind til benet år efter år.

Det nordiske lande/Nordisk samarbejde.

1. Markedskræfterne giver dem, som laver kulturpolitik, hårde betingelser

Der er voldsomme forskelle mellem de støtte-traditioner, hvormed de nordiske lande støtter kunst og musik. Danskere kan ikke undgå at være misundelige på Finlands mængder af professionelle symfoniorkestre og på deres succesfulde uddannelser for dirigenter. Det samme gælder for både den norske og den svenske støtte til udøvende musikere og koncerter gennem Rikskonserterne. Igennem næsten 40 år har de nordiske lande - og mange andre nationer - misundt os vores unikke Statens Kunstfond og støtten til den skabende kunst. Men også denne institution synes Regeringen i færd med at afvikle gennem et ikke lydhørt embedsapparat. Hvis overhovedet nogen burde - så måtte det være kultur-politikerne, som var forpligtede til at give den blinde markeds-filosofi hårde livsbetingelser. Og hvor der er en vilje, er der en vej.

2. Den offentlige samtale finder sted på et utal af scener samtidig

Tilstedeværelsen af en offentlig samtale mellem de nordiske lande eksisterer praktisk taget ikke. Men på alle områder af samfundslivet og menneskelige aktiviteter er der gennem mange år opbygget netværk - for det meste ikke statslige. Inden for musikken har vi en Nordisk Union mellem Ophavsretsselskaberne. Vi har netværk for henholdsvis klassiske og rytmiske komponister.

Tidligere var der et stærkt samarbejde mellem de nordiske musikinformations-centre; men dette er nu uden officiel dansk deltagelse. Under Nordisk Ministerråds vinger findes kunstkommitteer som NOMUS, med støtte til nordiske netværk og projekter. Ganske ofte omfatter disse diskussions-fora repræsentanter for de selvstyrende områder i Norden.

Disse netværksforbindelser er meget værdifulde, på trods af at størstedelen foregår i faglige, ikke statslige og mere eller mindre private sammenhænge. Ofte kan det give værdifulde resultater også ude i den større, globale verden, eftersom de små nordiske lande stadigvæk har hver deres individuelle stemme i mange internationale organer. Og fordi afstanden mellem borger og politiker her ikke er alt for skræmmende stor.

3. Teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen

Ved at udveksle ideer og erfaringer, ved at forene mentale kræfter - og ikke mindst igennem løbende diskussioner - er det til tider muligt at være en lille smule længere fremme end industrien. De danske og norske Phonofile tiltag er eksempler på dette. På ophavsretsområdet er der ligeledes nordiske fora, hvor man samarbejder, udveksler og udvikler nye redskaber til beskyttelse af musikskabernes rettigheder. Dette arbejde er altid op ad bakke. På grund af den fundamentalt manglende forståelse for, at skabere af musik - og alle andre udtryk til berigelse af samfundskvaliteten - på lige fod med udførere af et hvilket som helst andet arbejde, burde være tilkendt retten til i det mindste en slags minimumsløn for den tilvækst, de frembringer. Vi lever i en verden, hvor der er musik overalt. Musik er blevet en livsnødvendighed - og en nødvendighed for at kunne sælge et hvilket som helst produkt - det være sig såvel politikere, som pampers og popcorn. Musik betyder mange penge til markedet - men enhver synes at tage det for givet, at komponisters og musikeres arbejde skal være gratis. Hvorfor er det lige, at dette skal forblive en selvfølge?

4. Konsekvenserne af fusioner/konglomerater i musikindustrien

Konsekvenserne er de samme for alle, som ikke er - eller ønsker at være - en del af den udlægning af musik, som bliver fastholdt af industrien. Eller dem som ikke er i industriens potentielle søgelys. En gang imellem kan kunstnere gøre en forskel også i det spil. En lang række europæiske musik-organisationer - bl.a. en nordisk delegation ledet af formanden for de svenske populærmusik-komponisters forening - gjorde lobby-arbejde i Bruxelles, og det lykkedes - i hvert fald midlertidigt - at overbevise EU-Kommissionen om, at en fusion af AOL-Time Warner ikke bør tillades i det Europæiske område.

5. WTO og andre internationale konventioners rolle over for musik industrien

Modstanden mod at betragte kulturelle og kunstneriske frembringelser som rene og skære 'varer' og intet andet, ville kunne gøres endnu stærkere, hvis de nordiske regeringer og alle nordiske kulturministre kunne overbevises om nødvendigheden. Det fællesskab ville have indflydelse. Det samme gælder arbejdet med at udarbejde en stærk UNESCO-konvention angående Kulturel Diversitet.

6. Har politikere overhovedet indflydelse på musikindustrien?

Hvis de har modet og ønsker det stærkt nok - så kan de. Vi må hver især fortælle vores historier til vores respektive kulturministre, så ofte vi har chancen. Som fx når de nordiske kulturministre er samlede i Reykjavik i begyndelsen af juni måned.

Europa

1. Markedskræfterne giver dem, som laver kulturpolitik, hårde betingelser

Indtil nu har kultur ikke været en integreret del af den europæiske politik. Alligevel behandles kulturelle spørgsmål i Unionens navn, hvad enten man bryder sig om det eller ej. Stærke kræfter arbejder imod hinanden i det spørgsmål. Oprindelig var EEC - og derfor efterfølgende også EU - skabt for at tækkes markedsinteresser.

EU's grundlæggende lovgivning er Konkurrence-lovgivningen. Kunstneriske og kulturelle udtryk bør ikke dømmes med samme målestok som varer. Men mange og økonomisk stærke lobbyister for markedskræfterne giver formodentlig de europæiske politikere barske betingelser. Eftersom kunstnere sjældent som en selvfølge bliver tilkendt retten til en anstændig løn for deres arbejde på lige fod med alle andre borgere, hvordan skulle de så kunne købe og betale lobbyister i Bruxelles, som er i stand til at modsvare Markedets krav?

De fleste kunstnere gennemgår med ganske få undtagelser en livslang kamp alene for at kunne betale deres månedlige huslejer. Dette gælder også i skiftende, lange perioder for højt estimerede, kendte kunstnere.

2. Den offentlige samtale finder sted på et utal af scener samtidig

Der findes ingen offentlig samtale på Europæisk plan. Ikke på noget område. Og slet ikke på musikkens.

3. Teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen

Når Markedet og den fri konkurrence er i centrum for opmærksomheden i en politisk struktur som den europæiske, vil teknologien og muligheden for den profit, den kan generere, altid være i stand til at handle hurtigere end lovgivningen. Ophavet til det europæiske eksperiment skrev i sin selv-biografi, at hvis han skulle gøre det hele om, ville han begynde med kulturen. Måske ville meget have været anderledes da?

4. Konsekvenserne af fusioner/konglomerater i musik industrien

For Europa synes konsekvensen at være, at hvad end der måtte være værd at købe - i markedets forstand - vil blive opkøbt af multinationale eller angloamerikanske konglomerater. Der synes dog at samle sig kræfter, som er villige til at forsvare Europas mangfoldige kulturelle udtryk og kæmpe imod ensretningen. Det store spørgsmål er: På trods af, at viljen findes, vil disse kræfter så være stærke nok i det lange løb?

Denne verdens Rupert Murdoch'er og dens Silvio Berlusconi'er vil uden problemer kunne overbyde enhver lokal aktør, hvis de ønsker det, og hvis lovgiverne i EU's medlemsstater ikke er villige til at begrænse disse og andre magnaters adgang til fx kulturelle samfundsværdier.

5. WTO og andre internationale konventioners rolle over for musik-industrien

EU - anført af Frankrig - har i mange sammenhænge kæmpet for, at kulturelle 'produkter' ikke skulle omfattes af WTO-forhandlingerne. Nogle år tilbage stod kampen mellem fransk film og skinker. Hvis Kommissionen har viljen og modet til at stille krav til medlemslandene om at støtte den kulturelle diversitet og det lokale mangefold - og derved nægter at give efter for fx det amerikanske ønske om at kontrollere det europæiske underholdningsmarked, såvel som deres eget - så kan EU være den eneste og sidste bastion imod Hollywoods, Disneys og Time-Warners kultur-imperialisme.

WTO er en amerikansk marionetdukke, og den multinationale Underholdnings- og musikindustri er dukkefører nummer ét.

6. Har politikere overhovedet indflydelse på musikindustrien?

Ja - hvis de er villige og modige nok til at sætte kulturelle samfundshensyn frem for økonomisk selviskhed.

Verden

1. Markedskræfterne giver dem, som laver kulturpolitik, hårde betingelser

Hvor der overhovedet eksisterer en kulturpolitik, giver markedets krav vanskelige betingelser for politikerne. Hvor kulturpolitik ikke eksisterer, giver politikerne deres borgere, kulturbærere og kunstnere endnu vanskeligere livsbetingelser. Uden det bindemiddel af fællesnævnere, som fx sange at synge sammen, bøger at læse på eget sprog eller billeder og film, som er i dialog med en fælles referenceramme, vil samfundet falde fra hinanden.

Måske er det en del af det perspektiv, Hans Magnus Enzensberger kaldte "molekylær borgerkrig". Det sker når lokale sange og danse bliver erstattet af passivt tv-kiggeri. Den kollektive, kulturelle hukommelse skrumper ind og Samfundet kan sættes til salg for højestbydende.

2. Den offentlige samtale finder sted på et utal af scener samtidig

Heldigvis begynder andre stemmer at udtale sig i verden. Stemmer, som er båret af en autentisk, menneskelig kraft i modsætning til penge-magt og markeds-kræfter. Dette er blevet muligt gennem den digitale teknologi. Som så ofte før har fremskridtet vist sig at være et dobbeltægget sværd. Det repræsenterer både problemet og dets løsning på én og samme tid. Det repræsenterer truslen såvel som medicinen. Det er os, som må vælge, på hvilken måde og til hvilket formål, vi ønsker at bruge sværdet.

Teknologien har gjort det muligt for forskelligartede stemmer at skaffe sig adgang til at blive hørt i verden - og i musikkens verden bliver det stadig tydeligere, at den ensretning, musikindustrien stræber efter, snart vil afsløre sig som alt for kedsommelig at spilde sin tid på, når man har nem adgang til mangfoldige og diverse valg af musikalske udtryk fra hele den vide verden - i stedet for mere og mere og mere af det samme.

3. Teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen

Ja - men en gang imellem udvikler menneskelige væsener sig heldigvis hurtigere og anderledes end de, som kun ønsker at hjernevaske køberne og dirigere deres forbrugervaner i pre-programmerede, kontrollerbare retninger, er i stand til at forudse. Det virkeligt påtrængende problem, som må løses (og dette er selvfølgelig udtalt fra en forudindtaget komponist og skabende kunstners perspektiv!), er at skabe global enighed om tilstrækkelige, ukrænkelige tariffer for al digital distribution af kunstneriske udtryk. Medmindre man vil risikere, at den digitale verden skal blive lige så kemisk renset for kunstnerisk indhold, som den elektroniske efterhånden er blevet det.

Hvis ikke samfundet behandler sine kunstnere - dem som markedet ynder at kalde Content Providers/Indholdsleverandører - med en respekt, som også tilkender dem en anstændig, tilstrækkelig løn, så de kan levere det indhold, som fortsat skal kunne friste forbrugerne over evne til konstant at investere i industriens nye apparater og formater - ja, så vil der ikke ret meget længere findes et Marked at basere en markeds-ideologi på.

4. Konsekvenserne af fusioner/konglomerater i musikindustrien

De rige vil blive rigere. De fattige vil blive fattigere. Musikindustrien og dens falske musikforlag vil formodentlig i sidste ende blive købt op af penge, som kun arbejder for pengenes egen skyld. Forbrugerne/borgerne vil have total 'access' hele døgnet rundt, men vil have et markant snævrere felt at vælge inden for. I musikverdenen mærkes reaktionen allerede. I markedsstyringens navn har industrien skudt sig selv i foden ved at indskrænke mangfoldigheden. Livskraftige subkulturer er under udvikling. Musikken og dens potentielle publikum opfinder nye og anderledes veje, ad hvilke de kan få adgang til hinanden.

5. WTO og andre internationale konventioners rolle overfor musik industrien

Historien har vist, at alle imperier i sidste ende kollapser. Vor tids imperier er ikke nødvendigvis lande eller stater, men oftere store forretningsforetagende og multinationale konglomerater. GATT, WTO, MAI og TRIPS fx er flamme- og stenkasterne i vores moderne tids War of the Worlds. Institutioner som UN, UNESCO, WIPO, CISAC og konventioner som Menneskerettighedserklæringen, Bern'er- og Rom-konventionerne er de beskyttende skjolde, forsvarsværkerne og rustningerne imod angreb på menneskehedens kulturelle habitus og på den kunstneriske, videnskabelige og journalistiske ytrings- og udtryksfrihed. De er de sidste bolværker imod de blinde markedskræfters totale hersken over vores drømme og over vores evner til bygge broer imellem verdener, som er i færd med at falde endegyldigt fra hinanden.

Efter 2. verdenskrig lå også den europæiske kulturelle verden i ruiner. Som en slags kulturel Marshall-hjælp tillod CISAC's model-kontrakt ethvert nationalt selskab til forvaltning af ophavsrettigheder at afsætte 10 % af netto-provenuet til nationale, kulturelle formål. Dette gav en saltvandsindsprøjtning til en genopbygning og fornyelse af det europæiske musikliv.

Denne solidariske og fremsynede kulturelle gavmildhed bør til stadighed håndhæves og burde med vores hjælp eksporteres til bærerne af musikken både i udviklingslande og lande, hvor der ikke findes en kulturpolitik, som kan og vil sikre det skrøbelige, men basale led i den kulturelle fødekæde: De som skaber dét, hele resten af kæden skal leve af.

Uden den slags modige fremsynethed vil alle kloden folkeslag snart have mistet deres egen musik og kulturelle traditioner til fordel for angloamerikansk, ligegyldig mainstream. Sådan som vi snart må erkende, at det er sket for os.

6. Har politikere overhovedet indflydelse på musikindustrien?

Ja - hvis verdens politikere respekterer og arbejder uhildet og uegennyttigt for den gammeldags tredeling mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Alle tre led uafhængige af hinanden, og hvis de er villige til ikke at bukke og skrabe blindt for Markedet, Medierne og Magthaverne.

"Hvis Markedet, Medierne og Magthaverne ikke er med os - så er de imod os."

Hvis altså 'vi/os' er forsvarere for menneske- og borgerrettigheder og repræsentanter for den for et samfund livsnødvendige, ukrænkelige kunstneriske, videnskabelige og journalistiske ytringsfrihed.

Relevante Links

http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001271/127160m.pdf

http://www.europa.eu.int/eur-lex/en/com/cnc/2003/com2003_0520en01.pdf

http://www2.europarl.eu.int/omk/sipade2?PUBREF=-//EP//NONSGML+REPORT+A5-2003-0477+0+DOC+PDF+V0//EN&L=EN&LEVEL=3&NAV=S&LSTDOC=Y

http://freemuse.org

http://www.mediachannel.org/weblog

http://www.cisac.org

Musikkens relationer - Oversigt:

0 Ophavsretten

I) Ophavsret og internationale relationer

II) Ophavsret og europæiske relationer

III) Ophavsret og nordiske relationer

IV) Ophavsret og nationale relationer

0) Ophavsretten

1. Primære rettigheder, Nabo-rettigheder, Kopi- og følge rettigheder

a) Konventionerne:

Berner-konventionen (Ophavsrettigheder) 1886/1903 (Koda/ncb)

Rom-konventionen (Nærtstående rettigheder) 1961 (Gramex)

d) Kopi-og følgerettigheder(Copy-Dan)

I) Ophavsret og internationale relationer:

1. Overstatslige/regeringsorganer

a) WIPO (World Intellectual Property Organization-UN)

b) WTO (World Trade Organization)

c) GATT (General Agreement on Tarrifs and Trade)

d) UN/FN (United Nations/de Forenede Nationer)

e) MAI (Multinational Agreement on Investment)

f) TRIPS (Trade-Related aspects of Intellectual Property Rights)

2. Nogle Globale NGO-organer (Non Governmental Organizations)

a) UNESCO (United Nations Educational, Scientific & Cultural Org.)

b) INCD (International Network for Cultural Diversity)

c) COALITION

d) ATTAC

e) CKU (Center for Kulturelt samarbejde med U-landene)

3. Internationale ophavsretsorganer

a) CISAC (Confedéderation Internationale des Sociétés d'Auteurs

et Compositeurs)

b) CIAM (le Conseil International des Auteurs et Compositeurs de Musique)

II) Ophavsret og europæiske relationer

1. GESAC (Groupe Européan des Sociétés d'Auteurs et Compositeurs)

III) Ophavsret og nordiske relationer

1. Politiske organer

a) Nordisk Råd Nordisk Kulturfond - NOMUS

2. Ophavsretsselskaber

a) NCB (Nordisk Copy-right Bureau)

b) KSSTT-selskaberne = NU (Nordisk Union)

KODA (DK)

STIM (S)

STEF (IS)

TONO (N)

TEOSTO (FI)

3. Faglige foreninger

a) NPU (Nordisk Populær-autor Union)

DJBFA (DK)

DPA (DK) (Danske Populær Autorer

SKAP (S)

FST (IS)

NOPA (N)

ELVIS (FI)

b) NKR (Nordisk Komponist Råd)

5 klassisk komponist foreninger

c) NFU (Nordisk Forlægger Union)

5 nordiske forlæggerforeninger

IV) Ophavsret og nationale relationer

1. Primære Rettigheder - Ophavsret - Mekaniske Rettigheder

Koda/ncb (copy-dan)

Nærtstående Rettigheder - Udøvende Rettigheder

Gramex (copy-dan)

Følgeret - Kopirettigheder - Ophavsret

Copy-dan

2. Producent-organisationer

a) IFPI (International Federation of the Phonographic Industry)

b) DUP (Danske Uafhængige Producenter)

3. Samarbejdsorganer

a) Samrådet for ophavsret

b) Fællesrådet for udøvende kunstnere

c) Fællesrådet for skabende kunstnere

d) Dansk Kunstnerråd

ICA (International Council of Artists)

4. Statslige organer

a) Kulturministeriet:

Ophavsretskontoret

b) Statens Kunstfond

c) (Kunstrådet)

d) (Kunststyrelsen)

e) Undervisningsministeriet:

UNESCO-Danmark

Pia Raug (f. 1953) er sangskriver, komponist, forfatter, sanger og musiker. Siden 1978 har hun udgivet en længere række plader og bøger. Som forfatter har Raug skrevet om bl.a. moral, etik og oplevelser med døden. Hun er en moderne trubadur, som, kompromisløst, beskriver livets kontraster uden sentimentalitet. Raug optræder ofte på mindre steder, hvor hun, med historier fra det levede liv, sætter sangene ind i et perspektiv.

Gennem hele karrieren har Pia Raug været en politisk aktiv kunstner, som har støttet fredsbevægelser, Amnesty International og bevægelsen mod EU. Som organisationsmenneske har Raug været en markant skikkelse inden for jazz, beat og folkemusikken, og hun har været medlem af Statens Musikråd, KODA's Råd og den nordiske musikkomite NOMUS.

Siden 2003 har Raug været præsident for CIAM, komponisternes verdenskongres.