Warp Records vs. London Sinfonietta

Af
| DMT Årgang 78 (2003-2004) nr. 08 - side 282-284

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Mødet mellem avantgarde-orienteret electronica og kompliceret kompositionsmusik fra 1900-tallet har publikum som den store vinder


Af HENRIK MARSTAL

England. Liverpool. Philharmonic Hall. Den smukke koncertsal med den velrenommerede akustik er denne lørdag aften i slutningen af marts fyldt til allersidste plads med et fortrinsvis yngre publikum, hvis forventningsfyldte entusiasme ikke fejler noget, rede som det er til i den grad at få én på opleveren.

Af nogle helt andre årsager befinder jeg mig netop denne aften i byen. Et par dage i forvejen har jeg fået nys om koncerten, og en bekendt med forbindelserne i orden har vupti fremtryllet en gratis billet til mig, til trods for at koncerten har været udsolgt i en uge. Hvor heldig kan man være, tænker jeg, vel at mærke både før, under og efter koncerten. For det er en koncert, hvis form og indhold nok kan få blodet i kog.

Der er tale om et samarbejde mellem London Sinfonietta, et af verdens førende ensembler for ny kompositionsmusik, og så det distingverede electronica-pladeselskab, Warp Records, der har så stilskabende navne som Aphex Twin, Squarepusher, Boards of Canada og Autechre i deres stald. Idéen er at blande en række profilerede avantgardeværker fra perioden ca. 1925-75 med live-fremførelser af kunstnere fra Warp Records, og altså lade to musikkulturer mødes og kaste lys på hinanden. Samarbejdet går tilbage til foråret 2003 og blev så stor en succes, at det nu er genoptaget. I denne omgang består det af i alt fem koncerter i en række større engelske byer, og aftenen i Liverpool er den sidste på den lille turné.

Også de mere institutionelle rammer inden for de to musikkulturer mødes: Det hele foregår i en sal for klasssisk musik med plysklædte stolerækker, uniformerede kontrollører, et præcist angivet begyndelsestidspunkt samt en pause i midten, hvor baren er åben. Men samtidig er der - nøjagtigt som det ofte sker til raves eller electronica-events - sat en stor skærm op, hvorpå der både før og under koncerten bliver projekteret en række forskellige kunstfilm ellervisuals, alle udført af engelske filmskabere og flere af dem endda skabt direkte til lejligheden. Undertiden foregår der også såkaldtlive-vj'ing- dvs. hvor en vj eller videokunstner filmer de udøvende, smider det op på lærredet og undervejs processerer billederne på forskellig vis.

Mens folk ankommer i salen, bliver der fremført en version af Steve ReichsPendulum Musicfra 1968, et feedback-værk hvor mikrofoner føres frem og tilbage foran nogle højttalere, hvorved en række feedbacklyde fremkommer. Denne version af værket er anderledes afdæmpet og kontrolleret end de eksisterende, kendte indspilninger af det, og det fungerer i sammenhængen snarere som en slags ambient musik, der sammen med de grafiske fremstillinger på skærmen sætter stemningen, før koncerten for alvor går i gang.

Efter at Warp Records' managing director Steve Beckett har budt velkommen, går en af pianisterne fra London Sinfonietta på scenen og fremfører nogle transskriberede versioner af stykker fra Warp-artisten Aphex Twins seneste album,drukqs, fra 2003. Det efterfølges af en forrygende, lettere omarrangeret fremførelse af George Antheils legendariske støjværkBallet mécaniquefra 1924 ledsaget af visuals af en ikke-krediteret filmskaber. Edgard Varèses slagtøjsværkIonisationfra 1931 følger nu, hvorefter den intens drum'n'bass-musiker Tom Jenkinson alias Squarepusher bevæbnet med en seksstrenget basguitar og en computer går på scenen og leverer varen i et 20 minutter langt, koncentreret og ikke mindst for publikum krævende live-sæt. Første afdeling slutter med endnu en fremførelse afBallet mécanique, denne gang i den originale version, ledsaget af den orginale dadaistiske filmmontage, som Man Ray, Dudley Murphy og Fernand Lèger i sin tid lavede til musikken.

Det er dog først i anden afdeling at taget for alvor letter i Philharmonic Hall, til trods for at Squarepusher har en meget dedikeret fanskare, og til trods for atIonisations tætte væv af slagtøjsklange tydeligvis gør indtryk på publikum. Anden afdeling begynder med at violinisten Clio Gould fremfører Steve ReichsViolin Phasefra 1967 og indspiller lag på lag af loops til der er dannet et helt univers af violiner. Den maskinelle monotoni i værket lader til at begejstre publikum enormt, og bifaldet gælder helt sikkert i lige så høj grad Goulds virtuose fremførelse som Reichs musik.

Nu går en anden af Warp Records' artister, nemlig vokalisten Jamie Lidell, på scenen og skriger, råber, stønner og crooner sig gennem et 20 minutter langt intenst live-sæt. Han er iført et afsindigt, fjerprydet kostume, holder hele tiden en mikrofon i den ene hånd, mens han med den anden betjener sit arsenal af elektronisk grej og derved konstant processerer og sampler sig selv. Det er mere rock'n'roll end avantgarde, om ikke musikalsk, så i hvert fald performancemæssigt. Ikke for ingenting har en engelsk kritiker kaldt ham "a 21st century incarnation of Little Richard". Alle i salen er vidne til en helt usædvanlig, ja besynderlig performance af en kunstner der ikke bare har noget unikt at udtrykke, men også har fundet en unik måde at gøre det på. At sættet bliver så stor en succes også skyldes at en mand med det spektakulære navn Pablo Fiasco undervejs filmer Lidell i aktion og ved hjælp af videoteknologi også sampler ham visuelt, klipper ham i stykker på skærmen og sætter ham sammen igen på nye, uventede måder.

Herefter følger London Sinfoniettas fremførelse af John Cage-værketFirst Construction (in Metal)fra 1939, der som aftenens eneste værk går helt hen over hovedet på publikum. Det er tilsyneladende de færreste der fatter, hvad den musik egentlig går ud på og hvad den egentlig skal gøre godt for. En overlegen fremførelse af Steve ReichsSix Marimbasfra 1986 (opr. 1973) retter dog gevaldigt op på stemningen i salen, og da anden afdeling slutter med en transskription for samtlige medlemmer af London Sinfonietta af Aphex Twin-nummeretPolygon Window, vil begejstringen ingen ende tage. Ikke mindst da der i slutningen pludselig træder fire ekstra lilletromme-spillere ind i salen - ikke på scenen, men på gulvet hos publikum - tager musikkens i forvejen ekstatiske karakter til, og publikum overgiver sig hujende, trampende og støjende. Aftenens dirigent, Jurjen Hempel, ser nu for alvor ud til at føle sig mere som en rockstjerne end en udøver af ny kompositionsmusik. Og da musikken stopper, lader publikum sin begejstring få helt frit spil. Hvis den gamle sal med dens fine stole og smukke hvælvinger lagde en lille dæmper på publikum i aftenens begyndelse, lader alle til at have glemt alt om omgivelserne nu. Så meget råbes og piftes der, og enkelte har endda tilladt sig at stille sig op på plyssæderne for at kunne give begejstringen endnu mere luft.

Det er virkelig en koncert som man ikke glemmer foreløbig. Ikke kun på grund af de musikalske præstationer, men selvfølgelig også på grund af den helt usædvanlige sammensætning af to vidt forskellige - og alligevel beslægtede - kulturformer og musikalske praksisser. Det er ikke svært at fornemme at koncerten for Warp Records kan virke som en slags legitimeringsproces, hvor avantgarde-orienteret electronica, som den Aphex Twin, Squarepusher og Jamie Lidell står for, bliver sat ind i en mere generel avantgarde-orienteret forståelsesramme for derved at legimitere denne musiks kunstkarakter og moralske ret til at bryde med populærmusikalske normer.

Men måske er der også tale om en legitimeringsproces, der går den anden vej. Som institution har kunstmusikken, ikke mindst den modernistiske og avantgardistiske, måske brug for hjælp fra populærmusikalske udtryksformer, hvis den skal blive ved med at gøre sig gældende over for nye generationer af tilhørere. Et publikum der måske ikke er ganske vant til høre kompositionsmusik i klassiske koncertsale, men som i et møde med nogle profilerede værker spredt ud over 1900-tallet får et førstehåndsbekendtskab med netop den musik, der egentlig ikke er mindre tilgængelig end Warp-kunstnernes sære klanguniverser, og som på forskellige måder demonstrerer, at kompositionsmusik sagtens kan være en fysisk oplevelse, ligesom både electronica og rock kan være det. At publikum denne aften lytter med åbne ører over for det meste af musikken og reagerer ærligt på den enten i positiv eller negativ retning, siger noget om den fordomsfrihed som kompositionsmusik kan mødes med, når det foregår inden for nogle for publikum stimulerende og til dels genkendelige rammer.

Undervejs i koncerten kunne jeg ikke undgå at ønske, at hele landets orkesterchefer og repertoireudvalgsmedlemmer havde været til stede i salen. Så havde de kunnet erfare, at kompositionsmusikkens institutionelle rammer ikke behøver at være en hindring for noget som helst - snarere tværtimod. Og så havde de med egne øjne og ører kunnet se og høre, hvordan man med enkle, men originale midler kan ikke bare kan fylde koncertsalene med et yngre publikum, men også kan give dem en række unikke musikalske oplevelser. Ganske vist var en kritiker fra dagbladetLiverpool Daily Postmåske ikke helt galt på den, når han dagen efter koncerten skrev, at Warp-kunstnerne og London Sinfonietta aldrig var i direkte dialog med hinanden i løbet af koncerten, og at tingene måske derfor endte med at stå og stritte i hver sin retning. Men det ændrer ikke ved, at sammenstillingen af nyere, eksperimenterende kompositionsmusik og avantgarde-orienteret electronica i sig selv var vellykket, både set fra et musikalsk, et formidlingsmæssigt og et profileringsmæssigt synspunkt.

Vil vi en dag kunne se lignende tiltag herhjemme? Eftersom Danmark også er så heldig at være begavet med ikke bare gode ensembler og orkestre, men også en række unikke electronica-kunstnere, fra Thomas Knak over Future 3 til Bjørn Svin, txture og Jacob Kirkegaard, er muligheden helt sikkert til stede. Der er ikke noget til hinder for, at initiativet skulle kunne komme fra hver af de to lejre.

Og publikum? Det vil uden tvivl være lige så lydhørt som det var tilfældet denne lørdag aften sidst i marts i Liverpools Philharmonic Hall.

For videre oplysninger, se:

www.londonsinfonietta.co.uk

www.warprecords.com

NB: London Sinfonietta og Warp Records spiller i øvrigt et beslægtet koncertprogram ved to lejligheder, nemlig den 10. juni i Rom (se http://www.santacecilia.it) og den 17. juni i Brügge (se http://concertgebouw.be).

Årgang 78/2003-2004, nr. 08