CD'ER

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 01 - side 26-29

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Dietrich Buxtehude:Samlede orgelværker vol. 2. Bine Bryndorf. Dacapo 8.226008.

Fremragende fortolkninger af væsentlige Buxtehude-orgelværker leveret af en af landets mest kompetente organister. Er der egentlig mere at sige? Anbefales!

Nikos Skalkottas:Klaverkoncert nr. 3 ogGnomerne. Geoffrey Douglas Madge og Caput Ensemble, dir. Nikos Christodoulou. BIS CD-1364.

Jeg har altid haft en svaghed for to af Schönbergs kompositionselever: Hanns Eisler og grækeren Nikos Skalkottas. De formåede begge at kombinere inspirationen fra deres lærer med dybt personlige former til realisering af deres egne kompositoriske ideer, og det er velfortjent, at netop værker af disse to er blevet udgivet i et betragteligt omfang i den sidste halve snes år.

Her kommer så den tolvte i rækken af cd-udgivelser af Skalkottas-værker fra det svenske forlag BIS. Forlaget har gjort et stort og prisværdigt arbejde for nyere og ny musik, og ikke mindst disse udgivelser fortjener ros, både på grund af valget af værker og på grund af udførelsen. Det islandske Caput Ensemble under ledelse af Nikos Christodoulou og pianisten Geoffrey Douglas Madge vækker forventninger, som bestemt ikke skuffes, heller ikke på denne cd.

Det siger sig selv, at Skalkottas'Klaverkoncert nr. 3ogGnomerneikke er velkendt musik, men de fortjener at blive det. De to værker indspilles her for første gang og giver på mærkelig vis en afspejling af et grundtræk hos komponisten, som har sin oprindelse i hans liv.

Skalkottas (1904-1949) blev født i Grækenland, men fik sin uddannelse som violinist og senere som komponist i Berlin, sidstnævnte hos bl.a. Weill og Schönberg. I 1933, da Hitler overtog magten i Tyskland, vendte han tilbage til Grækenland, hvor han til sin død virkede som violinist i forskellige orkestre. Her levede han et tilbagetrukket liv som komponist uden skygge af anerkendelse, og af de mere end 170 værker, han komponerede, blev næsten ingen opført eller trykt. Således blev hans liv præget af dobbelthed: udadvendt som udøvende musiker, indadvendt som ophavsmand til værker, som det var umuligt at få opført eller blot anerkendt - og disse værker var præget af dodekafoni på den ene side og af neoklassisk folkloreentusiasme på den anden side.

Dobbeltheden viser sig på flere måder i selve værkerne: nogle er tonale med et uforveksleligt 'græsk-sublimeret' præg a la Bartóks forhold til ungarsk folkemusik, andre er dodekafone på Skalkottas' specielle måde med benyttelse af serier sideløbende med fri atonalitet - og nogle rummer begge dele.

Denne fundamentale dualisme viser sig i et nærmest kinesisk æskesystem iKlaverkoncert nr. 3fra 1939. Her benyttes på den ene side to tolvtonerækker kombineret med sekundære serier - som igen stilles over for friere atonale, ikke-serielle tonegrupper. Men ikke nok med det: de to primære tolvtonerækker er hver især et destillat af et temakompleks, til hvilket der er knyttet et specielt musikalsk udtryk: det dramatisk/bevægede stilles over for det mere udadvendt diverterende. Og som om det ikke var nok med denne primære temadualisme stillet over for sekundær tematisk/atematisk dodekafoni og det hele stillet over for atematiske og frit atonale melodi- og akkordstrukturer - ja, så er klaveret og ensemblet, som består af 10 blæsere plus slagtøj, stillet over for hinanden som ligeværdige med- og modspillere i komplicerede mønstre.

Der er masser af dramatiske diskussioner og vittige dialoger, men ikke megen syntese - hvilket i sig selv skaber et stærkt kunstnerisk sammenhængende udsagn. Man kan med fuld ret kalde værket et græsk drama med et både alvorligt og vittigt/satirisk udsagn om tid og omstændigheder, både om Skalkottas' eget liv og om verden, som den så ud i 1939.

Hertil kommer så noget, som jeg fornemmer som en personlig underfundighed fra Skalkottas' hånd: både hos blæserne i værkets indledning og senere i klaverets tema findes vendinger, som i påfaldende grad kan minde om tilsvarende passager i SchönbergsVariationer for orkester, og andre steder hos blæserne mindes manBlæserkvintettenaf samme komponist. En hilsen til læremesteren?

Hvis man iKlaverkoncert nr. 3kommer til at tænke på Schönberg, er det i ballettenGnomernefra samme år Bartók og Stravinsky, som bringes i erindring. Og her er der ikke tale om gisninger, men om håndfaste realiteter: af ballettens 14 satser er de tre af komponisten selv(!), mens resten er orkestreringer af to græske folkesange, et uidentificeret barokværk, et stykke fra StravinskysLes Cinq Doigts(otte klaverstykker, senere (1962) orkestreret af komponisten selv som Eight Instrumental Miniatures) samt syv af stykkerne fra BartóksFor Children I+II.

Det er forunderligt, at en sådan samling i den grad kan bringes til at fungere som en helhed, men det er faktisk tilfældet. Balletten er et virtuost-humoristisk værk, blændende instrumenteret, og ud over synteserne Skalkottas/åndsfæller og græsk/udenlandsk er værket på typisk Skalkottas-maner et udsagn om dualisme: menneskeligt og dæmonisk, godt og ondt, kristent og hedensk. Balletten genfortæller et græsk folkesagn om gnomer, underjordiske væsener, som driver deres ondskabsfulde spil med mennesker i tiden fra jul til 6. januar, Herrens åbenbarelsesfest (epifani).

Det er vist fremgået af anmeldelsen, at jeg i høj grad vil anbefale denne cd: spændende og fremragende musik af en stor og særpræget komponist fra det 20. århundredes første halvdel. Havde han levet blot et årti længere, var han utvivlsomt blevet opdaget og vurderet efter fortjeneste. Hans død forsinkede i mange år erkendelsen af hans betydning, men det er godt, at hans værker nu omsider et for et bliver opført og indspillet - ikke mindst når det gøres så overbevisende som her. Både indspilningen og noterne, som er skrevet af dirigenten, føjer nye facetter til det, man i forvejen ved om Skalkottas og hans musik: her finder viden om musikken og kunstnerisk engagement sammen på overbevisende måde.

Vagn Holmboe:Sinfonia I-IV (både enkeltvis og somKairos). Søren Elbæk, Troels Svane og DR RadioUnderholdningsOrkestret, dir. Hannu Koivula. Dacapo 8.226017-18.

Disse fire sinfoniaer for strygere er fra en skelsættende periode i den almene og navnlig i den danske musikhistorie: 1957-62. Hvis man ikke hørte musikken, men kun læste om den, kunne man fristes til at se værkernes særegne sammenhæng som en projektion af hele perioden: alle fire værker kan opføres separat eller som ét samlet værk,Kairos, hvor nr. 4 kommer til at indeholde de tre første - eller anskuet omvendt: værket bliver fragmenteret til præludium, interludier og postludium til de tre andre.

Denne raffinerede dobbelthed i både anskuelse og anvendelse af en række værker kan ikke undgå at lede tanken hen på periodens mange forsøg med musikalske former og alternativ anskuelse af værkbegrebet, om end noget sådant jo ikke er uden fortilfælde (fx i middelalderen eller mere nutidigt i Milhauds strygekvartetter nr. 14 og 15 fra 1949, som kan opføres samtidig eller hver for sig - med andre ord vertikale alternativer, hvor Holmboes er horisontale).

Imidlertid er der ikke tale om skygge af påvirkning fra Darmstadt endsige fra alternativ USA-farvet musikalsk tænkning a la Cowell eller Cage i Holmboes musik. Den er solidt forankret i påvirkningen fra komponister som Carl Nielsen og Sibelius og i beskæftigelsen med østeuropæisk folkemusik, som med indflydelsen fra Bartók fik varig betydning. Dette samlede præg fra 30'erne er hørbart i Holmboes produktion og da ikke mindst i disse værker. Samtidig er de i allerhøjeste grad tidstypiske på denne til dels udefinerbare måde: præget af megen alvor uden patos, solidt og samvittighedsfuldt gennemarbejdet - en slags musikalsk pendant til H.C. Branner, Martin A. Hansen eller Ole Sarvig.

Måske gør jeg Holmboe uret, men ikke desto mindre vil jeg sige, at når jeg hører værker som de her anmeldte, kommer jeg til at tænke på barndommens 50ere med deres mærkelige 'træsnit-præg': sort, hvidt, gråt, strenge vintre og blændende somre, en stemning præget af villet livsmod, men også af krigserindring, af krigstrusler, frygt for atombomben og midt i det hele en søgen efter noget, man ikke vidste, hvad var. Strofe 4 af Ole Wivels digt fra 1959Der truer os i tidenforekommer mig at være en træffende karakteristik:

Og dog er vi i live. Forpint samvittighed vil troligt hos os blive og nægte os vor fred. Vort hjerte banker tungt og søger i sin feber mod håbets vendepunkt.

Netop derfor kan der for mig at høre ligge en slags klaustrofobisk-dansk-nordisk 50er-syn på tiden og på verden i sådanne Holmboe-værker med deres rastløse motorik i et tonalt/modalt 'bur'. Jeg husker, hvordan jeg dengang som barn længtes efter 'noget andet' end det, jeg (takket være min salig farmor) hørte i samtidig dansk musik, hvoraf en ikke ringe del har været Holmboe. Radiolytningen i 1958 til et dengang vildt avantgardistisk værk af en tysk komponist var befriende og grænsesprængende glædeligt, endelig noget hidtil uhørt ... Nå, man skal jo ikke som anmelder fortabe sig i personlige erindringer, men måske kan det alligevel være nyttigt både for én selv og for læserne at vide, hvor man står, og hvorfor man gør det.

Lad ovenstående være anmeldelsen af de i øvrigt fremragende indspillede Holmboe-værker. De er som sagt komponeret i årene 1957-1962. At de kan fremkalde et sådant erindringsglimt i 2004 siger vel i grunden en del om deres kvalitet.

Giya Kancheli:DiplipitoogValse Boston. Thomas Demenga, Derek Lee Ragin og Stuttgarter Kammerorchester, dir. Dennis Russell Davies. ECM New Series 1773 472 0822.

Disse værker af den georgiske komponist Giya Kancheli (f. 1935) må siges at være typiske for ECM New Series, som har en tydelig forkærlighed for komponister og værker af lignende art.

Kancheli bevæger sig i en slags musikalsk ingenmandsland mellem to tendenser: den velkendte musikalske strømning, som i mange år har sat sit præg på Pärt, Górecki og andre østeuropæere - en nostagisk-melankolsk tonalitet og melodik i slow motion, ofte med et anstrøg af minimalisme - og en surrealistisk fremmedgjorthed i feltet mellem forskellige musikalske stilarter og tider a la fx Heiner Goebbels med et anstrøg af Lachenmannsk 'venden vrangen ud'.

'Ingenmandsland' er nu nok en forkert betegnelse. Der er meget at hente her. Goeyvaerts' senere værker ville fx lige være noget for ECM, og den sene Hans Otte har forlaget allerede opdaget.

Noterne, som er skrevet af Hans-Klaus Jungheinrich, præsenterer under overskriften Schlafwandeln in den Städten komponisten som en eksponent for somnambulistisk fremmedgørelse, og det står klart efter blot en enkelt aflytning, at det er så sandt, som det er sagt. Valse Bostoner et godt eksempel på dette: komponisten har dediceret værket til "my wife with whom I never danced", og triolbevægelsen bliver aldrig til en vals.

Ingenting er, hvad det er blevet udnævnt til at være. Det nutidige bliver imødegået med fortidens klicheer, men klicheerne er selv blevet fremmedgjort. Dette gælder for ogsåDiplipito, i hvilken teksten yderligere bidrager til den drømmeagtige følelse af absurditet: ifølge Giya Kancheli er der tale om "betydningsløse ord fra et georgisk epos". Det er virkelig en speciel oplevelse at bevæge sig ind i disse musikalske 'byer' (igen en mindelse om Heiner Goebbels!), og hvis man får lyst til at gentage vandreturen, vil man opleve nye bygninger og alternative gader i det skiftende lys.

Poul Ruders:Fairytale, Klaversonate nr. 2, De Profundis og Concerto in Pieces. Thomas Adès, Susan Grace, Alice Rybak, David Colson, Orkester Norden, dir. Stefan Solyom, og BBC Symphony Orchestra, dir. Sir Andrew Davis. Bridge Records BRIDGE 9143.

Her fortsætter Bridge Records sit fortjenstfulde arbejde med indspilninger af værker af Poul Ruders. Denne cd er nr. 4 i serien, og den kan faktisk anbefales som en introduktion til Poul Ruders. Her møder vi nogle værker, som umiddelbart giver et indtryk af komponisten, og som ikke er uspændende.

Fairytaleer inspireret af en passage fra H.C. Andersens eventyrVinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre: "Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer de foer og de fare, som jeg farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger og Løvet falder! fare hen, fare hen, fare hen, Menneskene med!"

Dette giver som ventet anledning til et fygende og fejende flot presto-spil over stok og sten (de første 45 partitursider på tre minutter!). Bedre og mere virtuost kan den slags næppe gøres, men man kan, forpustet som man er efter gennemlytningen, måske komme til at spekulere på, hvad det egentlig var, man hørte. Hvad var substansen i det hele? Hvad er der under den stormende overflade og de brag, der falder som tagsten på fortovet en efterårsdag?

"The Richard Strauss of the Computer Age orchestra" kaldes Poul Ruders i ledsagehæftet, og det er bestemt ikke helt ved siden af. Som hos Richard Strauss begynder man måske at tænke over, hvad der egentlig ligger under de opulente klangkaskader - og så kan man da i hvert fald konstatere, at musikken har gjort sin virkning. Ellers havde spørgsmålet jo ikke meldt sig. Jeg hører den gerne igen.

Også det andet orkesterværk,Concerto in Pieces med undertitlenPurcell Variations for Orchestra, gør indtryk, men her er substansen en anden - eller rettere, her er tydelig substans. Værket blev til i 1996, idet Ruders modtog en bestilling fra BBC til markering af 300-års-dagen for Henry Purcells død (1995) samt 50-året for Benjamin BrittensYoung Person's Guide to the Orchestra. At Poul Ruders følte sig beæret, er let at forstå, og ligeledes, at han fandt opgaven svær. At vælge det samme tema som Britten eller et tilsvarende ville, som komponisten skrev i programnoten, medføre, at "I'd just as well jump out of the window..."

Der skulle naturligvis holdes fast ved Purcell, men temaet skulle have en ganske anden karakter. Løsningen blev så at vælge heksekoret fra starten af 2. akt afDido and Aeneassom tema samt i modsætning til Britten at præsentere forskellige former for instrumentkombinationeri variationerne i stedet for individuelle instrumentgrupper. Dette er i høj grad lykkedes, og de fantasifulde variationer bliver holdt på plads netop som virtuose, vittige og underfundige variationer over det samme tema. Det er ikke underligt, at dette festfyrværkeri af et værk er blevet et af Ruders' mest populære.

De to andre værker på cd'en er mere indadvendte.De profundisfor to klaverer og slagtøj bevæger sig, som titlen antyder, fra det laveste til det højeste register og fra det langsomste til det hurtigste tempo. Man kunne også sige: fra mørke til lys, fra livløshed til liv. Værket er altså ikke en klagende anråbelse, men snarere en skabelsesberetning, virtuost instrumenteret og i denne indspilning virtuost udført. Og endelig er der såKlaversonate nr. 2, hvor Ruders' egen form for minimalisme i 1. og 3. sats, inspireret af den særlige engelske klokkeringning, kommer til overbevisende udtryk med pianisten og komponisten Thomas Adès ved klaveret.

Jakob Draminsky Højmark:MR.X _ _ _ /MR.X. Xavier Sabata og Michael Babinchak. G3G Records G3MS06.

Denne cd volder problemer. Ledsageteksten introducerer værket med følgende ord: "The pocket opera MR.X_ _ _ /MR X takes its points of departure from the poem collection Canaris Fosforescents. It proposes a new approach to the text by superimposing visual objects not present in the original text and chaining the words to a protagonist. Staged, the story is enchanced by a video scenography inspired partly in images present in the poems."

Allerede her melder der sig bange anelser: Hvordan yde et værk retfærdighed gennem lytning, når det visuelle element i den grad er integreret i forløbet? Men ikke nok med det. Leder man efter librettoen til dette monodrama i ledsagehæftet, får man ganske vist teksten - men kun på spansk! Den eneste information ud over librettoen er otte linjer om en mand, som ikke ved, hvor stemmerne i hans hoved kommer fra. De siger noget om hans fortid, og vi lytter til fragmenter af hans liv. Javel.

Men hvad gør man så, når man ikke kan et ord spansk? Man kan konstatere, at det hele er præget af et glødende intenst cellospil, og at kontratenoren reciterer en tekst. Dette kunne under andre omstændigheder måske være nok, men her føler i hvert fald jeg mig ladt i stikken i ekstrem grad. De to udøvende kommenterer et billedforløb og en fortælling, som man er afskåret fra at forholde sig til. Dette synes vel at mærke ikke at være et kunstnerisk virkemiddel, som er tilsigtet af komponisten. Anderledes forholder det sig i fx Cristóbal HalfftersSymposion, hvor teksten er græsk, men hvor musikken er et prægnant dionysisk udsagn i sig selv, eller i værker som det ovenfor omtalteDiplipitoaf Giya Kancheli, hvor fremmedgørelsen legitimeres og understreges af musikken. IMr. Xhverken kan eller vil musikken imidlertid stå alene - men det gør den så desværre på cd'en. Man får indtryk af ikke blot et instrument og en stemme, men også et menneske, som forsøger at kommunikere på livet løs. Men det fører ingen steder hen, hvis man ikke forstår hans sprog. Musikken følger ham blot uden at leve sit eget liv, og man får intet indblik i de tanker og oplevelser, den illustrerer.

Jeg kan derfor kun anbefale, at man køber denne cd, hvis man kan noget spansk. Og allerbedst ville det være, hvis man kunne se det visuelt kontrapunktiske spil, som åbenbart er tilsigtet, men som kun kan anes via et par slørede billeder i hæftet. Kom igen med en tekstet video!

Petteri Nisunen, Tommi Grönlund, Brandon LaBelle, Hans Sydow, Jana Winderen, PerMagnus Lindborg, J.G. Thirlwell, Kent Tankred, Mike Harding, Jacob Kirkegaard, BJNilsen, Franz Pommasi og Finnbogi Pétursson:freq_out (0- Hz). Ash International 5.8.

Cd'en med den ovennævnte ejendommelige titel virker umiddelbart lidt utilnærmelig med billedet af en øde og grå sal med en tom stol og med sine lakoniske kommentarer. Der er tale om materialet til en event, som fandt sted på Charlottenborg i juni 2003 under d!sturbances-festivalen. Dette materiale består af 12 individuelle elektroniske værker af lige så mange komponister. Hver af disse fik til opgave at skabe et værk inden for et bestemt frekvensområde, henholdsvis 5000-11000, 2000-5000, 1000-2000, 500-1000, 350-500, 250-350, 180-250, 140-180, 90-140, 65-90, 25 - 65 og 0-25 Hz.

De mange kokke har ikke fordærvet maden. Resultatet er på denne cd blevet til et aldeles overbevisende værk, som fungerer som en helhed. Stykkerne vækker i sjælden grad associationer: her er knitren i det høje a la StockhausensTelemusik(nr. 1), minimalistiske mønstre (nr. 3), myldrende og boblende strøm a la støjsenderklange hos fx Masami Akita (Merzbow) (nr. 4), 'nordlysklange', som vækker mindelser om Nørgårds gamle tv-kalendermusik (nr. 5), hjerteslag (nr. 6 og 10), forbipasserende biler eller fly med pulserende efterklange (nr. 9), jordskælv og trommesignaler (nr. 10) - og meget andet. De forskellige karakteristika be-nyttes til skabelse af prægnante mønstre, som manifesterer sig i stykker med klar identitet og kunstnerisk gennemslagskraft.

Der rundes så af med et kollektivt mix fra stykkerne. Denne coda er ikke det mindst fascinerende ved dette værk, som fanger opmærksomheden og holder den fast hele forløbet igennem - en oplevelse, som kan anbefales.

Årgang 79/2004-2005, nr. 01