Debat

Løsning vedrørende fagspecialisering

Vore henvendelser til kulturminister Brian Mikkelsen, aftrykt i DMT nr. 6, blev ganske vist aldrig besvaret af ministeren, men bar for så vidt frugt, som vore bekymringer for den kompetencegivende teori-eksamen (erhvervsrettet for komponister) nu er betydeligt mindre: Først kunne Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums rektor Steen Pade berolige os med, at de unge komponister, der studerede i København ikke skulle blive henvist til Aalborg for at opnå den undervisningskompetencegivende eksamen - og derpå kunne docent Erik Bach fastslå noget tilsvarende for Det Jyske Musikkonservatoriums vedkommende.

Man forsikrede os også om, at detailler, såsom et formindsket antal undervisningstimer i forhold til de tidligere ordninger, ville blive løst - i hvert faldmeretilfredsstillende end det først tydede på.

Det var i dette ærinde vi, som de to ex-professorer vi jo er, var ude - ansporet af bekymrede yngre komponistkolleger. At prof. Egeland herudfra gav sig til at diskutere visse detailler i vor argumentation, har vi ikke ønsket at gå ind på - al den stund han ikke berører det grundlæggende spørgsmål, årsagen til vore udmeldinger: hvorledes en kompositionsstuderende ved et af landets to største konservatorier skal kunne opnå undervisningskompetence - samtidig med at han (hun) studerer komposition.

Da denne bekymring nu synes at være, i hvert fald foreløbigt - og nogenlunde - bortvejret, trækker vi os (foreløbig) tilbage fra undervisningsdebatten -dog med blikket stift rettet mod de givne tilsagns tilfredsstillende opfølgen i handling. Og med tilsagn om at vi i modsat fald vender tilbage - i fortrøstning til, at ingen vil være interesserede i at fratage komponister en af deres få erhvervsmuligheder.

Ib Nørholm og Per Nørgård

Duplik til Rolf Ruggaard

Vedr. Ruggaards debatindlæg i DMT nr. 7 sidste årgang: uenigheden kan vist sammenkoges til spørgsmålet: Hvad er musikteori på konservatoriet? Ruggaard sætter lighedstegn imellem musikteori og satslære, men det bekræftes ikke af studieordningen på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor 'kun' 3 af de 7 prøver i musikteori (1. -5. år)involverersatslære.

Musikteori på hovedfagsniveau på Det Jyske Musikkonservatorium kan altså ikke beskrives som et studie i satslære, og satslæren er ikke målet for undervisningen.

Studieordningen tillader derimod den enkelte studerende, i overensstemmelse med de muligheder (solo)-undervisningen tilbyder, at specialisere sig efter egne evner og interesser. Det kan man så synes om, hvad man vil, og man kan vælge at læse det som en nedprioritering af satslæren som noget i sig selv. Men man kan ikke læse det som en nedprioritering af hovedfaget musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium.

Angående det nye fag musikforståelse så er Ruggaard gået helt galt i byen. Musikforståelse erstatter bifagsundervisningen i musikteori og musikhistorie for bl.a. musikere og sangere. Og faget har selvfølgelig ikke samme formålsbeskrivelse som musikteori på hovedfagsniveau.

Og så læses musikforståelse ikke, som du skriver, over tre semestre, men derimod med seks timer ugentligt i 26 uger årligt i tre år. Det kan vist ikke kaldes en nedprioritering - tværtimod.

Lasse Laursen

Nie erhörte Klänge

Kommentarerne til dette emne af Jørgen Lekfeldt og Carl Bergstrøm-Nielsen i majnummeret af DMT fik mig til at søge tilbage i erindringen. Jeg er nemlig overbevist om, at jeg selv har hørt Stockhausen tale om det både i personlige samtaler og i hans foredrag ved den skandalevækkende koncert på Statens Museum for Kunst d.30.3. 1958, da hans dengang nye blæserkvintet Zeitmaße blev opført i to versioner. Jeg husker også hans lovprisning af Louisiana som sted for opførelser af ny musik, fordi han mente, at omgivelserne her både akustisk og indholdsmæssigt var egnede til at åbne sindet for de aldrig før hørte klange.

Når Poul Nielsen citerede udtrykket i sin kronik i Berlingske Tidende i 1966, kan baggrunden meget vel have været noget, som jeg havde fortalt ham. Altså: Lekfeldts indsigelser kan muligvis hidrøre fra, at han ikke har fundet udtrykket i Stockhausens egne tekster; men ikke destomindre stammer det altså, måske i formen Unerhörte Klänge (jf. Bergstrøm-Nielsens indlæg), fra Stockhausen selv. Om han så med det udtryk har citeret andre, skal jeg ikke kunne sige; men sikkert er det, at det verserede i 1950erne, når talen var om ny musik, og at jeg altid har forbundet det med Stockhausen.

Jan Maegaard

Taleret til det uhørte

Det er altid prisværdigt, når nogen gider reagere på éns skriverier, og som udgangspunkt skal du bestemt ikke høste utak for at bruge lidt tid på Carl Bergstrøm-Nielsens og mit læserbrev, som i øvrigt var rettet til Erling Kullberg med sigte på en fejlagtig påstand i hans seneste bog (se DMT nr. 6 2003/04). Debat kan vi vel dårligt få for meget af, især når det gælder et emne, som har farvet det danske syn på nutidig musik gennem fire årtier. (Om den drejning, tonen i debatten nu har fået, kan der derimod nok siges et og andet.)

Netop derfor skal jeg da ikke undlade at kommentere de fire ting, du nævner:

Jeg betvivler ingenlunde, at dit 24 timer lange Stockhausen-kursus "på Musikvidenskabeligt Institut i København for nylig" var velbesøgt. Og det glæder mig! De gange, jeg selv i arbejdsgruppe-regi gjorde noget lignende sammesteds op gennem 70erne, hører stadig til de gode minder fra min studietid, og jeg har senere holdt endnu mere velbesøgte kurser på universiteterne i Århus og Aalborg.

Hvor frugtbar DMT's læsere vil finde en diskussion om, hvem der har læst flest af Stockhausens værker og hvorfor, er jeg derimod lidt i tvivl om (eller rettere: det er jeg ikke!), men selv har jeg da dyrket den sport siden sommeren 1966 uden at 'forløbe mig i hans hensigter'. Et sådant langvarigt og dybtgående projekt kan varmt anbefales, for det er alt andet end kedeligt. Jeg drømmer ikke om at ville monopolisere noget som helst, men det er så sandelig min ret at prøve at korrigere deciderede misforståelser med den vægt, der nu engang måtte være i mine ord. Måske sågar min pligt.

Ja, Stockhausen taler både om lyde og om klangverdener, og det gjorde jeg da også opmærksom på i mit indlæg. Men dette hænger organisk sammen med hans grundliggende hensigt fra starten: at lade det hidtil upåagtede få lov til at træde frem, at give agtelse og taleret og ligeberettigelse til det ringeagtede. Denne intention har sit udspring to steder: i de ud over al forstand rædselsfulde oplevelser fra krigen, hvor han i rigeligt omfang oplevede foragt for 'undermennesker', og i det kursus, han deltog i hos Messiaen i Paris som grøn komponist. Dér stiftede han bekendtskab med ikke-europæisk musik, benyttelse af stiliseret fuglesang i musikken og meget andet.

Det er med fuldt overlæg, jeg bruger ordet 'grøn', for det siger både noget om hans alder og om hans æstetiske/etiske/religiøse anskuelse. Krigens foragt for liv og Messiaens helt Frans af Assisi-agtige respekt for og fascination af alt mellem himmel og jord i musikken prægede ham for livstid i vekselvis syntese og dialektik, hvad der afgørende kom til at præge hans opfattelse af serialismen som arbejdsredskab. Fra starten af 50erne formulerer han således princippet om at opstille et kontinuum, hvori materialet kan overskues og bringes til at virke i al sin mangfoldighed, og han har siden atter og atter betonet vigtigheden af erkendelse af elementernes relationsmæssige potentiale og deres ligeberettigelse.

I programnoten fra 1964/69 tilPunktetaler han om, hvorledes emancipationen fra det tematiske skal føre netop hertil: "Ich sehe ein Orchester, in dem jeder Musiker jeden - scheinbar so unbedeutenden - einzelnen Ton mit Sorgfalt und Liebe spielt und mit dem Bewusstsein, dass für ein lebendiges Ganzes jedes noch so kleine Teilchen wichtig und gut ist. Ich sehe einen Dirigenten, der die atomistischen Strukturen so sehr mit Bewusstsein durchdrungen hat, dass er die höheren Gestaltbildungen zu einem grossen Organismus zusammenwachsen lässt, in dem sich die einzelnen Elemente nicht mehr gegenseitig zerstören, sondern einander erhöhen." (Texte III, s. 13 , Köln 1971).

Denne æstetik har han trofast forfulgt lige siden frem tilLicht-værkerne. Forstår man ikke denne i bund og grund humanistiske og antiimperialistiske musikæstetik hos Stockhausen, ender man dér, hvor Poul Nielsen var, og hvor den danske musikdebat ulykkeligvis stort set har været lige siden. Så bliver de famøse Poul Nielsen-lancerede "nie erhörte Klänge, som Stockhausen altid fabler om" til udtryk for en altædende teknologi-fikseret raptus, hvilket klart fremgår af Nielsen-citatet i Kullbergs bog. Hensigten var imidlertid nogenlunde den stik modsatte: at give de UNERHÖRTE klange taleret i et spil, som i bund og grund er tænkt allegorisk. Der er en verden til forskel.

Dét havde Poul Nielsen med respekt at melde ikke nogen "vældig indsigt" i - hvilket jeg kan bevidne, eftersom han var min vejleder, og diskussionerne var mange. Poul Nielsen var som adskillige andre danske musikfolk af denne plus næste generation fanget af mistro til det tyske, hvis det da ikke lige gjaldt Frankfurterskolen - jf. Carl Bergstrøm-Nielsens indlæg. Og så hævder du, at udtrykket sjældent ses på internettet på grund af "manglende kendskab til Poul Nielsens formulering". Ja, kun skandinaver kender formuleringen - og heldigvis da! For a) den er ikke benyttet af Stock-hausen, b) den er udtryk for en afhumanisering, en dæmonisering af hans musikæstetik ind i det karikeret teknologiske, og c) den bruges ikke på tysk.

Pierre Schaeffer-citatet siger præcis det samme som det, jeg anfører: der nævnes ikke "nie erhörte Klänge", men derimod "niegehörte" som en underkategori i forhold til det Ungehörte, og pointen er her, at ikke blot komponistens egne love, men også 'tilfældet' er medbestemmende. Stockhausen var fascineret både af denne franske musique concrète og af John Cages musikæstetik. De gav begge klangene lov til at være sig selv. Vi møder noget lignende i fx StockhausensTelemusik: "Zu alledem wollte ich einem alten und immer wiederkehrenden Traum näherkommen: einen Schritt weiterzugehen in die Richtung, nicht 'meine' Musik zu schreiben, sondern eine Musik der ganzen Erde, alle Länder und Rassen. (...) Ich hatte alle Hände voll zu tun, eine neue und unbekannte Klangwelt der Elektronischen Musik für diese Gäste offenzuhalten: sie sollten sich 'zu Hause' fühlen, nicht 'integriert' durch einen administrativen Akt, sondern wirklich verbunden in freier Begegnung ihres Geistes." (Texte III, s. 75-76).

Som du selv så smukt formulerer det: Ægte kærlighed er at sætte fri ... Der er netop tale om et musikalsk udtryk for respekt for det skabte i dets mangfoldighed i stedet for klangpuristisk navlebeskuelse eller musikalsk imperialisme. Det er tydeligt, hvordan inspirationen fra Messiaen lever videre her.

Jo, du kan så sandelig tro, at man kan gribe tilbage tilDer SaitenmanniDrei Lieder! Hvis du læser et værk som Christoph von BlumrödersDie Grundlegung der Musik Karlheinz Stockhausens (Archiv für Musikwissenschaft XXXII, Stuttgart 1993) (nu tør jeg vel dårligt foreslå, at du læser min bog) - ja, så vil du erfare, at Stockhausens musikæstetik træder i karakter i netop denne sats. Grundlaget er fra starten humanistisk/religiøst, og temaet er respekt for individet og forholdet mellem individerne udtrykt i musik.

Endelig: ja, liederne er et 'brøkværk'. Grunden er den simple, at Stockhausen først sent fandt ud af, at han i netop dette og andre tidlige værker havde sået noget, som kom til at vokse op i hans samlede produktion. Denne erkendelse kom han frem til i starten af 70erne, da han genlæste værkerne. Da havdeKontra-Punktefor længst fået betegnelsen 'Nr. 1' (oprindelig hed stykket faktisk ikke andet!), mens de tidligere værker aldrig havde figureret på værklisten. Det kom de til nu, og for ikke at lave uorden i det hele måtte de nummereres med brøker. Disse er derfor ikke et udtryk for nedvurdering, men for anerkendelse. Og at Stockhausen selv provokerende har betegnet Der Saitenmann som måske det bedste og smukkeste, han nogensinde har skrevet - se, dét er både vist og sandt.

Jørgen Lekfeldt

Uhørt skønhed

Sikke dog en krigserklæring fra dig. Hvad er det for et mystisk patent vi skulle indehave, som selv afholdere af velbesøgte 24 timers Stockhausen-kurser ikke har? Og at vi har tilladt os at publicere skrifter om Stockhausen og hans kontekst kunne da ligefrem være konstruktivt. Lad os hellere gå videre med selve sagen, idet jeg går ud fra, at det er falsk beskedenhed fra dig, når du reducerer din interesse for Stockhausens hensigter til at bestå i en Jugendsünde ...

Vist tolker vi alle historien, og vi kan jo heller ikke andet. Men vi kan da vel ikke være uenige om, at vi skal skelne mellem faktuelle citater og andres karakteristikker? Det frisætter jo også nye betragtere af historien til at tænke kritisk og danne deres egen opfattelse. Bettina Brentanos gengivelser af Beethovens udtalelser (bl.a. "jeg vil gribe skæbnen i struben") finder jeg fx selv spændende, men lytter da til historikernes forbehold.

For os - og vel dig med - er det afgørende vigtigt at Stockhausen-betragtningen bliver nuanceret, så han fx ikke hos det almindelige publikum identificeres naivt med futurister eller dadaister. At han godt kan udtrykke sig provokerende, og at besættelsestidens afsky for tyskere virker endnu i Danmark gør ikke behovet mindre for at vise, hvordan han som en af efterkrigstidens søgende kunstnere knytter an til humanistiske traditioner.

Og så vil jeg foreslå: hvad med i alle tilfælde også at citere Stockhausens eget udtryk "Unbekannte Schönheit" (fra indledning til koncert i Radiohuset 1996), jf. det i tidligere indlæg refererede? Jeg har selv erfaring for, at det er et godt pædagogisk og tillige tankevækkende udtryk.

Carl Bergström-Nielsen

Normale tilstande

Hvorfor holder vi ikke op med den fjollede genreinddeling ? Masser af mennesker går ud hele tiden, til alle mulige ting. Verden ændrer sig, og hvis ikke kunsten skulle spille en rolle i den proces, så er det da vist ret sært. At skabe kunst er skidesvært, langt det meste er forsøg, der kun er delvist vellykkede og endnu flere er deciderede fejltagelser. Til gengæld er det hele en nødvendig del af den udvikling, der skal til for at afsøge et territorium og udvikle et talent. Og den proces er i sagens natur aldrig hverken populær eller nem.

Endvidere må jeg sige, at jeg er meget skeptisk over for den indstilling, at en kunstnerisk produktion kan nå nogen vegne, hvis ikke den skal bane sig vej igennem ualmindeligt besværlige forhold. En kunstner-karriere kan ikke sammenlignes med en akademisk karriere, men ikke desto mindre er det det, der er konsekvensen af den beskyttende og tryghedsskabende politik, der er blevet resultatet af de tidligere generationers kampår.

Det er paradoksalt, men den nuværende generation har fået læst og påskrevet, at nu er det dens tur til at forsvare kunstens vilkår, blot her og nu ikke ikke ved kamp for 'bedre vilkår', men som administratorer af en etableret base. En slags fredsbevarende styrke med blå hjelme, der nok må vise deres kanoner, men kun skyde, når de selv blive pulveriseret (og så er det i reglen for sent (shoot first ask later)).

Hvis ikke kunst skaber et impact, så er den ikke noget værd. Dette impact kan ske nu, eller om lang tid, når dens stemme pludselig taler til nogle i et vist omfang. Man kan nok trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og således også med miljøet - man kan godt sige kom dog og lyt, men hvis man ikke har lyst til det, eller kommer fordi man er virkelig vred eller berørt, så er det de facto kunstigt. Så om igen, lad os finde ud af, hvad der sker, når vi slet ikke gør noget, med mindre vi slet ikke kan lade være med det.

Michael Nyvang

Fluerne på væggen ...

jeg har været der

og fluerne samles på

en hvidkalket væg

(Haiku-digt af Tomas Tranströmer)

Jeg er lige kommet ud af mit øverum og finder DMT nr. 8 i postkassen. Indholdet af dette nummer sætter gang i nogle tanker - jeg ville ønske I havde været der, i mit øverum denne dag, for det var fantastisk - en af de dage hvor ALT bare fungerede; lyd, ideer, udførelse, etc.

Men da I jo ikke var der, så har denne 'øver' slet ikke fundet sted - hvis man skal tro den iblandt kunstnere og performere så udbredte vending: "Hvis en begivenhed ikke har været i medierne, så har den ikke fundet sted".

Alene udsagnets afstumpede stupiditet giver mig instant kvalme - selvfølgelig har min 'øver' fundet sted, selvom der kun var én tilstedeværende - udøveren. Og det fører til en meget fra-værende, men meget vigtig indsigt om, hvor hjernevaskede selv vi, de kulturkritiske, har ladet os blive.

For min 'øver' har ikke fundet sted, hvis vi forudsætter tilstedeværelsen af et publikum, som en forudsætning for en begivenhed. Men hvad med 'udøveren' - han var jo til stede. Så hvis vi ser på musik (og anden kunst) som noget man AKTIVT producerer - så har begivenheden fundet sted. Det er kun, hvis vi accepterer forestillingen om nødvendigheden af et PASSIVT (i forhold til selve udøvelsen) publikum, at der ikke skete noget i min kælder.

Vi er konstant på jagt efter publikum til vores aktiviteter - vi mailer, flyer, sms'er, plakaterer uafladelig til hinanden, for så at opnå det Karsten Fundal så rigtigt diagnosticerer: vi spiller for hinanden - hvis vi overhovedet efterhånden orker det mere!

Adskillige gange har jeg mødt en bestemt reaktion på mine koncerter - 'det er sikkert sjovt at være med til' - underforstået: 'det er ikke sjovt at lytte til' ... og jeg er FULDSTÆNDIG enig: musik er sjovest at DELTAGE i - jeg har ikke været til en eneste koncert i hele mit liv, hvor jeg ikke hellere ville have været med til at spille, end til 'kun' at lytte ... hellere DELTAGER end publikum.

Så det er bestemt et SUNDHEDSTEGN, at der er (passiv) publikumskrise til mange koncerter med ny musik - det er netop den nye musiks STYRKE, at den er for DELTAGERE, mere end for PUBLIKUM!

Det er såmænd den gode gamle dødssyge 'vare-tankegang', der er blevet så indlysende, at vi efterhånden totalt har glemt, hvor dybt umenneskelig og skadelig den er. Indlysende for den kulturindustri, som har de bedste grunde til at vedligeholde en kulturopfattelse, hvor man er aftager snarere end udøver (så kan der jo tjenes penge på den) - hør bare på kulturministerens forvrøvlede dumheder om amatører og elite: kultur er noget man KØBER af en lille, dygtig elite - ikke noget man selv laver ...

Men det er sådan set det, der er kernen i den aktuelle krise - vi orker ikke at konsumere flere og flere af de områder, vi oprindelig selv var producenter af (med sexlivet som et i øjeblikket indlysende eksempel - man er i fuld gang med at sælge det til os i form af viagra, girafpenisser og bryster på størrelse med vejrballoner, skønt det jo egentlig er noget vi rent faktisk selv allerede har ...)

Det skal vindes tilbage - koncerter for deltagere - jeg har allerede været i gang i årevis på højskoler, konservatorier og i folkeskoler, på gymnasier, i virksomheder, etc.

Har I ikke hørt om det? Så har det ikke fundet sted ... Men fluerne var der altså.

Fredrik Søegaard

Græd ikke over spildt musik

Apropos miljøet, politikken, koncerterne og vennerne. Alt tager tid. Selv tid tager tid. Man skynder sig at gøre noget hurtigere. Man får tid til at spilde tid på den måde. Hvis noget musik tager længere tid at fremstille end noget andet? Hvis noget andet musik er hurtigere at lytte til? Hvis der er flere der lytter går det hurtigere? Er der færre spildes mindre tid? Der er ikke nogen grund til at lave musik på en bestemt måde. Er formålet med at lave musik at skaffe midler til at lave musik? (Og i øvrigt hvad er meningen med livet, nu vi er i gang?)

En ung mand rejste ud og tænkte over, hvad han skulle stille op med sit liv. Senere rejste han hjem igen og tænkte over, hvad han skulle stille op med sit liv. Han rejste igen ud for at tænke over, hvad han skulle stille op med sit liv. Noget længere tid senere rejste han tilbage nu som en gammel mand og spurgte "hvad udrettede jeg i mit liv"?

En lang forklaring senere rejser en anden sig op og spørger om vej tilbage til start: alt tager tid. En lang uddannelse og så betræder den nu rutinerede solist scenen for at spille et værk. Han tager et nodehæfte frem. Noder på en scene? Indpakning omkring en bøf? Har du prøvet at spise en bøf pakket ind i stanniol? Det holder på saften og synger i tænderne. Ny og gammel musik. Ny musik. Gammel musik. Nyere musik. Forsigtig afvejende. Hengemt musik. Ældre musik. Politisk korrekt. Ældrepolitik. Ældre musik skrives af seniorer. Ung musik af yngre mennesker. Jazzmusik. Fulde mænd på 40 med ølmave og hængerøv. House musik. Fulde mænd på 20 med kokain mave og stilrigtig lowhip jeans ... med hængerøv.

Hold nu op med det der røvsyge pligtstof om, hvad man burde gøre for få flere til at komme. Til koncerten. Eller bare helt generelt. Man kan nok trække knægten i pikken og skubbe ham i ryggen, men hvis hun ikke er den rigtige vil han faktisk helst ikke elske med hende. At revse folk til at gå til koncert hører til blandt tvangsægteskaber og den slags. Fuck det, mand. Men med respekt. (Man skulle helst kunne komme i bageriet igen).

Han sidder på en bunke telefonbøger og spiller rock på sin guitar. Han synger o.k. men hæst. Han kigger en anelse sky hen på mig og siger "hey mike electroacoustic music great man - look I'm sorry but do you mind if I take my electric guitar, it might be a bit noisy?" - "Not at all" svarer jeg og ser frem til oplevelsen.

Nogle gange stopper man op. Sådan bare midt i det hele. Ikke for at være på tværs, men bare fordi man stopper altså nu. Og så falder tingene ned omkring ørene på en i et stort virvar. Og så er det magien sker. Det falder faktisk på plads. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal være fatalistisk passiv, men alligevel at sortere i presset er et must. Lad stå til et øjeblik for at finde ud af, hvad nødvendighed virklig vil sige. Det dur selvfølgelig ikke lige godt i alle situationer. Det vil sige, jeg vil fortsat dukke mig, hvis der kommer tog. Men det med musikken må være noget med, at der er noget man helt bestemt slet ikke kan lade være med at lave. Og det med tiden i byen til koncerten må også skulle ligge i samme kategori. Så vi må skulle forføres til at komme. Bryd ud af miljøet og gør op med mafiaen. De kommer og siger "Du har brug for beskyttelse, vi har den rette bodyguard!" Du siger "Men jeg er ikke truet?!" De siger "Det gør ikke noget, det er en dårlig bodyguard." Du siger "Nåeh ja jeg kunne også godt trænge til en ven."

Er det ikke utroligt at den kritiske debat om musik i Danmark er reduceret til en strategisk diskussion omkring, hvordan man bedst sikrer opbakning omkring sit felt? Jeg er skræmt. Jeg har brug for beskyttelse. Jeg har købt en politiskkorrektstatssubventioneretinformationsmusikplade, og jeg har hængt den op over min hoveddør. For jeg skal stadigvæk bruge flere penge. Til mad.

Hun er usædvanlig smuk. Under facaden en suicidal hyperfrustreret narcisistisk kokainsniffende skuespillerinde, der mandsopdækkes af en halv snes machodrenge og et par lesbiske veninder. Interessant oplevelse, vælger alligevel et strategisk tilbagetog. "Lad os indtil videre bare være venner" siger jeg og smiler charmerende tilbage, mens jeg vikler mig ud af hendes kjole lige nøjagtigt i rette tid til at trykke næven på hendes fyr, der nu er kommet ind af døren.

De er tre. De svæver i luften et par tusinde meter over jordens overflade. Den ene råber og skriger til de to andre. "Gider du ikke holde kæft" - siger de tilbage. "Nej for fanden" - råber han - "for det var jer der skulle huske faldskærmen." "Og så?" - replikerer de syrligt. "Vi nyder oplevelsen og du svæver bare der ovre og skaber dig som om du var døden nær". "Hvad?!" - siger han vantro, og peger ned mod den hastigt nærmere jordoverflade. "Ja der er langt ned" - siger de - "så slap dog af mand, enjoy the ride".

Det handler ikke blot om at leve i nuet. Det handler om at man ikke kan fratage talentet kvaliteten af hans eller hendes arbejde. Der behøver ikke at komme nogle og lytte til noget. Verden behøver heller ikke blive væk. Det vil bestemt heller ikke sige, at et par millioner til markedsmæssig forførelse ikke må bruges. Det vil blot helt konkret sige, at det nødvendige kan ingen snyde sig hverken fra eller til. Stil spørgsmålet: Er det virkelig nødvendigt, at jeg laver denne koncert nu? Eller lad være med at spørge og gå blot ud af døren og bliv ved med at gå, indtil noget presser sig på. Men hvad nu, hvis midlerne fratages kunsten? Ja, der er langt ned, men det er stadigvæk det forkerte spørgsmål. Fordi grunden til, at vi sprang ud var for at opleve det frie fald og udsigten. At nogle bøffede i logistikken eller politikken er naturligvis dødærgerligt, men derfor er der ingen grund til, at vi spilder oplevelsen væk med at brokke os over, at landingen ville blive blødere med faldskærm på.

Joe var flad. "Hey Joe" sagde jeg "What's up?" Joe roder i sin lomme, vi går langsomt op ad gaden. "I got 3 bucks - and a lotto coupon". Jeg har en super god dag. Pigerne smiler til mig, alt går godt. "Joe you don't win in lotto, if you need cash let me play for you I never play so I always win on a good day." Joe smiler fjoget, og vi entrerer kiosken. Joes lotto-kupon var en nitte. "I told you so, give me your last 3 bucks." Jeg napper dem ud af hånden på ham og peger på et skrabelod "lets get that one." Jeg aner ikke, hvordan det virker, men ganske rigtigt, jeg vinder 50 euro. "Here you go 50 bucks", siger jeg uden at trække en mine. Joe kigger forbavset på skrabeloddet. "Wow, you made my day?!"

Det er et spørgsmål om attitude. Nogle udsender kedsommelighed i form af stråling. Jeg er sikker på, det kan måles. Jeg er træt så min krop beslutter at falde i søvn. Jeg får en smertefuld albue i siden af naboen, der stirrer forbistret på mig. "Undskyld snorkede jeg?" hvisker jeg brødebetynget. "Nej du sov" - svarer han tilbage - "Jeg var træt" siger jeg en anelse forundret. Han svarer ikke, men peger betydene på scenen hvor solisten kæmper med mere af det ævl, jeg for længst havde opgivet at blive ophidset af. Hvad rager det ham, at jeg sover. Jeg er ikke utilfreds med koncerten, jeg keder mig blot over dette stykke. Hvis jeg var utilfreds ville jeg vel rejse mig og brokke mig eller i det mindste foretage en dramatisk exit. Men jeg var blot neutralt kedet i søvn. So what? Det er vel min ret. Og således er det vel også de basale vilkår at vi alle selv bestemmer, hvor vi går hen, når vi går ud. Eller hvad?

"I don't want to hurt you. I just want to fuck you" - refrain fra en hip-hop artist overhørt i et supermarked.

Lad os lave noget vi slet ikke kan lade være med at lave. Så kommer resten af sig selv.

Michael Nyvang

I anledning af ingenting

På min nyligt udkomne cdBreath and Wings, DACAPO, er første track et 32 minutter langt forløb for solobasklarinet. Det får af DMT's anmelder Per Rask Madsen en ublid medfart, der munder ud i følgende konstatering: "der sker her absolut ingenting." Anmeldelsens hele sprogtone er nedladende og arrogant. Da anmeldelsen imidlertid er at læse i et fagblad, må det vel nærmest være min pligt at orientere læseren lidt nærmere. I modsat fald vil læseren kunne mistænke mig for at udgive ingenting.

Jeg vil trofast holde mig for øje, at når anmelderen mener, at der her absolut ingenting sker, må det enten betyde, at der sker for lidt i forhold til anmelderens forventninger, eller også kan han ikke værdsætte, hvad der sker, hvor lidt dette end måtte være. Endnu en mulighed er, at han ikke kan høre, at der faktisk sker en hel del. Det vil altid være et åbent og interessant spørgsmål, hvad man lytter efter.

Naturligvis må en anmelder have lov at mene, hvad han vil, og han har ret til at skrive det, ja det forventes af ham. Dette skal ikke anfægtes. En offentlig udveksling mellem en anmelder og en udøvende kunstner er i regelen upassende, og dette er derfor kun skrevet for at afslutte og råde bod på anmeldelsens unøjagtighed.

Jeg føler derfor trang til i denne forbindelse at informere DMT's læsere lidt nærmere. Basklarinetten producerer såkaldte sammensatte toner. Enhver tone indeholder altså et antal deltoner, en hel familie af samtidigt klingende deltoner. Disse deltoners svingninger indgår i tonens samlede svingningsbevægelse, og danner tonens helt specielle klang.

Selvom klarinettens rør ikke er lukket i begge ender, er det alligevel den akustiske lov for et lukket rør, der er afgørende for instrumentets resonansfrekvenser. Denne lov gør, at de LIGE deltoner 2-4-6 kun gør sig meget lidt gældende, dette er lige modsat didjiridooen!

Til gengæld er de ULIGE deltoner

3-5-7-9-11, i forskellig grad tilstede i grundfrekvensen (altså igen modsat didjiridooen).

Jeg har med grundlag i de ulige overtoners iboende harmoniske forhold udviklet en art flageolet-spil, der gør det muligt at holde en given tone (drone) og samtidig modulere mellem 3., 5., 7., 9. endda 10., 11., 12. og 13. overtone. En poetisk og arkaisk kvalitet jeg udnytter på en serie sekvenser eller formler, der alle interagerer i tre oktavers afstand! Personligt er jeg aldrig stødt på andre udøvere af denne teknik, og opdagelsen har da også bevirket, at Nørgård, Gudmundsen-Holmgreen og Gubajdulina siden har udnyttet fænomenet i stort anlagte værker. Flere er på vej.

Opdyrkningen af overtonespektret på et blæseinstrument, det være sig didjiridoo eller basklarinet, baserer sig på en mundhuleteknik, der har meget tilfælles med den, der bruges i overtonesang. Med bittesmå ændringer i mundhulen (den indre embouchure) gøres de dybe frekvenser under spillet til en 'syngeskål'. Der gemmer sig altså en syngeskål i enhver dyb tone! Man kan sige, at der etablerer sig et fleretages klangrum (overtoner) på basklarinettens grundtone. Et klangrum med mindelser om den tibetanske syngeskål.

TitlenPræludium til Mytisk Morgener ikke et traditionelt værk, men et 32 minutters improvisatorisk uredigeret flow, designet og realiseret af undertegnede. Det befinder sig i et vadested, hvor mange veje mødes, og hvorfra du kan komme, hvorhen du vil.

Tonesprogets objektive karakter bestemmer sammen med de stadige pulsationer 'værkets' umiskendelige kontemplative præg, der forløber mere i klanglighed end i varighed.

Undertegnede vil gerne benytte lejligheden til at takke dacapo for viljen og modet til at udgive musik uden for nummer.

P.s. Cd'ens fire værker er fra udgiverens side i øvrigt ikke som sådan tænkt som en helhed. De 4 værker,hviler, hver på sin måde, på egen grund. En fortløbende gennemlytning af cd'en er en af flere muligheder.

Jens Schou