Martin Lohse - en komponist med hjerte og hjerne

Af CHRISTINE PRYN

Den 19. oktober debuterer komponisten Martin Lohse med et års beklagelig forsinkelse fra komponistklassen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Forsinkelsen skyldes ikke den typiske komponistfejl – for sen aflevering – men det kedelige faktum, at en af musikerne forlod ensemblet med ganske kort varsel for at tage et fast job. Vi andre i Ensemble Nordlys fandt det derfor klogest at udskyde debuten, så det nye medlem havde en chance for at lære den specielle ‘Lohse sound’ at kende, som vi andre har arbejdet os frem til gennem mange år.

Undertegnede har kendt Martin Lohse, samarbejdet med ham igennem otte år og har uropført seks (snart otte) af hans værker. I skrivende stund har jeg netop lagt violinen fra mig efter at have øvet på det store violin- og klaverværk, In Liquid, der skal uropføres ved debuten. På trods af at mit mangeårige venskab med Martin vel til en hvis grad gør min positive mening om hans musik forudsigelig, er det dog indiskutabelt, at han har udviklet sig enormt. Hvis man sammenligner nogle af de tidlige værker fra studietiden som fx For at forfølge det håb … eller Istid med senere værker som Smoke eller In Liquid, er det tydeligt, at han har fået greb om nogle af de ting, han har søgt efter. Musikken er blevet rigere og mere facetteret, og han kan hurtigere og mere præcist indkredse et udtryk.

Martin har været med i Ensemble Nordlys siden starten i 1997. I mange år havde vi status af komponistensemble og havde fire unge, danske komponister tilknyttet, men i vinters valgte vi definitivt at stoppe denne ordning, da vi musikere gerne ville frigøre os til et bredere repertoire, og komponisterne efterhånden trængte til at skrive for andre instrumenter og kombinationer. Martin er som den eneste komponist stadig medlem af Foreningen Nordlys, og han vil også fortsat være at finde på vores koncertprogrammer. Det er klart, at alle fire musikere ikke altid har været lige begejstrede for de mange nye værker, vi har opført, men Martin er faktisk den eneste komponist, der aldrig har fået ‘tæsk’ i øvelokalet. Alle har uafhængigt af personlig smag kunnet se en indiskutabel kvalitet i hans musik. Også som person har han altid haft en evne til at kunne tale med alle.

Ensemble Nordlys har altid været kendetegnet af et højt ambitionsniveau, hvilket indebar kravet om, at andre engagementer ubetinget måtte komme i anden række, selvom det naturligvis er risikabelt at basere sin økonomi på kammermusik. Det har uundgåeligt ført til, at et par medlemmer i årenes løb er faldet af i svinget, og i de situationer har Martin altid været den, der kunne kommunikere med alle parter og se sagen fra flere sider.

Mønstre og melodier

Meget kort og populært sagt er det, jeg finder fascinerende ved Martins musik, at den taler til både ‘hjerte og hjerne’, hvilket han da også selv har erklæret som sit mål. Af uransagelige årsager opfattes hjerte og hjerne – eller lad os kalde det følelse og intellekt – ofte som modsætninger, og det gælder ikke kun inden for musikken. Noget, som er kompliceret, vil af mange blive kaldt tørt og fortænkt, mens andre vil kalde noget, der er romantisk og medrivende for plat og primitivt.

Hvorfor det? For at blive et helt og harmonisk menneske har man da brug for at få stimuleret begge sider, og der er slet ingen grund til at sætte dem i modsætningsforhold. Det har Martin indset, og det fremgår særdeles tydeligt af hans musik. Den er skabt ved hjælp af mange regler og systemer, men kun hvis de kan fremkalde en god melodi! Han vælger da også selv at kalde det for mønstre i stedet for systemer, hvilket lyder lidt mere kreativt. Mønstrene finder han frem til ad mange forskellige veje. Jeg kan huske, at da vi boede på samme kollegium, var hans værelse fuldt af vatpinde, hvoraf han byggede geometriske former i stil med fysiklokalets molekylemodeller!

Selv siger han: »Jeg har brugt mønstre helt tilbage til mine allerførste stykker. Mønstre har i modsætning til systemer altid et element af gentagelse i sig. For nogle af mine medstuderende var mønstret eller systemet vigtigere end de egentlige noder. Sådan har jeg det ikke. Klangen af hver enkelt node er uendelig vigtig. Den musikalske følelse og den fornemmelse, hver enkelt node vækker, er af største betydning. Ud fra det vælger jeg mønstret.«

Inden han blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, studerede Martin først musikvidenskab og siden geologi. Han fandt imidlertid ud af, at kompositionen ikke kunne holdes på hobbyplanet, men han overkom dog også at tage musikteori som hovedfag. Denne musikalske baggrundsviden og kendskabet til naturen og dens mønstre har sat deres præg på Martins verdensbillede og hans opfattelse af komponistens rolle i forhold til musikken og musikkens betydning for os alle.

Ved sin diplomeksamen i komposition, der jo nærmest foregår som en slags forelæsning, gjorde han rede for sit syn på disse og mange af livets andre store spørgsmål. Det fik en noget blandet modtagelse, men selv var jeg imponeret over, at han i den grad turde blotte sig. Af en eller anden grund sættes musikken sjældent ind i en større sammenhæng, når musikfolk diskuterer. Det er ligesom blevet lidt tabu at kæde musikken sammen med tilværelsens mysterier, men hvis det ikke var fordi, vi alle føler, at netop musikken kan bringe os tættere på en indsigt i disse ting, var der vel ingen af os, der gad kæmpe i årevis for at opnå et i de flestes tilfælde beskedent liv i materiel forstand?

Martin siger: »Musikken har igennem alle tider haft denne forunderlige evne til at skabe ‘huller’ ind til et andet univers. Disse momenter i musikken er meget centrale i mit forsøg på at forstå dens væsen, og i min egen musik søger jeg til stadighed at indkredse sådanne momenter.«

Det er et ønske, han nok har til fælles med de fleste af sine komponistkolleger, men enhver må jo finde sin måde at få åbnet ‘det andet univers’ på. Martin beskriver sit syn på komponistens arbejde således: »Livet i sin essens, tror jeg, er en grundsubstans – en kraft, der er en del af alt levende og alt organisk såvel som uorganisk materiale, og som forbinder alle disse elementer med hinanden. Jeg forestiller mig musikken som en kæmpe levende organisme, som en stor kaotisk masse af liv, udflydende og uden nogen fast form. Komponistens rolle er blot at have ørerne skruet ordentligt på og med dem som vejvisere at gå ind og afgrænse og forme en del af denne organisme ved hjælp af sine musikalske forestillinger, strategier og systemer. Musikken bliver for alvor interessant, når man som komponist bliver ved med at skubbe og presse på denne organisme med sine kompositoriske redskaber, når man vækker og koncentrerer energien og mærker, hvor man skal tage fat, for at musikken gør modstand og bliver levende. Målet er at nå til det punkt, hvor musikken har sin største kraft, uden at man har strammet grebet så meget, at den bliver klemt inde og til sidst dør …«.

Kontraster

En af de metoder, Martin bruger til at tage fat på denne ‘organisme’ og skabe hullet ind til det andet univers, er kontraster, som han arbejder med lidt i samme stil som Alfred Schnittke. Martin siger selv: »Det er min fornemmelse, at hvor sammensat den menneskelige hjerne end synes at være, så opfatter den grundlæggende kun ét musikalsk kompleks ad gangen.

Når der så er to umiddelbart heterogene musikalske komplekser til stede på samme tid, skifter bevidstheden hurtigt frem og tilbage imellem dem, hvorved den samlede opfattelse af musikken bliver dannet i en vibration mellem de to typer musik, hvilket i sig selv kan være en ret svimlende oplevelse.«

Tanken er, at enten skabes ‘hullet’ i spændingsfeltet mellem to kontrasterende materialer, eller ved at de to smelter sammen, nærmest ophæver hinanden og dermed skaber noget helt tredje. Dette kan gøres ved fx at introducere citater fra andre stilarter og epoker i musikhistorien, der kontrasterer voldsomt med hinanden og siden lade dem alle flyde sammen. Schnittke har gjort meget brug af denne metode, måske særlig tydeligt i sin Concerto grosso nr. 1 for to violiner og strygeorkester fra 1976/77, hvor der findes musikalsk vraggods så forskelligt som barokmusik og tango.

Dette værk står centralt for Martin, der selv bl.a. har brugt metoden i Koncert, som han skrev til Ensemble Nordlys i 2001. »Det, som man kunne kalde citater i min musik, har jeg aldrig selv tænkt som citater, snarere måske som referencer? Jeg ved det ikke. Jeg er selvfølgelig godt klar over, når min musik får barok-karakter eller bliver ‘romantisk’. Men det er nu engang den musik, der omgiver mig, lige her i nutiden. Det er en blanding af en musik, der er til stede her og nu, og en musik med små glimt af den forsvundne tid ... Jeg forestiller mig lytteren, svømmende oven på bevidsthedens store hav af musikalske erindringer, hvor små glimt af fortidens Gesunkenes Kulturgut skaber strømhvirvler som huller dybt ned i havet,« siger Martin.

»Svømmeren kan suges ned i disse strømhvirvler, og hvis man på vej op synker ned i nye hvirvler, kan det blive en lang og svimlende tur op gennem de musikalske erindringer, før man bryder igennem til overfladen og nutiden igen. Flere af de komponister, der arbejder med denne metode, kan på en eller anden måde få lytteren til konstant at befinde sig lige under overfladen, i spændingsfeltet mellem erindring og umiddelbar opfattelse i en meget smuk og organisk musik.«

HAIKU

Epokegørende for Martins musik har været mødet med de japanske HAIKU-digte, som Hans-Jørgen Nielsen har gendigtet på dansk. Disse digte er på én gang underlagt en meget strengt disciplineret opbygning og er samtidigt utrolig stemningsmættede. »Kendetegnende er mødet mellem ‘det blivende’ og ‘det foranderlige’ eller med andre ord ro og bevægelighed. I spændingsfeltet mellem disse to poler får det ellers forholdsvis realistiske HAIKU-billede sin meningsfuldhed,« fortæller Martin.

»De to tilstande, der bringes i forbindelse med hinanden, konfronteres eller støder blot sammen. De kan være både konkrete, fysiske eller helt abstrakte og kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt, når man går rundt inde i byens rum og pludselig opdager himlen over sig, eller når to rene farver konfronteres i et maleri og langsomt åbner ens sind.«

Maleri

Ved siden af kompositionen har Martin beskæftiget sig med billedkunst og har efterhånden malet mange, ofte ganske store malerier. Her er det også kontrasterende teknikker, han benytter sig af. Malerierne er abstrakte, tit med en ensfarvet, afgrænset geometrisk figur eller flade uden perspektiv omgivet af levende penselstrøg og mange farver, der fletter sig ind i hinanden. Hen over disse sprøjter han gerne maling ud i fine stråler, der danner et mønster, eller ryster penslen, så farven drypper ned i klatter. Om maleriet siger han:

»Det er grundlæggende det samme, jeg søger, når jeg maler, og når jeg komponerer. At lade verdener mødes og få nye til at opstå. Fordelen ved maleriet er umiddelbarheden. Resultatet kan ses med det samme. I musikken må jeg jo vente ofte måneder og nogle gange år på at høre resultatet, og der står jeg så ofte selv et helt andet sted, end da jeg komponerede det pågældende værk,«

Yderligheder

Efter i mange år at have opført Martins musik i mange forskellige lande og for mange forskellige typer publikum, er det mit klare indtryk, at de fleste opfatter den som både smuk og organisk. Ligesom det gjaldt for vennen og komponistkollegaen Carsten Bo Eriksen, som jeg portrætterede sidste år, er der kolleger og musikfagfolk, der finder Martins musik letbenet og populistisk, i og med at han fokuserer meget på begrebet melodi.

Selvom Martin Lohse ikke som Carsten Bo Eriksen har det som sit erklærede mål at nå ud til så mange som muligt og heller ikke henter inspiration i popkulturen, må det igen være på sin plads at slå fast, at INGEN vælger at uddanne sig til komponist for pengenes skyld!

Som det indtil videre er fremgået, forsøger Martin heller ikke blot at ryste en lind strøm af ørehængende melodier ud af ærmet, men skaber dem ved hjælp af forskellige mønstre, der hjælper ham til at gribe fat om ‘den store organisme’, som han selv udtrykker det. Nogle af disse mønstre, bl.a. Fibonacci-rækken og Lukas-rækken kan findes hos mange ellers grundlæggende forskellige komponister. Det er langt fra altid, at man kan høre, at der er system i musikken endsige udpege hvilket, det drejer sig om.

Han tager selv afstand fra tidsåndens stærke fokusering på yderligheder og ekstremer. »Yderligheder og det ekstreme har altid været brugt til at nedbryde grænser og vanetænkning m.m., så noget nyt kunne opstå, og nye tanker og normer kunne dannes. I det 20. århundrede og især i midten af det synes det dog at være blevet til et mantra. Søgen efter nie erhörte Klänge, efter det ekstreme i musikken, i opfø-relsen og i selve koncertsituationen var blevet det primære. Alt skulle prøves, og det var nærmest et kvalitetskrav i sig selv,« siger han og fortsætter:

»Nu var et ekstremt antal ekstremer afprøvet – hvad så? Et svar kunne være at bygge op igen med alle de efterladte murbrokker, men det fører uvægerligt til nye konventioner, vanetænkning og halvkedelige værker. Man kan ikke være ekstrem bare for at nedbryde grænser – det er gjort til kedsommelighed med en masse intetsigende værker til følge. Hvad anden vej er der end for alvor at gå til det ekstreme? At man i hele sit væsen er ekstrem og lever sit liv som menneske og kunstner i det yderste område, der hvor diamanter bliver skabt, Den Ultimative Kunst befriet fra alle konventioner og bånd til virkeligheden …

Men hvad med det menneskelige, hvor bliver musikken af? Hvad har disse tanker overhovedet med livet og musikken at gøre? Giver det mening at gå til yderligheder? Enten så er man der, og så er det eneste, der giver mening det yderligtgående, eller også er det blevet et lidt halvgennemtygget ord eller en tendens fra midten af det forrige århundrede, der ikke giver så voldsomt megen mening i dag. Det yderligtgående bliver lynhurtigt noget, man propper ned over musikken eller livet, fordi man ikke har andet at tage sig til. Nogle mennesker har brug for det yderligtgående, det ekstreme. Spørgsmålet er, om musikken har brug for det. Den har sit eget liv og er måske endda uressensen af, hvad livet består af. Er det ikke komponistens fornemmeste opgave at finde ind til denne essens i musikken og efter bedste evne at formidle denne videre i det færdige værk? Om værket er yderligtgående eller ej er ikke noget, komponisten behøver at bekymre sig om, blot han har udført sit arbejde ordentligt.«

Fakta

Martin Lohse, født 1971

Studier:

Musikvidenskabeligt Institut 1990-1993 Geologisk Institut 1994 Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums diplomuddannelse i komposition 1995-2001 Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums diplomuddannelse i musikteori 1998-2001 Komponistklassen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 2001-2003

Andre aktiviteter

Bestyrelsesmedlem i koncertforeningen Musica Nova 1996-1998. Medstifter af Ensemble Nordlys i 1997. Modtager af Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat 2003

Vigtigste opførelser

Warszawa Efterår 2002 og 2004 Nordiske Musikdage – MAGMA 2002 i Berlin Musikhøst 2002 Ung Nordisk Musik Festival 1998 og 2002 Festivalen Meet Denmark i Filharmonien i Kraków 2002 Komponisternes Efterårskoncert, Charlottenborg, 2002 Komponistbiennalen i København 2002 Den Sorte Diamant 2001 Suså Festival 2001 NUMUS-festivalen 1998 Louisiana Danmarks Radio

Opførelser i: Danmark, Sverige, Norge, Island, England, Tyskland, Portugal, Polen, Vietnam, Columbia, Polen og USA

Musik opført af

Ensemble Nordlys Sjællands Symfoniorkester Storstrøms Kammerensemble Contemporánea Ars Nova Ensemble Controverse