Musik uden grænser

Alle taler om det. Nogle gør også noget ved det, andre gør ikke. Men alle er enige om, at der skal ske noget med den ny musik. Tværæstetiske projekter er et forsøg blandt mange på atter at give kunst og dermed også musik nyt liv, og der er forskellige tiltag i gang rundt omkring – et eksempel er performancefestivalen Fools25, arrangeret af Københavns Internationale Teater, en konference på Københavns Universitet i starten af december om performativitet er et andet. Og måske er det tværkulturelle netop den ny musiks chance for at komme ud af isolationen og i samspillet med andre kunstgenrer afprøve nye muligheder og vise andre sider af sig selv.

Det handler om at flytte og nedbryde grænser for, hvad den ny musik er, kan og skal. Når vi i Danmark taler om ny musik, mener vi underforstået den ny danske musik. Vi er så fokuserede på, hvad der sker på den danske scene og på, hvordan vi profilerer os internationalt, at vi dårligt ser den interesse, der faktisk er mange steder allerede. Denne sommer var Bent Sørensen et af hovednavnene på de to festivaler Time of Music i Finland og Kalv-festivalen i Sverige, hvor musikken begge steder trak fulde huse, og til januar spiller Ensemble Avantgarde i Leipzig en koncert udelukkende med dansk musik på programmet. For bare at nævne to eksempler. Men i Danmark er der sjældent hverken tid eller lyst til at præsentere, hvad der sker på den internationale scene for ny musik. Gad vide hvor længe den internationale musikscenes interesse for ny dansk musik varer, når vi ikke nærer en tilsvarende interesse for, hvad der sker der.

Det handler igen om grænser. Vi vil gerne have ny dansk musik ud over egne grænser, men vil ikke have andre ind over selv samme grænser – lyder det bekendt? Afspejler tilstanden inden for den ny musik i virkeligheden bare samfundet som helhed? Og hvordan kan vi tro, at vi kan krydse og nedbryde nogle grænser, mens vi forsøger at opretholde andre? Det er langt mere frugtbart at udnytte de muligheder, der ligger i musikken for at bryde grænser og skabe netværk på tværs. For det er netop en af musikkens forcer, at den kan gå i spænd med andre områder både kunstnerisk og socialt. Den ny musik bliver vedkommende på en hel anden måde, når den pludselig sættes i forbindelse med andre samfundsområder og fx bliver platform for kulturmøder og medspiller i konfliktløsning rundt omkring i verdens brændpunkter. Her er det ligegyldigt, hvorvidt det er dansk musik, der gør noget, det væsentlige er, at musikken åbner sig udadtil, krydser grænser, gør noget og er vedkommende for mange mennesker.

Nordiske Musikdage 2004 løber af stablen til november. Festivalens ledelse vil gøre op med “konservatoriepænhed”, bringe den ny musik ud af sin isolation og præsentere en festival, “der er attraktiv for et bredt, kulturelt bevidst, nysgerrigt og kritisk publikum”. Grænserne for hvad ny musik er, og hvad man forbinder med den, skal udforskes og nedbrydes gennem anderledes koncertformer og -steder, programmer på tværs af genrer m.m. Festivalen krydser også en geografisk grænse, idet den foregår på begge sider af Øresund, selvom det er Dansk Komponistforening, der står bag.

Mon det vil lykkes at bringe den ny musik ud af isolationen og skabe en festival, der tiltrækker sig opmærksomhed fra andre end Tordenskjolds soldater? Der er en vis skepsis at spore i dele af det danske musikliv, for er en festival overhovedet den rette ramme for dette forsøg, eller er den en alt for stor, tung og topstyret maskine, der alligevel ikke kan rumme det, der for alvor rykker, er nyskabende og tiltrækker publikum? Ofte har kreativiteten det bedst fri for institutioners og administrationers klamme hånd til trods for et gensidigt afhængighedsforhold mellem de to parter. Et samarbejde er altafgørende, spørgsmålet er bare, hvordan det gøres bedst muligt. Vi har bedt en række komponister om at mene noget om Nordiske Musikdage – læs enqueten længere inde i bladet, samt interview og rejsebrev, hvor det nordiske tema også diskuteres.

Sine Tofte Hannibal