Any where out of the world

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 74-74

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Jeg tror, vi må revidere vor myte om det afsluttede kunstværk som geniets altomvæltende udsagn, som Antonin Artaud mente det allerede i 30erne, og finde galskaben frem.« Sådan skriver Ivar Frounberg i sin artikel fra Ultima-festivalen 2004. Holdningen går igen i andre bidrag i dette udvidede nummer, hvor gode ideer og opmuntrende opsange står side om side.

Vores livsverden er under drastisk forandring og det smitter af på kunsten, hvad enten den er med lille eller stort K. Vi taler om krise – nogle om en ‘publikumskrise’ andre om en ‘komponistkrise’. Det sidste kan i høj grad diskuteres – fra nærværende udsigtstårn synes det ikke at være det mest påtrængende problem, og ansporingen til komponisterne om slet og ret at skrive en anden musik, end den de skriver, for at imødekomme et nyt publikums angivelige ønsker, kan herfra ikke nyde helhjertet opbakning. Komponister skal skrive den musik, de inderst inde føler er rigtig at skrive. Men de skal udfordres, af publikum, af kritikere og ikke mindst af koncertarrangører. Og når de bliver det, når de oplever et ægte engagement fra med- og modspillere i bestræbelsen på at flytte grænser, er det slet ikke svært at få både gamle og unge til at være med i legen. Men at kalkulere sig frem til et musikudtryk, der måske kan lukke døren op til de hungrende masser af musikelskere, det vil føre til den rene og skære elendighed.

Det første, publikumskrisen, er, trods livgivende lyspunkter, vel ikke rigtig til at komme udenom. Ikke fordi der tidligere var flere mennesker til ny musik-koncerter, men fordi der i dag ligger explicitte krav fra flere sider om synlighed, markant profilering og nyskabende evenementer. Per Automatik er død, og de siddende rumsterstænger i bevilgende råd og nævn er som aldrig før rede til at foretage rene snit. Læs interviewet med Steen Meier længere inde i bladet. Han er medlem at Det Musikfaglige Udvalg under Kunststyrelsen. Ikke alene siger han at UT-foreningerne med få undtagelser er »kørt trætte«. Han sætter navn på og fortsætter: »De såkaldte avantgarde-folk har fået mange penge i mange år. Det har vi været inde og kigge på med ret kritiske øjne, vil jeg sige ...«

Det hævdes at nyskabelsen skal komme fra de ‘urene’ former, hvor musikken ser sig selv i selskab med andre kunstformer. De kreative kræfter maser på i alle mulige og umulige formationer og med hittepåsomme forsøg. Krisen kan i denne optik ses som noget afgørende positivt, for ved at konstatere og acceptere en krise er man allerede i gang med at forholde sig analytisk til den og dermed bevæge sig væk fra den. Der er ingen tvivl om, at musikken bevæger sig væk fra standardiserede, klassiske former, den vil noget helt andet, og det nye kan sagtens vise sig at komme fra dem, der ikke kan sætte en node på et stykke papir. Væk er alle historiske udtalelser om, hvem der er døde og en kompleksitet, der skal accepteres. De nye generationer har i reglen ikke begreber skabt om, hvad fordums diskussioner går ud på, de kan ikke bruge dem til noget. Med Anna Berit Asp Christensens formulering længere inde i bladet: »Vi oplever for tiden tegn på, at der er skred i vores opfattelse af, hvad ny musik overhovedet er, og hvad den ønsker at kommunikere.«

Galskaben er drivmidlet, den mentale ildspåsættelse sætter en maskine i gang, der etablerer de afgørende brud. Edvard Munch citeres i dette nummer: »Langt helre gå til grunde i den store verdens bærme end blive som et led i det moralske ingenting ...« Galskaben findes. I rejsens billeder, for eksempel hos den Baudelaire, der både opløser og forsoner med ordene: »Helved eller himmel, hvad betyder det? Til bunds i det ukendte for at finde det ny! «

ANDERS BEYER

Årgang 79/2004-2005, nr. 03