Axel Borup-Jørgensen 80 år

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 92-93

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Axel Borup-Jørgensen fylder 80 år den 22. november. På sin egen stille måde har han sat sit præg på dansk musik i det sidste halve århundrede. Hans fremtræden på musikscenen er ikke præget af de store armbevægelser, men værkerne er mange og forskelligartede, og opuslisten har allerede 171 numre. Vi gik på musikkonservatoriet sammen i 1940erne; dengang var han allerede godt i gang med at komponere. Samtalen indledes med spørgsmålet om, hvordan det hele begyndte.


Af JAN MAEGAARD

»Jeg blev født i Hjørring i 1924. Min far havde en fabrik der; men han blev alvorligt syg, da jeg var 2 1/2 år. Så tog vi til Sverige, hvor jeg voksede op i Mjölby og i 1944 blev student i Linköping. Derefter kom jeg ind som soldat i 14 måneder. Jeg søgte optagelse på konservatoriet der, men kom i 1946 på konservatoriet i København med klaver som hovedfag.«

– Var du da begyndt at komponere?

»Ja, et par utroligt naive klaverstykker og nogle sange. Jeg har altid været meget optaget af den tyske romantiske lied, Schubert og Schumann; men så fandt jeg i 1948 et hæfte med Hugo Wolfs Mörike-lieder, og de sagde mig utroligt meget.«

– Du fik Anders Rachlew som klaverlærer.

»Ja, det var jeg glad for – og Finn Høffding som lærer i musikteori. Han gav mig det 2. år et skudsmål: “Han, der jo komponerer, burde gøre mere ud af det teoretiske.” Som soldat havde jeg taget et korrespondancekursus i harmonilære; men jeg var ikke rede til en Buch der Lieder; jeg kunne ikke læse musik, men måtte spille det.«

– Men du interesserede dig også meget for instrumentation, og der havde du Poul Schierbeck og Jørgen Jersild som lærere.

»Vi gik jo begge hos Schierbeck; men så blev han syg og døde kort efter nytår 1949. Hos Jersild gik jeg også kun et halvt år, og så fik jeg Vagn Holmboe.«

– Hvem havde du i musikhistorie?

»Det var også Jersild, og det var meget spændende; men så blev han syg, og Svend Westergaard overtog timerne; men han var også fremragende. I formlære havde jeg først Høffding og siden Niels Viggo Bentzon på det pædagogiske hold. Det var også inspirerende. Efter at have gennemgået de klassiske former blev man sat til at spille et eksamensværk – her er intet givet, man måtte klare sig med sin fornemmelse og intuition og så diskutere det med holdet bagefter. En dag efter timen sagde Niels Viggo; “Nu er fætter Jørgen blevet indlagt – ja, vi har det i familien, så man må skynde sig at komponere noget, mens tid er.” Han var mit forbillede til midten af 1950erne, da jeg opdagede Arnold Schönberg. Neoklassicismen har aldrig interesseret mig.«

– Siden kom du to gange til Darmstadt.

»Nå ja, det var jo kun 10 dage, og jeg turde ikke melde mig til komposition. Jeg kom derned i 1959 mest af nysgerrighed, fordi jeg syntes, at 60er-modernismen var spændende. Jeg fulgte et kursus hos Wolfgang Fortner; han spurgte en dag, om nogen havde lyst til at spille noget for ham. Jeg havde netop komponeret mine Winter Pieces; så indøvede jeg et par satser og spillede dem for ham og holdet næste dag. Han sagde, at jeg var på det rigtige spor, og så havde han ikke flere kommentarer til det.«

– Har Darmstadt-opholdene betydet noget for dig?

»Jeg søgte Wolgang Fortner som en lidt ældre og moderat vejleder. Så hørte jeg også Ligeti, der som foredragsholder altid har fascineret mig. Jeg søgte også et kursus hos Stockhausen. Han var svær at følge; når han var på vagt mod oppositionen, brugte han en masse fremmedord, og så læste han op af et manuskript. Da lærte jeg, at man altid skal snakke frit, når man underviser. Jeg fulgte også Henri Pousseur; han havde en ganske lille seddel med et par ord, så talte han frit.«

– Hentede du inspiration?

»Jeg hentede bekræftelse!«

– Der var en udvikling hos dig hen imod den tidlige Schönberg-skole.

»Ja, det ligger lidt tidligere. Jeg var ansat på Else Prinz’ musikskole. En dag spurgte hun, om jeg kunne overtage en dobbelttime for hende og tale om moderne musik; det ville jeg gerne. Jeg havde da købt Niels Viggo Bentzons bog om tolvtonemusik. Gennem den blev jeg opmærksom på Schönbergs klaverstykke op. 19 nr. 1 [1911], og det kunne jeg lide. Jeg kunne spille det i timevis og assimilere det så meget, at det påvirkede det, jeg selv lavede.«

– Så var det ‘Webern-Nachfolge’?

»Ja, mon det ikke er blevet overstyret lidt. Det blev i hvert fald ikke accepteret af det, som jeg kaldte Nielsen-Nachfolge herhjemme omkring 1959.«

– Men Bo Nilsson?

»Ja, der var noget, der gik ind hos mig; her følte jeg for første gang, at musikken kunne tale til ens følelse. Jeg havde også med stor betagelse oplevet Stockhausen, da han var i København i 1958. Da Per Nørgård blev formand for DUT i 1965, startede han turnéer forår og efterår. Da jeg var med i efteråret 1966, var Bartóks 6. og Holmboes 2. Strygekvartet på programmet, og jeg skrev Torso for dobbelt strygekvartet, hvor den ene er indspillet på bånd. Den begynder mezzoforte, men det sendes meget svagt og bliver først senere kraftigere. Vi var rundt mange steder i landet; efter koncerterne var der diskussion med mig og musikerne. Det gjorde Den danske Kvartet vældigt godt.«

– Men nu din komposition Marin?

»Det var en bestilling fra Danmarks Radio på et værk for stort orkester. Jeg havde været i gang med det nogle år. Egentlig var det en række billedskabende havstudier. Dem tog jeg nu og bearbejdede til en symfonisk helhed uden satsadskillelser.«

– Fortæl mig om musikken.

»Hvordan fortæller man om musik?«

– Hvad er det for musikalske tanker du gjorde dig, mens du komponerede? Fx var satsen ved at blive atonal?

»Det var den blevet for længe siden.«

– Hvornår startede det?

»Melodiføringen blev stadig mere atonal efterhånden henimod 1960. Jeg havde jo Niels Viggos bog om tolvtoneteknik og også anden litteratur om emnet; men jeg har aldrig følt mig begavet nok til at skrive tolvtonemusik. Engang sad jeg med nogle små orgelstykker til Inge Bønnerup. Så så jeg på et stykke jeg havde skrevet – og opdagede at det var krebsformet! Det er nok det nærmeste jeg har været tolvtoneteknik.«

– Du har skrevet musik for guitar med nogle utraditionelle lyde.

»Ja, fx molto sul ponticello, så klangen næsten lyder elektronisk; man kan også banke forskellige steder på kassen og hen over stolen, så man får noget klang med.«

– Blokfløjte – fx i Nachtstück kommer der nogle lyde, som man ikke venter fra det instrument.

»Jeg har aldrig gjort den slags, for at det skal lyde ‘frækt’; det er de udtryksfulde klangfarver, jeg dyrker. Jeg har arbejdet meget med forskellige anslag på klaveret, og det har ført til, at jeg begyndte at udvide klangrepertoiret også på andre instrumenter; derved er jeg kommet til at interessere mig for utraditionelle klange.«

– Hvad er dit seneste værk?

»Det seneste opførte er Nietzsche-Fragmente op. 170 for sang og guitar til nogle digte af Nietzsche.«

– Hvordan skal fødselsdagen fejres?

»Jeg fejrer ikke min fødselsdag.«

Årgang 79/2004-2005, nr. 03