Bøger

Af ERIK H. A. JAKOBSEN

Carl Nielsen Studies, Volume 1, 2003. Det Kongelige Bibliotek 2003. 188 sider, kr. 250,00 i løssalg, kr. 187,50 i subskription. Subskription kan bestilles hos Det Kongelige Bibliotek, P.B. 2149, 1016 København K. ISSN 1603-3663. ISBN 0-7546-4146-5.

Øverst i denne stak af bøger ligger en ny årbog. Carl Nielsen Studies Volume 1. Et nobelt sort omslag, kun med titlen – og en tynd linie – trykt i hvidt signaliserer seriøsitet. En forskningsårbog, der sprogligt henvender sig til en verden uden for Danmark tyder da på ambitioner på et vist niveau.

Tilskyndelsen til en sådan årbog kom i forbindelse med symposiet Discover Denmark i Birmingham i 2001, der blev afholdt netop som flere vægtige forskningsprojekter vedrørende Carl Nielsen var godt i gang eller på vej mod afslutning: Den kritisk-videnskabelige udgave af de samlede værker samt udgivelsen af Carl Nielsens breve og øvrige skrifter.

De fleste af artiklerne i Carl Nielsen Studies er bearbejdede indlæg fra symposiet i Birmingham, samlet og udgivet af en redaktionskomité, ledet af Niels Krabbe, tidligere lektor ved Musikvidenskabeligt Institut, nu ansat ved Det Kongelige Bibliotek som senior-forsker og redaktør af udgivelsen af Nielsens samlede værker.

Forskningen i Carl Nielsens liv og værk har i de seneste 15-20 år været inde i en rivende udvikling, hvilket er antydet ovenfor. Faktisk synes Carl Nielsen nu at være kommet op i en vægtklasse, hvor der er belæg for at udgive en egentlig forskningsårbog, internationalt orienteret, der kan publicere nye resultater inden for felter, som kan belyse liv og levned.

Krabbe selv har bidraget med et indlæg om Ebbe Hameriks indflydelse på udformningen af Nielsens Første Symfoni – et begivenhedsforløb, hvorom der har cirkuleret mange myter. Krabbe skræller i sin artikel de mere luftige lag af historien væk.

David Fanning sporer samtidens æstetiske orientering i Nielsens ytringer og musik – specielt Første Symfoni – belyst ved skrifter af Boris Asafyev, Ernst Kurth og Henry Bergson. Interessant!

Knud Ketting belyser i sin artikel, hvordan koncerterne i Tivoli var en betydningsfuld mulighed for Nielsen til at få sine værker opført. Faktisk debuterede han som komponist ved en koncert i Tivoli. Især under den legendariske Schnedler-Petersen blev Nielsen hyppigt opført.

Anne-Marie Reynolds analyserer Maskarade for den helt specielle sammenstilling af enkel og folkelig melodik med samtidig kompositionsmusik.

En særlig tyngde har Peter Hauges artikel om udgivelsen af Nielsens værker. Hauge beskriver nogle af de vigtigste retninger inden for kritisk tekstanalyse og -udgivelse.

Hvordan afgør man, hvad der er den originale tekst? Er det manuskriptet? Eller førsteudgivelsen? Eller skal man afdække forfatterens ‘oprindelige intention’?‚ Og lader sådant sig overhovedet gøre? De samme overvejelser er selvfølgelig på spil i forbindelse med udgivelsen af Nielsens værker, hvilket Hauge giver spændende eksempler på. Blot undrer det mig, at han blandt sine mange og relevante kilder ikke nævner Gunnar Valkares disputats Det audiografiska fältet (Bo Ejerbys forlag 1997. Anmeldt i DMT nr. 5, 97-98). Valkares diskussioner er så tæt på flere af Hauges centrale pointer, at de afgjort må være relevante hér.

Årbogen rundes af med et par rapporter og anmeldelser, samt en opdatering af Mina F. Millers Nielsen-bibliografi fra 1985. En spændende årbog. Vi ser frem til den næste udgave.

Danish Yearbook of Musicology, vol. 31, 2003. Redigeret af Michael Fjeldsøe og Thomas Holme Hansen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, 2004. 148 sider, kr. 200,00 i subskription. Kr. 110,00 til medlemmer af Dansk selskab for Musikforskning. Distribueret af DanMusik Aps.

Den tidligere Dansk Årbog for Musikforskning har forandret ikke kun udseende, men også navn – til det mere internationalt klingende Danish Yearbook of Musicology. Dette er naturligvis gjort, fordi udgiverne ønsker at nå længere ud i verden med forskningsartikler om dansk musik, ganske som den foregående årbog.

Af de fire artikler er én på engelsk, én på tysk og de sidste to på dansk. To af de ikke-engelsk-sprogede artikler har resuméer på engelsk, ganske som praksis var i tidligere udgaver af årbogen. Desuden er den overordnede struktur på årbogen bevaret. Efter artiklerne kommer som sædvanlig rapporter, anmeldelser, bibliografi og information, men dette afsnit er nu også på engelsk.

Det er da et udmærket initiativ, som man må håbe vil få den ønskede effekt. Det klæder også bogen, at omslaget har fået et løft – ortografi og sideopsætning kan måske få et tilsvarende løft næste gang – for det er helt ærligt et lidt kedeligt tekstbillede, der møder én, når man åbner bogen.

Artiklerne er som sædvanlig en blanding af lidt af hvert. Bogen indledes med en kort dansk-sproget artikel af Ansa Lønstrup, der som den eneste ikke har et resumé på engelsk.

Når denne artikel ikke er forsynet med et engelsk abstract, er det givetvis på grund af indlæggets specifikt danske perspektiv: “Strategier i musikforskningen?” Lønstrup giver et signalement af den aktuelle musikforskning set i lyset af tidens forandringsmani og brede kredses tiltagende krav om synlig og forståelig nytte.

Lønstrup udtaler sig med baggrund i medlemskab af både Statens Humanistiske Forskningsråd og af Statens Musikråd, og der er derfor en vis vægt bag udsagnene, når hun maner til refleksion. Synliggørelse, dialog og formidling er nøgleord i Lønstrups bud på den pragmatiske nyorientering, som musikforskningen er nødt til at foretage.

Andre artikler er Heinrich H. Schwabs om Weyses improvisationskunst, Jens Peter Jacobsens om net-udgivelsen af Aquilino Coppinis kontrafaktiske madrigalsamling samt Søren Møller Sørensens om “Naturvidenskab, digtningsteori og musikæstetik hos Novalis”.

Weyse var jo berømt for sin improvisationskunst, som bevægede selv Liszt. I sagens natur er ikke meget direkte bevaret, der kan fortælle os, hvorledes Weyse formåede at gøre indtryk på tidens store pianist. Men noget kan vi dog få at vide, og det eftersporer Scwhab ved se nærmere på et par af Weyses kompositioner, hvor konstruktion og struktur er så fri, at det vil være relevant at antage, at vi her ser i det mindste elementer af nedskrevet improvisation.

Søren Møller Sørensens artikel har et spændende og ambitiøst sigte – om hvorledes interaktion mellem tidens naturvidenskab og æstetik kan efterspores hos den romantiske digter Novalis (Frederich von Hardenberg). Hos Novalis fusioneres flere felter, der viser sig i en særlig musikforståelse, som igen er relevant for forståelsen af romantikkens værkbegreb. Godt nok. Men igen ærgres man over den stærkt akademiske form, som visse musikforskere åbenbart synes er uomgængelig. Er det kun en rigtig god forskningsartikel, når niveauet i ordvalg og sætningskonstruktion efterlader mange læsere i et turbulent kølvand af lix? Fordi Adorno, Dalhaus og andre koryfæer skrev i dette nærmest hermetiske og filosofisk indforståede sprog, behøver nye generationer (og mindre ånder) vel ikke nødvendigvis at fortsætte i dette spor? Er vi ikke kommet lidt længere i evnen og/eller viljen til formidling? Af-akademisering kan være et herligt ukorrekt begreb at anbefale Sørensen (og ligesindede), hvis de gode tanker skal spredes til ret mange andre end et frimureri af indforståede.

Og så lige en detalje, når det nu skal være en rigtig, videnskabelig artikel: Godt nok døde Novalis som ung mand – men ikke så ung som Sørensen nævner. Novalis, der døde i 1801, var født i 1772 og ikke 1778, som anført i artiklen. Skal vi lige tage næste linje i artiklen med? Johann Wilhelm Ritter døde i 1810, ikke 1811. I hvert fald ifølge Salmonsen.

Kvinder i Musik. Årsskrift 2003. Udgivet af Kvinder i Musik 2003. 98 sider. Årligt kontingent: Kr. 200,00, der inkluderer 3-4 nyhedsbreve og et årsskrift. www.kvinderimusik.dk og info@kvinderimusik.dk. ISSN 0907-7625.

Den sidste årbog i denne omgang er en temmelig asketisk udseende sag fra interesseorganisationen Kvinder i Musik. Årbogen, der er ny for mig, er ikke uinteressant, trods den næsten dogme-agtige fremtræden.

Danmarks kvindelige pioner inden for elektronmusikken, Else Marie Pade, vies særlig opmærksomhed med dels et par af hendes egne artikler, dels et par stykker omhandlende hendes liv og værk. Tre artikler omhandler kvindelige dirigenter, medens fire andre omhandler kvindelige komponister som fx Joanna Bruzdowicz og Onuté Narbutaité. Endelig et par anmeldelser, omtaler af koncerter m.m. Med andre ord, en velkendt struktur, her blot med kønsspecifikt fokus.

Artiklerne af og om Else Marie Pade er generelt gode og informative – og til at læse … Skægt med den renæssance, Else Marie Pade oplever i disse år. Men hun har jo også været den helt store pionér inden for den elektroniske musik i Danmark.

Marlene Dröge Nielsens biografiske artikel er spændende læsning – en god blanding af levnedsbeskrivelse og filosofisk-æstetisk baggrund. En replik til Dröge Nielsen: I en gennemgang af Pierre Schaeffers forslag til fremgangsmåde for ideel lytning stiller forfatteren spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at “lytte reduceret til et lyd-objekt”. (s. 21). Altså at lytte væk fra klangens lydkilde, kontekst og associationer. Det mener jeg afgjort, det er. Meditativ lytning indenfor visse bevidsthedstrænende teknikker arbejder netop med denne form for lytning. Desuden er børn tilsyneladende også gode til at lytte på denne måde. De fleste kan vist også erindre fra egen barndom situationer, hvor man sad søvnig til en sammenkomst og døsede til brændingsbruset af stemmerne i lokalet. Her var de enkelte stemmer ikke adskilt fra den samlede gestaltning af alle stemmerne – og sproglige udsagn blev ikke udskilt eller opfattet. Reduceret lytning, om jeg har opfattet begrebet korrekt. Meget interessant fra en perceptionspsykologisk synsvinkel, i øvrigt.

Artiklerne om kvindelige dirigenter og komponister er også interessant læsning. Det er jo med skam at melde en del af musikverdenen, som man ikke hører så meget til. Men så er det jo godt, at der findes en udgivelse som denne.

Steen Chr. Steensen: Tre bøger i serien Lyt til … (Gyldendal 2004, kr. 80,00 pr stk). Lyt til Carl Nielsen (86 sider, ISBN 87-02-02970-7). Lyt til Beethoven (84 sider, ISBN 87-02-02969-3). Lyt til Brahms og Bruckner (96 sider, ISBN 87-02-02971-5)

Tre små bøger i en ny serie fra Gyldendal, skrevet af Steen Chr. Steensen, forfatter til bl.a Gyldendals bog om klassisk musik, der for nylig blev omtalt i disse spalter.

Den umiddelbare tanke ved at få de tre bøger i hånden er, at disse små introduktioner ligner de håndbøger, som Hernov for ca. 20 år siden udsendte en halv snes af. Dog er disse bøger af Steensen mere ‘koncertførere’, hvad titlen også antyder.

Hvert bind indledes med en ultrakort biografi på 4-5 sider, hvorefter en række centrale værker gennemgås over hver et par sider. Der er ikke tale om egentlige analyser – der er ingen nodeeksempler – men snarere beskrivelser af strukturer og temaer. Eller med andre ord – et auditivt, topografisk signalement, der skulle gøre det lettere (for begynderen) at orientere sig i udvalgte værker.

Bøgerne rundes af med en liste over anbefalede indspilninger, en musikalsk ordbog (der så vidt jeg kan se er identisk i de tre bøger) og til sidst en halv side med litteratur. Handy små bøger, som er lette at overskue, og som giver letfordøjelig information, når man vil ind i den klassiske musik eller have sin horisont udvidet ved en begrænset indsats.

Omkostningen er naturligvis, at det hele kan blive noget overfladisk. Nu er det jo heller ikke meningen, at den nyeste Beethoven-forskning skal dissemineres på denne måde – slet ikke. Men ligefrem at proppe både Brahms og Bruckner ind i samme bind – det er måske lige lovlig Readers Digest. Steensen har da tydeligvis også bestræbt sig på at få så meget med som overhovedet muligt. I den komprimerede tekst falder der jævnligt fagudtryk af, som begynderen efterfølgende kan finde i den musikalske ordbog bagerst i håndbogen. Her sker imidlertid noget af det samme som i bogen om Klassisk Musik: Vi skal lige have dét og dét proppet ind. Lad gå med at der er en halv side om sonateformen – det kan man med lidt god vilje nok fordøje. Men det virker unægteligt som overkill at medtage en tilsvarende halv side om funktionsharmonikken. Det vil være svært for de fleste at bruge til noget i denne sammenhæng.

Generelt er den medtagne information forsvarlig og anvendelig. Men indimellem er det, som om Steensen må bakse noget med formuleringerne. Det knirker sine steder, og af og til går det ligefrem ud over forståeligheden, fx følgende sætning fra Brahms/Bruckner-bogen: Moderen var 17 år ældre end sin mand, der forlod hende året før hun døde til fordel for en yngre kvinde. Hvem er død til fordel for hvem? Det kan man velsagtens gætte – men alligevel.

Nå – småting kan man altid finde, hvis man leder længe nok. Alt i alt må det siges at være en god idé til en overkommelig pris, som mange mennesker sikkert vil få glæde af. Lige til at putte i lommen.

Henrik Engelbrecht: Opera. Dengang – nu – altid. Politikens Forlagshus A/S, 2004. 254 sider, rigt illustreret, kr. 269,00 (vejl. pris). ISBN 87-567-7045-6.

Politikens forlag har udgivet en sjov og flot operabog, måske udgivet i anledning af den forstående indvielse af det nye Operahus i København. Det fremgår ikke direkte, men det ligner da en tanke.

Henrik Engelbrecht, operadramaturg ved Det Kongelige Teater, har udvalgt 10 operaer, der hver især beskrives fra forskellige vinkler: Et kort handlingsreferat, nogle sider om samtid, baggrund og tilblivelseshistorie, lidt om komponisten samt en liste med øvrige operaer af samme komponist. Og endelig et par sider med personlige erfaringer fra en person, der selv har haft værket i hænderne. Det hele er ledsaget af et væld af sjove, interessante og smukke illustrationer, mange i farver. Forord af operachef Kasper Bech Holten.

Bogen starter med Händels Julius Cesar og ender med Ruders’ Tjenerindens fortælling. Ind imellem finder man værker som Verdis Rigoletto, Wagners Den flyvende hollænder, Puccinis Tosca og Mozarts Figaros bryllup.

Som det fremgår, er der tale om en operahistoriens top 10, i det mindste som Engelbrecht ser det. Selvfølgelig kan man bruge megen tid på at diskutere sådanne subjektive lister – men at det mestendels vitterligt er hovedværker, der er medtaget, det kan der vist ikke være megen tvivl om.

Det musikalske berøres kun perifert, fx en lille fakta-box i forbindelse med Den flyvende hollænder, der beskriver hvad ledemotiv er. Selvom formen overvejende er subjektiv og episodisk-anekdotisk, er der ikke noget at udsætte på de faktuelle oplysninger, som der er masser af.

Hvis man er til gode historier og i øvrigt deler Engelbrechts smag, så er man svært godt underholdt med denne bog, samtidig med at man får en god portion viden med om operaernes tid, baggrund og indhold.

Bogen afspejler ganske afgjort, i hvor høj grad opera er blevet allemandseje: Her kan alle være med. Man bliver taget godt ved hånden og kan lukke den smukke bog med et afsnit med anbefalede cd- og dvd-indspilninger af de ti værker.

Henrik Nebelong: Richard Wagners Parsifal. Forlaget Vandkunsten 2004. 96 sider, kr. 200,00. ISBN 87-91393-32-9.

At Wagners sidste opera, Parsifal, ikke er medtaget i en bog som den foregående, er der intet underligt i. Det højstemte, adstadigt fremskridende og symboltyngede værk er ved gud ikke Wagners mest folkelige opera. Selv brugte han da heller ikke betegnelsen opera, men Bühnenweihfestspiel – »et festspil til helliggørelse af teatret«. Tanken var vistnok, at Parsifal skulle være en prototype på fremtidens drama, der skulle kunne gestalte religionens essens i en tidssvarende udformning. Eller sagt på en anden måde: »Fremtidens drama ville herved få en liturgisk-rituel opgave, som dramaet ikke havde haft siden oldtidens Grækenland.«

Citatet er fra endnu en smuk bog af Danmarks førende amatør-Wagner-forsker, oversætteren og advokaten Henrik Nebelong. Nebelong har tidligere stået bag smukke udgivelser af Wagner-librettoer på dansk, ledsaget af kyndige noter og oplysende information.

På de få siders indledning formår Nebelong at demonstrere en forsvarlig indsigt i de mange lag af symbolik og filosofi i Wagners værk. Og hér er Parsifal som nævnt ikke det letteste sted at starte. Selvfølgelig findes der alenlange, mere eller mindre akademiske analyser af de mange lag og sfærer i værket, men hvis man ikke orker at pløje sig gennem sådanne lærde folianter, er Nebelongs introduktion et fint sted at starte. Her kan man læse om den religiøse dimension i værket, forholdet til kristendommen (trods klare Kristus-referencer er der i værket en række henvisninger til buddhismen og hinduismen), symbolsproget i værket o.a.

Wagners sprogbrug i teksten til Parsifal er ret ualmindelig – én af grundene til værkets utilgængelighed – og det stiller naturligvis store krav til en oversætter. Hér har Nebelong valgt at følge Wagners besynderlige syntaks for at gøre det lettere af følge med ved en gennemlytning. Herved supplerer denne udgave fint den ældre, versificerede oversættelse af Julius Lehmann fra 1915.

Bogen rundes af med en kort introduktion til værkets musikalske struktur og elementer. Det kan naturligvis kun blive til en ansats inden for sådanne snævre rammer. Men en god og anvendelig ansats, der kan hjælpe lytteren lidt på vej i et værk med så speciel en struktur og med så usædvanligt et forhold til tidsbegrebet:

»Til andre tider forvandles motiverne slet ikke, men antager en statisk, emblematisk karakter, hvor deres genopdukken på forskellige steder i handlingen understreger det ‘labyrintiske’ i værket, hovedpersonens lange vildfarne vandring i et univers, hvor tiden synes ophævet, ‘er blevet til rummet’,og hvor alt gentager sig, ligesom de tilbagevendende motiver”. (S. 80).

En fin observation – én af mange i denne smukke og gode udgivelse fra Forlaget Vandkunsten.

Mellem ørerne. PerFormer Højholt. Mediekunst 1967 – Redigeret af Jacob Kreutzfeldt, Karsten Wind Meyhoff og Morten Søndergaard. Informations Forlag 2004. 208 sider, med to indlagte cd’er, kr. 298,00. ISBN 87-7514-094-2.

Timingen er næsten uhyggelig. Per Højholt døde kun få måneder efter udgivelsen af denne vægtige sag, der gør status over et langt og ualmindeligt kreativt kunstnerliv.

Højholt huskes i dag stadig af mange primært som ‘Gittes far’ – som ophavsmanden til (og fremføreren af) folkeligt naivistiske betragtninger over denne verdens store og små tilskikkelse, lagt i munden på den yderst jævne Gitte, ofte fortalt til veninden Susanne (udtalt med stemte s’er). Sjovt, skægt, underholdende – men stadigvæk andet og mere end blot endnu en aftapning af 70er monologer med Dirch Passer, Jørgen Ryg og alle de andre.

Hvem Gitte-far var, og hvad der var særligt ved Gitte-monologerne kan man blandt meget andet læse om i denne statusopgørelse over Højholts mediekunst. Det var jo netop medie-kunst, som Højholt ydede en særlig indsats for, og som hans optræden med Gitte-monologerne kan ses som en helt logisk del af.

Højholts debut daterer sig helt tilbage til 1949, men det er først i løbet af 1960erne, at der for alvor kommer sus i skørterne. I årene 1969-71 var han en del af kunstnergruppen Show-bix (sammen med fotografen Poul Ib Henriksen og komponisten Gunner Møller Pedersen), der arbejdede stærkt eksperimenterende med mediekunstneriske udtryk, hvor beslægtede kunstnerkredse fx var den svenske sammenslutning Fylkingen og den danske Eks-skolen.

Sammen med Ib Henriksen og Gunner Møller Pedersen arbejdede Højholt med at fusionere en række udtryksmedier (ord, billeder, lyd osv.), og at ‘bikse’ dem sammen til et show. Desværre er kun lidt af alt dette dokumenteret i form af lyd, billeder eller film. Men i bogen er aftrykt still-billeder, fotos af partitursider, aftryk af manuskriptsider m.m. Bevarede rekvisitter og andre elementer var desuden at se på Museet for Samtidskunst i Roskilde i sommeren 2004 på den udstilling, der bar samme navn som denne bog.

Udgivelsen af bogen skete da også i forbindelse med denne udstilling. Og tak for det! Netop en fyldig dokumentation er essentiel i forhold til så flygtig en kunstart som mediekunst, og i denne bog sker dokumentation – foruden ved de allerede nævnte aftryk og gengivelser – ved to medfølgende cd’er, hvor man kan høre ikke blot nogle af de så kendte Gitte-monologer, men også en række andre montager, reportager og interview. Flere af disse har tidligere været svære eller umulige at få adgang til, så der er grund til stor glæde.

Ikke kun grundet en akademisk glæde ved dokumentationen og bevarelsen for eftertiden – men også grundet en umiddelbar fornøjelse ved mange af værkerne er dette et fedt værk! Humor var et væsentligt redskab for Højholt, hvad enten det var den sviende sarkasme og den sorte ironi, eller det var den mere anarkistiske underfundighed i legen med ord og gentagelse, absurditeter og overraskelser.

Denne anmelder morede sig i hvert fald godt og længe over indholdet på de to cd’er. Og hvis moderne kunst kan fange sin konsument med humor og ad den vej åbne for perceptionen af mere nuancerede overvejelser – og måske endda erkendelser – så er det egentlig meget godt gået!

Forhåbentlig nåede Højholt selv at glæde sig såre over denne fyldige, væsentlige (og billige!) udgivelse.