Den ny musik og situationen

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 118-120

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Møde i Radiohusets studie 4 d. 14. oktober 2004. I forlængelse af DMT’s debat om krisetegn i den nye musik inviterede Danmarks Radio til debatmøde. Initiativtageren til mødet, Jesper Lützhøft, viderebringer her et kommenterende referat fra arrangementet.


Af Jesper Lützhøft

Et egentligt referat af dette møde vil det være umuligt at lave. Næsten fire timers tæt debat med mange for-skelligartede indlæg – både fra oplægsholdere og fra mange af de mange fremmødte.

Det store forkromede fællesforslag til den aktivitet, vi i fællesskab skal se at få realiseret, og som skulle betegne et vendepunkt, blev det ikke til – til gengæld vil der nok komme en række små tiltag og måske endda en række mindre (læs kortere!) møder, der hver tager ét emne på dagsordenen.

Eksempelvis en møderække hvor vi den sidste torsdag i hver måned mødes kl. 17 eller 16 til et 1-times møde om et bestemt emne, som vi får et oplæg til og diskuterer. En af de mest slående ting ved mødet d. 14. okt. var behovet for at mødes, behovet for et forum og behovet for at styrke følelsen af at være sammen om det her med den ny musik.

Foreløbig er der nu etableret et debatforum på hjemmesiden: www.dr.dk/lyttilnyt

Det ville være spændende, hvis vi går i gang med at benytte denne mulighed for at holde debatten i live, indtil det næste initiativ tages. På samme hjemmeside ligger debatten og mødet, så man kan gå ind og høre både oplæggene og en del af indlæggene fra salen.

Hvis man ikke har denne netmulighed eller hellere vil have det nedskrevet kommer her en slags referat.

Jesper Lützhøft bød velkommen bl.a. med følgende: Jeg vil gerne sige, at dagens møde er tænkt som et forsøg på at være konstruktive i fællesskab – 68-ideologien kan stadig have nogle fine pointer. Og det er måske et ungdomsoprør, der er behov for inden for avantgarden – den sidste borgerlige bastion? Hvis man med borgerlighed mener selvtilstrækkelighed, insisteren på egne normer og en vis ulyst til at følge med tiden i al dens vederstyggelige fremfærd.

At vi skal være konstruktive betyder også, at det forudsigelige klynkeri bør undgås, de pavlovske angreb på diverse institutioner vil blive betragtet som lidt utidige og tidsspilde – i dag handler det om, hvad vi selv kan gøre – ikke hvad vi mener andre bør gøre for os.

Peter Bruun tog udgangspunkt i følgende spørgsmål:

HVAD ER DER GALT? HVIS SKYLD ER DET? HVIS PROBLEM ER DET? HVEM KAN GØRE NOGET VED DET? HVAD KAN DER GØRES VED DET?

Hvad er der galt?

Der er det galt, at musikken ikke når ud til publikum.

Det er samfundets skyld.

Den ny musiks situation er samfundsskabt, og – uden nu at gå ind på en dybere historisk redegørelse – hænger den ny musik sammen med samfundet, sådan som det har udviklet sig. Jeg mener, det går tilbage til efterkrigs-tilstanden: De store kulturlande, Tyskland og Frankrig, havde ‘tabt krigen’. De tabte krigen til USA og Sovjetunioen. De lå i ruiner. De måtte genopbygge sig og i den forbindelse opruste på kulturfronten. Den ånd-rige tyske kultur, der havde domineret især musiklivet, og den elitære franske kultur, der altid insisterede på at se sig selv som ‘i forreste geled’ måtte re-etableres. Det førte til massive statslige investeringer i institutioner som WDR, Ircam, Kranichsteiner, Danmarks Radio.

Det var en samfundets genopbygning i Europa efter krigen. Det var territorieafpisning mod øst. Det var fejringen af det mest liberale, osv. Komponister blev betalt for at være så udsyrede og uforståelige (publikumsfjendske) som muligt. Jeg siger ikke, at der ikke på den baggrund er skabt megen interessant og god musik. Jeg siger bare, at der dermed også etableredes – grundfæstedes – et bestemt forhold mellem ny musik og offentligheden.

Det er komponisternes og musikernes problem. Det er dem, der – måske – kan gøre noget ved det ... Komponister oplever, at deres arbejdsområde er under nedsmeltning. Musikerne det samme. Det er ironisk nok på samme tid, som musikere og komponister mere end nogensinde finder sammen og skaber interessant og god ny musik.

Det er komponisterne og musiklivet (arrangører, koncertinstitutioner), der i første omgang kan gøre noget ved det.

– Komponister kan gøre deres arbejde tydeligt og ordentligt. Komponister kan overveje, om man kan differentiere; noget er nu engang mere interessant end noget andet, noget fortjener større/anderledes opmærksomhed end noget andet. Noget er et led i en (vækst)proces og er måske mest interessant for dem, der medvirker. – Det betyder også, at man indimellem må tillade sig at satse på noget: kræve opmærksomhed, med den risiko, det indebærer, for et ‘flop’. Vi har også en tendens til at dække os ind under, at ‘det er vigtigere, at det finder sted, end at det får opmærksomhed’ – det er det måske også indimellem, men ikke altid!

– Arrangørerne må ud over den forestilling om, at publikum ikke kan lide ny musik. De må indse, at de har BEHOV for ny musik!!

– Hvad kan der konkret gøres: Der gøres gode ting allerede som der bare skal gøres mere af, men (jf. indledningen); forandringer sker ikke med det samme, det tager tid. Helt konkret:

Et spillested for ny musik – et sted, hvor det er interessant at komme, hvor der altid foregår noget interessant – det er ‘dagens bud’ fra mig, og det er det, jeg meget gerne vil arbejde for (i de sammenhænge, jeg er med i). Har nogen nogle indspil til denne idé?

Niels Rosing-Schow talte under overskriften: Noget om utilgængelighed – om et paradoks – om avantgardens nødvendighed.

Efter min mening er det ønskeligt af ideelle og kunstneriske grunde, at en avantgarde med en lille indforstået lytterskare eksisterer. Og denne avantgardescene har åndenød for tiden.

Men avantgarden er altså ikke hele ny musik-livet. Og inden for den ny musik er det måske ikke så vigtigt for øjeblikket at skelne mellem avantgarde og anden ny musik, for vi taler blot om nuancer inden for en musik, der i den almindelige bevidsthed opfattes som vanskeligt tilgængelig.

Så lad os først tale mere generelt om den ‘vanskeligt tilgængelige’ musik. Vanskeligt tilgængelig vil sige (mindst) to ting:

1) Det er vanskeligt bare at finde den, at finde hen til den; den lever ofte skjult i ukendte biotoper. Stort set ingen foromtaler, annoncer eller plakater. Selv hvis man bliver nysgerrig, har man svært ved at få øje på den: altså synlighedsproblemet.

2) Den er også vanskeligt tilgængelig i betydningen: det er svært at komme ind i den, at ‘forstå’ den, og den er omgivet af sære ritualer, og folk taler så mærkeligt om den, ofte med fagudtryk og fremmedord. Og de, der taler, ser måske også ret nørdede ud.

Karsten Fundal: Miljøet dukker ikke op til sine egne koncerter. Og når musikken går hånd i hånd med andre genrer, så er det publikum fra de andre genrer der dukker op, fx til Feldmans Neither. Karsten fortalte om sine erfaringer fra Amsterdam og Ijsbreker: Der var masser af mennesker til koncerterne, flere gange om ugen, komponister og musikere var der, man diskuterede musikken. Måske fordi der var et miljø omkring stedet. Der ER ikke noget sted herhjemme, og det savnes. Et sted som er hyggeligt (vs. Den Anden Opera). Når ikke engang miljøet kommer til sine egne koncerter, fordi de skal hjem til familien, hvordan kan vi så forlange, at andre skal dukke op? Hvis miljøet lyste af entusiasme, ville andre måske blive smittet.

Paradoks: Vi har en ideologi, som taler om musikken UANSET publikum, men mediebilledet og det politiske klima er helt anderledes. Hvis vi fortsætter, kommer vi til at lave private foreninger for opførelse af ny musik, og det er ikke vejen frem. Vi må opfinde vores egen brandingsform; prøve at finde en intelligent markedsføring. For måske er det publikum, der er kedeligt. Måske er det alle fem millioner danskere, der tager fejl. Men det må vi så tage udgangspunkt i. Vi kunne søsætte et flagskib a la Ultima – det må IKKE være demokratisk: alle kan ikke være med hele tiden.

Jakob Levinsen: Om noget får status som nyskabelse, afhænger af substansen i musikken, og af ørerne der hører den. Det er ikke givet på forhånd, at en bestemt udtryksform eller stil er nyskabende, uanset om det så er det tidlige 1900-tals Art nouveau, litteraturanalytikernes ‘nykritik’, den selvudnævnte ‘nye franske roman’ fra 1960erne, samme periodes ‘nye bølge’ inden for filmen, min ungdoms new wave-rockmusik eller 1970erne og 1980ernes neue Deutsche Welle inden for henholdsvis film og rockmusik – det må den selv bevise at den er, fuldstændig ligesom inden for litteraturen, filmen og de andre kunstarter.

Undtagelsen er den nykomponerede musik. Eller rettere sagt: præcis det hjørne af musiklivet, hvis selvforståelse er, at netop den musik, der skrives og spilles her, er ny på en helt grundlæggende anderledes, væsensforskellig måde end al anden ny musik – ny med stort N, om man vil.

Det er sin sag at skulle forklare uind-viede, herunder også musikelskere med udgangspunkt i andre genrer, hvad ny (eller nutidig, begrebsforvirringen er den samme) musik i traditionel, kunstmusikalsk forstand egentlig er for noget, altså ud over blot nykomponeret musik i kronologisk forstand. For begrebet om-fatter i daglig tale musik fra de sidste hen ved 100 år, cirka fra da Arnold Schönberg begyndte at komponere atonalt.

Den omfatter omvendt langt fra al musik, der er komponeret i perioden, heller ikke al musik, der komponeres i dag. Det er så udpræget, at man ikke skal have været længe på bar med medlemmer af Dansk Komponistforening for at ane forskel på, hvem der skriver rigtig ny musik, og hvem der bare bliver ved med at skrive musik.

Arrangørens opsamling

Ja – problemkomplekset er meget stort. Skal kunsten tage hensyn til den faktiske virkelighed, eller skal den ikke, skal den gøre det, bare lidt, indimellem, eller skal den gøre det meget lidt, men hele tiden?

Skal komponisterne skrive i flere retninger samtidig – lidt der kan forstås af publikum, lidt for sig selv og lidt for den usynlige væskstproces?

Eller skal komponisterne fastholde dogmet om, at de kun kan skrive musik på den måde, som de nu engang gør – og så skal vi alle acceptere, at det er der altså nu en gang ikke flere der interesserer sig for på nogen måde, end der faktisk er?

Og at komponisterne har lige så stor ret som alle andre til ikke at gå til koncerter med ny musik.

Eller hvad med den analyse, der peger på, at vi ikke har noget publikum, fordi den nødvendige dannelse (evne til at koncentrere sig i længere tid, tilstedeværrelse af et minimalt kendskab til klassikerne, og at have en grundlæggende nysgerrighed over for andre menneskers frembringelser) ikke opdyrkes eller værdsættes i de toneangivende kredse. Og at de toneangivende kredse i denne sammenhæng er alt fra medier (undtagen P2’s Lyt til Nyt) over politikere til uddannelsessystemet.

Hvis ingen af de personer, der bestemmer i disse sammenhænge, har et begavet forhold til vanskelige kunstneriske frembringelser som Beethoven, Rilke, Høeck, Kandinsky, Lemmerz eller Ligeti, hvordan skal vi så forestille os, at disse bestemmende mennesker tager beslutninger, der fremelsker muligheden for, at de vanskelige kunstneriske frembringelser konfronteres med et publikum, der har forudsætninger for at modtage dem?

Hvis vi skal ind og pille ved de såkaldte fødekædeproblematikker, skal vi udfolde en vifte af lobbyisme – er det lobbyister, vi har brug for i ny dansk musik? Skal vi have nogen til at hviske TV2’s nyhedsredaktør i øret, at en ny dansk strygekvartet er værd at give 45 sekunder i prime-time.

Skal vi melde os ind i samtlige politiske partier for at påvirke deres kultur- og undervisningspolitik?

Og hvem vil melde sig ind i et folkeparti – jeg mener vi er jo ikke folkelige, vel?

Skal vi endnu engang skyde på skolelærerne, fordi de ikke lærer børnene at sidde stille og lytte til ny musik – som lærerne selv ikke fatter en hujende fis af og ikke bryder sig om, da de er lige så forudsætningsløse som alle andre, der er uddannet på et seminarium.

Ny musik er godt – ny musik er sundt – giv børnene ny musik med på skolemaden! Ja, man kan allerede forestille sig den kampagne, ikke?

Skal vi nedsætte en kampgruppe (det, der nu hedder en taskforce på det dansk, vi heller ikke bruger mere) bestående af en række af vores mest prominente musikpersonligheder for at få dem til at producere en række artikler, kronikker, politikerbreve?

For at få dem til at gå i felten for en kulturpolitikmobilisering? Men en kampagne båret af entusiasme og idealisme, uden lugten af fagforeningspolitik og bevillingstrang?

Skal vi smitte hele befolkningen med den hollandske entusiasme som Karsten Fundal taler om?

Skal det være sjovere at gå til koncert? Skal showet være flottere? Skal publikum serviceres bare lidt bedre?

Vil noget som helst blive bedre af, at vi får mulighed for at benytte Turbinehallerne – som er akustiske katastrofer?

Hvis vi skal præsentere velspillet og vedkommende ny musik en aften om ugen på et godt spillested, hvem skal så betale musikerne, hvordan skal vi få folk til at komme, hvordan skal miljøet omkring dette opstå?

Skal vi selv til at gå til koncerter med en ny musik, der ligger lige lidt uden for vores egen forståelsesramme, bare for nemmere at kunne forstå, hvordan det er for alle de andre, vi synes skal komme til vores arrangementer?

Kan vores paradis opstå, uden at vi alle bliver nødt til at investere i dette – nogle må investere deres tid og talent (musikerne), nogle må investere deres tid (arrangørerne), andre må investere en manglende indtægt (forlæggere, salsudlejere) og atter andre må investere penge i form af artikelskrivning til medierne, pr-arbejde, optagelse af koncerten til såvel transmission som privat distribution af hurtigt producerede cd’er eller phonofile-download.

Og nogle må sætte en kurs, en kunstnerisk profil, som signalerer entusiasme, glæde, fordybelse, intelligens – og hvilke krav skal vi stille til de mennesker som skriver den musik, vi vil præsentere i sådant et lykkelandsspillested?

Hvorfor var det nu lige, at vi blev så besatte af musik engang? Var det ikke fordi, vi blev ramt af begejstring? Fordi himlen åbnede sig, og vi så/hørte lyset? Fordi livet pludseligt syntes fyldt af skønhed og hidtil uanede muligheder. Og hvornår er det nu lige, vi sidst er blevet ramt af den samme begejstring? Og hvem er det, der skal fylde os med denne begejstring og entusiasme?

Eller skal vi – og med vi mener jeg de personer, som af en eller anden grund sidder i en nøgleposition – sætte os alvorligt sammen og producere det/de fælles tiltag, som kan sætte os i gang med at bringe os ud af denne forholdsvis selvskabte krise, vi nu sidder i?

Jeg sidder på en af disse nøglepositioner, jeg tør godt tage et initiativ eller to, jeg har ikke noget imod at beslutte nogle ting på alles vegne, og jeg vil med stor fornøjelse deltage i en aktionsgruppe af personer, der kan afse den fornødne tid – gerne som en del af deres officielle arbejde – personer der vil afsætte den fornødne arbejdskraft, løse besværlige og irriterende opgaver, personer der kan leve med, at nogle andre måske bliver sure når vi foretager os noget, og personer som kan løbe panden mod en mur og se projekter falde på gulvet uden at blive alt for desillusionerede af det.

Så meld tilbage til mig, om I stiller jer til rådighed for sådan en gruppes arbejde!

Der er en del, som ikke kan tillade sig ikke at deltage!

Ellers kan jeg kun opfordre til, at vi begynder at benytte debatforummet på Lyt til Nyts hjemmeside:

http://www.dr.dk/p2/lyttilnyt/skriv_ind/

Årgang 79/2004-2005, nr. 03