Det vi har til fælles er at vi er forskellige

Danske kompositionselever og musikvidenskabsstuderende mødte det norske musikliv ved et seminar, som fandt sted inden for rammerne af Ultima-festivalen. De store spørgsmål om forskelle og ligheder mellem norsk og dansk musik var kilde til frugtbar debat.

Af Anna Berit Asp Christensen

Det var en overvældende følelse, som ramte os tilrejsende den tidlige morgen, da vi stod ud på en lille station oppe i fjeldet, ikke langt fra Holmenkollens imposante skihopbakke. Mødet med Norges smukke og kraftfulde natur, indhyllet i hemmelighedsfuld morgendis, var i ordets videste betydning bjergtagende. Målet for vores rejse var det idylliske konferencecenter Lysebu, beliggende højt oppe i det naturskønne fjeld, og med Erik Varmings poetisk-erotiske skulptur som livsopløftende velkomst i højfjeldscentret.

Lysebu, der blev givet til Fonden for dansk-norsk samarbejde i 1947 som en norsk folkegave til minde om dansk broderskabsånd i krigsårene, dannede rammen om et seminar, arrangeret for danske komponist- og musikvidenskabsstuderende i forbindelse med afholdelsen af Ultima-festivalen.

De planlagte temaer på seminaret kredsede alle om den ny musiks vilkår og rolle i Norge og Danmark. En debat, som ikke kan undgå at være præget af en insisterende aktualitet og alvor, og som i denne sammenhæng fik de bedste betingelser, da seminaret grundlæggende var præget af en entusiasme og imødekommenhed hos alle – undervisere såvel som studerende.

Stemningen blev etableret fra starten. Arrangørerne havde tænkt, at en lille genopfriskning af gymnasietidens geografi og samfundsundervisning, fortrinsvis centreret om ligheder og forskelle mellem Danmark og Norge, ville være godt for os. Det introducerende foredrag om disse forhold af gymnasielæreren Jon Birkenes var underholdende, men samtidig kom det også til at udforme et fint fundament for den videre diskussion.

Med de næste foredrag af formanden for Norsk komponistforening, Synne Skouen, efterfulgt af komponist og professor Olav Anton Thommessen, kom vi til sagens kerne. Nemlig sammen-ligningen af norsk og dansk kulturliv og det store spørgsmål om den ny musiks vanskelige vilkår i disse lande.

Man kan kun bifalde, at vi gensidigt studerer og lader os inspirere af vores naboer. Bemærkelsesværdigt var det, at den ældre generation havde mest kritik over for tingenes tilstand, hvor de yngre havde et mere optimistisk syn på musikkens muligheder i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

Undervejs i foredragene bemærkede man en underliggende frustration hos de ældre – selv kaldte foredragsholderne det »kampen for ikke at blive kulturpessimist«.

Det var tydeligt, at man opfattede den ny musiks situation som problematisk. En problematik som spænder vidt og stikker dybt. Dog så jeg også en tendens til, at man vender ryggen til områder, som måske i den rette sammenhæng, har et potentiale. Eksempelvis var talen om de teknologiske, globale og kommercielle kræfters indvirkning og påvirkning af musik som kunstart kilde til bekymring. Skal vi være bange for, at disse kræfter hæmmer eller ensretter musikkens udtryksmuligheder, eller se dem som en mulighed for at tilføre udbredelsen af musik som kunstart nogle flere muligheder? Er disse kræfter en ødelæggende konkurrent eller en givtig sparringspartner? En hårfin balance, men utvivlsomt et emne vi er nødt til at forholde os til.

Tværæstetisk samarbejde

Flere andre af de inviterede foredragsholdere ønskede også at give den ny musiks vilkår og rolle nogle velmenende klaps – nogen bagi andre på skulderen. Den norske komponist Henrik Hellstenius rettede, sammen med komponist og professor Ivar Frounberg, en skarp kritik af den traditionelle komponistopfattelse. En opfattelse som efter deres mening i høj grad understøttes af uddannelsesinstitutionerne. Hvordan skal vi forny den ny musiks isolerede rolle i kulturlivet, hvis udviklingen og fornyelsen ikke engang finder sted inden for vores egne rammer?

Der er en tendens til, at man ved de forskellige institutioner har en ‘node-opfattelse’, som ikke er tidssvarende og som kan virke bremsende for en nødvendig udvikling. Skal det fx være en tvingende nødvendighed at kunne læse noder for at tage en komponistuddannelse? Noder er et godt kommunikationsredskab mellem komponist og musiker, men andet er de måske heller ikke? En rigtig ‘frounbergsk’ indfaldsvinkel, men bestemt ikke mindre relevant af den grund! Problematikken gælder også inden for musikvidenskaben, hvor vi er nødt til at overveje betydningen af noderne i vores analytiske og videnskabelige arbejde for derved at forstå og åbne op for andre anskuelsesmåder. En vej som måske også vil kunne give de nodefri musikværker større vægt og mere plads.

På seminaret blev det også understreget, at man skal revidere opfattelsen af komponisten som kunstneren, der sidder alene og skriver ‘det store værk’. Vigtigheden af åbenhed og samarbejde med andre kunstarter gik igen hos flere af foredragsholderne som en grundpille i den ny musiks udvikling. De tværæstetiske tendenser bliver stadig mere synlige i musikmiljøet, men feltet har stadig et stort uudnyttet potentiale. Det er et spørgsmål om selvforståelse og traditioner. At der fx skabes rum til at tænke kompositionsprocessen som noget helt andet end pen og papir og at der tages flere modige initiativer hos de institutionelle sværvægtere.

Et tværæstetisk samarbejde handler også om en grænsesprængende sammenblanding af kunstarter, sådan som det blandt andet kom til udtryk på Ultima-festivalen. Festivalens program for i år indeholdt ud over ny musik både scenekunst, lyd- og billedinstallationer og filmkunst.

Den så omtalte krise

Har den ny musik en krise? Måske, men jeg fornemmer, at denne krise tager sig forskellig ud, alt efter hvilken generationsoptik man vælger at belyse den med. Der skabes stadig fantastiske værker. Problemet er, at så få har kendskab til dette lille hjørne af musikken. Det er den gamle historie om synlighed. I tidens kulturelle klima med vigende medieinteresse og manglende politisk bevågenhed, bliver området langsomt klemt og glemt. På den ene side. På den anden side oplever vi for tiden tegn på, at der er skred i vores opfattelse af, hvad ny musik overhovedet er, og hvad den ønsker at kommunikere. Det oplevede vi på Ultima, og det kunne man også opleve i den helt unge generation på den netop afsluttede Musikhøst-festival i Odense. Det er bl.a. gennem de unge og deres tøjlesløshed og rapsodiske tanker på frihjul, deres brud med stivnede rammer, der skaber kontakten til en ny tids publikum.

Profilering og formidling bør være en realitet og ikke som hidtil en forkølet bibeskæftigelse – og det behøver nødvendigvis ikke at gøre kunsten mindre kunstnerisk at gøre den til del af et potent salgs- og formidlingsapparat.

Ansvaret for problemet med udbredelsen af den ny musik er svært at placere. Dog er det vigtigt at gribe i egen barm. Som humaniora-studerende undres man nogle gange over sin egen institutions prioriteringer. Ingen tvivl om, at vi skal være dygtige musikvidenskabsfolk, men har vi ikke også et ansvar som formidlere? Er kunstens behov for kvalitativ og vidtrækkende formidling ikke netop det, som kan udvindes og baseres på denne videnskabelighed? Desværre er det en udfordring, vi ikke rustes til at møde. Selvfølgelig er det både et spørgsmål om politisk vilje og økonomi (som altid!), men igen handler det altså også om at rokke ved selvforståelsen og traditionerne inden for de rammer, der nu engang er.

Vigtigheden af at mødes på tværs af generationer, landegrænser, studier og erhverv er en åbenlys kilde for inspiration – også i ny musik-sammenhænge. Vigtigst af alt handler det om at krænge den indkapslende rustning af for i fællesskab at give plads til hinandens forskelligheder. Vi studerende har en masse erfaringer til gode, men vi kan også se nogle muligheder i noget af det, som den mere etablerede generation ser som forhindringer eller måske slet ikke ser. Sikkert er det i hvert fald, at et positivt diskussionsforum, sådan som det udfoldede sig på Ultima-seminaret kan være med til at åbne op for nye tanker og frugtbare initiativer.

Anna Berit Asp Christensen er stud. mag. i musikvidenskab

Ultima-seminaret fandt sted fra d. 6.-10. oktober 2004 på Lysebu konferencecenter i Oslo. Seminaret var arrangeret i et samarbejde mellem Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde – Lysebu og Schæffergården, Ultima og Norges Musikhøgskole med deltagelse af danske kompositions- og musikvidenskabsstuderende. For yderligere oplysninger om institutionerne: www.dansk-norsk.no og www.ultima.no

Se også artikler om Ultima (Ivar Frounberg) og de unge danske komponister (Jesper Hørsving) andetsteds i dette nummer.