Dynamik og Dynamit

Svar til Svend Hvidtfelt Nielsen

Lad mig først sige at jeg godt kan sætte mig ind i, og sympatisere med, den frustration, som ligger til grund for Karsten Fundals opråb til komponisterne, samt SHN’s replik til min tekst. Men når jeg kigger ind i mig selv, ser jeg en modvilje; jeg tror simpelthen ikke på, at man kan omgå udfordringen: At engagement skal komme, fordi kunsten vedrører og berører os. Det er svært, derfor værd at beskæftige sig med, og derfor også værd at støtte med såvel kontanter som spark i røven. Men altså, jeg mener energien skal lægges i at turde vove noget, med risiko for, og plads til, at fejle.

Hvis (og kun hvis, for jeg tror faktisk ikke, det er helt rigtigt) komponisterne (for her henvender jeg mig til alle genrer) ikke lytter og følger koncertlivet i alle dets facetter, så har de sikkert hver især deres begrundelse. Måske finder nogle inspiration i udstillinger, film eller børnetimen i tv, mens andre er at finde i skoven eller køkkenhaven. Det er vel deres sag, eller hvad? Det primære publikum vil vel til enhver tid og sted være lige præcist: Hvemsomhelst der måtte føle et behov for at være med uanset hvad de ellers i øvrigt er og gør. Acceptér udfordringen: En levende og fri kunst i bevægelse med og mod samfundet. Dynamik og Dynamit. Hvis kunsten er sexet, skal vi nok komme.

I en sen nattetime havde jeg en morsom diskussion med et par franske venner på en bar. Det ene var dybt optaget af nordisk mytologi og vidste mere end jeg om familien Odin og Thor. På et tidspunkt bevægede vi os hen, og talte om forskelle mellem den basalt set protestantiske nordlige verden, og den sydlige katolske. Det gik op for mig, at nordiske kunstnere i umindelige tider har været ganske særligt optaget af etik, mens sydlige var mere fritflyvende æstetikere. Altså i Norden stiller vi hele tiden spørgsmålet: »Gør jeg nu det rette over for Gud«, mens de i syden hælder mere til »Gør jeg nu det skønneste foran Gud«.

Karsten Fundals løftede pegefinger minder mig for meget om præstens culpabilisering af de ukristelige sjæle, der ikke viser sig i kirken. Måske netop heraf kommer min modvilje mod denne indgangsvinkel, til den forståelige frustration over ikke at få kvalificeret med- og modspil. Modspillet er jo især kritikken, og her ser jeg en grundlæggende svaghed i tiden. Kritikken er ofte kun reaktion på enkeltstående begivenheder, og beklager sig ofte over ikke at kunne få spalteplads i medierne. Her spilles bolden stort set altid over på kunstens banehalvdel, med henvisning til at medierne er populistiske og ikke vil publicere omtale af eksperimenterende kunst. Det er svagt. Det er ikke kunstens problem, det er kritikkens.

Kritikken burde funderes i et engagement og en filosofisk / politisk grundholdning for at kunne give ægte modspil. Således burde det være klart, at lige så vel som kunstens politiske kamp er at forsvare sin retmæssige plads i samfundet, at blive eksponeret og finansieret, så er kritikkens politiske kamp at blive eksponeret i medierne. Det kan kritikken naturligvis kun gøre sig håb om, hvis den har mere på hjerte end blot at kommentere aktuelle begivenheder. Der må skrives om mere end det, og med større passion og dygtighed. Man må antage, at kritikken mener noget om noget ud fra noget. Hvor er de vrede unge kritikere henne? Hvor er de opda-gelsesrejsende? Kunst er der nok af lige foran jeres hoveddør. Gå ud og skriv.

Svend Hvidtfelt Nielsen skriver, at kunstværkerne skal forholde sig til andre kunstværker og bruger ordet ‘pop’ som et de facto skældsord. Han insisterer endvidere, måske af politiske årsager på, at det som betegnes som Ny Musik skal hente næring og inspiration inden for egne rækker. Hvem er det, der således har formuleret kunstens ubrydelige grundlov, og hvorfor skal vi blot tage dette for gode varer uden videre? Hvidtfelt Nielsen nævner blandt andre Per Nørgård, men når en Nørgård fx finder inspiration i kirkeklokkerne omkring Nørrebro, Bali, en skizofren kunstner eller uendelighedsrækken, så viser han, at han har ører i hovedet og fantasi til at bruge, hvad han hører, selvom det ikke kommer fra hans tidligere eller samtidige generation af komponister med klassisk uddannelse.

Dermed være ikke sagt, at anden kunst ikke kan være et kreativt incitament for skabelse af nye værker, men der er en måske alt for stor respekt for historien i den vestlige kultur. Hvis vi tænker et øjeblik over, hvor hæmmende det egentlig er for den blotte og rå vilje til udtryk at skulle håndtere den eksistentielle angst for at vise sig udannet, ved ikke at relativere udtrykket til en viden om tidligere eller samtidige værker, så gårdet op for os, at det er vigtigt at frigøre os fra dette. Vi bygger et tårn af referencer og putter med frygt og bæven samt efter megen besvær en lille sten på toppen af et bjerg af historisk kunst, ved siden af de andre samtidige kunstnere. Det er nærmest en tvangshandling, vi udfører uden længere egentlig at vide hvorfor. Hvorfor?

Hvidtfelt Nielsen skriver i sit indlæg en tolkning af mine ord og melder derpå ud i protest ud fra denne tolkning. Det er dejligt præcist, men må så også afføde en reaktion fra mig i det omfang at Hvidtfelt Nielsens tolkning pådutter mig holdninger, jeg ikke har; lad mig derfor lige korrigere en ting. Hvidtfelt Nielsen skriver: »At de komponister, der ikke har publikum til deres koncerter, er for dårlige«. Det mener jeg ikke; fra min tekst kan jeg sakse ordret: »Det handler om, at man ikke kan fratage talentet kvaliteten af hans eller hendes arbejde. Der behøver ikke at komme nogle og lytte til noget.« Nu respekterer jeg Hvidtfelt Nielsen og Fundal meget, og derfor vil jeg afsluttende tillade mig en syrlig kommentar og håbe, den vil blive modtaget i god ånd. Hvidtfelt Nielsens indledende ironiske smøre synes åbenbart at indikere, at Hvidtfelt Nielsen mener, at DMT’s spalter skal forbeholdes apollinske tekster – det glæder mig at andre mener, at der også er plads til det dionysiske.

Thats a fair thought to lie between maids’ legs. (Hamlet, Act III, Scene I)

Michael Nyvang

Et umage par

Trods en vis bramfri underholdnings-værdi i oplæggene i tripel-inteviewet med Wallin, Frounberg og Parmerud i forrige DMT, er enkelte etiketteringer så skurrende, at jeg i den retfærdige harmes hellige navn må protestere. Artiklens ærinde i øvrigt ufortalt, er sammenligningen af Jan W. Morthenson og Ivar Frounberg som kultur-pessimister vildledende. Samtalens videre forløb bekræfter heller ikke nogen overensstemmende pessimisme.

Skulle man endelig sammenligne Frounbergs seneste rejsebreve med Morthensons artikler/bøger fra slut-80erne/start-90erne, ville det formodentlig ret hurtigt stå klart, at hvor Frounberg henvender sig med nogle kritiske synspunkter i en aktuel musikpolitisk debat, fremstår Morthensons artikler som dialektiske øvelser i en kunstfilosofisk diskurs. Også d’herres kunstneriske udtryk taget i betragtning; hvor Frounberg fremstår som advokat for en forsættelse af modernismens projekt med en vis materiale-fetichisme, søger Morthenson et (upopulistisk) opgør med selvsamme, med musik som kritik – og dét langt ned i skriveprocessen. Javel, de er begge sjælne kritiske stemmer, men form, mål og sendefrekevens er så væsensforskellige, at jeg har svært ved at forestille mig to holdninger/kunstytringer i større modfase. Som tidligere elev af begge d’herrer vil jeg – uden at gøre krav på nogen autoritet i øvrigt – tillade mig at mene, at den forsøgsvise sammenligning klæder parterne skidt. Nuvel, samtaler er én ting, rejsebreve en anden – og kunstkritik en tredje. Gid DMT ville ofre mere spalteplads på det sidste.

Hans Peter Stubbe Teglbjærg

Referencen!

Hvad er der galt? Som komponist ogkunstner bør man gøre sig klart, hvem man henvender sig til. Hvilket miljø prøver man at kommunikere med, og hvad vil man sige ud over det rent musikalske? Være sig bevidst om referencen. At det, vi som komponister skaber, er en kommentar eller et supplement til andet, der foregår og er relevant for det moderne menneske.

Denne reference er nemlig ekstremt vigtig for at vække et publikums interesse, og jeg tror, mennesker altid vil have noget udtryksmæssigt, der fortæller noget om dem selv. For det handler ikke om toner set ovenfra, men om identitet. Når vi lytter til musik, bruger vi den i høj grad til at minde os selv om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Der er dem, og der er os. Vi har inddelinger af genrer og stilarter, fordi det er med til at markere, hvor vi hører til. Ikke bare fordi vi skal kunne finde det, vi har hørt let og hurtigt i fx en pladeforretning, men også fordi vi ønsker at fortælle omverdenen noget om vores værdier og skilte med vores symboler socialt set.

Vil man kommunikere med et bredt og stort publikum, må man selvfølgelig som udgangspunkt kigge på de parametre, der udspiller sig inden for dette for, at det kan lade sig gøre, og her er der gennemgående analyserbare fælles elementer på tværs af de populære genrer og stilarter. Den musik, der lyttes til af mange, ligger på hitlisterne og bliver spillet på de store toneangivende radio- og tv-stationer og er dem, der stipulerer, hvad der må betegnes som vor tids folkemusik. De har bl.a. følgende elemen-ter tilfælles: Klart definerbar dur-mol orienteret tonalitet, melodi, rytmiske gentagelser i enkle mønstre, trommebeats som næsten altid er tilstede, og der er vokal med tekster, der stort set kredser om de samme fundamentale emner.

Set historisk synger både Nik og Jay, Rolling Stones og Schubert om kærlighed. Og samtidige komponister kredser om de samme emner i forskellige musikalske og genremæssige udtryk. Dykker man ned i enkelte mere definerede genrer, har hver af dem deres egen sound (instrumentarium/lyd). Denne sound er også reference-skabende og er med til at placere udtrykket i forhold til andre udtryk, ligesom koncertsituationen den udspiller sig i.

Hver generation lytter til deres egne bestemte musikalske udtryk. Lad mig her citere Picasso »Der findes ingen sandhed, men kun løgne der er nødvendige for vores selvforståelse, eftersom det er igennem dem, vi danner vores æstetiske syn på livet«. Dette var det 20. århundredes store opdagelse, som Einstein stadfæstede med sin relativitets-teori. Både Picasso og mange andre kunstnere, heriblandt komponister, har igennem deres liv udviklet nye måder at udtrykke sig på eller skabt nye stilretninger ud fra traditionen, ved konstant at være i bevægelse og på vej andre steder hen. Ved at forkaste eller ej det, de kom fra eller blev konfronteret med. Ved at følge nutidens trends og samfundsmæssige selvforståelse.

Er ens musik som komponist særlig kompleks, utilgængelig og væsensforskellig fra den, som det store flertal af potentielle lyttere hører, bør man naturligvis acceptere, at man højst sandsynligt bliver en snæver kulturel skikkelse og del af en undergrunds- eller subkultur.

En ting, vi ikke ved, er, hvad der bliver stor kunst til vores eftertid. Men det er nu også lige meget nu, mener jeg. For det, der bliver kunst, skal nok overleve og blive skabt på trods af markedskræfter eller statslig substitution. Avantgarde-begrebet er i mine øjne en selvtilstrækkelig betegnelse, som jeg ikke synes, en gruppe kunstnere eller komponister kan give sig selv. For ingen ved, hvem der egentlig er avantgarden “And who cares”. Picasso sagde også en gang i et interview at »kunst bør være uaffekteret, enkel og direkte«. Vi bør hverken snobbe eller tale ned eller op over for publikum, men være oprigtige over for vores kunstneriske udtryk. Oplevelsen ligger hos publikum! Subjektet.

Hvis skyld er det?

Kun hver enkelt komponists skyld! Hvis han/hun ikke ved, hvem der komponeres for. Til dels er det samfundets skyld som Peter Bruun peger på, fordi der er en tendens til intolerance, mangel på åbenhed og nysgerrighed (her sigter Bo Eriksen til Peter Bruuns indlæg i det debatmøde, som blev afholdt i DR – se rapport af Jesper Lützhøft på de følgende sider, red.). Vi bliver bombarderet af overflodssamfundet og søger mod en mere enkel livsstil. Søgen efter det enkle liv er både godt og skidt, men en naturlig reaktion i mine øjne. Så længe folk ikke bliver ignoranter.

Hvis problem er det?

Komponistens problem! For lytterne bliver bare væk. Dette kaldes frihed til selv at vælge, som Jesper Lützhöft så rigtigt siger.

På længere sigt er det lytternes problem, hvis diversiteten forsvinder. Det kan blive et tab for vores informations samfund, der oppebæres af viden, og ja, det hele kan jo gå hen og blive lidt kedeligt, hvis ingen ønsker at bruge tid på at gøre en forskel.

Hvem kan gøre noget ved det? Politikerne!

Mere almen musikundervisning i folkeskolerne og på gymnasiet. En styrkelse af undervisnings-kvaliteten på musikskolerne pædagogisk.

Og komponisten selv!

Citat fra bogen Kan man høre tiden af Karl Aage Rasmussen: »Og Mozarts folkelighed var en overbevisning, ikke en rutineret grimasse; det er svært at forestille sig en mere menneskekærlig kunstideologi end den han mellem linierne udtrykker i et brev fra 1782 til sin far om nogle nye klaverkoncerter: “Her og der er der ting, som kun kendere kan værdsætte, men jeg har gjort mig umage for at også de mindre vidende skal kunne glædes, uden at vide hvorfor?”«

Maleren Arne Haugen Sørensen sagde engang i en tv-udsendelse, at han ved gud havde prøvet at male abstrakt, mange gange. Men han syntes, at han manglede “Skala”, dvs. kulde – varme forhold, som historien, der udspiller sig i billedet, er med til at skabe og fortælle med sine figurer og karakterer. Det samme gør sig gældende for musik. På konservatoriet havde vi engang et seminar om Det Ekspressionistiske Katastrofepunkt, hvilket kort fortalt netop prøver at præcisere og vise problemet med gråheden kontra referencen kontra informationsmængden. Dette er der nok mange, der ikke har taget stilling til i deres kunstneriske udtryk. Og måske bliver der skøjtet hen over undervisningen af denne tese på konservatoriet. Der gøres i hvert fald ikke en indsats for at undervise i kommunikation.

Hvad kan vi gøre ved det?

Skab nogle imødekommende, nærværende, samtidsorienterede og spændende værker og koncerter med stærke referencer i. Lav selv et opsøgende arbejde, det er ens eget udtryk, der står på spil, så der skal satses 100 %. Og se positivt på de fantastiske muligheder, der trods alt er til stede her i Danmark. Måden, hvorpå vi ser på verden, kan også være med til at understøtte vores egen personlige begejstring for det, vi gør. Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?

Tak fordi du brugte tid på at læse mit indlæg!

Carsten Bo Eriksen