EKKOKLOKKELOOK

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 75-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fem unge komponister skaber koncertperformance. Fem unge kompositionsstuderende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) blev portrætteret gennem en koncert-happening ved årets MUSIKHØST-festival. Denne artikels forfatter, Jens Hørsving – docent inden for Elektroakustisk Musik ved Det Fynske Musikkonservatorium (DFM) – har taget initiativ til projektet. Initiativet er blot et ud af mange kommende samarbejdsprojekter mellem DKDM og DFM, der sammen er blevet udnævnt til ‘Kompetencecenter for Ny Musik’.


Af JENS HØRSVING

eeg vil i det følgende fortælle om, hvordan koncerten er blevet til, hvilke tanker der ligger bag den, og de værker der præsenteres, og derigennem portrættere de fem komponister Simon Løffler, Nicolai Worsaae Rasmussen, Christian Winther Christensen, Lars Kynde og Lasse Krogh Clausen. Disse komponister udgør tilsammen 3. årgang på komponistlinjen i København, og de har alle professor Bent Sørensen som lærer. Sørensen er et af hovednavnene ved årets MUSIKHØST-festival, og det er derfor oplagt og naturligt også at præsentere musik af nogle af hans studerende.

Musikerne, der medvirker ved koncerten, går alle på DFM’s performerlinje – besætningen er klarinet, klaver, slagtøj og elektronik. Jeg selv medvirker som instruktør, programmør, lydtekniker og producent. På DFM er man i gang med at redefinere det elektroakustiske område med en betydelig opgradering af studie-faciliteterne og en langt bredere og tværfaglig definition af det elektroakustiske fagområde. De gode faciliteter på stedet bliver stillet til rådighed ved denne koncert, der præsenteres lørdag d. 13. november kl. 14 i konservatoriets koncertsal.

Koncerten som objekt

Hvad rører sig hos de unge kompositionsstuderende inde bag de tykke mure på H. C. Andersens Boulevard, hvem er de, hvad laver de, og hvordan ser de på fremtiden? Jeg satte mig for at lave en koncert-happening, hvor de kompositionsstuderende kunne være med til at skabe en anderledes koncert. Koncerten skulle have karakter af en happening – med en ung, dynamisk og gerne lidt utraditionel energi. En koncert hvor alt kan ske (og sker).

Min egen rolle i forløbet var først og fremmest at skabe rammerne og konceptet for koncerten, hvori de unge komponister kunne have frihed til at folde deres originalitet ud, og på samme tid kunne smelte sammen i koncertens flow. Personligt så jeg gerne, at det blev en koncert med en væsentlig vægt af elektroakustiske elementer, men det skulle på ingen måde være nogen ‘tvang’. Jeg vidste ikke på forhånd, hvordan de unge mennesker havde det med elektronik. Endvidere kunne det være sjovt, hvis komponisterne selv medvirkede som musikere i dele af koncerten – mange komponister er jo tidligere instrumentalister på højt niveau.

Mit grundkoncept lå klart fra starten, der skulle fokus på ‘koncerten’ som selvstændigt kunstobjekt. Hvordan kan man skrue en koncert sammen, så den rykker og rusker, hvordan får man flow, dynamik og homogenitet i forløbet? Disse spørgsmål har optaget mig intenst gennem de seneste 10 år, både som komponist og i mit arbejde med ensemblerne mooseMATRIX og FIGURA.

Dogmet som katalystor

Jeg tilrettelagde forløbet meget enkelt, det skulle være en fortløbende workshop med fem sessions – to i København og tre i Odense.

Vores første møde efter sommerferien havde tre helt klare mål: at sætte de fem ind i projektets idé og baggrund, at lære hinanden at kende som mennesker og komponister samt at udføre den første brainstorm på koncertens konkrete indhold. Det blev en meget hyggelig aften i min lejlighed på Østerbro, hvor adskillige halvliters Urquell blev knappet op. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var meget sympatiske, velformulerede mennesker (meget mere velformulerede end jeg husker, at jeg selv var, da jeg gik på 3. år på DKDM) – og de var frem for alt meget åbne og imødekommende – en vigtig forudsætning for et projekt som dette.

Efter det første møde lå bolden hos mig, jeg skulle udforme et oplæg ud fra vores indledende brainstorm. Øvelsen var at give komponisterne maksimal (valg)frihed i overensstemmelse med deres stil og æstetik og samtidig sikre et tilfredsstillende overordnet forløb. Mit bud på en løsning af denne problematik var at opstille en række ‘regler’ af dogmatisk karakter. Hver komponist skulle bidrage med tre kompositioner, der maksimalt måtte fylde en A4-side, der skulle indgå elementer af tekst, komponisterne skulle finde reallyde og elektronisk genererede lyde og optage dem på cd til senere brug i forbindelse med koncertens overordnede lyddesign.

Denne approach ville fremme en ‘høj opløsning’ i koncerten: Mange små moduler af lyd og musik, frem for færre og længere forløb. Bag-tanken med dette var at få så mange valg- og kombinationsmuligheder som overhovedet muligt, således at koncerten kunne programmeres så præcist og åbent som muligt.

Det var med spænding, at jeg gav oplægget til de fem, de tog det med til ULTIMA-festiavlen i Oslo for der at kunne diskutere det internt i ro og mag (se også rapporter fra Ultima og seminar andetsteds i bladet, red.). Da de vendte tilbage modtog, jeg en dejlig SMS: »Vi accepterer dit oplæg ...«. Derefter gik de hver til sit og begyndte at tænke og påbegynde deres private kompositionsproces.

Ved vores anden session præsenterede hver komponist sit bidrag til koncerten, og det blev meget interessant lytning! Dogmet havde opfyldt sit mål: Det havde trigget nogle tankeprocesser, og dannet et ‘point of departure’, som åbenlyst havde virket meget stimulerende og inspirerende på komponisterne. Alle fem havde meget klare og stærke oplæg at fremlægge, hvor jeg fornemmede, at de havde integreret dogmerne i deres egen musikalske æstetik på en meget konstruktiv og kreativ måde. Dogmer er også til for at blive brudt, og som jeg så det, havde dogmet opfyldt sit mål, og spillet blev herefter givet mere frit – således at reglerne ikke kom til at stå i vejen for den sidste del af kompositionsprocessen.

Ud fra vores andet møde tillod jeg mig at lave et oplæg til den konkrete koncertrækkefølge, også fordikomponisterne i høj grad havde deres tanker rettet på deres respektive kompositioner, med en sig hastigt nærmende deadline. Det tredje møde (der afholdes efter redaktionens slutning), vil blive et decideret produktionsmøde. Her vil vi diskutere koncertens dramatiske og logistiske forløb, visuelle elementer og stageperformance samt prøvearbejdets tilrettelæggelse, og musikerne fra DFM vil her blive koblet på forløbet.

De to sidste sessions er det egentlige prøvearbejde, hvor koncer-tens detaljer vil blive diskuteret og raffineret. I DFM’s Studie A færdiggøres sideløbende med de tre sidste sessions den elektroniske del af koncerten i tæt samarbejde mellem de kompositionsstuderende, musikerne fra performerlinjen og mig selv.

Koncert, værker og komponister

De kompositioner og kompositionsidéer, de fem kom op med, var akkurat lige så indbyrdes forskellige, hvad angik stil og æstetik, som jeg havde forventet. Pluralisme og originalitet har været et klart varemærke for danske komponister i mange år. Men tilsammen var der helt afgjort råstof til en spændende og varieret koncertperformance. Der var ‘klassisk’ noterede værker for trio og for soloklaver, der var åbne elektroakustiske forløb, et båndstykke, en meget original installations-agtig komposition, og to af komponisterne var villige til at komme på scenen (Lasse og Simon). Ud fra dette råstof har jeg sammensat et forløb på en lille time. Koncerten falder i fire dele, hver del med fokus på en eller to komponister. Jeg bidrager selv med det overordnede lyddesign af koncerten samt med en mindre komposition for slagtøj og elektronik.

Sådan kom koncerten så til at se ud på papiret:

EKKOKLOKKELOOK

Koncerthappening, program:

I Lasse Krogh Clausen: Le Ray au Soleyl I (elektronisk improvisation, 4') Simon Løffner: Nono (klaver og elektronik, 3') Lasse Krogh Clausen: Le Ray au Soleyl II (klaver firhændigt, 4')

II Lars Kynde: Ekkoklokkelook (trio, 9')

III Nicolai Worsaae Rasmussen: Uden titel 1 (trio, 2') Nicolai Worsaae Rasmussen: Uden titel 2 (trio, 2') Jens Hørsving: “ > > x ” (slagtøj og elektronik, 5') Nicolai Worsaae Rasmussen: Uden titel 3 (trio, 2')

IV Christian Winther Christensen: Behind the Earths (klaver og elektronik) (5') Christian Winther Christensen: The Death in the Machine (klaver og elektronik, 2') Simon Løffler: Musik for klarinet og elektroakustik (4') Christian Winther Christensen: Words from Nagarjunas (klaver og elektronik, 2') Christian Winther Christensen: The Transformation to the Reality (klaver og elektronik, 2') Simon Løffler: Båndstykke (3')

Koncertens varighed: 47 minutter (effektiv musik)

I det følgende dykkes dybere ned i de enkelte komponister og deres værker.

Lasse Krogh Clausen

(født 1981, Virum) ORGANIK | KOMPLEKSITET | STRUKTUR

»Hvorfor skabe? Det kan lyde patetisk, men jeg søger i mig selv for at nå et højere eksistentielt niveau. Befrielsen fra hverdagens trivialiteter og verdens ubarmhjertighed. Akkurat som i drømmen under søvnen. Det er nærmest religiøst og en nødvendighed for ikke at blive opslugt af min egen ubetydelighed, set i forhold til tiden og evigheden. Var jeg alene på Månen, eller sidste mand i Arken, ville jeg blot skrive endnu mere.«

Lasse Krogh Clausen er meget fascineret af videnskabelige modeller, der beskriver skabelsen af organisk materiale, som han bruger til at få hold på og retning i sit materiale – som et modspil til hans ører. Han har eksempelvis arbejdet med ret så komplicerede formler omkring cellers bevægelse i et rør (i relation til den menneskelige undfangelse), formler der har genereret musikalsk materialet ved hjælp af computerprogrammet Open Music – et såkaldt CAC-program (Computer Aided Composition).

Når man betragter hans arbejdsskitser og notater, ledes tanken helt naturligt hen på Iannis Xenakis bogklassisker Formalized Music. Men Lasse Krogh Clausen sidder ikke kun og programmerer, han er i gang med at realisere og koordinere et stort projekt, der har premiere i Den Grå Hal på Christiania sommeren 2005. Et stort værk for strygekvartet, rockband, solister, kor og elektronik.

I værket Le Ray au Soleyl er pulsen frigivet, så tonernes og klangenes historiske stavnsbånd til bl.a. taktart, taktstreger og tempoangivelser ophører. Stemmerne er kontrolleret af hver deres clicktrack, der består af stigende og faldende linjer i tempo og tonehøjde. Disse clicktrack er genereret ud fra en tredimensionel geometrisk figur som er i kugleform. Stykket er skrevet frit over Johannes Cicconias proportionskanon af samme navn.

Simon Løffler

(født 1981, København) STILHED | STØJ | SØGENDE

»Hidtil har elementer som stilhed, støj og meget knappe former spillet en væsentlig rolle i min musik. Mange af de teknikker, jeg har arbejdet med, kommer fra min interrese for sen middelalder og tidlig renaisance musik. Her tænker jeg bl.a. på isorytmik, mensuralkanon og stemninger. Senest er elektroakustik begyndt at spille en stadigt større rolle.

Alt, hvad jeg har skrevet hidtil, og måske i fremtiden, betragter jeg som forsøg. Måske fordi jeg ikke har lært at kende visse ting. I mig eller uden for mig. Måske fordi dette ikke er muligt. Måske fordi jeg tænker, at musik fungerer som en navlestreng, uden endnu at have erkendt hvorudaf den vokser, og hvortil den er knyttet. Måske fordi jeg tænker for meget.«

Simon Løffler har benyttet sig af dette projekt til for alvor at komme i gang med at arbejde i det elektroakustiske medium. Hans Båndstykke er baseret på en række præindspillede cellolyde. Værket er et forsøg på at udforske gradvise transformationer mellem tone, støj og harmonik – og sammensmeltningen af disse grundelementer. I Musik for klarinet og elektronik spiller klarinetten udelukkende en række tyste og bløde multifoner, som herefter tjener som elektronikkens materiale. Nono for klaver og elektronik er en duet mellem Løffler på klaver og mig selv på elektronik.

Løffler er en meget søgende komponist, der til stadighed forfølger udforskningen af de muligheder, både tekniske og æstetiske, der opstår i disse år af hans udvikling. Han føler på ingen måde, at han er færdig med at finde sit udtryk; åbenhed er et grundvilkår. Han er velbevandret i filosofi, fordi han »ikke rigtig føler at have et fundament, som giver mig en mening her i tilværelsen«.

Lars Kynde

(født 1981, Hillerød) VISUALITET | FORSKELLIGHED FRA VÆRK TIL VÆRK | KONSTRUKTIONER

»Som vi mennesker kan opleve den samme ting vidt forskelligt, oplever også de tre musikere i Ekkoklokkelook den roterende statue forskelligt. Det skyldes dels forskelligheden af de tre instrumenter og dels det vindue de oplever de forbipasserende symboler gennem. Placeringen af nodelinjer, fortegn, nøgler og farvet glas på de ydre ruder piller ved den indre rudes symbolik, så hvad vi hører er tre fortolkninger i kanon af ét levende, bevægeligt nodebillede. Vi står lidt på afstand og betragter situationen, som statisk bare er, og lytter til forskelligheden.«

Lars Kynde skiller sig ud fra mængden, det må nødvendigvis blive sådan, når man som nodemateriale til trioen bruger en tromle placeret på en roterende pladespiller. Fra en trekant på denne tromle får musikerne al den information de behøver omkring tonehøjder, tonernes tidslige placering med videre. Selve konstruktionen, set fra et ingeniørmæssigt synspunkt, bliver en del af værket – og publikum ser konstruktionen folde sig ud foran øjnene på dem. Hans skitse til værket, meget smukt tegnet med farvekridt på sort pap, er et visuelt kunstværk i sig selv (skitsen er gengivet på forsiden af dette nummer, red. )

Kynde pointerer da også selv, at det visuelle spiller en meget stor rolle i hans musik, han taler ligefrem om et ‘sceneshow’. Det musikalske materiale i Ekkoklokkelook er inspireret af indisk diatonik, brugt på en måde der ifølge komponisten skulle lyde lidt hen ad børnesange. Filmmusik er et område, der optager ham meget – han har lige færdiggjort sin første film, og vil meget gerne lave flere.

Nicolai Worsaae Rasmussen

(født 1980, København) INTEGRATION | RUMLIGHED | KONFLIKT

»Min musik er altid semiprogrammatisk eller i det mindste ret specifikt værdiladet. Jeg forestiller mig en tilstand eller et billede. Er meget imod rendyrket puritanisme! Erkendelsen af, at musik ikke kan udtrykke noget som helst, kan jeg som lytter og menneske ikke bruge til noget! Derfor lader jeg sjældent den baggrundsbetonede og stille musik, som jeg tit anvender i mine værker, stå alene. Man har brug for en form for forløsning eller måske endda udløsning. Kunst skal være levende og erotisk, ellers bliver det uinteressant.

Hele den dialektik, som opstår, når man forsøger at kommunikere en given følelse eller stemning gennem et dødt materiale, er for mig netop det, som gør det så interessant at arbejde med musik. Måske er den historiske erkendelse med til at levendegøre materialet. En kulturarv er jo fyldt med værdiladninger, som man ikke kan undgå at forholde sig til. Det viser sig helt ned i mindste detalje. Selv i nota-tionen! Spænding og drama. Kærlighed og opbrud. Kunsten er billeder på livet, og jeg mener ikke, at musikken er en undtagelse overhovedet!«

Nicolai Worsaae Rasmussen står for hæderkronede klassiske dyder – såsom stram grafisk meget appelerende notation, velstruktureret form, brug af tysk tekstforlæg fra digteren Georg Trakl og godt orkestrationshåndværk. Han havde i sine unge dage planer om at blive arkitekt, og i sin musik fornemmes arkitektens perfektion, præcision og sans for proportion og balance. Men samtidig løber der også en romantisk åre gennem Worsaae Rasmussens musik, eksemplificeret ved førnævnte Trakl – og denne spænding mellem det kontrollerede og den romantiske udlængsel skaber en udtryksfuld og dynamisk musik.

Christian Winther Christensen

(født 1977, Glyngøre) NÆRVÆR | KOMPLEKSITET | IDEALISME

»Mit klaverværk i fire satser sætter fokus på manipulationen/virkeligheden, døden/livet, fortiden/nuet, det ikke værende/det værende, maskinen/mennesket. Værket består af en gammel sats komponeret af mig selv, et værk der opstår under koncerten, et helt nyt værk (der består af alle de andre værker) og et værk komponeret af en anden komponist. Jeg kan godt lide, at der er en vis modstand i værket, en flertydighed som relaterer til de eksistentielle og sociologiske problemstillinger. Ved at give lytteren og beskueren modstand er jeg sikker på, at jeg er med til at afpacificere dem, tvinge dem til at koncentrere sig og åbne op for mulige fortolkninger.«

Hos Christian Winther Christensen bliver der arbejdet intenst med symboler og filosofiske problemstillinger – symboler sat i musik, klingende filosofi. Han inddrager meget bevidst musikhistorien i sine værker, såsom romantiske akkorder a la Schumann og i helt ren form når pianisten gradvis overtager musikken fra et bånd, der afspiller Johann Sebastian Bachs c-mol præludium fra Das Wohltemperierte Klavier. Han søger herigennem at udstille problemerne i det klassiske værk.

Christian Winther Christensen benytter elektronikken til at forstærke sit og sine instrumenters udtryk, elektronikken får symbolikken til at stå endnu klarere: Et forvrænget klaver, ekkovirkninger symboliserer en svunden tid, et bånd afspiller citater af kunstfilosoffer. Og med brug af elektronik udstilles også en af tidens grundliggende problemstillinger, mennesket over for maskinen. Det er en musik, der på samme tid stiller spørgsmål og kommer med bud på nogle svar.

Efterskrift og sammenfatning

Hvad karakteriserer så den unge generation af komponister, der i disse år bliver uddannet fra konservatorierne? Man kunne måske sættte etikketten ‘Den Frie Generation’ på dem. Et overordnet træk synes nemlig at være, at de har et meget afslappet forhold til musikhistorien og det traditionsbevidste spørgsmål »Hvor kommer jeg fra, og hvor går jeg hen?« bekymrer dem ikke nævneværdigt. Den samlede pool af musik, kultur, historie, massemedier, livsstil etcetera betragtes som en kreativ buffet, hvor den enkelte kunstner kan sammensætte sin egen menu – sit eget musikalske udtryk og sit unikke kunstsyn. Sådan har det været i et stykke tid, men det er, som om denne løsrivelse og frigørelse for alvor slår igennem i disse år. De unge komponister af i dag er helt fri af skyggen fra de tre store moderne pionerskikkelser i Danmark: Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm – og de er den første generation, der ikke har haft Nørgård og Nørholm som hovedfagslærere på konservatoriet. De er ikke opdraget i deres ånd og med deres vinkler på musik, hvilket opleves meget markant i mere nørdede samtaler omkring kompositionsteknik og arbejdsmetode.

En naturlig følge af denne valgfrihed er, at elektroakustikken for de fleste af de unge komponister står som en oplagt og naturlig udtryksmulighed i deres musik. De har på ingen måde berøringsangst for dette medie, hvilket selvfølgelig glæder en elektroakustisk pioner som undertegnede overordentlig meget. Det ser ud til, at denne musikform inden for den klassike kunstmusik går lysere tider i møde, hvad angår forståelse, udbredelse og ikke mindst respekt. En computer (og elektroniske instrumenter generelt) er naturligvis et instrument på lige fod med alle andre instrumenter, med sine muligheder og begrænsninger – det er kunstneren bag, der tæller. Til gengæld udtrykker mange af de unge komponister en dalende interesse for symfoniorkesteret, hvilket selvfølgelig hurtigt kan vende hvis bestillingerne kommer ...

Jeg oplever også en stigende bevidsthed omkring forholdet til publikum, koncertsituationen – i det hele taget til musikken som en social akt. De unge gør sig allerede i deres studietid grundige overvejelser omkring dette aspekt af den ny musiks fremtid. Og i vores aktuelle workshopforløb har vi da også tit været inde på den aktuelle debat om, hvorvidt den ny musik er i krise eller ej. Og her er de unges svar entydigt: Det er den ikke. De har en tyrkertro på, at der altid vil være brug for den ny musik, for en anderledes, skæv og intellektuel musikform. Der er samtidig enighed om, at det endog er meget svært at tale om ‘ny musik’ som en samlet enhed, da der jo som bekendt er tale om et virvar af æstetiske og stilistiske linjer, der krydser hinanden og vel at mærke ikke løber i samme retning. Det store og afgørende spørgsmål bliver selvfølgelig, hvordan de unge konkret vil agere, efter at den beskyttede periode i det musikalske drivhus (som konservatorier er og skal være) er forbi, og de skal ud i den barske, kolde og vindblæste virkelighed. Der ligger for mig at se en meget stor opgave for deres lærere i at forberede dem så optimalt som muligt på livet efter studietiden, for hverdagen som komponist tror jeg overhovedet ikke bliver nemmere i årene, der kommer.

Koncerten optages professionelt og vil være tilgængelig for interesserede på Kompetencecenteret for Ny Musik’s nye website, der efter planen lanceres før jul.

Årgang 79/2004-2005, nr. 03