Musikteknologisk kickstarter i Californien

Mozart-musikken fra højtalerne gentages aldrig; mikroprocessoren komponerer uafladelig nye klaversonater. Mickey Woolstone, direktøren, er stolt af sit nye hus. “American style alt sammen!” siger han. Hans Magnus Enzenberger, 1987

Af Anders Bonde

Som universitetsansat med et karriere-forløb, snævert forbundet med et bestemt arbejdsmiljø, er det altid interessant fra tid til anden at opleve tilsvarende miljøer andre steder, ikke mindst i udlandet. Dermed får man udvidet sin horisont betragteligt – bl.a. vished, om græsset på den anden side nu også er grønnere, men hvad væsentligere er: ny inspiration til fortsat virke. En sådan mulighed tilfaldt mig for nogle måneder siden, hen imod afslutningen af sommerens eksamensræs, hvor jeg forlod musikinstituttet i Aalborg for at deltage i en tre uger lang workshop ved University of California Santa Cruz (UCSC). Eftersom workshoppen er en årligt tilbagevendende begivenhed med et musikfagligt indhold, som jeg antager må have mere end privat interesse, finder jeg hermed anledning til at rapportere herom i DMT’s spalter.

Workshop in Algorithmic Computer Music (WACM) er titlen på den ovennævnte begivenhed, som løb af stablen mandag d. 21. juni og varede til fredag d. 9. juli 2004. Stedet var som nævnt Santa Cruz, en forholdsvis lille by i Californien (ca. 50.000 indbyggere), 120 kilometer syd for San Francisco med en smuk beliggenhed ved Monterey-bugtens nordlige side, et paradis for surfere, og som endvidere huser en af det statslige universitets afdelinger med ikke færre end 20.000 studerende. Universitetsdistriktet (campus) er placeret i et skovområde nordøst for byen, hvor de enkelte bebyggelser (som også består af lejligheder) er forbundet af vandre- og cykelstier, der snor sig mellem de til tider meget høje redwood-træer, hvilke er så karakteristiske for det amerikanske vestkystområde. Et ganske dejligt og fredeligt miljø, der yderligere har den kuriositet, at hjorte vandrer frit rundt uden at bekymre sig synderligt om menneskene, som færdes omkring dem. Selve musikafdelingen (New Music Center) har til huse i tre nyopførte og forbundne sandstensbygninger, som bl.a. rummer koncertsal, undervisnings- og øvelokaler, kontorer, elektronisk studie samt faciliteter til musiketnologiske studier, herunder et “gamelanrum”. I midten er anlagt en plads med en fantastisk udsigt over byen og bugten; alt i alt perfekte omgivelser.

Workshoppen er blot den anden af sin art; den første blev afholdt sommeren 2003. Det overordnede mål er at udstyre deltagerne med nogle basale færdigheder inden for computerprogrammering for derigennem at gøre nuværende og kommende komponister, musikteoretikere og -analytikere samt andre musikinteresserede i stand til på længere sigt at udvikle egne programmer og applikationer, som måtte passe til deres specifikke formål og ønsker. En væsentlig drivkraft heri er bl.a. at frigøre sig fra den bias, som undertiden kan forekomme, når personlige formål forsøges realiseret gennem præfremstillede applikationer. Desuden introduceres på workshoppen en række computerbaserede tilgange til musikalsk komposition og analyse, herunder forskellige regelbaserede teknikker, matematiske modeller, genetiske algoritmer, neurale net, fuzzy logic, sonificering etc., foruden at der “snuses” lidt til eksisterende software-programmel såsom Max MSP og Open Music. Som forrige år var David Cope inspirator og ledende kraft bag hele foretagendet, assisteret af en række øvrige instruktører med fast eller løs tilknytning til UCSC, herunder Peter Elsea, Paul Nauert samt Soren Goodman.

Cope er selv komponist og har over 25 år “på bagen” som teori- og kompositionslærer. Han var ubestridt workshoppens celebritet og store trækplaster, først og fremmest i kraft af sine videnskabelige arbejder op gennem 80erne og 90erne, sammenlagt kaldet Experiments in Musical Intelligence (EMI), som bl.a. indeholder et bemærkelsesværdigt bidrag til en mere kvantitativt orienteret definition og præcisering af musikvidenskabens ofte noget flagrende stilbegreb. Hans forskning har vakt genlyd, både nationalt og internationalt og er derfor nok værd at ofre nogle linjer.

EMI er resultatet af det, han selv kalder »a composer’s block«; en slags ufrivilligt dødvande i kreativiteten, dvs. manglende evne til at komme videre, hvilket man vel før har hørt ramme komponister. Idet han følte et behov for en »komponerende partner«, fik han den idé at konstruere et computerprogram, der så at sige kunne adoptere hans personlige musikalske stil fra tidligere værker og derpå generere ny musik i samme stil (!). Forhåbentlig ville sådanne algoritmiske kompositioner være interessante at lytte til i sig selv, men under alle omstændigheder ville de give ham den ønskede stilistiske information, som han stod og manglede. Problemet var blot, at han faktisk ikke havde mange konkrete oplysninger at “fodre” maskinen med, hvorfor han overførte idéen til barokkens, (wiener)klassikkens og romantikkens kendte komponister, fra hvem han mente at være i stand til at ekstrahere distinkte regelsæt.

Processen lykkedes for så vidt, dog først efter en langsommelig “trial and error”-proces; dvs. programmet producerede faktisk ny musik, men i langt de fleste tilfælde en temmelig uinteressant musik – i hvert fald for det trænede øre. Desuden syntes han efterhånden også, at der var noget kunstigt over at definere og indkode et nyt sæt regler ved hver ny stilsimulation; det var ganske enkelt alt for restriktivt og dertil temmelig kedsommeligt i længden.

Dette ansporede ham til en større konceptuel ændring af programmet, således at det i stedet på erfaringsmæssig (heuristisk) basis producerede ny musik ud fra en database med i forvejen indkodede værker; en proces, der i begyndelsen af 90’erne blev betydelig nemmere efter indførelsen af General MIDI, hvor musikstykker begyndte at foreligge som færdige datasæt (midi-filer), hvilket i sagens natur lettede indkodningsprocessen betydeligt. Det vil føre alt for vidt at komme ind på her, hvorledes EMI egentlig fungerer, men det, programmet i korte træk gør, er at analysere og rekombinere, dvs. gemme information om eksisterende musikalske sammenhænge og ændre disse til nye overbevisende sammenhænge. På baggrund af en database alene med indkodede Mozart-klaversonater er programmet altså i stand til først at analysere materialet og efterfølgende generere nye klaversonater i Mozart-stil. EMI har udviklet sig gennem årene, bl.a. i kraft af stadig mere forfinede mønsteridentificeringsalgoritmer, som angiveligt er i stand til at opdage og genkende forskellige variationer af hyppige musikalske vendinger (fx en række melodiske intervaller eller en bestemt harmonisk sekvens), hvilke Cope kalder signaturer. Disse gemmes i databasen som særlige kompositoriske “byggesten” og anvendes i deres helhed i nye kompositioner.

På denne baggrund har Cope (eller EMI, som han foretrækker at kreditere!) komponeret J. S. Bachs syvende Brandenburg-koncert (!) foruden talrige Bach-koraler, Beethoven-sonater, Chopin-mazurkaer, Sjostakovich-symfonier, Scott Joplin-rags samt David Cope-pasticher etc. Flere af disse algoritmiske værker er siden blev opført og indspillet (se http://arts.ucsc.edu/faculty/cope/mp3page.htm), og reaktionerne har mildest talt været forskellige; nogle har været direkte ondskabsfulde, grænsende til det truende (!), mens andre har fundet musikken og navnlig projektet interessant. En væsentlig kvalitet ved denne heuristiske metode frem for den regelbaserede eller deklarative model kan eksempelvis illustreres ved, at EMI’s Bach-koraler faktisk indeholder kvintparalleller, simpelt hen fordi vi finder dem i Bachs egne koraler, men i satslæren undgår vi dem som bekendt rutinemæssigt (!)

Copes arbejde med EMI har givetvis haft afgørende betydning for hans indfaldsvinkel og holdning til musikalsk komposition samt hvormed computeren heri spiller en rolle. For ham er kompositionshåndværket netop et håndværk, hvor materialet bestemmes og stilles til rådighed, inden det egentlige kompositionsarbejde påbegyndes. Tanken om, at komponisten begynder på “bar bund”, dvs. kreerer sin komposition ud fra et stykke blankt nodepapir eller for den sags skyld tom skærm, uden på forhånd at have en eneste node (svarende til, at kunstmaleren begynder med et tomt lærred), ligger ham aldeles fjern. Tværtimod sammenstiller han komponistens rolle med skulptørens, hvis materiale netop er givet på forhånd og herefter kræver bearbejdning, og i den sammenhæng er computeren et ideelt værktøj; den kan lynhurtigt generere en masse forskellige former for musikalsk råmateriale, som det efterfølgende er op til komponisten at vælge imellem og forme.

Filosofien er angiveligt, at når der nu findes så uendeligt mange mulige algoritmiske “outputs” at vælge imellem, hvis omfang kun afgrænses af fantasien, kan det overhovedet ikke betale sig at bruge “krudtet” på at sammensætte noderne enkeltvis og således på ny “opfinde” den musikalske tekstur fra grunden.

Med denne analogi mellem musikalsk komposition og billedkunst var linjen for workshoppen introduceret; det handlede allermest om komposition og mindre om analyse. For mit eget vedkommende var det imidlertid især workshoppens analytiske vinkel, som fangede min interesse. Eftersom jeg siden efteråret 2003 har beskæftiget mig med problemstillinger inden for computerstøttet musikanalyse på et rent teoretisk niveau, var det umiddelbart en enestående chance for mig til at få nærmere indblik i en konkret praksis inden for dette felt og således få mulighed for at afprøve nogle ting selv; kort sagt: at få egne hænder ned i substansen frem for blot at stå på sidelinjen. At det i den indledende annoncering blev betonet, at nodekendskab samt grundlæggende musikteori, men vel at mærke ikke programmeringserfaring – kun elementær computerkendskab såsom tekstbehandling (!), – var en forudsætning for deltagelse, gav i høj grad næring til min antagelse, at WACM vitterlig henvender sig til folk med en musikalsk (og ikke datalogisk) ballast og derfor nærmest er skræddersyet til bl.a. en musiknørd som mig, der gerne vil lære at arbejde med programmering i musikvidenskabeligt øjemed. Dette viste sig dog kun til en vis grad at holde stik, hvilke jeg skal vende tilbage til.

Ifølge Cope er workshoppen ganske unik i og med, at det simpelt hen ikke er muligt andetsteds at modtage en så koncentreret undervisning inden for ovennævnte område, og selvom et sådant udsagn selvfølgelig kan være udtryk for almindelig “salesmanship” og under alle omstændigheder vanskeligt helt at verificere, er man tilbøjeligt til at tro manden, når man kigger forgæves efter lignende kurser ved større og mere renommerede institutioner med speciale inden for musik og computerteknologi; fx MIT (Massachusetts Institute of Technology) og CCRMA (Center for Computer Research in Music and Acoustics, Stanford University). Det normale er (også ved UCSC), at sådanne kurser indpasses i forhold til institutionernes øvrige kursusudbud, hvilket næsten uvilkårligt er ensbetydende med langt færre undervisningstimer per uge, en betydelig mindre arbejdsbyrde og dermed ringere udbytte. Dette forhold er en væsentlig baggrund for initiativet bag WACM, hvor nogle få superdedicerede professorer og assistenter nu på andet år con amore (formentlig for et beskedent vederlag) trodser sommervarmen og velvilligt disponerer 10-12 timer dagligt i stive tre uger inden for universitetets lukkede mure for at tilbyde deres ekspertise. Dette kan måske næsten lyde for (tosse)godt til at være sandt, men $2.510 (svarende til ca. kr. 15.500) inklusive husly i lejligheder inde på campus må da siges at være temmelig moderat, sammenlignet med, hvad sådan noget ellers kunne tænkes at koste.

At der vitterlig var tale om et ambitiøst program kunne ingen være i tvivl om efter den første mandags program. Forløbet var tilrettelagt således, at der på hverdage (mandag til fredag) generelt var indplaceret tre forelæsninger vedrørende grundlæggende aspekter og teknikker inden for algoritmisk (automatisk, computergenereret) komposition og analyse samt undervisning i programmeringssproget Lisp. Resten af dagen (fra ca. kl. 15 og frem til midnat) var helliget arbejdet med Lisp i praksis med supervisering fra Cope, Nauert og Goodman, hvor deltagerne i begyndelsen arbejdede med til lejligheden fremstillede øvelser og siden individuelt med selvvalgte projekter, som blev præsenteret den sidste dag.

Så til trods for de perfekte omgivelser, var det først og fremmest de indvendige faciliteter, vi dagligt drog fordel af, nærmere betegnet elektronstudiets udstyr, mens naturen, solen og udsigten kun blev indtaget i begrænsede doser under de nødvendige spadsereture til madstederne og tilbage igen, når den “åndelige føde” ikke længere var tilstrækkelig. Også weekenderne var programsatte, dog i betydelig mindre omfang med blot en enkelt gæsteforelæsning hver lørdag, hvilket gjorde det muligt at arbejde videre på egen hånd i computerrummet eller tage ned til byen og se sig lidt omkring uden at skulke; et dilemma, som satte sit præg på flere af deltagerne (også hos undertegnede). På den ene side vil man gerne opleve et sted og dets mange facetter, når man nu har rejst så langt, men man ønsker på den anden side også det størst tænkelige faglige udbytte for sine håndører.

Imidlertid var instruktørernes arbejdsomhed, hjælpsomhed og tålmodighed af forbilledlig art, hvilket ikke kunne undgå at smitte af på arbejdsmoralen og animere én til at yde sit absolut bedste. Ikke mindst Cope lagde et stort personligt engagement og ansvar for dagen og havde i det hele taget i allerhøjeste grad deltagernes velbefindende på sinde, såvel i forbindelse med den daglige undervisning som i weekendens fællesaktiviteter. Her fik vi bl.a. indblik i nogle af de mere kuriøse sider af hans personlighed; fx at han dagligt tager turen til fods fra sit hjem nede i byen og op til musikbygningen og hjem igen. Hver tur tager ca. en halv time, og for det ikke skal være for let, putter han mursten i sin rygsæk (!) Han er i det hele taget et bemærkelsesværdigt menneske med en intelligens og virkelyst, der er meget inspirerende, men som også risikerer helt at tage pusten fra én. Sat på spidsen forestiller jeg mig to forskellige reaktioner, som tre ugers samvær med ham afstedkommer; enten vender man tilbage med fornyet energi og iderigdom, eller også overvejer man at skifte metier såsom at blive purser på Oslo-færgen (!). Ifølge Cope selv sover han kun sjældent; hjernen kører uafbrudt, og meget symptomatisk for hans kreative intelligens præsenterede han, ved den første søndags “get-together” hjemme hos sig selv, et spil, han havde konstrueret i drømme; et ganske avanceret og fascinerende spil i øvrigt, der på én gang havde reminiscenser fra skak og backgammon, og som vi fik en hel eftermiddag til at gå med.

Hvem var workshop-deltagerne i øvrigt? Vi var egentlig et mærkeligt sammenrend af personer med vidt forskellige aldre, baggrunde, nationaliteter, interesser samt forventninger; groft sagt lidt af et “freakshow”. En forsamling af “særlinge”, hvis meget personlige indfaldsvinkler til musik og computere førte os samme sted hen i verden; for nogle af os, herunder to briter, en irer, en brasilianer samt undertegnede, noget af en flyrejse, mens andre kunne “nøjes” med at fare tværs over landet.

Af de mere farverige personligheder kan nævnes Bod Brimberg; en 51-årig skjorteimportør og kunstanmelder fra Manhattan, hvis fascination af The Beatles var ganske enestående, og hvis motivation til workshoppen var at skabe nye (algoritmiske) melodier med samme høje kvaliteter som Lennons og McCartneys for herigennem at bevise over for sig selv og verden, at der skam findes et alternativ til Britney Spears (!). Eller Ed Borasky, en fyr fra Oregon af “præhistorisk” dato, som vel nok har arbejdet med musik og computerprogrammering siden de første pc’eres indtog på markedet, og hvis store lidenskab er mikrotonal musik.

Nogle var musikstuderende uden større erfaring med computerprogrammering, mens andre var uddannede programmører, hvilket i høj grad kom dem til gode i forbindelse med deres selvvalgte projekt, hvor de naturligvis kunne sætte ambitionerne relativt højt i forhold til, hvad de kunne nå at realisere i løbet af de tre uger. Det stod hurtigt klart for mig, at min specifikke fokus på computerens betydning i forhold til musikanalyse som videnskabsdisciplin, med dertil hørende æstetiske og filosofiske aspekter, var temmelig unik, men som de andre fik jeg det, jeg kom efter: indblik i, hvilke enorme muligheder algoritmisk komposition og analyse tilbyder.

Man bliver næppe en god programmør på tre uger, og det kan virke frustrerende hverken at have tid og kapacitet til at afprøve og udnytte de mange muligheder og idéer, man løbende får fyldt hovedet med, men man opnår en god basisviden, på baggrund af hvilken man er rustet til videre selvstændige studier. Således er WACM yderst anbefalelsesværdig for alle, der måtte interessere sig for computerassisteret komposition og analyse.

Citatet i begyndelsen af teksten stammer fra en fremtidsvision i bogen Åh, Europa, hvor forfatteren Enzenberger skitserer sceneriet inde i en ny luksusrestaurant (“Super Nova”) i Bukarest anno 2006.

Anders Bonde er cand.phil., ph.d. i musikvidenskab og adjunkt ved Aalborg Universitet, hvor han bl.a. arbejder med analyseteorier og -metoder, herunder computerassisteret musikanalyse.