Politisk rotte med rytmisk fornemmelse

Interview med altmuligmanden Steen Meier

Af ANDERS BEYER

Anders Beyer: Du var medlem af det gamle musikråd, og du er med i det nye musikfaglige udvalg, hvilket sætter dig i stand til kvalificeret at sammenligne de to systemer. Vurderer du, at den ændrede struktur i bevillingsstrukturen er en styrke eller en forringelse?

Steen Meier: I den periode jeg sad i Statens Musikråd, blev der udviklet et tæt samarbejde mellem formændene i Musikrådet, Teaterrådet, Billedkunstrådet og Litteraturrådet. Musikområdets tilknytning til musikkens egne institutioner er væsentligt forringet i det nye system i og med, at det gamle Musikråds repræsentantskab med op til 40 repræsentanter blev nedlagt og erstattet af et repræsentantskab, hvor musikken fik syv medlemmer. Så det nuværende musikfaglige udvalg har grundlæggende en dårligere kontakt til det danske musiklandskab, end det gamle havde.

Hvis man ser på det politiske råderum, er vi også på en række punkter ringere stillet. Selv om der er kommet en ny stor administration, har den administration de facto medført nedlæggelse af Musikinformationscentret (MIC). Det er et problem på flere planer. MIC fik en årlig bevilling på fem-seks millioner kr. De penge er forsvundet ind i systemet. De blevet til administration!

AB: Der er stadig brug for musikinformation, og de millioner, som MIC fik tidligere, er suget op i systemet. Tilbage er en lille udtørret ting, der ligner en halvandenmandsstilling, hvilket betyder, at folk i udlandet begynder at kontakte andre institutioner, fordi de ikke kan blive serviceret igennem MIC. Hvordan skal det gå det nordiske og internationale MIC-samarbejde? Udenlands er man ret bekymret for den danske tilstand på det område.

SM: Ja og med god grund. Det er fuldstændig rigtigt, at der er et internationalt netværk IAMIC, som det tidligere MIC – selvom det hævdes, at det stadig eksisterer – var en meget integreret og aktiv del af. Det samarbejde eksisterer også uden at Danmark deltager, men alle steder spørges der ind til, hvad der så egentlig sker. Selvfølgelig er der behov for det. Man kan sige, at inden for de konkrete genreområder har genreorganisationerne i stadig højere grad måttet gå ind og overtage de internationale forpligtigelser. Hvad der er fornuftigt. Det lå også implicit i det gamle Musikråds ønsker om at revidere strukturen og netop trække genreorganisationer ind. Der var så en akademisk diskussion om, hvorvidt de kunne sidde og være med til at beslutte at dele penge ud til sig selv, hvilket er en fuldstændig forvrøvlet problemstilling, for det var ikke det, det handlede om. Det handlede om at løse en informationsopgave i fælles-kab.

AB: Det var så at sige gratis at tisse på MIC, men alle ønskede det egentlig, man var bange for, at MIC-folkene fik for megen indflydelse og magt, især i det internationale arbejde. Kan man sige, vi står i et vadested? Sagerne ‘flyder’ lige nu.

SM: Der var utilfredshed med den rolle, MIC påtog sig, idet der var folk inden for jazzen og rocken, der mente at MIC ikke i tilstrækkelig grad inddrog deres viden og ekspertise på området, når de gik ud og agerede. Men det var egentlig ikke det største problem. Det største probelm lå i kulturhandlingsplanen, som er et resultat af en forhandling, der har kørt mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet, der har resulteret i oprettelsen af det såkaldte IKS (Internationalt Kultursekretariat). Det var et ønske om at binde kulturen herunder musikken i halen på eksporten af mejerivarer og landbrugsvarer. Kulturhandlingsplanen handler ikke om at fremme bilaterale og multilaterale samarbejder inden for musikken. Der landede MIC lige midt imellem den uenighed, der var mellem Kulturministeriet og Udenrigsministeriet om, hvilken profil den danske musikeksport skulle have. Den nuværende kulturminister har meldt klart ud. Han ser en kommerciel mulighed i musikken, hvad jeg sagtens kan følge ham i. Med det som udgangspunkt har han også taget konsekvensen og bl.a. kastet nogle penge ind i repræsentationen på MIDEM fx med åbningsaftenen sidste år. Så kan man altid sidde bagefter og sige: »Hvad fik de så ud af det?« Men der kom faktisk mange kontakter ud af det.

AB: Men netop MIDEM og det netop afsluttede SUPERDANISH fremstød i Toronto er blevet stærkt kritiseret. Du har selv gjort opmærksom på, at der ikke er blevet skrevet en eneste linje i en udenlandsk avis om MIDEM.

SM: Det står jo i Kunstrådets egen evaluering.

AB: Ja, man kan vel sige, at det internationale arbejde ligesom musikinformationsarbejdet står på stand-by. De store projekter som MIDEM finder sted, mens de vigtige faglige forbindelser med aktører i udlandet måske er sat på vågeblus. Vi havde tidligere IKS . Noget nyt er ved at tage form under navnet Music Export Denmark. Per Stig Møller skrev i en kronik: »Markedsføringen af danske kulturmanifestationer i udlandet har ofte været katastrofal beskeden.« Hvad gør I for at komme ud af det?

SM: Kunsstyrelsen har nogle overvejelser om at lave et kontor, som skal erstatte IKS/MIC. Det Musikfaglige Udvalg er gået en lidt anden vej. Vi synes ikke, vi kan gøre det uden at have et meget tæt samarbejde med de musikfaglige miljøer – genreorganisationerne. Vi sidder lige nu og skal forhandle med genreorganisationerne på baggrund af den institutionsundersøgelse, som blev sat i gang, fordi der blev sået tvivl, bl.a. fra den nuværende styrelses ledelse om, hvorvidt det bare var et fedtlag. Det viste sig i den undersøgelse, at det var nogle særdeles relevante opgaver, genreorganisationerne løste for hele musikområdet, hvorfor vi i det Musikfaglige Udvalg har valgt, at det er de organisationer, vi må prøve at lave et netværk med. Det er klart, Kunststyrelsen skal kunne samarbejde inden for en fælles ramme. Men det er en fælles ramme, som dikteres af nogle musikfaglige hensyn, ikke af eksporthensyn. Mht. Toronto-projektet kan man sige, at det er et barn af kulturhandlingsplanen. Det er ikke noget, det tidligere Musikråd eller det nuværende Musikfaglige Udvalg har haft del i. Det blev besluttet, før vores struktur blev etableret, så vi kunne ikke gøre andet end at sige: »O.k., det må gennemføres«.

AB: Deler du den skepsis, som kritikerne har over for de meget store fremstød, der blander turisme, kultur og kunst sammen? Kunne man forestille sig et alternativ, der hed små mindre projekter, som ikke har den samme karakter af festfyrværkeri?

SM: Jeg tror ikke, det er et ‘enten eller’. Jeg tror, det er et ‘både og’. Men når man laver sådan et stort fremstød, som SUPERDANISH er et udtryk for, er det eksportmidler, der skal bruges og ikke kunststøttemidler. Jeg synes, det er at blande æbler og appelsiner sammen, når man begynder at bruge kunststøttemidler på at sende danske musikere til Toronto. Det mener jeg, er en fuldstændig urimelig og utidig brug af kunstsøttemidler. Og det har fundet sted. Vi ikke kunnet gøre andet end at sige: »O.k., der er truffet nogle aftaler, der er lagt nogle rammer ud.« Der er også et budget til det, men det viste sig ikke at være nok.

Omvendt vil jeg sige, at det bilaterale samarbejde kan vi ikke få nok af. Og det siger jeg så med den hat på, der hedder formand for Nordisk Ministerråds Musikkomité, Nomus Komitéen – vi er 27 millioner i Norden ud af et EU, som nu udgør 450 millioner mennesker. Hvis vi nogenlunde ædrueligt skulle påstå, at Danmarks fem millioner indbyggere med dertilhørende musikliv skulle påkalde sig større interesse end de øvrige 20 lande og deres musikliv, så lider vi af en fuldstændig proportionsforvrængning. Derfor mener jeg, at vi skal styrke det regionale samarbejde så meget, som vi kan komme afsted med. Når vi så går uden for EU, taler vi nok snarere om en turisme-dimension, og i så tilfælde er det eksportstøttemidler, vi skal bruge og ikke kulturstøttemidler.

AB: Jeg vil godt vende tilbage til det, vi talte om før med den overordnede struktur i Kunststyrelsen og Kunstrådet. Det er ret svært at finde ud af, hvad de to søjler betyder og står for. Vi andre, som har til opgave at finde ud af det, kan nogen gange blande tingene sammen. Er der brug for en forenkling, så almindelige mennsker kan forstå, hvad det er for et system, I opererer i?

SM: Ja, man kan sige at den politiske dagsorden for etableringen af et enstrenget støttesystem blev slået i stykker stort set inden, det var vedtaget. Man ville slå Statens Kunstfond og Statens Kunstråd sammen. Jeg synes, det var fornuftigt nok ikke at slå dem sammen. De store statskontrollerede institutioner er bestemt ikke min kop te. Der er sket det, at man på trods af mange advarsler har lavet en stor statslig institution. Det hænger sammen med en forvaltningskultur, som egentlig ikke har noget med kulturen at gøre. Man laver styrelser for alt. Man laver skattestyrelser, socialstyrelser osv. Det særlige ved det her område er, at det historisk har haft en tæt kontakt til de udøvende på området. Der er ikke en lov, som regulerer, hvad der skal være af levende musik i Danmark. Det er musikerne selv, der initierer, hvad der skal foregå.

Vi har selvfølgelig en række institutioner. Vi har landsdelsorkestrer, Det Kgl. Teater, Danmarks Radio osv, der har nogle forpligtigelser. Men grundlæggende kan man sige, at det ikke er som med sociallovgivningen, hvor man beslutter, at nu vil man betale penge til dette eller hint, og det sætter man så en styrelse til at administrere. Så man blander to forskellige kulturer sammen ved både at have et kunstråd og en kunsstyrelse. Kunststyrelsen er en administrativ organistaion, som efter min opfattelse ikke skal tage beslutninger, som bør ligge under Kunstrådet. Kunststyrelsen skal være et seviceorgan for Kunstrådet og de kunstfaglige udvalg, og den grænse er ikke trukket skarpt nok. Det er en form for naturlov, at sådan et administrationsapparat vil ekspandre. Det vil have magt, hvorfor skulle man ellers sidde der?

AB: Men så siger du også med store, usynlige bogstaver, at armslængde-princippet er under skarp beskydning?

SM: Det må man sige ja til. Men det er det af flere grunde. Det nye repræsentantskab, der sidder for Kunstrådet, har repræsentanter, der er udpeget af Folketinget. Det var temmelig uhørt i det gamle statens Musikråds repræsentantskab, at man skulle have politikere siddende. Man kan sige, at repræsentantskabet ikke er med til at fordele pengene, men det kan diskuteres, om det er rimeligt, at de sidder der. Det kan også diskuteres, om det er den politiske indflydelse, der påvirker repræsentantskabet og den faglige debat, eller om det er en positiv foranstaltning, sådan at politikerne får en bedre information om, hvad der foregår. Jeg tror i virkeligheden mest på det sidste.

AB: Kunstfonden var lige ved at blive suget op i det store system.

SM: Kunstfonden har sit eget repræsentantskab og sit eget faglige udvalg. Kunstfonden har haft sin egen administration, som har været meget lille, effektiv, kyndig og vidende. Fordi man nu skulle lave den her såkaldte forenkling, skulle man have en mastodont-administration med over hundrede ansatte, og deri indgik Kunstfonden også. Så begyndte man pludselig at flytte rundt på de folk, som sad og sagsbehandlede, og pludselig var den viden og erfaring ikke længere til stede. Det brokkede Kunstfonden sig med rette over, og det er fuldstændig det samme, som er sket med MIC.

Af alle de medarbejdere, der er kommet med fra MIC, som har stor faglig indsigt og erfaring især inden for kompositionsmusikken og inden for store messer osv., som du sagde, sidder der 1,25 person tilbage og laver meningsfuldt arbejde. Alle andre er forsvundet, enten helt ud af organisationen eller til andre opgaver i Kunststyrelsen, som intet har med deres egentlige kompetencer at gøre.

AB: Hvad synes du personligt om, at vores største specialist inden for Langgaard og en kender af Carl Nielsen sidder og redigerer website i jeres organisation nu?

SM: Det synes jeg i virkeligheden er fuldstændigt absurd. Det er en klassisk konflikt. Det er en konflikt mellem bureakratiet og fagligheden. Det er velbeskrevet, at bureaukratiet er loyalt over for systemet, og fagligheden er loyal over for indholdet.

AB: Det, jeg hører dig sige, er, at der foregår en kamp. En kamp kan godt være et positivt ord, hvis der kommer noget godt ud af det. Beskriv situationen.

SM: Det er fuldstændig korrekt, at der er en kamp. Det er klart, der ligger et ønske om at få indflydelse, selvfølgelig gør der det. Når man har en styrelse, fx en miljøstyrelse, så vil den have relativt stor indfyldelse på, hvordan miljølovgivningen udføres. Som jeg sagde tidligere, kan man ikke helt tænke kulturadministration, ligesom man tænker miljøadministration, fordi kulturadministration fordrer i virkeligheden, at der findes et musiklandskab, der er aktivt i denne sammenhæng.

Det vil sige, at man i høj grad skal gøre sig klart, at man som administration er et serviceapparat over for det her. Jeg skal ikke kunne sige, om det er med ministerens sanktion, at styrelsen vil have den indflydelse, som styrelsen helt tydeligt går efter. Det vil sige, der er en servicefunktion over for de musikfaglige udvalg og over for de kunstfaglige udvalg, som ikke fungerer optimalt. Alt det, vi har siddet og drøftet om MICs tidligere opgaver, musikeksport osv., ligger og svæver i uklarhed. Der er en magtkamp mellem fagligheden og bureakratiet, som er blevet tydeliggjort med strukturændringen.

AB: Er der blevet tilført færre eller flere penge i forhold til det råd, du sad i tidligere? Er det lige så sjovt ? Er du lige så meget julemand?

SM: Sandheden er, at der blev sparet 18,8 mio væk, da den nye regering tiltrådte. Det er så stort set lykkedes Kulturministeren at kompensere for de penge ved at tilføre tipsmidler til området. Så bundlinien er, at det ikke er styrtende summer, der er blevet sparet væk. Den samlede bevillingsramme er stort set uændret, men det er klart, at der er forsvundet penge ud af systemet, bl.a. de seks millioner som er gået til MIC. Det havde vi ikke nogen indflydelse på i det gamle råd. Det var en lodret ordre fra Kulturministeriet, at de penge blev overført. Så er der røget nogle forskellige penge ud til regionale kulturaftaler. Jeg tror, vi ligger på en knap 70 millioner nu. Så det er 15-17 millioner mindre, end vi sluttede med i det gamle råd, inden den nuværende regering tiltrådte.

AB: Så lad os se på det, I har til rådighed. Musiklivet, samfundet udvikler sig, der kommer nye prioriteringer. Er der ændringer desangående i forholdet mellem det gamle råd og det nye råd? Er der noget, man vil satse mere på end før?

SM: Musikloven består af tre afsnit. Der er de såkaldte frie midler, som er det største afsnit. Så er der musikskolerne, og endelig er der de rytmiske spillesteder. Man kan ikke flytte rundt mellem de tre. Man kan godt tage nogle af de frie midler og bruge på nogle af de andre steder, men det er ikke velset at gøre det. Det er politisk forkert at gøre det, fordi det er tre af hinanden uafhængige konti. Så der vil være behov for at diskutere tilskudsrammen på spillestedsloven, for den er på 30 millioner, og det var halvdelen af, hvad den såkaldte gulerodsrapport foreslog i sin tid. (Det er den rapport, som et tidligere musikråd lavede, hvor man undersøgte de rytmiske spillesteder og dokumenterede, at det ville være fornuftigt at have en såkaldt spillestedslov, som dels opererede med en række faste spillesteder kaldet regionale spillesteder, dels opererede med honorarstøttede spillesteder).

Det resulterede i 16, senere 18, nu er vi oppe på 20 spillesteder, og så er der ca. 150 honorarstøttede. Men den ramme er stort set brugt op, og de nye bevillingsrammer til de nye regionale kultursteder er simpelthen for lille. Det er tankevækkende, at de ansøgninger, der kom fra kommunerne til de regionale spillesteder, repræsenterede en ansøgningsportefølje på 32 millioner af hele den samlede bevillingsramme. Det er mere end hele musiklovens rytmiske spillestedsafsnit indeholder på årets finanslov, nemlig 30 mio.

Musiksskole-området opererer med en rammelovgivning, som siger, at staten kan yde op til 25 % tilskud af lønsummen til drift af musikskoler. Men man har imidlertid aldrig nået op på de 25 %, procenten er blevet mindre og mindre. Den er så langt nede som 15 %, men der er ikke nogen grund til at begynde at lave nogen stor ståhej om det, for i forbindelse med den kommunalreform, som vi ved kommer, er forslaget, at musikskolerne lægges ud til kommunerne. Pengene føres med over i bloktilskuddet, og så skal der laves en lovgivning, som beskriver, hvilke krav musikskolerne skal opfylde.

Jeg er ikke specielt bekymret for musikskolernes overlevelse. Tværtimod, jeg tror, kulturen er et af de områder, som vil vinde ganske betragteligt ved den kommunale reform. Læs: større samlede økonomier osv. Det kræver en lovgivning, men regeringspartierne plus folketingspartierne har alle uden undtagelse udtalt sig positivt for at lave en lovgivning, der fastlægger, at der skal være en musikskole i en kommune og hvilke krav, der bliver stillet til den.

Den tredje pulje, vi har, er de såkaldt frie midler. Det er så der, hvor Kunstrådets musikfaglige udvalg har mulighed for at prioritere, og der har det nuværende musikfaglige udvalg overtaget den samme prioritering, som det tidligere Musikråd havde, nemlig at den klingende musik er det vigtigste støtteområde overhovedet. Det er faktisk blevet udvidet, ikke voldsomt meget, men det bliver udvidet hvert år. Det vil det også blive i år 2005 med et par millioner mere i forhold til i år. Bl.a. gjorde det gamle råd det, at vi besluttede ikke længere at have et statsensemble. Til gengæld valgte vi, at specialensemblerne skulle have et bevillingsmæssigt løft. Specialensemblerne har ikke fået hævet støtten i mange år.

AB: Hvor mange specialensembler har vi i Danmark?

SM: Vi har vel en 16-17 stykker. Vi opererer med specialensembler på to niveauer. Der er de specialensembler, der er sinfonietta- og bigband-størrelse, altså 15-20 musikere som maksimum ramme. Dem har vi en fem-seks stykker af, der har fået en støtte, som er blevet løftet betragteligt, fordi det synes vi, området trængte til. I stedet for at have statsensemblet, ville vi hellere have en række ensembler, der blev løftet økonomisk. Det er bl.a. ATHELAS Sinfonietta Copenhagen, COCO, Århus Sinfonietta, Vokalgruppen Ars Nova og New Jungle Ochestra. Og så er der mellemnivauet af orkestre. Det er de, der arbejder sig mere og mere ind i en specialisering. Og så er der dem, vi har løftet op fra at være normale driftstøttede orkestre, som vi gerne vil sende det signal til, at vi er interesserede i at satse lidt på dem som fremtidige specialensembler. De vil så typisk ligge med en bevilling på lige godt 100.000 kr. Så specialensemblerne ligger i et bevillingsområde, hvor de med de største bevillinger får ca. en million og de mindste får ca.100.000 kr.

AB: Og mellem-kategorien?

SM: Ja, det er mellem 300.000 – 500.000 kr. Der er ikke så mange. Et enkelt, tror jeg, modtager 700.000 kr. Men det er også i forhold til, hvad har de behov for – hvad er produktionsøkonomien, og hvad er markedssituationen? Ikke at vi kun støtter det, som har et marked. Vi støtter også det som måske kan få et marked, hvis man lige giver de ekstra penge. Nyere musik inden for alle genrer har fortsat uangribeligt vores store bevågenhed. Det er der ingen tvivl om. Så har vi gjort ret meget ud af at øge støtten til transport, både indenlandstransport og udenlandstransport.

AB: For alle ensemblerne?

MS: For alle ensemblerne – uanset genre. Vi anser det for at være fuldstændig uomgængeligt vigtigt for dansk musikliv at spille uden for landets grænser. Jazzen har fx fået godt fat i Frankrig. Nogle af kammerensemblerne inden for kompositionsmusikkken burde interessere sig lidt for England, for der er faktisk en meget interessant scene på det område. Det er ting, vi håber på kommer, efterhånden som folk får lidt penge at arbejde med. Men der mangler vi så en genreorganisation som erstatning for MIC, for MIC havde en masse gode kontakter, som desværre nok er gået mere eller mindre tabt.

AB: Med de ord har du introduceret SNYK i vores samtale. Det er jo den ny musiks genreorganisation. Men I har jo ikke klædt SNYK på til at kunne klare den opgave.

SM: Nej, problemet er, at vi ikke kan bestemme, hvad SNYK skal være. Vi kan godt give SNYK en hel masse penge, og sige: »Nu vil vi gerne have, I gør sådan og sådan.« Men det er ikke sådan, dansk musikliv fungerer eller har fungeret. Det fungerer ved, at de som har behovet, går ind i SNYK og siger: »Vi har faktisk behov for at kunne gøre det her.« Og så kommer man til Det Musikfaglige Udvalg under Kunstrådet og siger: »Vi har behov for penge til at kunne løse de og de opgaver.«

AB: Men har SNYK ikke gjort det?

SM: Jo. Men SNYK er i sit udgangspunkt en komponistorganisation, og personligt kunne jeg godt tænke mig, at SNYK i højere grad også tog sig af de ensembler, der opererer i det område.

AB: Men SNYK har også ensembler, man sender rundt i landet.

SM: Det har de søgt om penge til, og det har de så også fået. Men der har vi sagt: »Jamen det er fint – det er så et projekt«. Men vi vil godt se et mere konkret formuleret ønske om, hvad SNYK så skal være. Jeg ved godt, vi er inde i et område, hvor der måske nok er en vis konservatisme, fordi SNYK af meget gode grunde vil være forholdsvis tæt knyttet til Dansk Komponist Forening, som er den store gamle forening på det område. Det gør måske, at det ikke er så nemt for SNYK at bevæge sig rundt i genrerne. For jeg tror, SNYK er så meget andet end kompositionsmusik. Jeg tror også, SNYK er hele den store electronica-scene, som ligger og flyder rundt uden rigtig adresse på. Det, synes jeg lidt, er et problem. Der fører vi så forhandlinger i øjeblikket, vi har indkaldt til møde med genreorganisationerne, hvor vi simpelthen sætter disse diskussioner på dagsordenen og siger: »Hvordan kan vi løse det her problem?«

AB: Vi har Dansk Jazzforbund, og vi har ROSA for rocken; de to organisationer fungerer fremragende. Kunne man ikke tænke sig, at de to organisationer kollegialt sagde: »I skal også have det ordentlig på jeres område. Lad os sætte os sammen. Hør på hvad vi har gjort. Lad os snakke med musikfagudvalget, så I kan blive bedre kørende«?

SM: Jo, det er også den strategi, vi anvender nu. Der har været holdt en række møder mellem genreorganistationerne og et par af medlemmerne af Det Musikfaglige Udvalg om, hvordan vi kan løse denne opgave. For vi har stillet et ufravigeligt krav: Når vi skal løse opgaver omkring genrernes pleje, må ingen falde ned mellem to stole. Der skal være en eller anden form for sikkerhedsnet. Derfor har vi valgt, at vi i første omgang peger på to ting. Vi skal have en indlandstransport-ordning for alle genrer, som man kan søge, hvis man er et orkester, som ikke har fået over 200.000 kr. som specialensemble.

Det andet er transportstøtte, når man skal ud af landet, og det har indtil videre været Det Musikfaglige Udvalg, der har siddet og fordelt pengene, men genreorganisationerne har også fordelt pengene. Og det har skabt forvirring i musikfaglige miljøer, og vi sidder i øjeblikket og taler om, hvordan vi kan lave et støttesystem, hvor man henvender sig et sted eller, hvor det er entydigt klart, hvor pengene ligger. Vi så gerne et meget tættere samarbejde mellem musikfaglige udvalg og alle genreorganisationerne. Så man får en fælles holdning til, at det er ligegyldigt, om de har en stempelbog, der hedder Dansk Jazzforbund, SNYK eller ROSA; hvis kvaliteten i et givet orkester er høj nok, skal de have støtte til transport. Så er der den anden side af det, det er projektudvikling. Der har det været sådan at ATHELAS, COCO, Ars Nova og Jungleorkestret af egen drift i nogle år har oprereret som projektudviklere. Det vil så sige, at de fire har profileret sig fælles, og det er meget fornuftigt at have sådan en erfaringsudvikling og en fælles profil. Jeg kunne godt ønske mig, at man lavede et mere formelt samarbejde under SNYK, hvor disse ensembler sagde: »Det her har vi brug for at tale sammen om«.

AB: Men nu rører du ved de to grundpiller, der er ensembler på den ene side og koncertarrangører på den anden. I Norge og Sverige har man Rikskoncerter-modellen: En meget stor institution tager sig af de vigtige funktioner inden for formidling i bredeste forstand. I har inden for den ny musik i enkelte tilfælde ligefrem valgt at skære ned på det område. Er det et udtryk for, at I mener, at vi arbejder med en forældet koncertarrangører-model i Danmark?

SM: Jeg gætter på, at du sigter til UT-foreningerne. Et system er jo aldrig bedre end de, der bemander det. Vi har bl.a. skåret i Musica Novas bevilling. Jeg synes, det har set ud, som om UT’erne med nogle få undtagelser egentlig var kørt lidt trætte. De såkaldte avantgarde-folk har fået mange penge i mange år. Det har vi været inde og kigge på med ret kritiske øjne, vil jeg sige. Jeg synes, det skreg på en form for fornyelse bl.a., fordi vi har set, hvad der sker i Odense med Musikhøst, som er et flot arrangement.

AB: Og der er kommet flere arrangører?

SM: Ja, og der er kommet nogle arrangører, som har satset meget hårdt, og som har valgt at gøre det på en lidt anden måde. Der er et koncertsamarbejde på Nordsjællandskysten i blandt kirkerne, som om sommeren, når der er masser af sommergæster oppe i området, laver koncerter på et ret højt plan. Det samme er sket i Nordjylland. Men det er sjovt nok i Nordjylland tildels udsprunget af NUT – det er faktisk en af de få UT-foreninger, som har formået at forny sig. Der er også opstået et miljø for ny musik i Frederikshavn, som er interessant. I Århus har der været NUMUS-festivalen, som var Karl Aage Rasmussens barn. Der har ikke rigtig stået nogen på spring til at tage over efter Karl Aage Rasmussen, men der er heldigvis noget i gære.

AB: Spor-festivalen?

SM: Ja Spor-festivalen.

AB: I har set med skeptiske øjne på avantgarde-folket, siger du. Gælder det også nyere knopskydninger som SKRÆP?

SM: Ja, og det er ikke fordi, der er noget galt i det, SKRÆP laver, men vi havde lidt svært ved at få øje på fornyelsen på området. Bl.a. fordi der så er opstået en masse nye fusionsformer, som Kanten i Huset bl.a. var udtryk for. Det er altid lidt svært, når man er nødt til at sige: »Nu har det område fået så mange penge i så mange år. Lever det op til de krav om fornyelse og aktualitet, som også må være en del af vores krav til at være støttemodtager?« Det er vurderingen, der ikke altid holder. Så hvis der skal være plads bevillingsmæssigt til nye ting – og jeg mener bestemt ikke pr. automatik, at nyt er godt, fordi det er nyt – må man se kritisk på bevillingspraksis. Der er en electronica-scene med fx Ejnar Kanding og Jens Hørsving – folk som bevæger sig fuldstændig uproblematisk rundt i forskellig genrer. Det er et helt alternativt marked også finansielt. Der har ikke været det store støttebehov, fordi de opererer med nogle helt andre økonomier end dem, vi normalt kender til. Men de skal have deres plads i vores samlede billede af, hvordan dansk musikliv har det.

Festivalområdet inden for ny musik står også i et vadested, som man kan forstå af debatten i DMT. Når man ser på det rytmiske område, var vi en håndfuld mennesker, som for snart 10 år måske længere tid siden, satte os ned og sagde: »Det her område har ikke bestilt andet end at bekrige hinanden. Jazzen bekriger rocken og trad. jazzen bekriger den nye jazz osv.« Vi mente, at det interessante ikke var det, som adskilte os, men det som samlede os. Og da den prås gik op for flere og flere, og vi blev ved med at sige det igennem mange, mange år, lykkedes det også tilsidst at få en lovgivning, og hvad der måske var allervigtigst en forståelse af, at vi faktisk har nogle fælles interesser i området. Det er fuldstændigt den samme proces, der skal ske inden for den nutidige musik.

Hvis man sidder og venter på, at nogle andre skal løse ens problemer, kan man vente længe. Hvis der er nogen, der vil løse de problemer, så må de, der vil det sætte sig sammen og finde ud af, hvordan de mener, det skal gøres. Så er jeg sikker på Det Musikfaglige Udvalg også vil kende sin besøgelsestid og gå ind og støtte det med en eller anden sum penge.

AB: Når det kan konstateres og dokumenteres, at de mest kendte danske nulevende komponister bliver spillet væsentligt mindre end før, ser du det måske som et udtryk for en krise, eller er det snarere et udtryk for, at vi er på vej mod et helt nyt musiklandskab med nye udtryksformer – vi er på vej mod noget, vi ikke helt ved, hvad er, men det er ved at ‘vende’, siger nogle iagttagere. Er det de sidste krampetrækninger for den klassiske koncertsalsmusik?

SM: Den klassiske koncertsalstradition knytter sig til bestemte perioder af den europæiske musikhistorie. Vi har en formidlingsteknologi, som lægger op til noget andet. Det var meget interessant, da vi gav Sunleif Rasmussen Nordisk Råds Musikpris for Oceanic Days, der er hans første symfoni. Værket er skrevet til at blive opført i Nordens Hus i Thorshavn, som både kan være koncertsal, og så kan man ‘lukke det op’. Hele rummet var plastret til med musikere og kor, som var spredt rundt omkring i rummet, og så sad publikum simpelthen inde i midten, hvad der er et fuldstændigt brud med den klassiske koncertsals rigide form. Jeg tror, det handler om at turde begynde at beskæftige sig med selve formidlingsprocessen. Jeg tror den er meget, meget vigtigere. Jeg tror ikke, der bliver skrevet hverken mere eller mindre lytteværdig musik nu end før. Jeg mener tværtimod, vi har masser af talentfulde komponister inden for stort set alle musikgenrer. Man skal bare være meget bevidst og begynde at arbejde med nogle andre formidlingsformer. Det har Århus Unge Tonekunstnere gjort med deres Biograf for øret. Det er en ret sjov idé. ATHELAS Sinfonietta Copenhagen har i øvrigt også optrådt på masser af kunstmuseer, har flyttet scenen andre steder hen. Sådan må man jo gøre, hvis man vil være i takt med, hvad der sker, for idet forbrugerne flytter sig, så må de, der producerer musikken, også gøre det.

AB: Fødekædeproblematikken, der senest er blevet tilført fem millioner kr. fra Kulturministeriet til området.

SM: Ja, eller rettere 20 millioner, fordelt på fire år. Der har været nedsat et udvalg, som har indhentet en række forslag, og det ser da meget interessant ud, hvad der kommer ud af det.

AB: Vi skal ikke glemme, at Kulturministeren tiltrådte med at tage 18,8 millioner. fra området. Siden kom der flere indrømmelse og ‘sejrrige tilbagetog’. Er de seneste tiltag en slags plaster på såret?

SM: Ja og nej. Det er egentlig mere et udtryk for, at ministeren har været lydhør for de krisetegn, som er kommet bl.a. fra konservatorierne og fra MGK-kurserne, fordi man undrer sig over, at der er så mange musikere fra Norden, men især fra Øst-Europa, som efterhånden har fået plads i de danske symfoniorkestre.

AB: Igen et tegn på krisen i den klassiske tradition?

SM: Ja, det må man sige.

AB: Men er det så en eller anden form for kunstigt åndredræt?

SM: Først og fremmest er det endt med at blive en invitation til musikskolerne om at komme med forslag til, hvordan man kan styrke fødekæden. Vi var alle sammen til det store invitationsmøde på Hotel Munkebjerg i Vejle. Udvalget og ministeren havde fået en række forslag. En række mennesker, som har arbejdet med den her problemstilling, demonstrerede, at musikskolerne er blevet låst fast i en økonomisk ramme, hvor de har nogle begræsninger. Elevbetalingerne må højst udgøre 33 % af lærerlønningerne. Det vil sige, der er ret store krav til, hvad kommunerne skal slippe af penge. Så der er ikke så voldsomt mange penge at eksperimentere med, og det i takt med at musikkens stilling i folkeskolen er blevet forringet med færre timer. Og der er færre seminarier, så der bliver simpelthen uddannet færre lærere. De folkeskolelæerere, der er, gør sikkert et fortræffeligt stykke arbejde, men faget er blevet nedprioriteret. Musikskolerne kan ikke gå ind og overtage den forpligtigelse.

Det vil sige, at musikken som er en del af vores kulturelle arv, som vi skal undervises i i folkeskolen, er blevet nedprioriteret meget systematisk, og nu desværre også i gymnasiet . Det er klart, at det sætter sit præg. Hvis ens forhold til musik udelukkende har været at sidde og se MTV eller Stjerne for en aften, så får man aldrig nogensinde indsigt i og forståelse for, hvad en egentlig musikkultur er for noget. De forsøg, der nu er blevet uddelt penge til, har jeg al mulig sympati for, men det skulle gerne resultere i, at nogle af erfaringerne bliver taget op af andre og realiseret i en ny undervisningspraksis.

AB: Det er igen tilladt at sige ordet elite. Danmarks Radio fik en bevillling til at oprette et strygerensemble, så vidt jeg er orienteret. Vi har Drengekoret på Sankt Annæ, vi har Suzuki-instituttet, Tivoli-Garden. Tror du, der er en vilje i systemet til i højere grad at støtte eliteuddannelserne?

SM: Ja det er klart; hvis man vil have en egentlig musiker-elite herhjemme, så starter det ikke, når de er 18, men når de er børn. Selvfølgelig er man da nødt til det, men det ser jeg heller noget odiøst i. Jeg ser ikke noget odiøst i at skabe forbilleder for børn, tværtimod. Et barn på syv-otte år fatter ikke, hvor mange timer en Yehudi Menuhin har stået og flået i den violin, for at have nået til det høje niveau. Men et barn på syv-otte år kan forstå et barn på tolv år, fordi det stadigvæk er i øjenhøjde. Nej, selvfølgelig skal vi ikke være bange for at sige elite. Det har man ingen nogen problemer med i idrætssammenhænge.

AB: Men tror du, det er tid for en Team Danmark-agtig institution i musikkens verden? Jeg tænker på de 20 millioner, du talte om før, der med al respekt er ‘peanuts’ i et bredere perspektiv.

SM: Ja, det er for lidt, det kan vi godt sige. Det kan skaffe os lidt viden om nogle forskellige måder, vi kan gøre det på. Det er interessant nok. Men Team Danmark, nej, det tror jeg i virkeligheden ikke, for vi har allerede nu et såkaldt MGK-kursus i alle amter i Danmark.

AB: Så det er der, vi skal satse?

SM: Ja, det mener jeg helt klart. Musikskolerne skal så at sige være leverandører til MGK-kurserne. Hvis og når kommunalreformerne så bliver gennemført, så vil MGK-kurserne blive lagt direkte ind under staten. Det vil formentligt være Kunstrådet, der så får det som sit ansvarsområde.

AB: Det vil sige, MGK i fremtiden skal være en statslig forpligtigelse?

SM: Ja, en ren statslig forpligtigelse, men stadig knyttet til musikskolerne. De vil ikke blive flyttet, de vil stadigvæk skulle være knyttet til de samme musikskoler. For mig at se, er der slet ingen diskusssion om, at det er MGK-kurserne, som skal være eliteudklækningsanstalter. Men MGK har også en forpligtigelse til at skaffe gode musikere til det lokalområde, de nu en gang befinder sig i. Men jeg ser heller ingen modsætning i det ønske. Det, man kan diskutere, er, om der er plads nok på MGK-kurserne. Det kan så være, man skal overveje at udvide antallet af studiepladser i løbet af nogle år.

AB: Du skal sidde i Det Musikfaglige Udvalg i endnu to år. Hvad er din vision for området, og hvad vil du gerne have udrettet, når du træder tilbage?

SM: Først og fremmest vil jeg begynde at tale sammen med andre på musikområdet og evt. også med folketingspolitikere om, at den begrænsning man har i genvælgelsen – altså karenstiden – den skal man se at få afskaffet. Fremover kan man kun sidde i en periode, og så skal der gå tre år, før man kan genvælges. Det, synes jeg, er fuldstændigt meningsløst. Jeg ved godt, man har sådan en begrænsning i Kunstfonden, og der, synes jeg, det er meget rimeligt at have den, for man skifter så uddelingsprofil hver gang, der kommer nye fagudvalg. Men i forhold til Det Musikfaglige Udvalg, som er en videreførsel af det gamle Musikråd, der mener jeg, det er livsvigtigt, at der er nogle gennemgående figurer. Hele repræsentantskabet skal også nyvælges. Jeg mener, der hverken er hoved eller hale på det.

AB: Det er det, du gerne vil lave om på?

SM: Ja, det vil jeg gerne lave om på. Og så ville jeg gerne have udvidet bevillingsrammen til de rytmiske spillesteder, så vi i hvert fald kom højere op end de nuværende 30 millioner. For jeg mener, det for samfundet er en tindrende god økonomisk forrretning at give den støtte. Den genererer så mange skattebetalinger og moms-indbetalinger, så det for samfundet er en virkelig god idé.

Man har lavet en meget kommerciel organisation: Music Export Denmark. Der er ikke tale om kultur- eller kunst-støtte, der er tale om at sælge dansk musik på den måde, svenskerne gør. Svenskerne er i absolutte tal det land, der har verdens tredje største musikeksport. Det er et barn af ABBA. De er dygtige til det, og der er ikke noget, der for mig indikerer, at Danmark ikke skulle kunne gøre det samme. Vi taler ikke kun om kvalitet, men også om om en egentlig vareeksport. Kulturen er blevet en international vare. Det kan vi lige så godt erkende en gang for alle, og den kan sælges, og der er nogle, der er gode til at sælge den vare. Det, vi prøver på nu, er at sige: »Det, som ikke endnu er eksportegnet, skal bringes til at kunne blive det.«

AB: Det vi i gamle dage kaldte vækstbedet?

SM: Ja, det er vækstbedet. Så får vi forhåbentlig også etableret nye netværk omkring den bilaterale og multilaterale musikudveksling. Så mange danske orkestre som muligt ud at spille uden for landets grænser. De må ud at prøve sig af på den internationale scene, og se hvordan det spænder af. Der vil være meget fokus på den levende musikscene. Dels på arrangør-niveauet og dels på det udøvende niveau. Så diskuteres der meget i øjeblikket, om der skal udvikles en eller anden form for fonogramstøtte til dansk musik. Vi har Dacapo, som administrerer det indtil videre. Men Dacapo har så med Musikrådets tilsagn valgt, at man holder sig til den kontemporære danske musik.

Dacapo har reelt et monopol herhjemme. Men sådan er det med monopoler. Hvis du vil bryde monopolet, så må du overveje, hvad der er af alternativer. Kan man drive sådan et marked på normale markedsvilkår? Og der er mit svar: Nej, det kan man ikke, for det marked er stort set ikke eksisterende. Vi er nødt til at have en organisation, som har gennemslagskraft til, fx som Dacapo har det, at få en distributionsaftale med Naxos og blive markedsført under Naxos. Hvis man valgte at give penge til en række mindre uafhængige selsskaber på konkrete ansøgninger, istedet for at give det hele til Dacapo, ville det fulstændig mangle international gennemslagskraft.

Men for at vende tilbage til det, jeg gerne vil huskes for, så vil jeg gerne have sikret, at Det Musikfaglige Udvalg under Kunstrådet fortsat har en faglig dialog kørende med musikmiljøerne. Jeg mener, at den kulturpolitiske tradition, vi har på musikområdet, den skal vi holde fast i. Vi skal ikke erstattes af nogle kæmpestore statslige organistaioner som i Sverige. Rikskoncerter i Sverige og Norge er blevet etableret på baggrund af landenes geografi. Der kom ikke noget musik uden for storbyerne i Norge og Sverige, hvis ikke Rikskoncerten fandtes.

Derfor mener jeg ikke, der er det store behov for, at man i Danmark skal have et koncertarrangerende niveau i forhold til det offentlige støttesystem. Jeg mener, at den dynamik, der er i det system, vi har, er meget fornuftig. Den bæres hele vejen igennem heldigvis af engagerede personer og ildsjæle. Og det er sjovt, når man kommer rundt på musikbiblioteker og musikskoler, og man ser, hvem det er, der arrangerer. Jeg er ret sikker på, at hvis kommunalreformen gennemføres, som tegningerne ser ud nu, bliver det til en stor fordel for hele kulturområdet i almindelighed og for musikområdet især.

Steen Meier er formand for den erhvervsdrivende fond Copenhagen JazzHouse. Han er medlem af Statens Kunstråds musikfaglige udvalg. Medlem af, og siden 2002 formand for Nordisk Ministerråds musikfaglige komité, NOMUS. Musikunderviser ved Stenløse Musikskole i fagene musikteori, guitar, el-bas, keyboard og klaver. 2000-2003 marketingchef på Dansescenen, med ansvar for PR, foundraising og it-service. 1998-1999 marketingdirektør i IT-/Computerfirmaet InterMedia. 1998-2004 egen konsulentvirksomhed, SM Partner/Meiermusic, konsulentbistand inden for kultur, undervisning, administration, organisation, herunder it-strategi. Siden 1973 musiker og kapelmester for egne orkestre inden for jazz, rock og latin, som pianist og bassist. 1973-1977 studier ved Københavns Universitet, Musikvidenskabeligt Institut.