CD´ER

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 04 - side 157-160

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Carl Nielsen: Maskarade. Ib Hansen, Gurli Plesner, Tonny Landy, Mogens Schmidt Johansen, Christian Sørensen, Gert Bastian, Edith Brodersen, Tove Hyldgaard, Jørgen Klint, Hans Christian Andersen, Michael W. Hansen, Aage Haugland, Ove Verner Hansen, Peter Bach-Mortensen, DR Radiokoret og DR Radiosymfoniorkestret, dir. John Frandsen. Dacapo 6.220507-08.

Cd-anmeldelserne bliver denne gang nærmest en vandring gennem et århundredes dansk musikhistorie. Og vi starter med en komponist og et værk, som måske frem for noget andet i de flestes bevidsthed tegner starten på det 20. århundrede med solide rødder i det forudgående.

En egentlig anmeldelse af denne indspilning, som udkom første gang i 1977 som en del af Dansk Musik Antologi, vil jeg ikke skrive, blot anbefale den. Det kan næppe gøres meget bedre. Operaen anbefaler jo i øvrigt sig selv.

Knudåge Riisager: Piano Works. Sonate op.22, Deux morceaux, Fire stykker af Slaraffenland, Sonatine, “Maj” af Tolv med Posten, Fire børneklaverstykker, Quatre épigrammesog En glad Trompet og andre klaverstykker. Christina Bjørkøe. Dacapo 8.226004.

Her er vi så kommet frem til neoklassicismen med et værkudvalg, som peger både tilbage mod Carl Nielsen og frem gennem påvirkninger fra bl.a. Bartók, Stravinsky og ikke mindst Satie. Sidstnævnte har jeg ikke hidtil forbundet med Riisagers musik, men ved gennemlytning af en del af disse korte klaverstykker bliver det tydeligt, at Claus Røllum-Larsen har ret, når han flere steder i de i øvrigt udmærkede noter peger på netop denne påvirkning. Den raffineret naivistiske stil, man undertiden møder hos Riisager, kan pludselig anskues i et nyt lys.

Det, der først og fremmest slår én ved mødet med Riisagers klaverværker, er imidlertid det stærke præg fra Bartók. Det gør sig gældende fra første takt i sonaten fra 1931 i både de hamrende motoriske og de vegeterende og drømmende passager. At Riisager, som nævnt af Claus Røllum-Larsen, også har været påvirket af Stravinskys Petrouchka-suite, er umiddelbart hørbart, mens Satie-præget i satsens mosaikpræg befinder sig mere på det kompositorisk principielle og ikke så umiddelbart hørbare plan. Under alle omstændigheder er sonaten set i forhold til kompositionstidspunktet forfriskende ‘anderledes’ og udansk. Værket er langt fra Carl Nielsen og klart og skarpt i sit opgør med senromantikken.

Inspirationen fra Satie kommer mere hørbart frem i Deux morceaux fra 1933 og En glad trompet og andre klaverstykker fra 1933-35, men Bartók-præget er stadig markant med mindelser om fx Mikrokosmos og For Children. I stykkerne fra balletterne Slaraffenland og Tolv med posten er det den mere kendte side af Riisager, som viser sig med en personlig syntese af de tilgrundliggende stilpræg. Det er interessant at høre stykkerne i klaverversion og opleve, hvordan denne syntese høres endnu tydeligere her, hvor de kendte orkestrale raffinementer mangler.

I de senere værker, Sonatine fra 1950 og frem for alt i Fire børneklaverstykker fra 1964, møder man så at sige et destillat af denne Riisager-stil. Den viser sig i neoklassisk aftapning i Sonatine og i ren koncentreret form i de fire børneklaverstykker. To af de sidstnævnte er ultrakorte (“Polytonalt” varer siger og skriver 9, “Duet” 15 sekunder), og som titlerne antyder, er der tale om studier i træk som polytonalitet og sekundsammenstød. Denne fokusering på ganske bestemte detaljer, som anskues gennem et musikalsk mikroskop, leder tankerne hen på Mikrokosmos, men tillige på værker fra den Darmstadtskole, som Riisager ellers ikke var nogen beundrer af. Der er tale om en tidstypisk skæren alt overflødigt væk for at nå frem til musikalske grundelementer, en radikalitet i den skarphed og enkelhed, som siden 30ernes start var typisk netop for Riisagers musik.

Når man medregner det ældste af klaverværkerne, Quatre épigrammes fra 1921, udgør denne cd i sig selv et mikrokosmos, en bevægelse gennem væsentlige strømninger i et halvt århundredes dansk musik. Hertil må føjes, at Christina Bjørkøe giver disse værker en aldeles fremragende udførelse, hvor alt står frem med overbevisende farvepragt i hver eneste detalje. Det er frostklart klingende musik, egnet til at høre på en kold vinterdag med sne, sol og blå himmel.

Niels Viggo Bentzon: Works for cello and piano. Variations on “The Volga Boatmen” op. 354, Sonate nr. 3 for cello og klaverog Sonate for cello og klaver op. 43. Niels Ullner og Rosalind Bevan. Dacapo 8.226015.

Mere neoklassicisme, men tillige meget andet, anskuet gennem Niels Viggo Bentzons på én gang åbne og egensindige kunstertemperament. Her møder vi en række træk lige fra ekspressionismen i århundredets start til en slags postmodernisme – anskueliggjort i siger og skriver tre værker, et fra 1947 og to fra 70erne!

Det er på én gang en styrke og en svaghed. Bentzon fatter sig ikke ligefrem i korthed i disse værker. Der er så meget, som skal frem, og i det lange løb trættes man – i hvert fald jeg – af denne stadige snakkesalighed. Efter min mening rammer Henrik Friis plet, når han i kommentaren skriver, at »musikken hele tiden søger fremad. De mange gentagelser ophober en voldsom energi, som ikke forløses«.

Medvirkende til dette indtryk er utvivlsomt celloen. Netop dette instrument kan i kraft af sine klangmuligheder på én gang stå for noget menneskeligt syngende og noget til tider udtryksudvidende, til andre tider fremmedgørende. Det har mange komponister benyttet sig af på overbevisende måde – man kan blot tænke på fx Lutoslawskis cellokoncert og Pendereckis og Xenakis’ værker for strygere – men her hos Bentzon synes jeg, at billedet bliver uklart. Der males med for bred pensel i forhold til det stof, som skal præsenteres, og jeg griber mig selv i kættersk at ønske, at Bentzon var gået hele vejen fra Carl Nielsen og Schönberg til Xenakis og Penderecki – eller Ligeti, som har samme sans for drama. I så fald var motiverne ikke kommet til at stå i vejen for energien.

Ib Nørholm: Chamber Music 4. Ludite op. 135, Tribute op. 138, The Shadow of Medusa op. 105, Whispers of Heavenly Death op. 103 og Summer Music op. 163. Euterpe Ensemble og Jan Lund. Kontrapunkt 32332.

Kontrapunkts udgivelse af Ib Nørholm-værker fortsætter her med kammermusik med Euterpe Ensemblet. Det er en stor indsats, Kontrapunkt her gør for en dansk komponist (foreløbig 17 cd’er!), og det er på alle måder prisværdigt.

Ib Nørholm forekommer her mere stilfærdigt indadvendt end i så mange andre af værkerne for kammerensembler. Dette hænger givetvis bl.a. sammen med Euterpe Ensembles besætning: blokfløjte(r), violin/viola, guitar og cello, hvilket i et enkelt værk (Whispers of Heavenly Death) suppleres med tenor (Jan Lund). Den specielle sammensætning kan ikke undgå at forekomme lidt ensformig, når man som her får fem værker på stribe.

Ludite skiller sig dog her ud med et helt overbevisende personligt præg, og Summer Music (for use in winter) (!) udmærker sig med et dejligt klart og ekspressivt satsbillede. Man fornemmer overalt Nørholms elegante økonomisering med virkemidlerne. Her er han nærmest Niels Viggo Bentzons direkte modsætning.

Per Nørgård: Nuit des Hommes. Helene Gjerris, Helge Rønning, Bodil Rørbech, Andreas Hagman, Markus Falkbring, Fredrik Lindstrøm og Gert Sørensen, dir. Kaare Hansen. Dacapo 8.226011.

Da jeg begyndte at lytte til Nuit des Hommes, kom husets andre beboere farende for at høre, om der var en luftalarm i gang. Det var ikke så underligt, for skrækindjagende sireneklange indleder værket. De er inspireret af en konkret oplevelse, Nørgård havde som tolvårig: Den franske Skole, naboskole til Frederiksberg Gymnasium, hvor han var elev, blev bombet d. 21. marts 1945.

Nuit des Hommes er en opera. Dens tekster er for en stor del taget fra Guillaume Apollinaires digtsamling Calligrammes, og de beskriver med komponistens ord »et styrt i underverdenen – uden returbillet«. Operaens to personer ændres gennem krig ved en »mutation« og gennemgår en proces, som ender med, at de er »dybt beskadigede: kun (…) skygger af de levende, oplevende mennesker, de var i operaens start« (…) »porten til det tyvende århundredes slagtehus er nu vidåben«.

Per Nørgård har sammen med Jacob F. Schokking, som har leveret ideen samt udvalgt de benyttede tekster, grebet tilbage til 1. verdenskrig, i hvilken Apollinaire (1880-1918) deltog som soldat. Komponisten opfatter og beskriver i noterne 1914 som det tidspunkt, »vanviddet brød ud« og 1. Verdenskrig som »generalprøve på verdens undergang«. Dette er fortsat gennem århundredet til det nuværende stadium med »en slags vild stammekrig med terrorisme og irrationelle foreteelser, som regner ned over os«. Krigen var en »katastrofal afbrydelse over for al kendt kulturudvikling«.

Tages disse ord bogstaveligt, kommer operaen således med et kulturpessimistisk udsagn, som umiddelbart synes at stå i modsætning til fx Per Nørgårds egen vej gennem stadig nye former for musikalsk udtryk. For man kan vel ikke sige, at kulturudviklingen er afbrudt, når den gennem værk efter værk kan føre frem til et på én gang så kritisk og musikalsk visionært udsagn? Som Per Nørgård også nævner, er der da også tale om en dobbelt udvikling, hvor det destruktive og det konstruktive mødes. Nørgård omtaler her videnskabsrevolutioner og teknologi, som begge har både positive og negative sider, men han kommer underligt nok ikke ind på tidens kunstneriske udsagn. Det kunne ellers uddybe hans syn på kulturudviklingen. For som fx hos Nono i Il canto sospeso, som gennem fragmenter af afskedsbreve beskriver krigens og diktaturets rædsler, ligger der i selve værket samtidig uvægerligt en vision. Hverken Nonos eller Nørgårds musik er jo skabt for at få os til at begræde civilisationens undergang. De er skabt for at vække kritik og giver netop på den måde håb – og netop for civilisationen. Hvad skulle man ellers med kritikken?

Musikken er her i Nuit des Hommes aldeles overbevisende – faktisk er der tale om en af de stærkeste oplevelser af et Nørgård-værk, jeg mindes at have oplevet. Som hos andre af det 20. århundredes komponister har krigsoplevelser her sat sig uforglemmelige spor. Per Nørgårds værk er virkelig et af de sorteste mesterværker fra slutningen af det 20. århundrede. Man mindes virkelig om, at kunst til tider kan – og skal! – være grum og advarende.

Hans Abrahamsen: Stratifications, Nacht und Trompeten og Klaverkoncert samt rekompositioner af J.S. Bach: Befiehl du deine Wege (BWV 272) , Carl Nielsen: Tre klaverstykker op. 59, Per Nørgård: Breaking og Arnold Schönberg: Fire stykker af Sechs kleine Klavierstücke op. 19. Anne Marie Abildskov, DR Radiosymfoniorkestret og BIT20 Ensemble, dir. Thomas Dausgaard og Ilan Volkov. Dacapo 8.226010.

Det er glædeligt, at der omsider foreligger en indspilning af et udvalg af Hans Abrahamsens værker, og det er ikke mindre glædeligt, at der hele vejen igennem er tale om gode udførelser. Hans Abrahamsen har uvist af hvilken grund været nærmest negligeret på cd-fronten, og det er både synd og skam. Lige fra hans værker inden for den såkaldte ny enkelhed har han gjort sig gældende som en komponist, hvis værker i sjælden grad indeholder lag efter lag, som på fascinerende vis belyser hinanden og peger andre steder hen, ikke blot til Abrahamsens egen musik, men også til andres.

Således husker jeg uropførelsen af Stratifications som oplevelsen af et af de mest spændende værker overhovedet inden for nutidig dansk orkestermusik. Jeg har derfor hæget om netop denne opførelse, som jeg har på bånd, og det er godt at konstatere, at dette bånd nu kan komme på pension. Det er sjældent på samme tid at opleve en sådan kompleksitet og en sådan klarhed i udtrykket. Denne beskrivelse passer både på musikken og på udførelsen ved DR Radiosymfoniorkestret dirigeret af Thomas Dausgaard.

Og den høje standard holdes heldigvis cd’en igennem. Man får et herligt underfundigt genhør med Abrahamsens egen Winternacht, som tidligere er udkommet på cd. Dens materiale gemmer sig nemlig i Nacht und Trompeten (i sin tid uropført af ingen ringere end Berliner Filharmonikerne med Hans Werner Henze som dirigent), og komponister som Mahler, Schönberg og Stravinsky er stilmæssigt også på færde i dette natlige drømmespil. I klaverkoncerten optræder på lignende vis Ligeti (horntrioen) samt Abrahamsen selv – samt hentydninger til andre komponister, som måske og måske ikke er tilsigtede. Det er mange facetter, som på den måde dukker op med vekslende klarhed.

Endelig er der så bearbejdelserne for kammerorkester af andre komponisters værker. Der er netop tale om bearbejdelser, så at sige dialoger med værkerne, som i Bach-koraludsættelsen af Befiehl du deine Wege, hvor Poul Ruders bringes til at blande sig i spillet med citater fra Four Dances in One Movement. Bach viser sig langsomt bag et Ruders-fortæppe! I Carl Nielsen-klaverstykkerne sker der det raffinerede, at Nielsens sammenstilling af vekslende stilarter belyses gennem Abrahamsens bearbejdelse. Det slægtskab i musikopfattelse, som her viser sig, har til følge, at stykkerne pludselig høres som mere Abrahamsen end Nielsen.

Noget lignende gør sig gældende i Per Nørgårds Breaking. Her svarer virkningen til den, der opstår, når en kunstner præger en andens billede gennem overmaling af farver og tilføjelse af detaljer til motiverne. Der er mere vand og mere skum på bølgerne hos Abrahamsen end hos Nørgård!

Endelig fire af Schönbergs seks klaverstykker. Her er en helt frapperende gengivelse af disse småstykker, hvor man har på fornemmelsen, at Schönberg sættes til at belyse Schönberg gennem benyttelse af et ensemble, som Schönberg meget vel selv kunne have anvendt. Eller måske snarere Webern – netop sådan får man på fornemmelsen, at han kunne have instrumenteret sin læremesters klavermusik, og vi er da også nede i ultrakorte ekspressionistiske udsagn spillet så langsomt som muligt.

Forhåbentlig får vi snart flere Abrahamsen-indspilninger. Men indtil da frister denne cd til mange genhør.

John Frandsen: Symfoni nr. 1 Dæmonernes Dans, At the Yellow Emperor’s Time af I-K-O-N, Amalie Suite og Cellokoncert Hymne til Isdronningen. Djina Mai-Mai, Svend Winsløv og Odense Symfoniorkester, dir. Christian Eggen. Dacapo 8.226508.

Også John Frandsen forholder sig til traditionen, men det sker på ganske anden vis. Hvor Hans Abrahamsen arbejder med lag, bevæger Frandsen sig gennem skiftende regioner. Elementerne sammenføjes ofte på diskret og elegant vis som i et surrealistisk maleri.

Denne surrealisme, som komponisten selv fremhæver som et væsentligt træk, udspiller sig imidlertid ofte inden for et homogent stilistisk univers: det senromantiske. Mahler og Berg er et par af associationerne, men tillige Puccini. Ofte kan Frandsens musik klinge med et ekspressivt tonesprog, som ikke ligger langt fra fx orkesterværker af Gustav Holst. Frandsen og Holst forholder sig da også til den samme senromantiske tradition – forskellen er naturligvis, at musikken hos Holst er vokset organisk frem af denne, hvor den hos Frandsen ses i tilbageblik. Dette tilbage- og overblik er surrealismens forudsætning

Imidlertid bevæger Frandsen sig stedvis til senromantikkens yderste grænser, og de kan endda overskrides. Pludselig kan man føle, at man befinder sig i et univers, hvor også Schönbergs Fem Orkesterstykker hører hjemme. Det kalejdoskopiske præg får ofte John Frandsens musik til stilistisk at minde ikke så lidt om nutidig filmmusik. Og det er på ingen måde nedsættende ment!

Peter Bruun: Miki Alone. Seven Songs for a Mad Woman. Ensemble Figura, dir. Thomas Søndergård. Figura 01.

Hvor man hos John Frandsen dårligt kan tale om stilpluralisme, er dette til gengæld noget, som gennemgående præger musikken hos Peter Bruun (f. 1968). Her er vi i en komponistgeneration, hvor det pluralistiske forhold til tradition og fornyelse forekommer ganske naturligt.

Hos Peter Bruun er der i Miki Alone tale om noget, som forsøgsvis kan betegnes som et spændingsfelt mellem noget mekanisk/fremmedgjort og noget lyrisk/traditionelt. Det indigneret deklamerende, som stedvis findes i Ursula Andkjær Olsens tekst, gives her videre med vekslen mellem det ekspressivt åndeløse og hviskende, det tilbageholdende og det råbende. Dette gælder egentlig for både instrumenter og stemme. Variationer i repeterede mønstre giver det hele et rituelt præg.

Når jeg hører titlen, kommer jeg først og fremmest til at tænke på Peter Maxwell Davies’ Eight Songs for a Mad King fra 1969. Ligheden er selvfølgelig ikke tilfældig. Maxwell Davies’ skildring af den gale konge, som er spærret inde i sit eget univers, genspejles i de første ord i Peter Bruuns værk: ”Gid jeg kunne/men jeg kan ikke/hoppe/Rende og hoppe”. Jævnfør cd’ens bagside: en nydelig række parcelhuse med små vinduer og frimærkestore terrasser. Der er forbindelser tilbage til 50’ernes og 60ernes kritik af »det lille hus på evighedsvej« i dette bemærkelsesværdige værk.

Kasper Jarnum: Music for Saxophones, Når Du Lytter, Trio, Repulsion I, BrummeDrømme, Der Totenschläger und der Rattenfänger og Universets Bæreevne. Jutlandia Saxophone Quartet. Ixtlan Music CD-002.

Kasper Jarnum er født i 1971. På denne cd præsenterer han sig med en række saxofonværker, smukt præsenteret af Jyske Saxofonkvartet.

Det er et ikke uinteressant bekendtskab. I Når Du Lytter vokser musikken fx fra et urstof ind i mere konventionelle melodiske vendinger på en måde, som er hørt mange gange før, men som fungerer effektivt. Det viser sig at være kendetegnende for en stor del af værkerne på denne cd: der er en vandring til og fra ren klang gennem forskellige former for mere traditionelt stof - eller rettere: gennem forskellige udtryksformer, som er kendt fra både nyere og ældre musikalsk tradition. Der jongleres med disse forskellige udtryksformer på virkningsfuld vis. Den dybe tallerken opfindes ikke på ny i Kasper Jarnums saxofonværker, men der manøvreres på udmærket vis i et stilistisk farvand, som har Berio, Ligeti og Stravinsky – og Frank Zappa, som Jens Voigt gør opmærksom på - som oplagte pejlemærker. Tillige stilles man i Der Totschläger und der Rattenfänger via benyttelsen af slagtøj over for en virkningsfuld gyser, som i “neogotisk” stil leder tanken hen på franskmænd som fx Gérard Grisey.

Alt sammen udmærket. Men man bør faktisk undlade at læse noterne af Jens Voigt før gennemlytningen. De kan risikere at spolere oplevelsen, idet de sætter værkerne i et helt eksalteret lys. En så ekstrem lobhudling af en sagesløs komponist kan fungere stik modsat hensigten.

Lightings. Anders Nordentoft: Lyssætninger; Tage Nielsen: Diptykon; Leif Thybo: Sonate for obo og orgel; Ole Schmidt: Tema og fem variationer for obo og orgel og Peter Møller: Fem karakterstykker. Duo Danica. Dacapo 8.226512.

Duo Danica har eksisteret siden 1990, idet duoen voksede ud af et nærliggende barokrepertoire. Her kommer vi så ind i en nutidig sfære, og de værker, som præsenteres på cd’en, bekræfter denne besætnings fortsatte eksistensberettigelse.

I Lyssætninger har Anders Nordentoft med orglet bevæget sig ind i et kirkerum, og spillet mellem lys og skygge gestaltes virkningsfuldt helt ind i mosaikrudens farvespektrum.

Tage Nielsen bevæger sig i Diptykon op til en todelt altertavle. Spillet mellem det majestætiske orgel og den messiaenagtige obostemme fungerer overbevisende.

Leif Thybo tager som Jehan Alain Clément Jannequin som udgangspunkt og står på denne måde solidt rodfæstet i både gammel og nyere tradition. Hos Ole Schmidt får oboen decideret individualitet, idet den står klart og enkelt frem med orglet som baggrund. Og hos Peter Møller kommer Fem karakterstykker med et udsagn, som bringer mindelser frem om komponister som Milhaud eller Messiaen, idet barok, kinesisk pentatonik, indisk raga og middelalderlig polyfoni efter tur mødes og kaster lys over hinanden.

Dif:rq! . Ivar Frounberg: Saxo; Jens Hørsving: Corrosions; Hans Peter Stubbe Teglbjærg: Dif:rq! ; Morten Olsen: Irazz og Sunleif Rasmussen: Le Psaume Salé. Meta Duo. Dacapo 8.226515.

Med disse værker bevæger vi os så endelig ind i Meta Duos klangverden med saxofon og elektronik eller, som der står, “sound environment”.

Cd’ens første værk er Ivar Frounbergs Saxo, som udspiller sig insisterende inden for velafgrænsede felter. Titlens dobbeltbetydning – saxofon og historieskriveren Saxo – kommer frem i værket gennem det fortællende præg i sammensætningen af skiftende strukturer. Også hos Jens Hørsving er der tale om en slags fortælling, denne gang i sælsomme hvilende klanglige “landskaber” og pludselige udbrud.

Hans Peter Stubbe Teglbjærg arbejder med den dobbelthed, som præger aulos: et dobbeltrørblads tvilling-blæserinstrument almindeligt kendt i det antikke Grækenland. Komponisten skriver andetsteds, at »Saxofonens slægtskab med historiske klarinetter gjorde den oplagt som udgangspunkt for at genlytte sig til det man kunne kalde blæser-instrumentets tabte polyfoni; sådan som Aulos’en må have repræsenteret det.« Denne polyfoni kan umiddelbart høres i et udtryksfuldt forløb.

Morten Olsens Irazz er præget af drama med episoder, som klinger a la klassisk musique concrète. Saxofon og elektrofoni smelter totalt sammen i afgrundsdybe mønstre, et portræt af vulkanen Irazz i Costa Rica – heraf værkets titel. Sunleif Rasmussen gør det stik modsatte i Le Psaume Salé, hvor noget, som lyder som et mylder af fuglestemmer, bevæger sig fremad i levende flugt. Materialet er imidlertid bearbejdninger af melodien til Kingos Lov og tak og evig ære, som til slut synges af mandsstemmer i en anden version. Det klinger som en urgammel messe, som er gravet direkte op fra fjeldet! Sunleif Rasmussen er færing.

Det er en spændende cd med værker, som alle klinger vedkommende og opfordrer til genhør. Udlændinge kan få gode informationer gennem ledsageteksten, som er skrevet på engelsk og fransk! Sidstnævnte er glædeligt og ses ikke alt for tit. Men hvorfor ikke også på tysk, og hvorfor gælder dette ikke også fx Lightings?!

Årgang 79/2004-2005, nr. 04