Endnu et forsøg på at komme ud af isolationen

Nordiske Musikdage 2004: En opgørelse

Af JEAN CHRISTENSEN

Alene kvantitativt blev niveauet skruet adskillige takker op ved de seneste Nordiske Musikdage: 126 kompositioner og et ikke-specificeret antal improvisationer spredte over diverse lokaliteter i tre byer, København, Malmø og Helsingborg, jævnt fordelt over fulde 11 dage. Der var alting, fra korte stykker på tre minutter til helaftens sangcykler og endda et monodrama (Miki Alone af Peter Bruun). Det er mere end dobbelt så mange værker som ved det sidste danske arrangement for 10 år siden. Der er også tale om et markant skift i genrevalget, for i 1994 var orkester- og kammermusik det massive grundlag for begivenhederne, hvorimod den seneste udgave var langt mere varieret. 1994-festivalen var stramt og funktionelt organiseret, men den var også krævende at følge og publikumsmæssigt ret eksklusiv.

En ny formel for programmering blev lanceret i 2004 med en gennemgående opdeling af værkerne på fem temaer. Det var et – måske lidt desperat – forsøg på at trække linjer op og skabe tankevækkende konstellationer: »situationer« er det ord, Ursula Andkjær Olsen benytter i sit essay i programbogen (Music and language meet in the voice). Temaerne var måske lidt kunstige (festival-temaer er som regel påtvungne), men de gav plads for nogle grupper og genrer, som ikke før var blevet inviteret med.

En nyvurdering af et grundprincip for Nordiske Musikdage, selve det ‘nordiske’, var nok det mest betydningsfulde ved 2004-arrangementet, og det er værd at fremhæve, at dette fortsætter en udvikling, som først blev klart markeret med den norske komponistforenings opsætning i 2002, MAGMA-festivalen i Berlin – for første gang uden for de nordiske lande. I 1994 var der seks ‘rene’ koncerter med kammermusik, en for hver af de fem nationaliteter, samt en ekstra for komponister fra Færøerne. I MAGMA 2002 var der udelukkende ‘blandede’ koncerter, og komponisternes nationale tilhørsforhold var blot parentetisk nævnt i de trykte programmer. De nordiske tropper marcherede frem i samlet flok. I 2004 var dette accentueret så vidt, at man måtte lede – nogle gange forgæves – efter oplysninger om komponisternes nationalitet i mini-biografierne bagest i programbogen.

I og med at man stod sammen i samlet flok, kom der også en ny interesse i at udvide kontaktfladen til verden udenfor. Under MAGMA kom kun et ikke-nordisk værk til opførelse: Bérios Basunkoncert, spillet af Berliner Filharmonikerne, ganske vist med Christian Lindberg som solist. Andre fremmede ensembler var dog også engagerede, omend de spillede rent nordiske programmer: Arditti Kvartetten, de berlinske Ars Nova samt Scharoun ensemblet (sidstnævnte dirigeret af nordmanden Rolf Gupta). I 2004 gik man et skridt videre, så de udefrakommende ensembler – fra Birmingham, Berlin og Paris – både spillede nordiske og ikke-nordiske værker.

Dette er en lovende udvikling, dels fordi det åbner for udvekslinger, som alle nyder godt af, dels fordi udenlandske musikere får en chance for at blive bekendte med idiomatiske særpræg i nordisk musik (den nær-katastrofale opførelse af et Per Nørgård-værk ved medlemmer af Det nordtyske Radio- orkester i Hamburg, 2000, demonstrerede nødvendigheden af en sådan, aktiv tilvænnings-proces).

»The World and the North« var et påtrængende tema for 2004-arrangørerne, og det er selvfølgelig fristende, hvis der er økonomisk dækning, at udvikle Nordiske Musikdage til et internationalt, kommercielt fremstød. Risikoen her er, at man taber det oprindelige, rodfæstede grundlag, nemlig nordiske komponister der lytter til hinandens værker.

Det kan virke for simpelt (og det kan fordrejes til tågetale om nordisk mystik), men det er præcis denne enkle formel, der har sikret festivalens ret enestående livskraft. Ligesom Bayreuth Festivalen kun har ét mål: at opføre Wagners operaer på stedet, er den nordiske festival forankret i de nordiske komponisters sammenkomst. Fundamentale afvigelser fra denne basis risikerer at føre til tab af festivalens inspirationskilde.

Dermed er ikke sagt, at fornyelse er overflødig, og især inddragelsen af ‘perifere’ områder i 2004 er værd at hæfte sig ved. I 1994 var denne tendens ret beskeden, med kun en enkel koncert af crossover-komponist/udøver, Marilyn Mazur; hvortil kom en slags afdansningsbal med New Jungle Orchestra. Under MAGMA 2002 var der flere ‘udenomsværker’, inklusive mulighed for publikums deltagelse i bad-med-musik, værksted for børn, elektro-akustisk musik med film.

2004-festivalen fulgte dette op med nye initiativer. Program-kommiteen havde den udmærkede idé at placere seks ‘uofficielle’ natkoncerter af forskellig slags, nogle humoristiske og elegante, andre mere seriøse: den ‘lettere’ side af musikken, såsom jazz, eksperimental/improvisatorisk musik, arbejdersange, kabaret. Skønt der ikke var noget nyt over disse tiltag, var det en åbning til en vidtfavnende, omfattende side af musikken, og man kan let forestille sig muligheder for at udvide spektret med f.eks. intuitiv musik, healing, børnemusik (komposition og opførelse).

Mest overraskende blandt disse ny-tilkomne fænomener var ‘Eksperiment’- temaet. I denne kategori faldt fire koncerter i rock-etablissementer (Vega på Vesterbro og Jeriko i Malmø). Alle var fokuserede på elektronik, og især det sidste arrangement faldt helt uden for festivalens tilvante rammer. Det bestod af laptop musik, og komponisterne (som havde vundet en særlig konkurrence) er klart forskellige fra de traditionelle, akademisk uddannede komponister. Denne nye gruppe kommer fra mange, forskellige sider af musikkens verden: internet-lyd/musik, DJ’er, ny dans, film eller teater, videoproduktion; deres metoder er så sandelig anderledes end normale komponisters. De arbejder med hacking beats, loops, og down speeded skip-sound, og skaber baggrundslyd for diverse medier. Deres musik er lyd-stærk (mildt sagt) og ledsaget af visuelle indslag, som tilsyneladende også er computer-styrede.

Når alt dette er sagt, skal det dog ikke glemmes, at festivalens programmer blev domineret af mere traditionelle, symfoni- og kammerkoncerter (fordelt på de tre byer). Man husker Lena Willemarks råbende sang i Karin Rehnquists Teile dich Nacht, Axel Borup-Jørgensens ærværdige Marin (som fremkaldte modernismens 1960er-ånd), Rolf Hinds opførelse af Jukka Tiensuus Mind , og Ronald Pöntinens suveræne behandling af Veli-Matti Puumalas Klaverkoncert, den subtile sammenstilling af tilsyneladende inkongruente tekster i tre sprog (af Ugo Foscolo, Kafka og Keats) i Mikko Heiniös sangkreds, eller den elegiske måneskins-atmosfære i Bent Sørensens trekant-drama for sangerinde, pianist og violinist.

Måske det værk, som bedst opsummerede netop denne festival, var Peter Bruuns og Ursula Andkjær Olsens sangspil Miki Alone (opført gentagne gange i København og Malmø). Program-kommiteens anstrengelser for at forny den gamle festival fandt genklang i Mikis drøm om at »hoppe og rende« – en ambition som hun ikke kan realisere inden for den cirkel (en cirkusmanege) som omslutter hendes liv.

Pointen er dog, at Mikis begrænsninger ikke tynger komponisten og forfatteren, men tværtimod nærer deres inspiration. Når man så Miki fremtone i dronninge-positur, med høj paryk og krinoline, var det svært ikke at tænke på festivalen som en gammel dame i snærende korset, som var ivrig for at bryde ud af sine snævre cirkler. Ligesom tilskuerne drages ind i Mikis verden (»situation«), således bliver deltagerne i Nordiske Musikdage dog også deltagere i et drama, der ikke er fundamentalt afhængigt af udvendige fornyelser.

Til syvende og sidst opleves denne traditionelle festival som en sær blanding af et cirkus og et musikalsk drama, et drama med mange stemmer der blandes i et ofte forvirrende, momentant samstemmende kor; men når det er bedst, træder en stemme frem af denne brusen og bliver hørt og husket.

Man husker vel også 2004-festivalen som et trin imod den ivrigt imødesete integration af Øresundsregionen (»Bro, bro, drille« – det er ikke rart at stå på en åben perron en sen vinteraften i Malmø og vente på tog til København). På en eller anden måde blander Dunkers Kulturhus i Helsingborg – med en facade der er et af Utzons mesterværker – sig i erindringen om hele arrangementet. Nordiske Musikdage er også en unik, uidentificerbar stemning; en ‘nordisk’ stemning, givetvis.