Leder

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 04 - side 122-122

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Mellem Skylla og Charybdis

Noget er under forandring, man mærker det i luften og i stemninger, på samme måde som man sanser forårets komme. Klaveret spiller ikke helt på samme måde, det er ikke falsk, men det vil spille nye toner. De komponister, som var i vælten før, er nu skubbet lidt i baggrunden til fordel for tonemagere, der kan fylde sale og betage et skønhedsdyrkende publikum. Fyldes sale skal der i fremtiden, med nye huse og skærpet konkurrence om publikum. Det Kgl. Teater har udsolgt, men husets aktivister ved godt, at når nyhedsværdien forsvinder, skal der arbejdes hårdt på at få folk ud på Holmen. I den udvikling vil andre typer komponister få bestillinger, store bestillinger. Det vil være Anders Koppel og Bo Bolten, snarere end Per Nørgård og Ib Nørholm, der kommer til at skrive til store scene på Operaen. Og emnerne vil være tophistorier fra vores historiske arv. Det klinger godt, og publikum er med på den retning. Det var den vinkling, der gjorde finsk opera til et nationalt anliggende, og eksempelvis den svenske komponist Hans Gefors blev berømtover night i kraft af det (national)historiske sujet med operaen Christina.

Det er ikke sikkert, at denne udvikling er udtryk for en skidt drejning. Fordi græserne mellem musical og opera bliver flydende, behøver kunsten ikke at blive mindre vedkommende. Flere hybrider har vist sig at være langtidsholdbare. I mindre skala Peter Bruuns Miki Alone, der er lige så meget cirkus som ny musikdramatik. Den barnlige ’ren-og-hop-attitude’ fra dette værk, som gengives af sangeren Helene Gjerris på dette nummers forside, kan vi elementært godt lide. Det er til at forstå, vi føler os ikke dumme, vi genkender os selv i figuren, det er i orden at være pubertær, vi bliver i godt humør. Ny musik og musikdramatik må godt skabe baggrund for etablering af godt humør og smil på læben. Det er et fremskridt. Det er nu tilladt at give hjernen et frikvarter. Fint nok – og hånden på hjertet, kære læser: Hvor meget ny dansk musik, som De ikke selv har været med til at tilvejebringe, sætter De på cd-afspilleren derhjemme i stuen? Nej, vel?

Så set i det lys er det meget godt, at der bliver vendt op og ned på godt og skidt. De æstetiske kriterier ændrer sig, det, der var in i går, er ikke så in i morgen. Ydre forhold – pengenes magt igen – gør, at mere sikre kort skal på bordet. Nye værker skal være mere publikumsvenlige, siger endog komponister fra ‘miljøet’. Det ville gavne både miljøet og potentielle lyttere, som for langt størstepartens vedkommende gerne vil betale for at slippe for at høre ny musik.

Festivalerne har deres at bakse med. Der ligger et stadig større forventningspres om at bringe musikken ud af isolationen og ud til masserne, der endnu ikke ved, at de ikke kan leve uden ny musik. Der ases og mases på det projekt. Som det hedder i en programerklæring fra Nordiske Musikdage 2004: »Det er tillige programudvalgets mål at kunne præsentere Nordiske Musikdage 2004 som en festival, der er attraktiv for et bredt, kulturelt bevidst, nysgerrigt og kritisk publikum, således at festivalen kan være med til at bryde den isolation, som ny nordisk musik i nogen grad lider under sammenlignet med andre samtidige kunstarter.«

Vi har i dette udvidede nummer en fyldig sektion om danske og udenlandske festivaler. En helt ny festival er under etablering i Danmark. Den hedder SPOR og finder sted i det tidlige forår i Århus. Vi beder om, at De vier denne festival opmærksomhed. Blandt andet fordi den gør alt det, man ikke forventes at gøre for tiden. SPOR satser på det smalle, det for såvel læg som lærd endnu ukendte. Midt i al hurlumhejet med at komme ud af krise og skabe synlighed, gør SPOR-festivalen noget interessant: den satser på den smalle kvalitetsmusik – i så høj grad det nu er muligt med stærkt begrænsede midler; med øgede forventninger til synlighed og skarp profilering skal man passe på, at stor publikumstilstrømning bliver en kanoniseret målestok for kvalitet. Denne tendens er blevet kaldt ‘lortebeviset’ – fire millioner spyfluer kan ikke tage fejl, spis hundelort! I den forstand er SPOR et sundt tegn, for festivalen er et bevis på, at vi ikke for enhver pris vil indrette os, gøre det, der forventeligt er ensbetydende med succes.

ANDERS BEYER

Årgang 79/2004-2005, nr. 04