Solen sandet vandet

Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen har mødt naturen, kulturen og folkene på Nilen – og det gjorde godt, beretter den rejsende kunstner

Enhver komponist burde til glæde for sig selv – og muligvis andre – lade sig føre på Nilen fra Luxor til Aswan. Når jeg siger ‘muligvis andre’, er det fordi komponisternes arbejde, der jo henvender sig til andre, kunne tænkes at komme under gunstig indflyddelse.

For at sige det meget kort: Et møde med naturen, kulturen og folkene på dette sted føles på forunderlig vis både som genkendelse og genfødsel. Samtidig har man været i en tidsmaskine, en mærkelig tidsmaskine. For man har været i fjerne tider og i nutiden på én gang – samtidig med at tiden står stille! Man tror, man er havnet i verdens centrum, herfra udgår begreberne. De kan ikke fremstå med større klarhed eller enkelhed.

Dag ud og dag ind sejler SOLEN på sin bue på en skyfri himmel fra ØST til VEST. Det gør den selvsagt osse andre steder, dog ikke året rundt uden en regndråbe! Den mest demonstrative gentagelse. VINKELRET herpå, fra SYD mod NORD strømmer Nilen i det uendelige. Ren geometri! Korsets form i kæmpe naturudgave! I de ægyptiske hieroglyffer er tegnet for liv et kors med en sol over, tegnet ankh . På en måde kan hele Ægypten, solen, floden sammenfattes i dette ene gamle tegn!

Farverne ligeledes demonstrativt enkle: Tæt på Nilens breder frodigt GRØNT, nogle kilometer længere ude ørken dvs. til begge sider over det grønne sandets gyldne OKKER. Og så denne meget tilstedeværende sol på sin lysende BLÅ himmel. Vær så god. Et grundkursus med en nærmest magisk virkning. De gamle ægyptere må have fornemmet dette og udtrykt sig derefter. Hvor i verden nærmer man sig guderne på så storslået en enkel måde? Som med PYRAMIDERNE? – den mest grundlæggende geometri nok engang. Eller med obeliskerne der strækker sig mod himlen over 20 m endende i en lille pyramideform ( som var betrukket med en legering af guld og sølv, som kastede solens stråler fra sig, så det kunne ses på stor afstand).

Templernes vældige facader og mure, indadskrånende, kan kun opfattes som udtryk for koncentration, vilje og mental magt – og igen denne maksimale enkelhed. En voldsom tyngde, men i selvbevidst elegant linjeføring. Det samme kan siges om statuerne, ofte kolossale skulpturer, som fremstår med monumental – og overbevisende må man nok sige – enkelhed, men også af en egen imødekommende udstråling, dog stiliseret, anonym.

Kun i de mindre formater, i relieffer og vægmalerier finder man af og til, hvad man må tro er portrætlighed. Achnatons dronning Nefertite var meget smuk, hvis hun lignede de portrætter, der findes af hende på museet i Kairo, men det er sandsynligt, for just på den tid (ca. 1350 f.Kr.) fik ‘kunsten’ et stærkt naturalistisk islæt. Udtrykket var til alle tider virkelighedsnært – fugle og alskens andre dyr fremstilles meget præcist og på det mest yndefulde – men der findes også altid en høj grad af stilisering. Kunst eller snarere kunsthåndværk på højeste plan. Man må her gå lidt forsigtigt til værks, idet begrebet ‘kunst’ ikke eksisterede på de tider – i vores forstand.

Den ekstremt øde ørken oplevede vi på en 3-timers bustur mellem Aswan og Abu Simbel, lutter sand og himmel. Sandstens klipper var der i ‘Kongernes Dal’ med de så rigt udsmykkede gravsteder beliggende på vestsiden af Nilen over for østsidens Luxor (de døde holder til i vest, hvor solen går ned, de levende i øst, hvor solen står op). Her et par kilometer inde i landet er der allerede kun sand og sandstensklipper – ikke en eneste stump grønt, dvs. øjet møder TO FARVER: Sandets okker og himlens blå.

Tilbage på Nilen er der TRE FARVER: Blåt, okker og grønt – og så Nilens ubestemmelige strømmende vande. Selvfølgelig er der dertil mindre brud og variationer, men dette er de helt store dominerende linjer. En bekræftelse af gammel erfaring eller tilbøjelighed (Tricolore IV !). Men enkelheden, klarheden, voldsomheden i udtrykket, virker ikke alene som en bekræftelse, men snarere som en fremkaldelse af dybere lag, der lever deres eget liv under tidernes vekslende modeluner.

Gentagelsens vældige udstrækning, i 3 tusind år ændredes ægypternes opfat-telse af kosmos, af guderne, af naturen og af deres egen placering heri kun ganske lidt. Guderne ligner sig selv, i forbavsende grad, fra 2.800 f.Kr. til 200 e.Kr. En ‘måde’ der ikke har megen lighed med Vestens urolige dynamik. Også det var en udfordring eller en påmindelse eller en inspiration. Vi kan roligt stille spørgsmål til Vestens gøren og laden bl.a. til vores hårdnakkede fremskridtstro, den skal der holdes øje med, som landet ligger. Nillandets mentale tilstand og udstråling kan ikke undgå at gøre indtryk og at skærpe nærgående spørgsmål til vores egen civilisation.

Ægypterne må have været fanget, hypnotiseret af solens rytme, sandmassernes øde og flodens strømmen. Og samtidig levet livet! Sanseligt, rigt og muntert, det fremgår tydeligt af de mange årtusinders billedudtryk. Men hvordan bærer nutidens ægyptere sig ad med i den nu udbredte fattigdom og livets besværlighed at være så venlige og muntre – og RANKE? Og tilsyneladende tolerante. De mødte os med venlighed (ikke kun for at sælge et eller andet) trods de umu-lige afstande i kultur, livsstil og økonomi. Et livgivende supplement fra hverdagen til stedets mærkelige tidløse magi.

Når det for en komponist kan forekomme så givende at være på dette sted, disse steder, tror jeg altså det bunder i genkendelsen, omend i kultur-chokagtig udgave, og fornyelsen af forestillinger om bevægelse, kolorit og form, og at det hører til i bunden af vores historie, af vores liv, af vores ønsker og det i sin allermest renfærdige form. Stedets udstråling er af helt enkel art – men også mystisk. Når ting er meget enkle, kan de i bedste fald blive almene, men jo også så rummelige at man selv må lede efter svar. Som når man står over for symboler eller tegn.