CD’ER

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 05 - side 202-204

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Passage. Piano Trios. Vagn Holmboe: Piano trio. op. 64 og Nuigen. Piano trio. op. 129; Per Nørgård: Spell; Carl Nielsen: Piano trio; Anders Nordentoft: Doruntine. Trio Ondine. Dacapo 8.226006.

Det er tredje gang, Nørgård-klassikeren Spell, som hører til de største, danske kammermusikværker, indspilles på cd. Den findes i to partiturudgaver, for klarinet/cello/klaver (1973) og for klavertrio (1979), og selv om noderne er (næsten) identiske, er der god grund til at høre dem begge. Og Trio Ondine lever alarmerende op til værktitlen og begår intet mindre end en genistreg! Spell lever i grænselandet mellem enkelhed og kompleksitet med mindelser om minimalisme og fremkalder med illusionskunster virkninger af rum; velkendte melodiske intervaller titter frem og trækker sig umærkeligt tilbage, nogle gange som ekkoer, andre gange mere brat, toner gentages, en følelse af rumlig afstand skabes af crescendi og decrescendi.

Første del har et vist meccanico-præg, som senere afløses af mere ekspressive passager. Partituret er ikke mindst krævende for musikerne, da komponisten næsten hele vejen igennem forlanger ad. lib. repetitioner, krævende en uhyre koncentreret koordinering. Men værket lyder egentlig ikke så svært at spille for de tre troldmænd, der med deres Spell sender dine sanser på en rejse, du sjældent oplever. Og ganske praktisk er det, at den både giver stort udbytte, hvis man lytter til den på normal, aktiv vis eller blot ”kobler af” til den.

Det er ikke i Nordentofts Doruntine (1994), at man oplever Ondine fra deres bedste side. De kæmper ellers bravt for at redde den ufokuserede og alt for tøvende komposition. Men der skal åbenbart mere til.

Den 18-årige Carl Nielsen har også fundet vej til denne cd. I 1883 begik han nemlig en trio fyldt med ærke-wienerklassisk charme, der ikke viser meget andet end stiløvelse. Den senere Nielsen er vanskelig at høre i trioen (undtagen sansen for melodik), og den er bemærkelsesværdig fri fra påvirkninger fra hans samtid. Den dokumentariske værdi er den primære berettigelse til at indspille dette stykke.

Anderledes forholder det sig med de to Holmboe-trioer, op. 64 (1954) og Nuigen op. 129 (1976). De tåler begge sammenligning med Sjostakovitjs kammermusik og hører til den bedste del af Holmboes musik. Disse trioer er i Holmboe-målestok usædvanligt fulde af kraft og bevarer stadig den klarhed og balance, han er kendt for. Folklorismen, et andet af hans varemærker, er kun i nogen grad til stede i op. 64 (mest i andensatsen), men til gengæld er den tydeligt flettet ind i Nuigen med overbevisende naturlighed. Enhver beundrer af Brahms’, Sjostakovitjs eller Nørgårds kammermusik bør anskaffe sig denne cd.

Stefan Östersjö. Play time. Agustin Fernandez: Wounded Angel; Åke Parmerud: SubString Bridge; Kent Olofsson: Alambic II; Kent Nyman: Mental Floss; Kent Olofsson: Alambic I; Kent Nyman: Slow Hand; Tommy Zwedberg: Gir; Love Mangs: Hemlanden. Stefan Östersjö. dbCD87.

Man bliver ganske overvældet af denne cd. Dens hovedperson, Stefan Östersjö, spiller på eksotiske og mærkelige guitarer: charango (et boliviansk folkemusikinstrument), 10-strenget guitar, 11-strenget guitar og glissentar (en båndløs 11-strenget guitar). På syv af de otte stykker ledsages han af bånd og/eller computer. Som cd-titlen antyder, er der tale om en slags musikalsk legestue.

Ofte er det fascinerende at lytte til, andre gange savnes større grad af struktur i de mange – til tider noget usammenhængende – indfald og vildtvoksende fantasilandskaber. Alsidige Östersjö kan det hele med strenge og tør levere det med et stærkt personligt stempel. Cd’en er desuden et sandt katalog over nye spilleteknikker.

Stained Glass Music. Vocals and Saxophones recorded in Cisternerne. Hanne Siboni/Karsten Vogel/Skye Løfvander: Opening Stroke, Stained Glass, Sound Cathedral, Cavum Nasi, Fenja & Menja, Leaded Visions, As Desmond, Durin & Dvalin, Mesa Verde, Pech-Merle, Ignigena, Padirac, Celestial Underground. Hanne Siboni, Skye Løfvander, Karsten Vogel. Oyster Songs 101.

Put denne cd i anlægget en dag, du kommer hjem fra lidt træt arbejde, sæt dig i en magelig stol eller læg dig på sofaen og bliv beroliget, måske endda healet af de rumklangsmættede sax- og basklarinettoner og ikke-tekstlige sang, overtonesang og vokallyde.

Hvis du har mulighed for det, så tag selv en tur til Cisternerne i Søndermarken i København, hvor cd’en er optaget og hør selv den specielle akustik. Karsten Vogel har før begået sig inden for new age-genren, og han har sammen med sangerne Hanne Siboni og Skye Løfvander skabt en musik, som folk med smag for det intuitive og/eller spirituelle sikkert vil påskønne.

Dansar Dyrdarinnar. Atli Heimir Sveinsson:Dansar Dyrdarinnar; Thorkell Sigurbjörnsson: Hverafuglar, Haflidi Hallgrímsson: Tristía. Caput Ensemble, Pétur Jónasson. SMK 19.

Björk er ikke det eneste store, musikalske talent på Island blandt den ca. kvarte million indbyggere. To af de tre islandske komponister på denne cd har modtaget Nordisk Råds Musikpris (Sveinsson i 1976 og Hallgrímsson 10 år senere), den tredje har begået sig som førstecellist i The Scottish Chamber Orchestra og levet de sidste 20 år som komponist på fuldtid. I 1983-84 komponerede de et stykke hver til guitaristen Pétur Jónasson og det er disse stykker, vi her hører ham spille sammen med Caput Ensemble.

Stykkerne tager smidigt hensyn til guitarens begrænsede, volumenmæssige kapacitet og evne til at gennemtrænge tætte teksturer, uden at de øvrige instrumenter hæmmes synderligt af den grund. Det karakteristiske træk for megen nordisk musik, at naturen spiller en vigtig inspirationsmæssig rolle, gør sig ikke mindst gældende her med disse komponister, der er opvokset i et land med gejsere, vulkaner og vand til alle sider; man undres ikke over, at havet spiller en stor rolle for det islandske samfund, som i høj grad er afhængigt af fiskeri (der udgør 80 % af deres samlede eksport).

I kvintetten Dansar Dyrdarinnar (Dyrebare Danse), som komponisten beskriver som »mentale billeder inspireret af havets og øen Breidafjödurs ro og skønhed«, ledsages guitaren af forskellige kombinationer af fløjte, klarinet, klaver og cello; kun i to af stykkets 11 stemningsbilleder (stiliserede danse eller snapshots, kalder Atli Heimir Sveinsson dem) spiller alle fem instrumenter og i tre af billederne spiller guitaren alene. Guitaren er den røde tråd gennem de økonomiske teksturer, selv om den i første billede (Evigt Stigende Klipper) blot har en akkompagnerende funktion. Det er ikke altid lige nemt at høre, at der er tale om danse, og deres titler tyder heller ikke altid på, at komponisten har tænkt i de baner – tag fx nr. 2 Forstenet Sort Ocean eller nr. 5 Sort Hest i Grønt Ocean – men det betyder mindre, når værket fænger.

Med sin énsatsede Hverafuglar (Varmkilde-fugle) henviser Thorkell Sigurbjörnsson (f. 1938) til en absurd myte om en fugleart, der på visse måder opfører sig som ænder og ifølge myten lever i svovlpøle! Guitaristen indgår her i en triobesætning, fløjte/guitar/cello, og deler nu fokus ligeligt med sine medspillere.

Man kan gætte på, at fløjtens toner og lyde skal forestille de besynderlige fugles sang, og ligeledes se for sig, at guitar og cello beskriver lydene fra fabelfuglenes bevægelser, når de sjapper rundt i den hede dam, når de renser fjer med et pirkende næb, når de ryster deres vinger, osv. Trioen fungerer tilmed lige effektivt som henholdsvis ‘associationsmusik’ og som konsistent, ‘absolut’ musik. Tonemaleriet udgør langt fra det hele, fx er der en form for melodisk hovedmotiv i stykket, der vandrer rundt i instrumenterne a la tematisk arbejde i klassisk forstand.

Vagn Holmboe: Concerto nr. 1 op. 17, Concerto nr. 3 op. 21, Concerto nr. 7 op. 37, Beatus Parvo op. 117. Aalborg Symfoniorkester, Den Jyske Operas Kor, Owain Arwel Hughes. BIS-CD-1176.

Holmboe har 13 kammerkoncerter bag sig, hvoraf de fleste fuldbyrdedes under anden verdenskrig, inklusive denne indspilnings concerti (han kaldte dem selv først kammerkoncerter og ændrede titlerne til concerti senere). Op. 17, 21 og 37 er alle to-satsede, og den tidligste er for klaver solo, strygerorkester og pauker. Den starter med at stikke tæerne forsigtigt i vandet i førstesatsen og bliver først rigtig interessant i næste sats, hvor en tydelig folklorisme tilfører musikken tiltrængt slagkraft. I op. 21 for klarinet solo, strygere og messingblæsere savnes en udvidelse af kammerorkestret, ligesom i det forrige værk.

Op. 37 for obo solo og orkester fra 1944-45 er den eneste af de tre concerti, hvor der er spor, som tyder på påvirkning af krigen; det er dog ikke den dominerende faktor i værket, da den indledende, mørke karakter fejes væk efter fire minutter af ånd, der gennemstrømmes af optimisme. Man mærker, at denne concerto er den senest daterede af de tre concerti på cd’en: Dens 1. sats er ikke slet kun opvarmning til den efterfølgende, som det kan synes at være tilfældet med op. 17 og 21. Oboen er vores kåde guide, der i krigens sidste år tager os i hånden og synger om håb, og vi kommer vidt omkring i dens indtagende selskab.

Hakon Børresen: The Royal Guest. Tina Kiberg, Stig Fogh Andersen, Guido Paevatalu, Edith Guillaume, Lise-Lotte Nielsen, Odense Symfoniorkester og Tamás Vetö. Dacapo 8.226020.

Den kongelige gæst (1919) var blandt de hyppigst opførte danske operaer i første halvdel af sidste århundrede, men efter Børresens død i 1954 har denne lille Pontoppidan-historie kun sjældent været gravet frem fra partiturhylden. Børresens orkestervirtuositet, som han især kan takke timerne hos kgl. kapelmester Johan Svendsen for, er dog senere blevet hørt i koncertsalen med det glimrende forspil til hans senromantiske opera.

På den velproducerede indspilning gør Vetö og Odense-symfonikerne partituret stor ære, og sangernes tekstudtale er forbilledlig, godt hjulpet af de mange parlando passager og melodier i det øvre, vokale mellemregister. Orkestersatsen er yndefuld, en letfordøjelig wagnerisme (med moderat grad af modulation og motivkompleksitet), vokalpartierne er ikke stormfuldt dramatiske, om end Paevatalu har vanskeligt ved at nære sig fra at smelte italiensk stil ind i sin rolle som gæsten. Den kongelige gæst er et lille eventyr i hverdagen, med tryk på ‘lille’ med sine 80 minutters spilletid og sit ikke kolossale dramatiske potentiale.

Det musikalske udtryk kan derfor virke noget overdrevet, som fx i 1. scene da Høyer udbryder »De [fastelavns- gæsterne] kommer ikke! Har du kendt mage?« sunget og spillet på de fire sidste ord, som om han og orkestret proklamerede dommedag. Det er ikke den eneste uoverensstemmelse mellem tekst og musik i stykket. Bedre bliver det ikke af stuepigen og tjenestepigens jysk-bondske dialekt (1. scene: »Så må a skynd’ mej«; 2. scene: »A kender det it’.«), som får en til at krumme tæer.

Stykkets konflikter virker i dag så banale/hverdagsagtige, at et skuespil uden musik vil kunne eksponere dem med langt større held. Librettoen mangler desuden en betydelig del af det konfliktfyldte stof i Pontoppidans novelle (det er klippet fra), som indeholder følelser, der er født til at blive udpenslet i opera, bl.a. jalousi. Operaen ville være mere troværdig, hvis Børresen og hans librettist, Svend Leopold, havde gået hele vejen ud og skabt en helaftensforestilling. Den kongelige gæst har øjeblikke, som ville have fået Puccini (der aldrig fik løst problemet med librettoen til sin Manon Lescaut tilfredsstillende) til at knibe en tåre, men som helhed kommer vi aldrig helt op og ringe.

Livets bro. Per Nørgård: Vintersalme; Stefán Arason: Fimm vísur um nóttina; Peter Bruun: The Sunflower; Bo Gunge: Alting har en tid; Tage Nielsen: Three Black Madrigals; Svend Nielsen: Kapitler. Aarhus Universitetskor, Carsten Seyer-Hansen. Danacord 626.

Vi er kommet til en blandet landhan-del. Koret synger disciplineret, engageret og med en homogen klang, men over halvdelen af kompositionerne er gabende kedelige, med Gunges puritanske bidrag som bundskraberen. Svend Nielsens Kapitler er en interessant og modig affære, som dog aldrig bliver meget mere end interessant, undtagen i andensatsens højdepunkt, som er en fantastisk ”mumle passage”, hvor koret hvisker og mumler i munden på hinanden. Værket bliver bl.a. bremset af, at der er alt for meget talt tekst. Cd’en gemmer heldigvis også på en positiv overraskelse med den nyuddannede, islandskfødte komponist Stefán Arasons Fimm vísur um nóttina. De fem nocturner, der undertiden får sangerne til at lyde som forunderlige, ikke-vokale instrumenter, tegner lovende for hans virke – selv den lidt pudsige falala-passage (et citat fra en madrigal af Thomas Morley) fungerer i konteksten. Koret er måske allerbedst med Arasons partitur, men klarer sig også hæderligt i Nørgårds Vintersalme; dog er det svært at finde en begrundelse for, at den er blevet indspillet igen, for anden gang inden for få år – en indvending, man ikke har med den tredje udgivelse af Spell.

Ib Nørholm: Choral Works. Stilhed fra længe – siden op. 150, Nu og Da op. 162, Danskerens natur op. 132, November, Vinter, Offer op. 34, Fire sange op. 3. DR Radiopigekoret, DR Radiokammerkoret, Athelas Strygekvartet, Michael Bojesen. Dacapo 8.224700.

Nørholm havde få år forinden færdiggjort sine mesterlige MacMoon Sange III for kor og sinfonietta, da han atter forsøgte sig med endnu en konstellation af kor og instrumentalensemble, nemlig Nu og Da fra 2001 for pigekor og strygekvartet. Teksterne er af ældre digtere (Sophus Claussen, Thøger Larsen) og nulevende (Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen) og rammer alle plet.

Strygekvartetten akkompagnerer, kommenterer sangene (ikke fjernt fra som i en Schubert-lied, blot mere raffineret her), tonemaler, reflekterer over enkelte ord eller korte sætninger fra teksterne, spiller interludier mellem de syv digte, “fylder ud” mellem vers. Athelas lægger især beslag på ens opmærksomhed i de kromatisk-ekspressive passager, der kradser skønt op imod de kønne kvindestemmer som et billede af Egon Schiele på en englehvid væg.

Nørholm er bestemt ingen novice i vokalmusikkens verden, hvilket også dokumenteres i det næsten 50 år lange interval mellem kompositionerne på denne vokaludgivelse, der går helt tilbage til Fire Sange fra 1955 og Offer fra 1966. Bojesen og de to DR-kor gør et fornemt stykke arbejde i udformningen af stykkerne, og de to miniature-rim, November og Vinter, med fyndige tekster af Jette Ulfbeck, får de til at fremstå som ganske særlige (November: »Tak til alle visne blade/tak for pragtfuld grøn facade/tak til skovens ambassade/for novembers bladballade/tak fordi jeg nu kan vade/gennem nordisk farvelade/tak, I gamle visne blade/tak, I blade«.

Pudsigt nok er den dårligst valgte tekst skrevet af Nørholms årelange samarbejdspartner Poul Borum nemlig den fjerde af Offers seks sange, som har titlen Livet: »Jeg interesserer mig for livet/jeg er meget optaget af livet/jeg synes livet er godt lavet/jeg synes livet er godt fundet på/ja, jeg er faktisk overbevist om, at livet er værd at efterligne/det vil nok låne lidt af sin glans/ selv til min ringhed./Jeg er yderst taknemmelig over, at jeg har lært livet at kende/Det betyder faktisk en hel del for mig./(Dette til undskyldning med en vis stolthed.)«

Musikken til Livet er stadig frisk, medførende at man bærer over med, at den indimellem kløjs i den akavede og lidt komiske tekst, der virker for talesproglig og siger det samme alt for mange gange. De øvrige tekster af Borum, er derimod helt perfekt valgte. Man kan ikke komme udenom, at Nørholm er en af de danske komponister, der er allermest fortrolig med at sætte musik til lyrik – både på mikro- og makroplan.

Årgang 79/2004-2005, nr. 05