DEBAT

Den akademiske boomerang

Af JENS SCHOU

Tanker omkring den omsiggribende “akademisering” af de danske musikkonservatorier.

Et musikkonservatorium er befolket af musikere med højt kunstnerisk selvværd. Musikeres selvværd og kompetence kommer af at kende de kunstneriske processer. Begge dele udmønter sig naturligt i formidlingssituationen. Formidling er helt centralt, både når det gælder kunstnerisk virksomhed, altså udøvelse, og i mindre grad i undervisningssituationen.

Et konservatorium er ikke en musikskole, er ikke et universitet, er ikke et seminarium, men en højere læreanstalt, hvor musikkens egne graduerede værdisæt udvikles, hvorefter de slår rod i en ny generation af musikere.

Et musikkonservatorium er en højborg for den musik og den tradition, der i sig bærer kimen til alt det nye. Det nye vi (måske) skal vænne os til. Et musikkonservatorium er altså et uddannelsesmiljø for en ny generation af musikere og samtidig et vækstmiljø for selve den nye musik, fremtidens musik.

Den musikstuderende skal under selve uddannelsesforløbet, sideløbende med tilegnelsen af de konkrete musikermæssige færdigheder, også tilegne sig en stilistisk bredde og dermed historisk bevidsthed. Men vel at mærke en bredde og bevidsthed der gør musikalske fortolkninger, til “nutidige” fortolkninger.

Herved bliver den ældre musik eller stil gjort relevant i sit udtryk, og den ældre musik bliver en kronologisk dynamisk forberedelse til det NUtidssvarende. Et konservatorium er en smeltedigel for forfinelse og innovation. Og som sådan egentlig autonom!

På denne måde vil jeg erklære mig. Ovenstående er i al væsentlighed en beskrivelse af min opfattelse af musikkonservatoriernes opgave. Som konservatorielærer i over 25 år, har jeg gjort nogle iagttagelser. Og disse iagttagelser udmøntes her i en slags tilstandsrapport, eller mere præcist, som fornemmelser og postulater.

Det er ikke min sædvane at omgås statistik, tal, plancher og den sidste nye rapport. Så min beskrivelse støtter sig ikke på eksakthed af den art. Herved, indrømmet, lader alle udsagn sig tilbagevise. Mit håb og ærinde går på, at der i mellemrummet, inden den eventuelle tilbagevisning, bliver tid til i hvert fald én dyb vejrtrækning.

Som konservatorielærer opfatter jeg mig som musiker med stort M og pædagog med lille p. For mig kan vi gerne tale om kunstner, men så skal det være med stort K. Med denne bogstavering ønsker jeg ikke blot at antyde, men klart signalere, at Musikerens vidtforgrenede kompetencer og dybe indsigter er og bør være bærekraften i det højere musiske miljø benævnt Konservatorium.

I konservatorieverdenen er der imidlertid en tendens, der træder tydeligere og tydeligere frem. En tendens som måske har noget med så diffust et begreb som “tidsånd” at gøre.

Indflydelsen fra universiteterne er stor på konservatoriemiljøet. Og her er det for tiden politisk korrekt at stå med lovlig åbne arme.

Det er naturligvis ikke altid lige nemt at gennemskue årsag og virkningsforhold i noget så komplekst som konservatorieuddannelser og deres optimale funktion i det omgivende samfund. Men det synes, som om mange af de forandringer, der nu finder sted på konservatorierne, skyldes en forfejlet underkendelse og kritik, der har lydt fra især politisk side, men også fra de skiftende uddannelsesråd. Og det danske konservatoriesystem har ved flere lejligheder overreageret!

Konservatoriernes reaktion og svar på et krav om mere valuta for pengene har generelt været panikagtig og fagligt betænkelig. Senest har krav om ny fagfordeling konservatorierne imellem ført til stedvise uhensigtsmæssige løsningsforslag.

En ny studiestruktur er på vej ind over konservatoriernes uddannelser. Den skal iværksættes snarest, og idegrundlaget er mere eller mindre udgående fra den akademiske verden. De akademiske grader bachelor og kandidat er fremmede fugle på afveje i musikmiljøet. Fx indføres bachelorgraden, der ingen succes i sig selv har været på universitetet. Den implementeres nu i en slags automatik på konservatorierne.

Den 3-årige bacheloruddannelse er en kort uddannelse og følgelig meget eksamensfikseret. Alene for at kunne ækvivaleres! Dette synes i dagens Danmark overalt at være så vigtigt. At kunne sammenlignes! Set fra et konservatorieniveau er det bare en alt for svag faglighed at gå videre med. Også når det gælder som basis. Men det er ikke desto mindre kongstanken bag indførelsen.

På grundlæggende centrale punkter adskiller et konservatorium sig fra et universitet. Så forsøget på at skabe enhed mellem væsensforskellige uddannelsesverdener svækker den mere specifikke faglige målsætning og konservatoriets hele særkende.

Et andet eksempel er hentet fra den musikpædagogiske kandidatuddannelse, hvor der i den nye struktur nu som noget nyt indgår et skriftligt speciale. Og det som en del af eksamenskravene. Altså en akademisk indflydelse. Der forventes et akademisk niveau af dette speciale, noget der i urimelig grad vil fremmedgøre og svække den studerendes selvforståelse, da den pædagogiske substans i specialeskrivningen jo i al væsentlighed må og bør basere sig på egne undervisningserfaringer.

Disse undervisningserfaringer er noget så upræcist som subjektive erfaringer. Den helt centrale formidlingskompetence udfolder sig i en undervisningssituation, og kun dér. At tvinge denne kompetence, der i sit væsen er uakademisk, ned i et skriftligt “speciale”, endda på akademisk niveau, er en absurd sammenblanding af kompetencer.

Al god undervisning, den mindeværdige, den vi aldrig glemmer, og den vi ønsker for vores børn, er uakademisk og uvidenskabelig. Det er den, de musikstuderende søger og forventer ligeså, uakademisk og uvidenskabelig.

Herudover fastholdes naturligvis de meget høje krav til eget spil. Og alligevel hører udviklingen af denne undervisning traditionelt, rigtigt og bedst hjemme ved en højere kunstnerisk læreanstalt. På et musikkonservatorium, der jo primært er en kunstnerisk læreanstalt. Her udvikles og modnes de studerende til en formidlingskompetence gennem arbejdet og studiet af de kunstneriske processer. Det er denne formidlingskompetence, der indgår i et kredsløb på konservatoriernes pædagogiske uddannelser.

Da det omtalte forventede akademiske niveau heller ikke findes i den studerendes omgivelser, ej heller hos kandidatens egen ansvarlige hovedfagslærer, der jo af indlysende grunde aldrig har skrevet et speciale, er det vanskeligt at se det som andet end en dårligt adresseret boomerang. Det presserende spørgsmål melder sig, hvorledes vil en fortsat akademisk indflydelse påvirke det kunstneriske musikmiljø på konservatorierne. Og musiklivet udenfor!

De centrale værdier på et musikkonservatorium kan aldrig gives et akademisk skudsmål! Alligevel bliver det internationale ETCS-system nu indført på musikkonservatorierne med risiko for at blive et fagligt udvandingssystem. Med sit ETCS-kort i hånden kan den studerende bekvemt udveksles mellem uddannelsessteder, og mellem lande. For så vidt godt. ECTS er en numerisk værdi mellem 1 og 60, som måler den arbejdsmængde, den studerende skal præstere i et undervisningsår. ECTS er ikke relateret til de studerendes præstationer! Men ETCS-systemet indføres på bekostning af det, der ikke kan måles og vejes. Såvel for den enkelte, som for den læreanstalt, der måske følger en mindre ækvivalerbar målsætning, som går egne veje og ikke stræber efter rigoristisk entydighed i bedømmelsen af sine målsætninger.

Kernen i alt dette er musikken selv. Forskellige tider har forskellige tonesprog. Ligesom alt andet er musikken ifølge sin natur underlagt love for forandring. Den nye musik, altså den der skrives og udvikles i dag, stiller krav til forandring. Til musikerens beredskab, og derved til musikkonservatorierne som uddannelsesinstitutioner.

Den gamle musik stiller krav til forandring og åbenhed i og med, at den bliver ældre og ældre. Altså krav til konservatoriernes spændvidde og elasticitet, således at de til stadighed kan rumme den tradition, der fornyer sig.

Den nye musik stiller sine krav, og her er lakmusprøven for et konservatorium, hvorvidt det evner at forny sig og tilbyde en tidssvarende undervisning. De forandringer, der nødvendigvis må ske på et konservatorium, hænger derfor meget nøje sammen med musikkens egne forandringer, musikkens lyd, gestik og budskab. Ja, hele dens drift efter at spejle sin egen tid.

Kunstneriske læreanstalter, som konservatorierne, må derfor dybest set være autonome miljøer, med en indbygget forpligtigelse til at forny sig selv, både i relation musiktraditionen og til musikfornyelsen.

Et eksempel på fornyelse af både indhold og struktur på en konservatorieuddannelse er MusikerPerformer-uddannelsen ved Det Fynske Musikkonservatorium i Odense. Men tillige et eksempel, der er opstået som følge af et erkendt behov i eget uddannelsessystem, og altså ikke påført eller “inspireret” udefra!

Uddannelsen beskrives således: »MusikerPerformer-uddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til et tidstypisk virke som musiker, inden for de klassiske genrer, dog med en naturlig vægt på samtidsmusikken. Uddannelsen tilbyder ud over hovedfag, også de hovedfagsrelaterede fag: kropsfag og formidlingsfag. I kropsfaget afbalanceres studiets mere intellektuelle processer med en kontakt til kroppens ressourcer, og til det kropslige i musikken. Formidlingsfag sætter fokus på forholdet til publikum, og fremtidens musikliv.«

Denne nye uddannelse er egentlig en opdatering af den traditionelle diplomuddannelse, hvis “modernitet” baserer sig på tidens krav. Uddannelsen er selv i forandring. Underviserne er derfor nødt til at være det, de taler om.

For at få mere valuta for pengene omdefinerede og udvidede man de faste læreres arbejdsområde (docenter, professorer). Dette skabte et vældigt røre på konservatorierne, naturligvis, hvorimod det i offentligheden ikke blev bemærket. Mange af de berørte var sikkert uopmærksomme i timen, det må nok erkendes. Konservatoriernes lærerstab er individualister og har aldrig evnet at agere politisk målrettet.

Konservatoriets lærere har, ud over undervisnings-forpligtigelsen, altid haft en forpligtigelse til sideløbende at udøve en kunstnerisk virksomhed. Ret og rimeligt. Men på en gang forelå den såkaldte FOKU-forpligtigelse. Det blev introduceret således: »Kunstnerisk og pædagogisk udviklingsarbejde samt forskning er en nødvendig forudsætning for undervisningen og selve grundlaget for kvalitet og nytænkning i hele virksomheden.«

Det var unægtelig nye toner, ja en regulær omdefinering af det arbejdsfelt, der for begge parter lå til grund for de kontraktlige ansættelser. Take it or leave it.

For den store skare af højkompetente udøvende musikere (det må vi da gå ud fra), der alle havde/har viet deres liv til at udøve musik, men følgelig også undervise i den, oplevedes de nye og udvidede forpligtigelser nærmest som degraderende. Var det nu pludselig ikke nok, at vi var de musikere/kunstnere/undervisere som vi var/er. Vores kompetencer som udøvende og undervisende musikere blev med disse skæve og akademiske krav underkendt. Sådan oplevedes det. Men hvem underkendte vore kompetencer? Tidsånden!

Udfordringen blev i sagens natur mødt med vidt forskellige forudsætninger. Dog kun de allerfærreste med egentlige akademiske forudsætninger. Naturligvis. Musikere er ikke akademikere (i hvert fald aldrig primært) og har vel et eller andet sted netop valgt musikkens vinkel på tingene. Deraf den altoverskyggende modvilje. Den samme reaktion på alle landets konservatorier. Den gode musiker har netop den vidtforgrenede kompetence, som hans kunstneriske virke og niveau forudsætter. Har han eller hun et svendebrev eller en universitetsgrad, er det i begge tilfælde en væsentlig del af det personlige CV. Og et vidunderligt udtryk for, hvor mangfoldige og individuelle vore veje er.

Listen over FOKU-projekter kan indimellem hensætte en i en egen stille tankefuldhed. Alle disse, som oftest søgte og anstrengte iværksættelser! En værdifuld undtagelse danner de tilfælde, hvor det som et FOKU-projekt kan lade sig gøre at foretage cd-indspilninger af musik, der ellers ville have svært ved at nå frem til udgivelse. Også visse koncerter giver mening som FOKU-projekt.

Men tankevækkende er det, når man iagttager, hvor lidt strategi og hvor få ressourcer konservatorierne derefter ofrer på at delagtiggøre offentligheden i disse dokumenter/resultater. Eller for den sags skyld inden for konservatoriets egne rækker. På dette område er der ingen synlighed, eller tiltag. Kun en reolhylde venter! Og støvet. Er resultaterne for lidt akademiske?, kan man spørge. I så fald har en akademisk boomerang spillet os alle et puds.

En frodigere udnyttelse af lærerstabens vældige ressourcer lader vente på sig. I stedet for de ofte snævre og blodfattige FOKU-sysler, kunne fastlærerstaben på konservatorierne i en ægte musikalsk interageren, og med hele påfugleviften af udenomsakademiske erfaringer, gøre konservatorierne til kreative tumlepladser og platforme, som de selv og de studerende undervejs og efterfølgende kunne have med sig som inspiration og standard. Altså i virkeligheden et anderledes og permanent FOKU-projekt hvor ledelse og råd sammen med husenes faste lærerstab kunne virke i fælles kreativitet.

I forbindelse med ansættelse af konservatoriets faste lærerstab nedsættes der omhyggeligt i hvert tilfælde et bedømmelsesudvalg for at undersøge alle aspekter af ansøgernes niveau, kunstnerisk og fagligt. Der har hidtil ikke være skelet til ansøgerens FOKU-egnethed. Naturligvis ikke, for så ville man ikke altid få de bedste lærerkræfter, kunstnerisk og fagligt. Og netop det vil man i ansættelsessituationen fremfor alt sikre.

Som noget nyt indføres på konvervatorierne nu i år en stillingsstruktur beslægtet med universitetets. Også en følgevirkning af føromtalte tendens. Her opereres der med henholdsvis adjunkt- og lektorbetegnelse. I forbindelse med ansættelse af lektorer stilles der nu helt specifikke krav til disses forsknings- og udviklingskompetencer.

Dette med fare for, at den entydigt bedste musiker/underviser afvejes imod mindre relevante kompetencer. Med indførelsen af en sådan konservatoriefremmed stillingsstruktur risikerer man at forplumre ansættelsen af de bedst egnede.

En væsentlig grund til at pege på indflydelsen fra den akademiske verden har med identitet og trivsel at gøre. Netop identitet og trivsel har meget høj prioritet ved de danske konservatorier. Det kommer bl.a. til udtryk ved den meget høje gennemførselsprocent, vi skriver os for. Konservatoriernes uddannelser er kendetegnet ved en vidtrækkende individuel tilrettelægning af undervisningen, en vidtgående opmærksomhed på den enkeltes forløb. Der er her en markant tradition for, at den studerendes trivsel er en forudsætning for personlig udvikling.

En musikuddannelse består dels af undervisning modtaget som såkaldt soloundervisning; det vil sige den ugentlige hovedfagstime (normalt i 5 år), hvor den studerende er alene med den hovedansvarlige lærer, og dels af såkaldt bifagsundervisning i hold på 5-8 studerende. Altså nærhed.

Al læringsteori siger, at den bedste læring sker i en tæt relation til ens lærer, nestor, tutor, mentor. Det er en af grundene til at coaching er blevet så central inden for organisationsudvikling som tilfældet er.

Nærhed og vejledning er utvivlsomt en forklaring på de musikstuderendes ekstremt høje gennemførselsprocent. Modsat universiteterne hvor det snarere er billedet af den studerende som fagligt ensom og med høj frafaldsprocent, der trænger sig på.

I forbindelse med ansættelse af lærere på konservatoriet er det af helt afgørende betydning, at der foreligger dokumentation for undervisningsmæssige resultater på netop konservatorieniveau.

Modsat ansættelse på universitetet, hvor der sjældent stilles krav til de formidlende evner og kvalifikationer. Underviseren optræder nærmest som en faglig dommer. Indlæringen af stoffet er de studerendes egen sag.

Alt dette er så lige modsat den holdning og tradition, der kendetegner musikkonservatorierne. Et musikkonservatorium er et samfunds musikalske kraftfelt, både når det gælder forfinelse og innovation. Musikkens sprog er universelt, og derfor er internationale standarder de eneste gangbare.

Problemstillingen er for konservatorierne den samme som skyttens, blot få millimeters ændring af sigtet får kuglen til at ramme langt ved siden af målet.