En ny ny Musik

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 05 - side 162-162

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I efteråret var der en debat om ny musik. Den startede her i bladet og kulminerede på et debatmøde arrangeret af DRs Lyt til Nyt. Lyttilnyt kaldte debatten »Den Ny Musiks situation«. Debatten udgik fra mange, meget positive ønsker. Dybest set, ville man gerne ‘have gang i noget’, ‘få folk op af stolen’ osv. Der blev sagt og skrevet mange gode og konstruktive ting. Men der blev også udvekslet mange, lidt diffuse ønsker og beskyldninger: Komponisterne skriver for kedelig musik, publikum er for dovne, institutionerne er konservative osv. Foreløbig er der ikke draget nogen konklusioner af debatten. Men det kunne man måske heller ikke forvente. Måske er der, som Svend Hvidtfelt Nielsen er inde på i interviewet i dette blad, med den debat sat en bevægelse i gang. Måske sker der noget.

Alle vil vi gerne noget med den ny musik, og alle vil vi gerne, at andre skal ville noget bestemt. Men hvad er det egentlig, vi diskuterer, når vi diskuterer ‘den ny musiks situation’? Begrebet ‘Ny musik’ synes at forsvinde i samme øjeblik, man spørger: »hvad er Ny musik?« Det betyder ikke bare ‘musik, der er blevet til for nylig’. Nogle siger fx, at de generelt »ikke bryder sig specielt meget om ny musik«. – Underligt udsagn! Der er ikke andre sammenhænge i livet, hvor man kan have en principiel holdning til noget, alene fordi det er nyt. Man vil ikke sige, at man ikke kan lide ny modeller inden for tøjmoden. Så må man forklare, hvad det er ved bestemte nye modeller, man ikke kan lide. Eller i det mindste afgrænse det: »Jeg kan ikke lide de nye tøjmodeller«. Havde udsagnet gået på ‘den nye musik’ havde det givet mening.

Vi kan godt tale om ‘ny musik-koncerter’, selvom den musik, der spilles ved koncerterne, er skrevet og har været spillet for 50 år siden. Og modsat kan vi gå til koncerter, hvor musikken er skrevet i forgårs, og synes, at det ikke er ny musik. Ny musik er en særlig slags musik. Det har ikke noget at gøre med musikkens alder. Vi har i radioen et ny musik-program, ny musik-koncerter og ny musik-festivaler. Så kunne vi prøve at sige, at ny musik er den musik, der spilles i sådanne ‘ny musik-sammenhænge’. Men det bliver vi ikke klogere af. Det er ligesom at sige, at kunst er det, der står på kunstudstillinger ...

Det behøver ikke at være noget problem, at vi bruger begrebet ‘ny musik’ uden at vide præcist, hvad det dækker over. Hvis vi synes at være enige om det, går det jo nok. Men det bliver et problem, hvis vi, bevidst eller ubevidst, bruger det til at kritisere hinanden med. Hvis diskussionen om ny musik handler om, hvem der skriver den ‘rigtige’ ny musik, om den ny musik er ‘ny’ nok, uden at vi søger at klargøre, hvad vi mener med ny musik. Så bliver begrebet uproduktivt.

Musik er den frieste af alle kunstarter. Den er sprog- og billedløs og kommunikerer direkte til ånd og følelse. Derfor er musik måske den kunstart, der er mest belastet af moralsk og metafysisk teori. Der er mange, der meget gerne vil noget med musikken. Busoni skriver Entwurf einer neuen Ästhetik der Tonkunst, Adorno Philosofie der neuen Musik – der er flere historiske eksempler på kunstnere og tænkere, der taler om ny musik som et slags kampråb. Det udtrykker en næsten ‘messiansk’ forestilling om musikken: En forestilling om den sande og den rigtige musik, som frelser og forløser.

Sådanne forestillinger kan være befordrende for kreativitet og udvikling, hvis de udtrykker en kunstnerisk ambition. Men det er også, tror jeg, sådanne forestillinger, der virker forvirrende i debatten om ny musik. Når nogle kritiserer ny musik for ikke at være nyskabende, ikke at forholde sig til traditionen, ikke at være original osv. så er der en skjult forudsætning om, at musik skal være noget bestemt for at være ‘rigtig’ ny musik.

»Hvad ønsker du for og af den ny musik?« Det var et af de spørgsmål, som DRs Lyt til Nyt lagde ud på deres hjemmeside som en opfølgning af debatten. Det er egentlig et uskyldigt spørgsmål. Men det er ligegodt et spørgsmål, som nemt fører til ørkesløse spekulationer over, hvad der er galt med den musik, der laves. Har man en idé om, at musik skal være på en bestemt måde, forfølge og opfylde en bestemt ambition, så er det interessant. Så må man forsøge at klargøre, hvad det er, man mener. Ellers kan det være en øvelse at prøve at bruge begrebet ny musik på den enklest mulige måde: Ny musik er musik, der er blevet til for nylig – ikke andet end det. Så kan man lytte til musikken, man kan kritisere den, man kan holde af den, eller man kan hade den. Men man kan samtidig lade den være uden at spekulere på, om den nu også er ny musik på den rigtige måde.Peter Bruun

Årgang 79/2004-2005, nr. 05