Musik er at lægge øre til sig selv og til verden

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 05 - side 198-199

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Kunstgruppen van Gogh har barslet med endnu et værk: van Gogh #6: Public Service. Dette er en visionær og genial genopfindelse af musikbiblioteket i Odense, som man kan håbe på, at hele det danske musikmiljø vil kaste sig over og lade sig inspirere af. Værket er en fremsynet kombination af musikformidling og aktiv musiceren, der er funderet i en tro på, at det er vigtigt at spille på alle de sanselige strenge, når musik og mennesker skal mødes.


Af ANNA BERIT ASP CHRISTENSEN

Van Gogh-redaktionen er i nærværende værk-sammenhæng Steen Johannessen: filmklipper, Christian Leifelt: grafisk designer MDD, Simon Løvind: interactions-designer og Michael Madsen: dokumentarist og kurator. Disse personer er en kunstgruppe, der ser det som én af sine opgaver at afsøge grænserne mellem kunst og kommunikation.

Når de kalder sig en kunst-gruppe og ikke kunstner-gruppe, er det helt bevidst; ingen af de involverede betragter sig selv som kunstnere, og denne selvopfattelse mærkes tydeligt i deres værktilgang.

Forrige kunstværk (van Gogh #5: Solgt) tematiserede fænomenet opmærksomhed, og det stillede spørgsmål vedrørende den særlige form for opmærksomhed, der eksisterer omkring et kunstværks ‘værdi’; i 2001 blev redaktionen inviteret til at deltage i Charlottenborgs Efterårsudstilling. Van Gogh valgte at udstille fænomenet ‘opmærksomhed’ ved at sætte det tildelte udstillingsrum til salg for højstbydende (prisen endte på 162.500 kr.). Da de besøgende mødte op, var deres opmærksomhed allerede handlet og solgt, og dokumentationen for denne handling var udstillet (se nærmere detaljer på www.soundart.dk).

Værket fik stor opmærksomhed (!) i pressen og skabte en del debat og forargelse. At forvalte sin fornemme invitation fra Efterårsudstillingen som et salgsprodukt og putte fortjenesten direkte i egen lomme, det kan man vel ikke kalde kunst ...? Men for van Gogh-redaktionen er kunstens plads ikke hellig, og redaktionen har ingen fine fornemmelser, fx strækker de musikalske inspirationskilder hos dem sig helt til Bakkesangerinderne og Melodi Grand Prix. Netop dette frie og fordomsløse forhold til de traditionelle genredelinger viser de optimale muligheder for tvær-æstetisk nytænkning, når den er bedst.

Gentænkningen og relanceringen af Musikbiblioteket i Odense er et værk bestilt af biblioteket selv. Med den igangværende digitalisering af musiksamlingerne er det blevet presserende at få afklaret bibliotekets fysiske rolle. Hvorfor skal folk bevæge sig hen i et offentligt hus, når den ønskede musik kan downloades hjemmefra?

Et tilsvarende spørgsmål kan man sådan set stille til koncertkulturen. Hvorfor skal man slæbe sig hen til en stivnet og kønsløs omgang koncert, når man kan høre cd’en derhjemme?

Svaret er selvoverskridelse. Du skal ud ad døren for at lade dig sanseligt bevæge, for at udvide din erfaringshorisont. »Jamen, jeg skal bare på biblioteket ...« Forkert! »Du skal på skattejagt, du skal opdage ting, du ikke vidste eksisterede, du skal beriges.« Lyder det utopisk? Ikke desto mindre er det det, van Gogh-redaktionen ser som målet for public service og hvis man læser deres værkmateriale – partituret om man vil – kan det lade sig gøre, hvis nogen ellers tør.

Værket (biblioteket) er funderet i kompositionstanken, hvor alle elementer indgår i en betydningsdannende helhed. Temaets kerne er at iscenesætte mødet med musikken, og her fremhæver redaktionen fire betoninger: Sanselighed, Dannelse, Nysgerrighed og Dialog.

Denne iscenesættelse udmønter sig meget konkret, og den er gennemarbejdet i både indretningsprincipper, webdesign, logo, belysning og meget andet, men også i høj grad i en stillingtagen til de menneskelige relationer mellem en offentlig kulturinstitution og dens brugere.

I den helt stramme komposition, hvor intet overlades til tilfældighederne, er der også blevet plads til det humoristiske og overraskende element. Fx holdes bibliotekaren med selskab af en talende beostær, og en rykkerskrivelse henvender sig både underfundigt og høfligt: »Odense musikbibliotek har en samling på 50.000 værker, men der mangler tre.« Godt nok noget andet end på Københavns Hovedbibliotek, hvor et helt lysshow går i gang på selvbetjeningsautomaten, når man skylder 10 kr. Ubehageligt for synderen og for de andre i køen, som ikke kan undgå at blive orienteret om fadæsen.

Mulighederne for en realisering af projektet ser rimelig lyse ud, flere sponsorer har vist positiv interesse, og hvis Odense kommune også vælger at satse og være med til at søsætte kunstværket, har byen givet sig selv muligheden for den gule førertrøje i indtil flere kulturelle etaper. Det være sig inden for det, som burde være en fornem opgave: public service samt det levende musikliv, der med faciliteter som både lydstudie og koncertsal på musikbiblioteket kan få en mængde potentielle muligheder i byen.

Vision for Odense Musikbibliotek (pdf, 39 sider, 7 mb), kan downloades på van Gogh-redaktionens website www.soundart.dk.

Årgang 79/2004-2005, nr. 05