Musik og natur - Dark Music Days 2005

Dark Music Days er navnet på den årligt tilbagevendende ny musik-festival, som arrangeres af den islandske komponistforening. Festivalen blev i sin tid grundlagt af komponisten Atli Heimir Sveinsson – modtager af Nordisk Råds Musikpris 1976. I år fejrede festivalen 25-års jubilæum.

Af ANNA BERIT ASP CHRISTENSEN

Kameraer flyver om ørene på mig, et ungt og festklædt publikum hujer og pifter, og på drejescenen foran mig står Islands svar på Natasja Crone og makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam. Inden jeg når at tænke over, hvordan jeg lige havnede i et fuldt oplyst teater – jeg er først og fremmest på Island for at overvære en ny musik- festival – blæses jeg tilbage i stolen af en ordentlig omgang Mezzoforte.

Den er god nok: jeg er til Icelandic Music Award, og her skal alle genrer fejres og hædres på scenen. Derfor er der heller ikke noget underligt i, at førnævnte musikbrag i den potente funkafdeling afløses af et folkemusikinspireret soloværk for blokfløjte (!) – dog tilsat lidt lysshow, vi taler jo live-transmission til hele Islands befolkning. Og som jeg senere erfarede på diverse klubber og barer, er det her altså en aften, man sætter af foran tv’et. »Det er vores Oscar-uddeling«, som én sagde.

Vi har noget tilsvarende i Danmark, men den store forskel er selvfølgelig, at i Island prisbelønnede man årets popband og årets ny musik-kammerensemble i et fælles arrangement. Særlig bevægende var det at opleve, da alle i salen rejste sig for at hylde en lille og lidt genert ældre kvinde, som åbenbart har haft en kolossal betydning for det islandske musikliv. Helga Ingólfsdóttir hedder denne ildsjæl, som i en lang årrække har stået som arrangør af Skálholt Sommer Musikfestival. Festivalen er kendetegnet ved at sammenblande barokmusik med helt nye kompositioner og er omgivet af en helt speciel aura, først og fremmest på grund af de atmosfærebærende fysiske rammer i den gamle og meget smukke kirke Skálholt. Men også i selve afholdelsen af festivalen, som strækker sig over en periode på fem uger. Her mødes musikere og komponister sammen med deres ægtefæller og børn for at bo og leve og skabe kunst. Sådanne forhold har gjort, at Skálholt festivalen løbende har opnået særstatus både for udøvere og tilhørere. Meget smukt udtryk af en islandsk koncertgænger: »Sommeren har ikke været en rigtig sommer uden oplevelsen af mindst én koncert på Skálholt,« og den følelse var hun ikke ene om, at dømme efter det unge publikums stående applaus til festivalens leder.

Som udefra kommende var det faktisk misundelsesværdigt at opleve denne blanding af musikgenrerne og særligt aktørernes gensidige varme og begejstring for hinanden – det kunne vi godt adoptere her i Danmark, hvor det musikbaserede genreforhold måske bedst kan beskrives som en uoverskuelig og uvidende (men nok ikke uinteresseret) fremmedhedsfølelse.

På trods af den gode stemning til dette music award show var der ét minus, som ikke kan lægges lige præcis tv-arrangementet til last, men meget kendetegnende for selve oplevelsen af den islandske festival Dark Music Days: Den sproglige barriere. Jeg skal hilse og sige, at islandsk ikke lige er til at læse og forstå, og det medførte desværre, at man indimellem blev hægtet af. Flere gange indledte man en koncert med at annoncere ændringer i programmet, og selv om jeg ikke var bleg for at rådføre mig med en vilkårlig sidemand, var det en irritations-faktor i længden. Hertil skal lægges det skudsmål, at selve programbogen var mere eller mindre ubrugelig for alle andre end islændinge.

Når opmærksomheden henledes på dette ene minus, skal det kun forstås som en opfordring til de islandske arrangører: Det er simpelthen en nødvendighed med en engelsk udgave af både hjemmeside og programbog (som det er nu, har festivalen faktisk slet ikke en hjemmeside!), hvis man vil række hænderne ud mod et internationalt miljø, sådan som man fornemmer, at den fremtidige ambition for festivalen er.

Et andet fantastisk internationalt trækplaster kunne også være den fuldstændig vilde og kraftfulde smukke natur, som man ikke kan (og må) komme udenom, når man gæster Island. Som udefra kommende opleves den islandske kultur som i den grad rodfæstet i vulkanske kræfter og et liv på naturens voldsomme, yderste grænse. Dette i en grad, så det føles unaturligt (!) ikke også at udnytte netop naturen som fysisk ramme i realiseringen af kunstværkerne. Jeg ved, man overvejer sådanne muligheder i forbindelse med Nordiske Musikdage 2006 i Island. Man må i sandhed håbe, at økonomi og alt, hvad der ellers ligger af krævende planlægning i et sådant tiltag, må føre til, at disse ideer bliver afprøvet.

Jeg er ofte blevet præsenteret for et Ruders-citat, som skulle lyde nogenlunde sådan: »ISCM-festivaler består mestendels af komponister og skriftkloge, som kører rundt i busser og sover til hinandens koncerter.« Jeg har altid tænkt, at det var da en utrolig negativ beskrivelse, men i Island forstod jeg for første gang det, som måske er essensen i sætningen. Og egentlig var det overraskende, at det lige præcis skulle ske efter den fantastiske tv-optakt med Music Awards. Men selv om man åbenbart blander de forskellige musikalske miljøer til eksempelvis sådan en Music Award, var det ikke noget, som smittede af på hverken festivalens værker, publikumstilstrømning eller -sammensætning. Nej, lige modsat: der var generelt ikke mange mennesker til koncerterne og de, der var til stede, genkendte man aften efter aften.

Dark Music Days var i for høj grad kendetegnet ved at være lidt gammeldags og kedelig. Der var ingen tvivl om, at der ligger en stram økonomi samt et meget stort og meget entusiastisk arbejde bag arrangementet, men nytænkende var festivalen ikke. Den virkede lige præcis så søvndyssende, som det arrangement, Ruders taler om: et arrangement fore-taget af og for den islandske komponistforenings ca. 50 medlemmer, og dermed endnu et menigheds-arrangement.

Selv om der var mange fine værker på festivalen, var det desværre ikke nok til at løfte koncerterne op og ud af nørdkredsen. Små ændringer kunne havde gjort meget. Eksempelvis foregik festivalens elektroakustiske koncert i en lille og neutral koncertsal med en enkelt kæmpe højttaler placeret midt på scenen. Her havde man altså planlagt, at tilhørere skulle sidde og kigge på en højttaler på samme måde, som man kigger på et orkester. Det var en situation, som grænsede til det komisk- groteske, et logistisk valg, som ikke klædte værkerne.

Senere var jeg til en guitarkoncert på et fantastisk flot og stort galleri, omgivet af kæmpestore farvestrålende malerier, hvor intet i musikken lagde op til at inddrage disse som betydningsbærende kulisser. Tværtimod kom værkerne til at virke som en slags hyggelig og underholdende ferniseringsbaggrund, fordi de ikke kunne give malerierne et ordentligt modspil. En ombytning af disse to koncerter ville være hensigtsmæssig og langt mere meningsfuld for de respektive værker.

Et andet spændende koncertsted var Klink og Bank, som mindede om et kreativt multiværksted med lærreder, bygningsmodeller og store arkitekttegninger fordelt ud i et større fabriksagtigt lokale. Midt i dette scenario havde man lavet en installationslignende instrument- og computeropstilling. På et bord lå der de første seks forskellige elektriske guitarer, og gulvet var dækket af et indviklet væv af kabler. Meget omsorgsfuldt havde man lagt tæpper ud til publikum samt tændt et stor gasovn foran første række – her var meget koldt – men stemningen var varm, og man så frem til at opleve ATON, ensemblet, der var ansvarlig for koncerten. ATON er et ungt ensemble, som konstituerede sig i 1998, og som primært koncentrerer sig om at performe ny musik. En del af værkerne er komponeret af kunstnere, som selv spiller i ensemblet. Desværre kom koncerten til at leve lidt for meget op til stedets navn Klink og Bank; den var præget af store tekniske problemer, som til sidst endte med at give et alt for amatøragtigt skær, og spilleteknisk er der også et stykke vej endnu for ensemblet. Bedste værk var Toccata og fuga (2004) af Áki Ásgeirsson, hvor den vellykkede og utraditionelle instrumentation bestående af blandt andet brædder, vandglas og balloner viste en komponist med et spændende potentiale.

Festivalens to højdepunkter var begge koncentreret om den danskboende akkordeonist Geir Draugsvoll. Først en solokoncert med en række nordiske værker – dog ingen islandske, da et sådant ikke eksisterer endnu for akkordeon – samt afslutningskoncerten med det supergode islandske ensemble Caput. Geir Draugsvoll er en fremragende musiker, som især fik lov til at udfolde hele sit potentiale i uropførelsen af Jesper Kocks meget fantastiske og hundesvære Koncert for akkordeon og orkester. Over for dette værk stod, i ordets bedste betydning, det kvindelige modstykke i Installation around a heart komponeret af Thuridur Jónsdóttir, den mest spændende og lovende islandske komponist, jeg stiftede bekendtskab med på festivalen. Hun er en af de rigtig gode grunde til at fortsætte et bekendtskab med det islandske ny musik-miljø.

Dark Music Days 2005 (30. januar til 6. februar). Kunstnerisk leder: Kjartan Ólafsson. Flere oplysninger på www.mic.is