Sin egen lykkes smed?

Anders Brødsgaard og Olsen Banden

Af ANDERS BRØDSGAARD

Først en case story: Koncert-foreningen Musica Nova i den gamle kulturby Leipzig vil arrangere en koncert med dansk musik i januar 2005. Hvorfor? Jo, dirigenten for Leipzigs Ensemble Avantgarde er gang på gang stødt på danske komponistnavne ved koncerter rundt om i verden og foreslår derfor at præsentere disse for et Leipzig-publikum. Den kunstneriske leder af ensemblet, Steffen Schleiermacher, er med på ideen, han kender også godt Danmark, nemlig som Olsen Bandens fædreland, så vejen er banet for dansk musikeksport!

Nu udspiller der sig så en række musikinformationske tilfældigheder af Olsen Bande-dimensioner: Schleiermacher (S) prøver at komme i kontakt med Danmark gennem Kunststyrelsen i forbindelse med dansk musik-koncerten i Leipzig. Han henvises til Jens Rossel (R), som en passant gør S opmærksom på de nært forstående Nordiske Musikdage som en mulighed for at høre dansk musik.

S lægger røret og tænker på Egon og de andre og vil egentlig gerne se, om de forskellige locations i Sydhavnen stadig eksisterer og beslutter at rejse til København for egen regning.

R ved ikke at S er kommet til Nordiske Musikdage, men møder ham i sidste øjeblik tilfældigt på den sidste koncertdag. De spiser frokost sammen på R’s initiativ og snakker om, hvordan det danske musikliv kan bidrage til dansk musik-koncerten.

Nogle måneder forud for dette har R en fredag eftermiddag på vej hjem tilfældigt mødt undertegnede (B) på Rådhuspladsen og spurgt ham, om han rejser til Leipzig i forbindelse med koncerten. B har hørt om koncerten fra sit forlag, men har ikke følt sig tilskyndet til ligefrem at rejse ned og overvære opførelsen af sit 5-minutters- klaverstykke, trods den betragtelige KODA-indtægt, den medfører. B har nemlig tidligere haft mærkelige oplevelser i forbindelse med uinviteret opdukken til sine egne opførelser og mener i al blufærdighed, at musikere skal have mulighed for at spille ny musik, uden at komponisten kommer masende og uopfordret begynder at holde seminarer.

I forbindelse med Nordiske Musikdage løber R igen ind i B, og da R, som er inspireret af sin frokost med S fortæller om dennes Olsen Bande-begejstring, indvilger B i at tage til Leipzig. B føler nu en mission for dansk musik og vil samtidig gerne opleve den gamle musik- og forlagsby og i øvrigt – ækvivalerende til S’s Sehnsucht efter Olsen Banden-sites – naturligvis benytte lejligheden til at opsøge Auerbachs Keller. Derfor ser B stort på de økonomiske konsekvenser, ofrer en del af kommende cd-projekter på alteret og tager afsted.

Som sædvanlig, når det drejer sig om menneskelige kontakter, står overraskelserne i kø, og fordomme nedbrydes: Olsen Bande-nørden viser sig at være en af Tysklands bedste Ny-Musik-pianister, han har fx indspillet John Cages samlede klaverværker på 18 cd’er, han er en af Leipzigs ildsjæle og har startet og holdt liv i Musica Nova dér siden 1989, trods myndighedernes konstante trusler om nedskæringer.

S bevæger sig hjemmevant i Leipzig – skønt født i det nærliggende Halle, ligesom Händel: vi er i europæisk musikkulturs kerneland! Han fører mig fra Mendelssohn-Haus til Gewandhaus, til Bachs Thomaskirke og så til sit yndlingsudflugtsmål: det perverse monument for Tysklands deltagelse i Første Verdenskrig, et kæmpe meningsløst betonmonument, som nu er en stor attraktion for NeoNazis: det gamle demokratiske solidaritetsregimes apolitiske tabere – forhåbentlig de sidste i den tyske historie.

Koncerten i Mendelssohn Saal i Gewandhaus-bygningen starter med at Steffen Schleiermacher vandrer ind på scenen og intonerer Olsen Banden-temaet på flygelet for de omkring 100 fremmødte! En spøjs oplevelse for en dansker til en ny musik-koncert, men åbenbart vækkede det noget hos de fremmødte. Om eftermiddagen samme dag holdt jeg en lille forelæsning for 15 studerende og lærere fra Leipzigs Musikhochschule – de har i alt omkring 800 studerende – om dansk musik, og ikke engang Carl Nielsen var umiddelbart bekendt for i hvert fald de studerende. Skal man udlede heraf, at Bent Fabric udgør tyskernes kendskab til dansk musik?

Det fremmødte publikum fik en smuk fremførelse af Bent Sørensens to sinfonietta-hits, the Deserted Churchyards og Funeral Procession – dog ikke i den af komponisten foreskrevne attacca-sammenhæng, idet Rued Langgaards klaverværk Insektarium, fremragende fremført af Schleiermacher, var lagt som et symmetrisk spejlingspunkt imellem de to værker i første programhalvdel. Efter pausen to Nørgård-værker: en usædvanlig dynamisk fremførelse af Spell med Schleiermacher ved flygelet og efter undertegnedes Requiem for klaver som spejlingspunkt i anden halvdel af koncerten, Scintillation.

Dansk musik havde sat et lille spor i Leipzig – efterfølgende fortæller en mail fra Schleiermacher, at der på baggrund af dette arrangement planlægges en ny koncert med dansk musik til næste år.

Denne gang førte de mange tilfældigheder altså til et resultat, men alt for ofte tabes mulighederne på gulvet, fordi der ikke er et sted, hvor samarbejdsmuligheder kan koordineres og sættes i værk samt støttes økonomisk i form af rejsetilskud o.lign. De entreprenante iværksættere, som Anders Beyer skriver om i sin artikel, er derude, de er idealistiske, men de har brug for en statslig organisation som støtte, hvis tingene skal nå et professionelt niveau.

Det er sandt, at der nu blæser liberalistiske vinde over landet. Sin egen lykkes smed – egentlig et smukt udtryk, med helt Andersenske undertoner – et uskyldigt lille ordsprog, der er blevet til altudsigende besværgelsesformular i vort lille land. Det siger måske noget om, hvor ideologisk vort lille land er blevet redet i den kulturradikale efterkrigstid!

Er vi blevet et Nordkorea i politisk forstand, isoleret fra resten af verden af netop dén kulturelle/politiske bevægelse, der engang krævede europæisk udsyn, men som nu kan samle danske kunstnere en masse i demonstrationer mod ethvert politisk tiltag, der åbner grænserne og tvinger Danmark til, på godt og ondt, at forholde sig til den globaliserede verdens virkelighed?

“Værdikampen”, som ikke mindst Kulturministeren var med til at starte i Danmark, gav håb om, at diskussionen måske kunne åbne sig og føre til lidt frisk luft, ikke mindst i danske kunstnerkredse. Men det viste sig snart at være en illusion. Hverken Brian Mikkelsen eller andre af de kamplystne liberale politikere, viste sig i stand til at gennemføre kampen mod det, man så overmodigt havde udfordret. Man startede med at slå dørene ind og stoppe udbetalingerne og endte med et ynkeligt udsagn om at ville stoppe “smagsdommeriet”! Det vil på dansk/nordkoreansk sige: klip hovedet af dem med briller, som tror de har forstand på noget! I sandhed et overraskende udsagn i værdikampen, især fra den part, der hævder at stå for at hæve fagligheden på uddannelseområdet, i forskningen og vel også på kunstområdet? – Vi venter stadig!

* – Kronprins Frederik elsker dansk rock! Og det gør Kulturministeren også, hvis man skal dømme efter hans forslag til indholdet i en musikkanon.

Fred være med den, under den forudsætning, altså, at armslængdeprincippet overholdes, og det ikke bliver hverken Kronprinsen eller Kulturministeren, der skriver den kanon!

De elsker sikkert også sport – og sportens succes inden for afvejning af bredde og elite kunne sagtens inspirere til afhjælpning af de danske musikuddannelsers aktuelle fødekædeproblemer – men når det gælder “eksport” af, skal vi sige, den del af den nye danske musik, der ikke er rock, er det jo ikke helt det samme som eksport af kommercielle produkter.

Jo, vi kender argumenterne til bevidstløshed: “Den nykomponerede musik er et smalt område”, ja, det ligger i sagens natur. Men hvis vi lægger den ned, bliver den til et meget bredt område, men så ganske vist ikke særlig højt ... Nej, kære læser, læg nu ikke bladet fra Dem i raseri, vi må se tingene i et større perspektiv: J.S. Bachs musik ville være dømt smal og uden betydning, hvis en kulturministeriel evaluering baserede sig på et succesparameter, som det aftegnede sig i en femårs periode i slutningen af 1750erne.

Hvis man ser det i de følgende 250 års perspektiv, tegner der sig som bekendt et andet billede ... – *

Kulturpolitik kan ikke kun basere sig på tidens tegn, men kræver i ordets sande betydning en politik! Den liberale drøm om nulstats-politik findes kun i hovederne på de unge i ekstremistorganisationen Liberator, som er parate til en totalløsning i stil med den, der blev prædiket fra venstre side i 70erne, et rent déja vu fra maoisterne: hvis ikke folket har forstået, hvad der er godt for dem, skal vi nok klare det ved hjælp af en rask lille revolution. Og vé den, der så stadig bærer briller ...!

Problemet er, at minimalstats-ideen, der forlængst er skudt ned i praktisk politik af sin ophavsmand, stadig simrer ufordøjet i den borgerlige kulturpolitik. Og på den anden side er musik- og kulturlivet i Danmark baseret på en socialdemokratisk, antiliberalistisk tradition, som gør det svært at agere, når selvsamme parti mister dominansen på den politiske arena.

Samtidig har man i de kunstneriske organisationer ikke været i stand til at gribe den liberalistiske usikkerhed i det Konservative Folkepartis, det Radikale Venstres og for den sags skyld Dansk Folkepartis kulturpolitiske linje og forvandle det til sin fordel, fordi man har deponeret sine forventninger hos Socialdemokratiet og venstrefløjen.

De nye tider skal udnyttes: bolden er givet op, og politikerne skal tages på ordet: også kompositionsmusikkens miljø skal professionaliseres, og det kræver penge og institutioner, som de skabende kræfter kan udnytte. Det er ikke godt nok, at vi bare skal løbe ind i hinanden på Rådhuspladsen og så arrangere internationale kulturfremstød, mens duerne svirrer om ørene ...

Meget kan sættes i gang ved at samle mennesker, der brænder for en sag, og dette arbejde kan beholde sit drive med forholdsvis beskedne midler, men der skal være institutionelle rammer omkring det.